“Men det er ikke alvor for dig, Tom. Og en ærlighed, der ikke betyder noget for dig selv, skulle den betyde noget for mig?

Tom ville protestere.

- Nej, Tom, for dig er det ikke alvor. Dit digt er skrevet af en øgle, en dæmon, for hvem selv denne sidste ærlighed er ligegyldig. Virkeligheden er ikke ligegyldig, Tom, enhver må finde et udgangspunkt i fortvivlelse og så søge sig frem så godt, han kan.

- Har du gjort det? sagde Tom lidt spydigt.

- Du tror mig næppe. Måske dog, Tom. Men jeg kan ikke belære dig, for du magter ikke at gøre dine erfaringer til uforfalsket rettesnor og skabe dig et brugbart selv.

- Jeg er her slet ikke, sagde Tom hen for sig.

- Jeg ved det, Tom, men så kom til stede, sagde Hiffs”.

 

Ovenstående dialog er fra Peter Seebergs “Fugls Føde”.

Bogen er en skildring af en trøstesløs æstetiker (det er min tolkning - det står selvfølgelig ikke i bogen) og det er i grunden ret ubehagelig læsning.

 

Tom er forfatter, og i pengenød. En tidligere ven, Hiffs, tilbyder ham 10.000 for en tekst. Eneste betingelse for tekstens indhold: “Det skal være en virkelig, sand oplevelse (...) Hver ord må være sand”.

 

Tom ender med teksten:

 

“Mine øjne er blinde,

mine hænder er visne,

mit sind er hjemsøgt af tilintetgørelse”.

 

Bagefter tilføjer han i parentes: “Jeg skriver dette for at tjene titusind”.

 

Så er hans lykke gjort, skulle man tro. Nu har han skrevet om en virkelig sand oplevelse, og hvert ord er jo sandhed - det er man som læser ikke i tvivl om på dette tidspunkt i romanen. Men Hiffs godtager ikke teksten, som man kan læse af ovenstående dialog. Hvorfor ikke? Jo, hvis Tom virkelig tog sin egen ‘sande’ tekst alvorlig, tog sin fortvivlelse alvorligt, ville han forsøge at ændre på sit liv, og det gør han ikke.

 

Der er dog ét lyspunkt. Tom har fundet ud af, at han faktisk savner sin kone, der tilsyneladende har forladt ham. Og romanen ender med at han kaster en stor rund rullesten ud i vandet, efter at have forladt Hiffs, der bor tæt ved vandet. Da Tom hører plumpet, udbryder han “Jeg er her!”.

 

Man er altså nødt til at erkende sin eksistens, først og fremmest. Erkende at man lever. Og dermed tage sit liv alvorligt, med alt hvad det indebærer.

 

Der er en slags etiker over Hiffs. Han har allerede antydet den vej Tom skal gå, hvis han vil videre med sit liv, hvis han vil begynde at tage sit liv alvorligt: “Enhver må finde et udgangspunkt i fortvivlelse”.

 

På titelbladet af Enten-Eller er citeret følgende udsagn: “Er da Fornuften alene døbt, ere Lidenskaberne Hedninger?”[1]

 

Det er et motto for Enten-Eller.

 

Midt i al elendigheden er der, som jeg flere gange har været inde på i ovenstående tekster, jo også et lyspunkt hos Æsthetiker A. Hans store fascinaton af lidenskaben, især som den kommer til udtryk i Mozarts Don Juan.

Don Juan var den umiddelbare lidenskab in persona. Det var ham, der var den bærende livskraft i hele opreraen. Og det var lidenskaben som livskraft, der overhovedet gav begreber som kærlighed, had, jalousi og vrede mening og gyldighed.

Men vi så også, at han beundrede lidenskaben for lidenskabens egen skyld. Om man elskede eller hadede med lidenskab, var ligegyldigt. Det eneste vigtige var lidenskaben som sådan.

Denne indifferente - eller retningsløse - lidenskab kan man ikke kalde for “døbt”.

Lidenskaben for lidenskabens egen skyld er altså ikke en kvalitet i sig selv. Lidenskaben skal have en retning.

 

Der er ingen tvivl om, at Æsthetiker A savner lidenskaben. Det ses måske mest udtalt i aforismerne og i afhandlingen om Don Juan, men man kan se det i alle teksterne. Når alt virker lidenskabsløst, hersker tomheden og ligegyldigheden. Det hele bliver en fortvivlet leg med virkeligheden. Æstetikeren har altså et forhold til lidenskaben, men hans livslede og identitetsløshed gør det umuligt for ham at skabe et liv med den - han bruger kun de flygtige øjeblikke af nydelse til at fylde tomheden ud.

Når han tænker på sig selv, svælger han i sin elendighed, hvor han ikke vil sig selv. Han gider ikke at være tilstede med sig selv, som individ.

For så vidt ved han altså godt, at han er fortvivlet, men han tager det ikke alvorligt, ligesom han ikke tager noget som helst alvorligt. Hvis han tog sin fortvivlelse alvorligt, hvis han erkendte sin fortvivlelse - hvis den altså blev ‘sandhed’ for ham, så kunne og ville han gøre noget ved den.

 

Seeberg-eksemplet skulle gerne understrege denne særdeles væsentlige pointe.

 

Æsthetiker A. er altså nødt til at erkende sin eksistens som levende individ, som en del af et samfund, før han overhovedet kan komme videre. Erkende at han lever, med alt hvad det indebærer.

 

Og vejen frem er allerede antydet ovenover. Ifølge Kierkegaards etiker skal han vælge fortvivlelsen, vælge sig selv som fortvivlet. Det lyder lidt underligt, og udsagnet kan være svært at forstå, og som vi skal se, er det tilmed en meget radikal fordring til et menneske.

 

Men først vil etikeren, assessor Wilhelm, i brevform til Æsthetiker A. udfolde sine tanker om det skønne i ægteskabet. Det bliver (derfor) samtidig ét stort afsnit om æstetikeren, som etikeren ser ham. For Æsthetiker A. er nemlig en af etikerens bekendte og han har som sådan et meget indgående kendskab til denne æstetiker og hans levevis.

 

Og lad os nu vende bladet til ANDEN DEL.