SKYGGERIDS

 

Psychologisk Tidsfordriv.

 

FORELÆST FOR

 

[MED-AFDØDE].

 


At randsage hjerter og nyrer

 

I “SKYGGERIDS. Psykologisk Tidsfordriv. FORELÆST FOR [MED-AFDØDE] (Oversat fra græsk)” vendes forholdet om. Det handler nu ikke længere om den, der forfører, men om de forførte og deres had/kærlighed og sorg. Formelt set er det en analyse af, hvilken sorg, der kunstnerisk kan afbildes.

 

Afhandlingen begynder således:

 

“Vi festligholde i denne Time vort Selskabs Stiftelse [Før omtalte selskab af æstetikere, der er forsamlet for at opbygges ved forestillinger om livets usselhed], vi fryde os paany over, at den glædelige Anledning atter har gjentaget sig, at den længste Dag er forbi og Natten begynder at seire. Den lange, lange Dag have vi ventet, endnu for et Øieblk siden sukkede vi over dens Længde, men nu er vor Fortvivlelse forvandlet til Glæde. Vel er Seieren kun ubetydelig, og Dagens Overvægt vil vel vare en Tid lang, men at dens Herredømme er brudt, det undgaaer ikke vor Opmærksomhed. Ikke tøve vi derfor med vor Jubel over Nattens Seier til den bliver bemærkelig for alle, ikke tøve vi til det dorske borgerlige Liv erindrer os om, at Dagen tager af. Nei, som en ung Brud venter utaalmodig Nattens Ankomst, saaledes oppebie vi længselsfulde Nattens første Frembrud, den første Bebudelse af dens tilkommende Seier, og Glæden og Overraskelsen bliver desto større, jo nærmere vi have været ved at fortvivle over, hvorledes vi skulde holde det ud, hvis Dagene ikke forkortedes”. (EE1,155)

 

Og videre:

 

“Ja, gid hiin Hvirvel, der er Verdens inderste Princip, om Menneskene end ikke mærke det, men æde og drikke, gifte sig og formere sig i sorgløs Travlhed, gid den brød frem og i indre Harme rystede Bjergene af sig og Staterne og Culturens Frembringelser og Menneskenes kløgtige Paafund. (...) - Dog, Natten seirer og Dagen forkortes og Haabet voxer! (...) Dig hilser jeg, mørke Nat, jeg hilser dig som Seierherre, og dette er min Trøst, thi Du forkorter Alt, Dagen og Tiden og Livet og Erindringens Møisommelighed i evig Glemsel!”. (EE1,156)

 

Som det fremgår af ovenstående, er der stor begejstring blandt æstetikerne, som Æsthetiker A.s tekst er henvendt til, når den længste dag er ovre, og natten igen begynder at sejre - og gør dagene kortere og kortere.

Det er det mørke, alt det natten dækker over, det ikke-synlige, der er temaet.

Han starter med nogle indledende kommentarer om forholdet mellem det indvortes og det udvortes, dvs forholdet mellem den reflekterede sorg og den sorg, der har fundet sin genstand (Som det vil fremgå, har begreberne ‘udvortes’ og ‘indvortes’ i denne tekst intet at gøre med de begreber jeg har brugt i teksten “Det antikke Tragiskes Reflex i det moderne Tragiske”). Trykket ligger på, hvilken sorg, der lader sig kunstnerisk fremstille. Og det mener Æsthetiker A kun er tilfældet for sidstnævnte.

 

”Det, der gjør, at den reflekterede Sorg ikke kan blive Gjenstand for kunstnerisk Fremstilling, er, at den mangler Ro, at den ikke bliver enig med sig selv, ikke hviler i noget bestemt enkelt Udtryk. Som den Syge i sin Smerte snart kaster sig paa den ene Side, snart paa den anden, saaledes omtumles den reflekterede Sorg for at finde sin Gjenstand og sit Udtryk”. (EE1,158)

 

Når sorgen har ro, derimod “saa vil Sorgens Indre ogsaa efterhaanden arbeide sig ud efter, blive synlig i det Udvortes”. (EE1,158)

 

Men når årsagen til sorgen altså er gemt i det indvortes, arbejder refektionen på fuld styrke:

 

“Idet den [sorgen] nu saaledes søger ind efter, da finder den endelig et Indelukke, et Inderste, hvor den mener den kan forblive, og nu begynder den sin eensformige Bevægelse. Som Pendulet i Uhret, saaledes svinger den frem og tilbage og kan ikke finde Hvile. Den begynder bestandig forfra og overveier atter, afhører Vidnerne, sammenholder og prøver de forskjellige Udsagn, hvad den allerede har gjort hundrede Gange, men den bliver aldrig færdig. Det Eensformige har i Tidens Løb noget Bedøvende ved sig. Som Tagdryppenes eensformige Fald, som et Rokkehjuls eensformige Snurren, som den monotone Lyd, der fremkommer ved, at et Menneske gaar frem og tilbage med afmaalte Skridt i en Etage over os, bedøver, saaledes finder den reflekterede Sorg tilsidst Lise i denne Bevægelse, der som en illusorisk Motion bliver den til Nødvendighed. Endelig fremkommer der en vis Ligevægt, (...) det Udvortes er stille og roligt, og inderst inde i sin lille Afkrog lever Sorgen som en velforvaret Fange i et underjordisk Fængsel”. (EE1,158)

 

Når sorgen søger ind efter og reflektionen arbejder i det uendelige for at finde sorgens genstand, ender det efterhånden i ensformighed/vane.

Denne ensformighed ender med at blive en lise for den reflekterede sorg, der bliver lullet i søvn, kunne man sige. Sorgen ‘glemmes’/fortrænges og det udvortes er stille og roligt. Men sorgen lever stadig, “i sin lille Afkrog”, “som en velforvaret Fange i et Underjordisk Fængsel”.

 

Men selvom sorgen ikke nødvendigvis har sit udtryk i det udvortes, lader Æsthetiker A, og for så vidt de andre æstetikere,  sig (undskyld udtrykket) ikke bedrage.

Æsthetiker A. forklarer:

 

“thi skjøndt Yngre ere vi dog alle gamle nok til ikke at lade os bedrage af det Udvortes eller til at blive staaende ved dette. Skulde det da være et forfængeligt Haab, jeg smigrede mig med, hvis jeg troede, at I ville værdige disse Billeder Eders Opmærksomhed, eller skulde min Bestræbelse være Eder fremmed og ligegyldig, ikke i Harmoni med vort Samfunds Interesse, et Samfund, der kun kjender een Lidenskab, Sympathien nemlig med Sorgens Hemmelighed. (...) Og i Sandhed, Sorgen sniger sig saare hemmelighedsfuldt om i Verden, og kun Den der har Sympathi for den, ham lykkes det at ahne den. Man gaaer igjennem Gaden, det ene Huus seer ud som det andet, og kun den prøvede Iagttager ahner, at i dette Huus seer det ved Midnatstid ganske anderledes ud, da vandrer der en Ulykkelig omkring, som ikke fandt Hvile, han stiger op ad Trapperne, hans Fodtrin gjenlyde i Nattens Stilhed. Man gaaer hinanden forbi paa Gaden, den Ene seer ud som den Anden, og den Anden som Folk er fleest, og kun den erfarne Iagttager ahner, at der i dette Hoved inderst inde boer en Indsidder, der Intet har med Verden at gjøre, men kun i stille Huusflid henlever sit eensomme Liv. Det Udvortes er da vel Gjenstand for vor Iagttagelse, men ikke for vor Interesse; (...) Det Udvortes har derfor vel Betydning for os, men ikke som Udtryk for det Indvortes, men som en telegraphisk Efterretning om, at der dybt inde skjuler sig Noget”.  (EE1,161f)

 

Det ovenstående citat indholder også en samfundskritik.

Sarkastisk lader Æsthetiker A. samfundet have én lidenskab, nemlig sympatien med “Sorgens Hemmelighed”.

Sorgen skal skjules, for at beholde facaden, kunne man sige.

 

“Lad Andre være stolte af, at ingen Pige vidt og bredt kan modstaae deres Elskovs-Magt, vi misunde dem ikke, vi ville være stolte af, at ingen hemmelig Sorg undgaaer vor Opmærksomhed, at ingen lønlig Sorg er saa knibsk og saa stolt, at vi jo formaae at trænge seierrige ind i dens inderste Smuthuller!”. (EE1,161)

 

Æstetikeren bryder altså facaden, dykker ned til den hemmelige sorg - intet undgår hans opmærksomhed, hvilket i øvrigt kun er muligt, når man som ham har sympati for sorgen. At en æstetiker kan have reel sympati for noget lyder selvfølgelig forkert. Han mener det sandsynligvis polemisk.

Når disse antydninger mangler, når sorgen er meget dyb, når det udvortes holder masken/facaden, er det sværere at få øje på de indre hemmeligheder:

 

“Dog stundom skjuler Sorgen sig endnu bedre, og det Udvortes lader os Intet ahne, ikke det Mindste. Længe kan de da undgaae vor Opmærksomhed, men naar da tilfældigviis en Mine, et Ord, et Suk, en Klang i Stemmen, et Vink i Øiet, en Zittren i Læben, et Feilgreb i Haandtrykket troløst forraader, hvad omhyggeligt blev gjemt, da vaagner Lidenskaben, da begynder Striden. (...) thi ingen ung Pige kan i større Angst og Hast bedække en Barm, hun havde blottet, end den forborgne Sorg, naar den bliver overrasket”. (EE1,162f)

 

Det er nærmest en mission for æstetikeren at trænge ned i dybet, ned under alt det, som det udvortes dækker over - selvom facaden kan være hård!

 

“derfor vove vi Alt, thi ingen Lidenskab er vild som Sympathiens. Og ikke behøve vi at frygte for, at det skal mangle os paa Eventyr, men vel at støde paa en Modstand, der er for haard og for uigjennemtrængelig; (...) Dog, dette skal jo ikke dæmpe vor Lidenskab eller kjølne vor Iver, tvertimod det skal opflamme; thi vor Lidenskab er jo ikke Nysgjerrighed, der mætter sig paa det Udvortes og paa det Overfladiske, men en sympathetisk Angst, der randsager Nyrer og skjulte Tanker, ved Trolddom og ved Besværgelse maner det Skjulte frem, selv hvad Døden har unddraget vort Blik”. (EE1,163)

 

Der er altså ikke noget, der kan skræmme æstetikeren i hans “Eventyr” i hans jagt på det indre/det indvortes, når han “randsager Nyrer og skjulte Tanker”.

 

Man kan egentlig synes, at det er en smule komisk, at netop Æsthetiker A gør en dyd ud af at ’gennemskue’ andre mennesker – og det vil sige spidsborgerne - og deres fortrængninger, når han selv er ved at drukne i sin egen fortvivlelse, og absolut ikke kan gennemskue sig selv.

 

I denne tekst bruger Æsthetiker A disse tanker om sorgen og det æstetiske udtryk i sin analyse af forholdet mellem hhv. Marie Beaumarchais og hendes forfører Calvigo, Donna Elvira og Don Juan, og endelig Margrete og Faust. I disse analyser kommer han ind på udtryk som “den egoistisk stolte Kjærlighed” og “den sympathetiske Kjærlighed”, dvs. kærlighed, der vender ud af mod den anden, og disse kærlighedens skikkelser og deres  betydning for hvordan bedraget opleves/erkendes – eller  ikke. Og hvorvidt disse stemninger kan kunstnerisk fremstilles.

Men ikke uden grund har denne tekst undertitlen ”Psychologisk Tidsfordriv”, da den er gennemsyret af psykologiske betragtninger, og dem vil jeg ikke gå nærmere ind i.

 

Dog,  Æsthetiker A og hans fascination af lidenskaben er ikke til at tage fejl af. Her beskrives fx scenen, hvor Don Juan just har forladt Elvira:

 

“Om Kunsten er istand til, i den Grad at nuancere Udtrykket i hendes Mine, at Pointet i hendes Fortvivlelse bliver anskueligt, skal jeg ikke afgjøre, men hun lader sig beskrive, og det Billede, som derved viser sig, bliver ikke blot Byrde for Hukommelsen, der hverken gjør fra eller til, men det har sin Gyldighed. Og hvo har ikke seet Elvira! Det var en tidlig Morgen, at jeg i en af Spaniens romantiske Egne foretog en Fodvandring. Naturen vaagnede, Skovens Træer rystede deres Hoveder, og Bladene gned ligesom Søvnen af Øinene, det ene Træ bøiede sig til det andet for at see, om det var opstaaet, og hele Skoven bølgede i den kølige friske Luftning; en let Taage hævede sig fra Jorden, Solen rev den bort som var det et Teppe, hvorunder den havde hvilet i Natten, og skuede nu som en kjærlig Moder ned paa Blomsterne og paa Alt hvad der var Liv og sagde: staaer op, kjære Børn, Solen skinner allerede. Idet jeg svingede om i en Huulvei, faldt mit Øie paa et Kloster, der laae høit oppe paa Bjergets Spidse, hvortil en Fodsti i mange Krumninger førte op. Mit Sind dvælede derved, saaledes, tænkte jeg, ligger det der, som et Guds Huus fast grundet paa Klippen. Min Fører fortalte, at det var et Nonnekloster, bekjendt for sin strenge Tungt. Min Gang sagtnedes, som min Tanke, og hvad har man ogsaa at haste efter, naar man er Klosteret saa nær. Formodentlig var jeg aldeles gaaet istaa, hvis jeg ikke var bleven vakt ved en hurtig Bevægelse i min Nærhed. Uvilkaarligt vendte jeg mig om, det var en Ridder, der ilede mig forbi. Hvor var han skjøn, hans Gang saa let og dog saa kraftig, saa kongelig og dog saa flygtig, han bøiede Hovedet om, for at see sig tilbage, hans Aasyn saa indtagende og dog hans Blik saa uroligt, det var Don Juan. Iler han til et Stævnemøde eller kommer han derfra! Dog snart var han forsvunden for mit Øie og glemt af min Tanke, mit Blik fæstede sig paa Klosteret. Jeg hensank atter i Betragtning over Livets Lyst og Klosterets stille Fred, da saae jeg oppe paa Bjerget en qvindelig Skikkelse. Iilsnart hastede hun ned ad Fodstien, men Veien var steil, og det saae bestandigt ud, som om hun styrtede ned af Bjerget. Hun kom nærmere. Hendes Aasyn var blegt, kun hendes Øie flammede forfærdeligt, hendes Legeme var mat, hendes Barm bevægede sig hæftigt, og dog ilede hun hurtigere og hurtigere, hendes Lokker flagrede løst adsplittede for Vinden, men selv den friske Morgenluft og hendes hurtige Gang var ikke istand til at rødme hendes blege Kinder, hendes Nonneslør var sønderrevet og flygtede tilbage, hendes lette hvide Dragt vilde have forraadt Meget for et profant Blik, hvis ikke Lidenskaben i hendes Ansigt havde henledet endog det meest fordærvede Menneskes Opmærksomhed paa sig. Hun ilede mig forbi, jeg vovede ikke at tiltale hende, dertil var hendes Pande for majestætisk, hendes Blik for kongeligt, hendes Lidenskab for høibaaren. Hvor hører denne Pige til? I Klosteret? Have disse Lidenskaber hjemme der? - I Verden? Denne Dragt - Hvorfor iler hun? Er det for at skjule sin Skam og Skjendsel eller for at indhente Don Juan? hun haster hen til Skoven, og den lukker sig om hende og skjuler hende, og jeg seer hende ikke mere men hører kun Skovens Suk. Stakkelse Elvira! Skulde Træerne have faaet noget at vide - og dog, Træerne ere bedre end Menneskene, thi Træerne sukke og tie - Menneskene hvidske”. (EE1,179f)

 

***

 

Ovenstående synes næsten at være en leg, et eksperiment med menneskeskæbner. Hvordan ser en sorg ud? Hvordan ser hemmelighederne ud, når det udvortes bliver skrællet væk, når der kradses i facaden?

Selvom det kun er som digter, at han udfolder disse observationer, siger det alligevel en hel del om Æsthetiker A.

 

Sidste  tekst i Enten-Eller er romanen Forførerens Dagbog. Modsat den ureflekterede Don Juan handler det for Johannes Forføreren ikke om hvor mange, men om hvordan pigen forføres.

 

Og i denne roman udfoldes netop et eksperiment, en leg med en ung og uskyldig piges skæbne.

Det er dog uklart, om det blot er fiktion - og hvem der egentlig er forfatteren.