I bogen Hizb ut-Tahrir i Danmark. Farlig fundamentalisme eller uskyldigt ungdomsoprør? (af Malene Fenger-Grøndahl, Torben Rugberg Rasmussen & Kirstine Sinclair)står bl.a. følgende at læse: "Eftersom islam ikke rummer forestillinger om en arvesynd eller andre tungtvejende indsigelser mod at sammentænke det timelige og det evige, er det principielt muligt at virkeliggøre Guds rige på Jorden. I sin mest primitive teologiske variant er det blot et spørgsmål og tid, tro, dyd og det rette kampberedskab. Det udlovede muslimske idealsamfund - f.eks. den kalifat-stat, som Hizb ut-Tahrir gør sig til talsmand for - er med andre ord altid inden for politisk rækkevidde. Realiseringen heraf er bare et spørgsmål om bevidstgørelse og den rette organisation" (s. 247).
Og hos Tønnsen: "Et samfund kan først siges at være islamisk, hvis alle borgere - af kærlighed til Gud - handler ansvarligt og til det fælles bedste, dvs. på en måde, så ingen levende væsener krænkes, diskrimineres, udsættes for vold eller fratages de mest basale rettigheder, og således, at naturen bevarer sin oprindelige harmoni og balance" (s. 54 i tidl. nævnte bog).
Bogen om Hizb ut-Tahrir's konklusion er i øvrigt, at gruppen ikke er nogen af delene - de er ikke ude i et uskyldigt ungdomsoprør, da de mener deres politik helt alvorligt, men har også en principelt ikke-volds-ideologi. Traditionel skelnes nemlig mellem tre veje til en islamisk samfundsrevolution. Dels ved at påvirke masserne, så der sker en revolution nedefra og op. Dels ved at påvirke eliten/magthaverne/opinionsdannerene, og således skabe en islamisk revolution oppefra og ned. Og endelig ved hellig krig, hvor væbnet kamp er/kan være et nødvendigt middel til at nå en islamisk stat og genindføre kalifatet. Al-quida bekender sig som bekendt til sidste mulighed, og er dermed måske tættest på Muhammed : "Det havde taget kristendommen 300 år fra Jesus' første udendørsprædiken at blive et stort imperiums officielle religion. Den næste religion til at komme frem i det hjørne af verden - islam - opnåede det samme resultat på den halve tid. Hvor kristendommen var nødt til at vente på en kejsers omvendelse, erhvervede islam sig sit imperium med spidsen af et sværd" (Menneskets historie af Cyril Aydon, s. 135). Hizb ut-Tahrir bekender sig derimod til den anden mulighed. Man kan sige, at selvom deres retorik er ubehagelig skinger og aggressiv - og et af medlemmerne har som modtaget en dom for racisme, blot ved at citere fra koranen - har de det hele i munden. I Storbritanien bliver gruppen ligefrem kaldt for tøsedrenge!
Gruppens samfundskritik er dog interessant. Udover den helt oplagte kritik af socialismen og kapitalilsmen, der som bekendt begge afviser, at en stat kan styres af eller funderes på religion, hævdes, at der i kapitalismen findes en overvægt af individualisme, "hvilket resullterer i mangel på lighed mellem folk" (s. 62). I socialismen, derimod, "er der en overvægt af statsstyring, som vil resultere i mangel på frihed for individet". Den sidste del er interessant, da man jo kan hævde, at det tilsvarende vil være tilfældet i et islamisk samfund baseret på sharia-lovgivning, som i den sammenhæng slet ikke kan diskuteres. Forskellen er dog naturligvis - set med Hizb ut-Tahrirs briller - at en stat baseret på Allahs forskrifter vil være en stat baseret på Sandheden, hvorimod et demokratisk folkestyre per definition er baseret mere eller mindre på folkeflertallets vilje (i hvert fald ideelt set - se min tekst om demokratiets tilstand), som historisk set jo er en relativ størrelse. Helt kort så gælder det både socialismen og kapitalismen, at de "tilstræber sekularisme, adskilellse mellem stat og religion" (s. 63).
Hizb ut-Tahrirs retorik begrænser sig til ønsket om genetableringen af kalifatet i en islamisk storstat, men giver ingen præcise retningslinier derfor, og blander sig ikke direkte i dets medlemmer og sympatisøreres levevis. Om det er derfor, at såkaldte moderate muslimer i Danmark tilslutter sig drømmen om en genetablering af kalifatet, men ikke sympatiserer med Hizb ut-Tahrirs retorik, skal være mig usagt. I hvert fald tilslutter fx. Abdul Wahid Pedersen og Mazhar Hussain (tidl. medl. af Kbh's borgerrep. for de radikale) denne tanke. Wahid Pedersen udtrykker, at "de islamiske principper for en stats dannelse og styring er sunde, rigtige og bæredygtige", og Mazhar Hussein "understreger, at kalifatet er en religiøs utopi, som han som muslim gerne ser realiseret. Og det skal hellere ske i dag end i morgen, selvom idealsamfundet i realteten umuligt kan opstå her og nu" (s. 131). Målet er alle disse altså enige om - uenigheden er i sær om, hvad der er det rigtige at gøre i samfundet i dag.
Modsætningen til Jesu forkyndelse, kunne næsten ikke være større. Dels proklamerer Jesus, at hans rige ikke er af denne verden, selvom Gudsriget nok kan opleves glimtvis i hans liv og levned. Dels forkynder han en adskillelse af det verdslige rige ("Kejserens rige") og Guds rige (jvf. min tekst om politik og religion). Dels baserer den muslimske tanke og en islamisk stat sig ultimativt på tanken om menneskets syndfrihed, eller i hvert fald vilje til og mulighed for at gøre det gode, hvis det virkelig vil. Det kan måske også forklare Abdul Wahid Pedersens holdning til stening i en islamisk stat. I det perfekte islamiske samfund vil alle sharia-lovens strafbestemmelser blot være ord. I den perfekte stat vil alle nemlig bevæge sig på dydens rene vej. Selvom mennesket nok glimtvis kan gøre det gode i kristen forståelse, og derved glimtvis opleve gudsrigets virkelighed i denne verden, gør menneskets fundamentale selvopholdelsesdrift, hvor mennesket i reglen sætter sig selv og ikke næsten i centrum, dog forestillingen om et dennesidigt gudsrige meningsløst. Mennesket skal nok stræbe efter at gøre det gode - Jesus er både gave og opgave - men må som politisk menneske drive politik på timelighedens præmisser.
Derfor kan det også siges, at når der i historien er ført krig i Jesu navn, er der i den grad tale om en absolut negation - ophævelse - af Gudsriget, som kristendommen forstår den. Intet religiøst kan opnås ved at føre krig, hvorfor krig i kristendommens navn er en selvmodsigelse. Hvorimod væbnet kamp for nogle islamistiske grupper ligefrem kan være den eneste vej til genetableringen af kalifatet i en islamisk storstat. Her er målet med den væbnede kamp altså absolut religiøst, nemlig etableringen af en religiøs stat. Det skal dog nævnes, at mange muslimer, herunder Hizb ut-Tahrir, tager afstand fra vold som middel til at nå dette mål.
Når mange muslimer sympatiserer med grupper i Mellemøsten som fx. Hamas skyldes det derfor ikke, at man ser vold som løsningen og vejen til noget bedre, men fordi sådanne grupper ses som værende i kamp mod en besættelsesmagt, og derfor anser kampen som legitim. Omvendt er det netop ikke samme sympati for al-qaida inspireret terror, da denne organisation hovedsaligt opererer på vestlig grund, og derfor ikke har karakter af forsvarskrig, og derfor ikke er legitim (jvf. rapporten Radicalization among Young Muslims in Aarhus af Lene Kühle og Lasse Lindekilde fra jan. 2010. Rapporten er ikke et partsinlæg, men resultat af en feltundersøgelse).
Jeg mener faktisk, at gudsrige-tanken er en afgørende forskel mellem islam og kristendom. Hvor man i kristendommen glimtvis kan opleve gudsriget, om det så er i det kærlige møde med sit barn eller sin fjende, så tror man i islam på, at det kan blive en vedvarende tilstand, også dennesidigt. Al menneskelig erfaring taler for, at det sidste er utopi. Man kan ikke tvinge folk, der ikke kan tåle synet af hinanden, til at elske hinanden. Og selv en muslim som Tønnsen, jvf. ovenstående, giver udtryk for, at næstekærlighedsbudet ikke er sådan lige til at overholde, hvad jeg ellers troede var tanken i en islamisk stat. Jeg mener desuden, at ovennævnte Husseins udsagn, at kalifatet er en utopi, er et kulturkristent udsagn, al den stund, at det islamiske kalifat ikke er tænkt som en utopi.
I forlængelse af ovenstående kan det i øvrigt tænkes, at hvis kernen i islam er en holistisk tankegang, hvor en adskillelse mellem politik og religion er meningløs, at det faktum, at muslimer i den vestlige verden i sagens natur lever i verdslige samfund, og som udgangspunkt er nødt til at acceptere dette, og derfor må fokusere på den personlige religiøsitet, at dette anderledes fokus måske er begyndelsen til en sekularisering af islam. Desuden, som Birgit Bertung er inde på i Værdier, er den gren af islam, der hedder sufismen, måske en vej til en mere personlig religiøsitet i islam. Ærgerligt at så mange muslimske kredse betragter sufismen som en kættersk version af islam, jvf. ovenstående. Bortset fra det, så synes jeg, at Bertungs læsning af koranen er noget besynderlig. Hvergang hun har behandlet et udsagn fra koranen, - og hun er uhyre kritisk, grænsende til det aggressive - så siger hun mere eller mindre direkte, at sådan er det. Uden at komme ind på, at også koranen læses forskelligt rundt omkring i verden. Det er rigtigt, at skriftsynet i koranen adskiller sig meget fra biblen, men der er dog nogen, der forsøger at læse koranen kontekstuelt, fx. ovennævnte Tønnsen. Om det er i koranens ånd at blive læst kontekstuelt er et andet spørgsmål, men der er dog nogen, der forsøger.
Jeg må indrømme, at mange af de spørgsmål Tønnsen forsøger at svare på i sin bog (100 forskellige), lyder mere som besynderlige bortforklaringer, men det kan hænge sammen med hendes iver efter at læse koranen som en meningsfuld bog, også i lyset af verden af i dag: "At Koranen bør nylæses gælder ikke mindst mht. individets frihed, menneskeret og kvindesyn, eftersom kvindernes deltagelse i offentlige anliggender er blevet mere og mere almindelig. Ydermere lever op imod halvdelen af verdens muslimer som mindretal i lande uden for det, man traditionelt har kaldt 'den islamiske verden'. Mødet med andre kulturer - ikke mindst med Vestens syn på ligestilling og individets frihed - er en helt naturlig anledning til at udvikle et mere tidssvarende syn på kvinders muligheder og rettigheder", skriver Tønnsen faktisk (s.14).
Og den ellers så kontroversielle Asmaa Abdol-Hamid (hun vil blandet andet ikke give sin næste hånden, hvis denne er af hankøn) siger: "De såkaldte muslimske lande har taget patent på, hvad islam er. Jeg mener, at der i de lande, der praktiserer islam, mangler grundliggende friheder og overholdelse af menneskerettighederne, men islam kræver faktisk, at disse regler overholdes (...) [Desuden ser hun] islam som en langt mere frisindet religion, end folk opfatter den, fordi den som den enste vestlige verdensreligion anderkender både jødeom og kristendom" (Information 17/7-09, Paradoks, s. 6: "Asmaa - en test på det danske frisind"). Jeg vil stille spørgsmålstegn ved, om man kan kalde islam en vestlig religion, men fred være med det.
Men nu at gøre det helt klart: Muslimer skal vises omsorg og næstekærlighed, som ethvert andet medmenneske/enhver anden næste. Alt andet ville være et brud med det dobbelte kærlighedsbud. Men islam som religion skal bekæmpes med ord, igen og igen og igen...
