DET ANTIKKE TRAGISKES REFLEX

I DET MODERNE TRAGISKE.

 

Et Forsøg i den fragmentariske Stræben.

 

FORELÆST FOR

 

[MED-AFDØDE].

 

Den frie vilje/ansvaret

 

Afhandlingen “DET ANTIKKE TRAGISKES REFLEX I DET MODERNE TRAGISKE. Et Forsøg i den fragmentariske Stræben. FORELÆST (for et selskab af æstetikere, der (kun en enkelt gang) er forsamlet for at opbygges ved forestillinger om livets usselhed.) FOR [MED-AFDØDE] (Oversat fra det græske ord).” er formelt set, kort fortalt, en æstetisk refleksion over det substantielle i forhold til det subjektivt reflekterede.

Afhandlingen udfolder således forholdet mellem den græske, antikke, tragedies livssyn og den moderne ditto (Det substantielle, det græske, det antikke, den gamle verden er udtryk S.K. bruger  i forb. med hans billede af ‘den græske verden’, Græciteten. “Det er indbegrebet af en fjern afsluttet tid, hvilende i sig selv, homogen. (...) en lykkelig barndom der tenderer et tabt paradis, men når alt kommer til alt også barnagtigt, en fuldkommenhedens tid, et tegn på det mangelfulde”. (jvf.  Morsing, s. 17). Man kan med lidt god vilje udtrykke Græcitetens væren således:  En ureflekteret umiddelbarhed, som et lille barn, der endnu ikke har opdaget sit selv, sit jeg (hvilket er “det mangelfulde”, barnet er ikke fuldkomment, det mangler bevidsthed om sit jeg). Det giver ingen mening at stille det til ansvar for noget, da det hviler i forældrenes åsyn).

.

 

I den græske tragedie hviler mennesket i substantielle bestemmelser (“Den græske Helt hviler i sin skjæbne”).

 

“Dette ligger nu naturligviis deri, at den gamle Verden ikke havde Subjectiviteten reflekteret i sig. Om end Individet rørte sig frit, saa hvilede det dog i substantielle Bestemmelser, i Stat, Familie, i Skjebnen. Denne substantielle Bestemmelse er det egentlig Skjebnesvangre i den græske Tragedie og dens egentlige Eiendommelighed”. (EE1,133)

 

Livssynet i “den gamle Verden” eller “den græske Tragedie” er altså, at man som individ er bundet af skæbnen og slægtens fortid, og de omgivelser man lever i.

 

Omvendt i den moderne tragedie:

 

“Naar man vilde fremstille et Individ, som ulykkelige Barndomsforhold havde indvirket saa forstyrrende paa, at disse Indtryk voldte hans Undergang, saa vilde Sligt slet ikke tiltale Nutiden, og det naturligviis ikke fordi det var slet behandlet, thi jeg har jo Lov at tænke mig det udmærket behandlet, men fordi Tiden anlægger en anden Maalestok. (...) den gjør uden videre Individet ansvarligt for dets Liv. Gaar altså Individet under, saa er dette ikke tragisk, men det er slet”. (EE1,134)

 

I den moderne tragedie postuleres det, at mennesket kan handle frit, vælge frit, og således kan stilles til ansvar for sit liv. Man kunne jo have handlet anderledes.

Som om de substantielle bestemmelser er kastet bort, dvs. som om individet ikke er bundet til sin historie.

 

Afhandlingen udfolder blandt andet disse tanker i forhold til Antigone.

Antigone, datter af Ødipus og Jokaste, som jo er Ødipus’ moder - han ved det bare ikke, gemmer på en hemmelighed, nemlig at Jokaste er Ødipus’ egen mor. Sorgen (den antikke) og smerten (den moderne) over at have denne hemmelighed for sig selv, bliver beskrevet og analyseret, både for den “antike” Antigones sorg og æstetikerens “moderne” Antigones smerte. I den græske (antikke) tragedie beskæftiger “Faderens ulykkelige Skjæbne” hende slet ikke. “Denne hviler som en uigjennemtrængelig Sorg over den hele Slægt” og er altså substantiel og ureflekteret. For æstetikerens moderne Antigone, derimod, bliver den subjektiv reflekteret og derfor til smerte (De psykologiske betragtninger over forholdet mellem smerte og sorg er uden for denne bogs rammer. Det ultra korte resume af afhandlingen er lavet for fuldstændighedens skyld).

Selve Antigone-billedet vil jeg ikke gå mere ind i. Blot opholde mig ved tankegangen omkring det substantielle i forhold til det subjektivt reflekterede.

 

Tanken fra “den antike” tragedie, at individet hviler i substantielle bestemmelser, vil Æsthetiker A  hente ind i “den moderne”, således at “det antike Tragiske” og “det moderne Tragiske” forenes og bliver “det sande Tragiske”. Og det er dette livssyn, æstetikeren selv står for.

Det som Æsthetiker A kritiserer i den moderne tragedie, er, at den gør individet absolut ansvarlig for alle dets handlinger, som om individet faktisk var i stand til at skabe sit eget liv. Det mener han nemlig er nonsens.

 

“Det er derfor vistnok en Misforstaaelse af det Tragiske, naar vor Tid stræber hen til at lade alt det Skjebnesvangre transsubstantiere sig i Individualitet og Subjectivitet. Man vil ikke vide Noget af Heltens Fortid at sige, man vælter hele hans Liv paa hans Skuldre som hans egen Gjerning, gjør ham tilregnelig for Alt, men derved forvandler man ogsaa hans æsthetiske Skyld til en ethisk. (...) Imidlertid er det ingenlunde saa, den Kraftfuldhed, det Mod, der saaledes vil være sin egen Lykkes Skaber, ja sin egen Skaber, er en Illusion, og idet Tiden taber det Tragiske, vinder den Fortvivlelsen. Der ligger en Veemod og en Lægedom i det Tragiske, som man i Sandhed ikke skal forsmaae, og idet man paa den overnaturlige Maade, som vor Tid forsøger det, vil vinde sig selv, taber man sig selv, og man bliver comisk. Ethvert Individ, hvor oprindeligt det er, er dog Guds, sin Tids, sit Folks, sin Families, sine Venners Barn, først heri har det sin Sandhed, vil det i hele denne sin Relativitet være det Absolute, saa bliver det latterligt”. (EE1,133f)

 

antikken hvilede man i substantielle bestemmelser (som den antikke Antigone), var blot et produkt. Men man var ikke klar over det. Dette var det tragiske i antikken.

I dag (i den “moderne tragedie”) påstår man, at man kan handle frit. Og kan man det, er/var der også mulighed for at ændre retningen i sit liv, skabe sit eget liv. Sådan ser man i hvert fald på det. Man har altså en forestilling om, at man er herre over sit eget liv.

 

Mens Æsthetiker A mener, at vi også i dag hviler i substantielle bestemmelser. Man er dog “Guds, sin Tids, sit Folks, sin Families, sine Venners Barn”, er altså stadig et produkt.

Man kan derfor heller ikke tage ansvaret for sine handlinger, da man på ethvert givent tidspunkt blot er et produkt af sin egen og slægtens fortid og de omgivelser man i øvrigt lever i. Derfor giver det heller ikke nogen mening at sige, at man skaber sit eget liv. Det forudsætter nemlig frihed, men når man hviler i sin egen samtid og slægtens skæbne, er frihed en illusion. Dette er udtryk for “det sande tragiske”.

Men:

 

“Opgiver det derimod denne fordring [at ville være absolut], vil det være Relativt, saa har det eo ipso [i sig selv] det Tragiske, selv om det var det lykkeligste Individ, ja jeg vilde sige, først da er Individet lykkeligt, naar det har det Tragiske. Det Tragiske har i sig en uendelig Mildhed, det er egentlig i æsthetisk Henseende i Forhold til Menneskelivet, hvad den guddommelige Naade og Barmhjertelighed er, det er endnu blødere, og derfor vil jeg sige: det er en moderlig Kjærlighed, der dysser den Bekymrede. Det Ethiske, det er strængt og haardt. Naar derfor en Forbryder vil undskylde sig for Dommeren med, at hans Moder havde Hang til at stjæle og især i den Tid, da hun gik frugtsommelig med ham, saa indhenter Dommeren Sundheds-Collegiets Betænknig om hans mentale Tilstand og mener, at han har med Tyven at gjøre og ikke med Tyvens Moder”. (EE1,135)

 

Opgiver individet (i “vor Tid”) tanken om at være absolut eller sand,  kunne skabe sit eget liv, kan det blive “lykkelig” i relativiteten.

I den sande tragiske tragedie hviler man altså i substantielle bestemmelser (som i antikken), men er samtidig subjektivt reflekterende (som i den “moderne” tragedie). I den sande tragiske tragedie har man opgivet denne tanke, at kunne skabe sit eget liv. Man har indset, at man blot er produkt og hverken kan gøre fra eller til.

 

***

 

Selvom vi ikke lever i den tid, Enten-Eller er skrevet i, er pointen klar nok.

 

Vort samfund er en del af en historisk proces. En historisk proces, der i sin natur har været siden historien begyndte.

Samfundet kan ikke vælge ikke at være en del af den historiske proces. Den vil altid være det. Eller som Milan Kundera kan udtrykke det (i “Identiteten”): “Opfindelsen af et lokomotiv indeholder i kim tegningen til et fly, som uafvendeligt fører til en rumraket. Denne logik ligger i tingene selv, eller sagt på en anden måde, den er en del af det guddommelige projekt. Selv om De udskifter hele menneskeheden med en anden, vil den udvikling som fører fra cyklen til raketten, altid være intakt. Mennesket har ikke skabt denne udvikling, men udfører den bare. Og det endda på sølleste vis, for det kender ikke meningen med det det udfører. Denne mening tilhører ikke os, den tilhører kun Gud, og vi er her kun for at adlyde ham så han kan gøre hvad han har lyst til”.

Vi er med andre ord et produkt af vores egen og slægtens fortid/historie, anderledes kan det ikke være. Det er vort grundvilkår.

 

Johannes Møllehave skriver, at vi bliver til i hinandens øjne. Nogen er kun noget i forhold til nogen/nogle andre. Vi danner opfattelsen af os selv, ud fra hvordan andre mennesker ser på os. Uanset om vi føler os ensomme, meget sociale, særligt dygtigt til dette eller hiint eller lever et såkaldt normalt liv, er vi altid dettenoget i forhold til andre mennesker. Det giver ingen mening at betragte et menneske socialt, hvis ikke der var andre der virkede ensomme. Og den måde vi er på, skaber forventning om, hvordan vi vil være fremover. På den måde bekræfter vi hinanden i vores egen opfattelse af os selv. Derfor er vi i virkeligheden blot et produkt af forventninger, og sådan-gør-man-da - holdninger i det enkelte samfund, den enkelte familie, osv.

Vi hviler i hinandens forventninger; forventninger, der afspejler hvordan vi ser på hinanden og hvordan vi ser på samfundet, som vi igen blot er produkt af, osv.

Når forestillingen om den frie vilje (dvs. uafhængige handlinger og valg) således er en illusion, er ansvar også et meningsløst begreb. Vi er ikke herre over vort eget liv.

 

Derfor er ethvert menneskets opfattelse af begreberne godt og ondt også blot et produkt af den samtid, den enkelte lever i.

 

Og når vores forestilling om godt og ondt altid vil være et produkt af den samtid vi lever i, kan disse begreber umuligt betragtes som evigt gyldige.

Den enkelte kulturs normer og etik, vil altid vil ændre sig og har altid har ændret sig i den historiske proces.

At det enkelte individ i det enkelte samfund betragter sin egen forestilling om godt og ondt som den rigtige, skyldes netop, at det er produkt af sin tid og sit samfund.

 

Det er derfor altid tilfældet, der bestemmer, hvad den enkelte ender med at betragte som godt og ondt. Det afhænger jo af, hvilket samtid individet tilfældigvis er født ind i.

Og da det er tilfældigt hvilken samtid vi er født ind i, kan man sige, at det eneste begreb, man kunne kalde evigt, er ordet tilfældet, for det er det eneste, der altid har skabt og for al fremtid vil skabe.

 

Det komiske ved spidsborgeren er, at han tror, han handler frit. Han har ikke erkendt, at det er en illusion at tale om frihed. Han er på denne måde en af aktørerne i “Den moderne Tragedie”.

 

Æsthetiker A. er derimod kommen ud af illusionen. Han har erkendt, at alt grundlæggende er relativt, og at frihed og ansvar er meningsløse begreber.

Men ved denne erkendelse har han også opdaget, at han har levet hele sit liv på en illusion. Han troede han handlede frit - men det gjorde han altså ikke. Han troede, at indholdet af begreberne godt og ondt rimeligvis altid har været de samme. Men det var tilfældigheder, der skabte hans forestillinger om ham selv og samfundet.

 

Den fortvivelse, der har ramt Æsthetiker A., er tydeligt udtryk i dagbogsnotaterne (jvf. forrige afsnit).

Hans grundlæggende selverkendelse kan udtrykkes således:

 

Det var tilfældigheder, der skabte hans liv, ikke ham selv.