DEN FØRSTE KÆRLIGHED

 

Lystspil i een Akt af Scribe, oversat af J. L. Heiberg.

 


Det tilfældige/ligegyldigheden

 

Teksten “DEN FØRSTE KJÆRLIGHED. Lystspil i een Akt af Scribe, oversat af J.L. Heiberg” er en bidende ironiseren over den første kærlighed og tilfældighedernes spil. Det er først og fremmest en anmeldelse af lystspillet af samme navn.

Først nogle betragtninger over “det Tilfældige”:

 

“Anledningen er ikke i ideel Forstand det Tilfældige, saaledes som naar jeg i logisk Betydning tænker det Tilfældige; men Anledningen er i Betydning af Fetischisme det Tilfældige, og dog i denne Tilfældighed det Nødvendige. (...) Anledning er saaledes af største Betydning med Hensyn til enhver Frembringelse, ja det er den, der egentlig gjør Udslaget med Hensyn til dens sande æsthetiske Værd. Frembringelser uden al Anledning mangle altid Noget, ikke udenfor sig selv, thi skjøndt Anledningen hører med, hører den dog i en anden Forstand ikke med, men mangle Noget i sig selv. En Frembringelse, hvor Anledningen er Alt, mangler atter Noget. Anledningen er derimod det Intet, der lader Alt komme frem. Tankens hele Rigdom, Ideens Fylde kan være der, og dog mangler Anledningen. Ved Anledningen kommer der altsaa ikke noget Nyt til, men ved Andledningen kommer Alt frem. Denne Anledningens beskedne Betydning er ogsaa udtrykt i Ordet selv”. (EE1,216f)

 

Anledningen, der har tilfældighedens skær over sig, er altså det nødvendige for enhver skabelse, enhver frembringelse.

 

Og om man fornægter “Anledningen”, ved fx. at insistere på, at det er Gud som skaber og ikke en tilfældig anledning, eller gør “Anledningen” til eneherskende, gør ikke den store forskel. Anledningen hersker nemlig uanset, hvad mennesket måtte mene om det.  Men “i Purpur og med Scepter i Haanden tager den sig meget daarligt ud, og man seer strax, at den ikke er født til at herske” (EE1,219).

 

Man kunne sige, at selvom tilfældet ikke er “født til at herske”, er det alligevel den, der hersker.

 

De ovenstående citater om “Anledningen” udfoldes egentlig som en kommentar til hvorledes kunstnerisk frembringelse opstår.

 

Men også i selve anmeldelsen af “den første Kjærlighed” bruger Æsthetiker A. disse tanker i fuldt flor. Her bliver der ironiseret over “den første Kjærlighed” som “den sande Kjærlighed”, og det tilfældige i denne tanke (som udfoldes i lystspillet):

 

“Emmelines Indbildning gaaer ud hverken paa mere eller mindre end at hun elsker sin Fætter Charles, som hun ikke har seet siden hun var otte Aar gammel. Det Hoved-Argument ved hvilken hun søger at værne om sin Illusion, er følgende: den første Kjærlighed er den sande Kjærlighed, og man elsker kun eengang”. (EE1,234)

 

Lystspillet er en anderledes forvekslingskommedie, hvor alt kun er tilsyneladende, men ingen ved det:

 

“Samtlige fire Personer ere nemlig gjensidigen mystificerede. Emmeline  [pigen]vil have Charles, Charles vil være hende qvit; Charles [fætteren], Mystificatoren, veed ikke af, at Rinville [Charles’ rival] udgiver sig for ham og paa alle Maader søger i dette Navn at indtage Pigen. Rinville [Charles’ rival] tænker ikke paa, at Charles som Rinville paa alle Maader misrecommenderer ham; Derviére [Emmelines fader] holder paa Rinville, men den, han holder paa, er Charles; Emmeline holder på Charles, men den, hun holder paa, er Rinville. Saaledes opløser hele Oprerationnen sig i Nonsens. Det, Stykket dreier sig om, er Intet, det, der kommer ud af Stykket, er Intet”. (EE1,241)

 

To personer, der skifter identitet af udseende (ved fx. at bytte tøj) i en forveksling-kommedie, plejer netop at bytte udseende, så de - forveksles med hinanden. Men i dette lystspil ligger det komiske deri, at de netop ikke skifter udseende:

 

“Det Vittige ligger imidlertid ingenlunde i, at hun forvexler Rinville med Charles. Det Vittige ligger (...) deri, at Emmeline i Rinville gjenkjender En, hun ikke Kjender”. (EE1,246f)

 

Det eneste ydre tegn, der betyder noget for pigen, er tilsyneladende en bestemt ring, som hvem som helst i princippet kunne bære. Men den, der tilfældigvis bærer den, er hendes første og dermed sande kærlighed:

 

“da han [Rinville] ikke har Ringen, elsker hun ham ikke, da han faaer Ringen, elsker hun ham igjen, hvoraf fremgaaer en Sandsynlighed for, at denne Ring er for Emmeline en magisk Ring, og at hun vilde elske Enhver, der traadte om den Ring”. (EE1,236)

 

Lad mig derfor slutte med et citat, der ganske godt illustrerer Emmelines lidenskab:

 

“Hendes gamle Forelskelse i Charles er Pjat, hendes nye i Rinville er ogsaa Pjat; hendes Sværmeri er Pjat, hendes Vrede er ogsaa Pjat; hendes Trods er Pjat, hendes gode Forsæt er ogsaa Pjat”. (EE1,255)

 

Når det kun er tilfældigheder, der hersker, ligesom det var tilfældet, der bestemte, hvem hun betragtede som sin første og sande kærlighed, nemlig ham, der tilfældigvis bar ringen, bliver alt komisk og ikke mindst, lidenskabsløst.

Og selve anmeldelsen er skrevet i anledning (!) af flere forskellige tilfældigheder, der (tilfældigt?) har krydset hinanden, som anledninger hver især. Derfor virker selve anmeldelsen i sig selv som én stor spøg.

 

***

Æsthetiker As betragtninger kan også tages som udtryk for hans syn på samfundet.

Når et samfund er skabt af tilfældigheder, og dog alligevel postulerer, at der er visse værdier, der er evige, og nogen endog henviser til Gud som garanten, bliver det komisk.

Tilværelsen bliver et lystspil, hvor man som tilskurer kan side og more sig over alle de illusioner aktørerne konstant bærer rundt på.

 

Spidsborgeren har ikke skænket alt dette en tanke. Han kan derfor tilsyneladende godt have et forhold til Gud og gå i kirke hver søndag. Som han kan gøre så meget andet. Men da han ikke har forholdt sig til, hvad et Guds-forhold egentlig vil sige, nemlig en menneskelig konstruktion, og i det hele taget har sine værdier fra samfundets love og familie og venners holdninger og normer, har han heller ikke noget forhold til nihilismen. Han vil endog være uforstående overfor æstetikerens tanker, hvis han hørte dem (Eller sagt på en anden måde: Hvis han virkelig forstod æstetikerens tanker, ville han blive æstetiker).

 

Og når man betragter et samfund på denne måde, kan man næsten kun, som æstetikeren, trække sig bort fra samfundet og leve i et underligt vacuum for sig selv, eller sammen med de andre æstetikere, hvor man tager afstand fra alt, der har med samfundet at gøre, og i dette vacuum prøve at skabe sin egen (fiktive?) virkelighed.

Æstetikerens holdning til livet, hans indre liv, det indvortes og samfundet står således i skærende kontrast til samfundets, det udvortes, ditto.

 

Men når livet altså er båret af nihilisme og ufri handlinger bliver det rungende tomt. Det er jo umuligt at skabe indhold i livet, når alt er tilfældigt og begrebet Gud ikke giver nogen mening - for hvor skulle indholdet komme fra?

 

Hvad gør Æsthetiker A for at kunne holde livet ud? Hvad gør han for at for at glemme denne rungende tomhed? Hvad gør han for at komme bort fra denne elendighed?

 

Han søger adspredelse. Adspredelse, adspredelse og atter adspredelse. Det er hans eneste mulighed for at flygte fra og glemme tomheden.