Ud fra en luthersk kristendomsforståelse, skal der være en skarp adskillelse mellem religion/kristendom på den ene side, og den politiske verden på den anden side, forstået på den måde, at direkte henvisninger til Gud og Bibelen som direkte argumenter er bandlyst i enhver politisk diskussion.
Kristendommens forkyndelse er selvfølgelig noget, man bærer med sig overalt, hvor man går, også i det offentlige og politiske rum. Kristendommen giver for den troende, værdigrundlaget, og i den forstand kan man sige, at ens politiske overbevisning lever af ens religiøse overbevisning. Dette udtrykkes mest præcis i evangelierne, som fx i dette stykke:
"De spurgte ham [Jesus]: "Mester, vi ved, at det, du siger og lærer, er rigtigt, og at du ikke gør forskel på folk, men lærer sandt om Guds vej. Er det tilladt, at vi giver kejseren skat, eller ej? Men Jesus gennemskuede deres list [de forsøger at fange ham i hans ord] og sagde til dem "Vis mig en denar! Hvis billede og indskrift bærer den? "Kejserens", svarede de. Han sagde til dem: "Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er". De var ikke i stand til i folkets påhør at fange ham i hans ord, og de undrede sig over hans svar og tav" (Lukasevang., kap. 20, vers 21-26).
At betale skat til kejseren var på Jesu samtid udtryk for loyalitet overfor øvrigheden, hvor kejseren i virkeligheden havde guddommelig status. Derfor kunne det misforstås: Var loyaliteten skænket Gud eller kejseren? Det kunne jo tyde på, at det var kejseren, hvis man betalte skat, og så var det afgudsdyrkelse. Omvendt ville det være udtryk for politisk oprør, at opfordre til ikke at betale skat, hvorfor nogle skriftkloge vil forsøge at fange Jesus i hans ord.
Men Jesus deler så livet op i to sfærere: Der er kejserens rige, og der er Guds rige. Man skal vise øvrigheden sin loyalitet, men dyrke Gud som den eneste sande. Det er dette, som man også kalder for toregimentelæren. Der er to regimenter: Guds og kejserens.
Spørger man Luther, er det dog vel at mærke ikke kejseren/samfundet, der har to regimenter, men Gud, der styrer verden på to forskellige måder, nemlig med sværdet (magten), som var betroet fyrsten, og med ordet, som skulle forkyndes i kirken. For Luther gjaldt det endog, at en kristen kunne komme i en situation, hvor lydighed mod Gud kunne indebære ulydighed mod fyrsten. Som kristen kan man altså komme i en situation, hvor landets love hindrer en i at elske næsten for næstens skyld. Mogens S. Mogensen skriver i sin blog på eftertanke.dk (i teksten "Sekularisering af toregimentelæren"), at toregimentelæren i sin sekulariserede udgave, i hvilken form, den i høj grad bruges i dag, er meningsløs, og i hvert fald langt fra Luthers tanker.
Dels er der tanken om, at landets love står over Guds Ord. Dels er der tanken om, at præster og andre ligesindede ikke må blande sig i politik, og politikere ikke blande sig i åndelige spørgsmål. Og dels er der tanken om, at religion skal holdes privat, bag lukkede døre, og på lang afstand af de politiske processer. Ingen af disse tanker er Luthers, og når der henvises til toregimentelæren, når der skal argumenteres for, at politik og religon/kristendom skal holdes adskilt, er det enten pga uvidenhed, eller også er det den sekulariserede version af læren, som Mogensen kalder det, man gør brug af - "Samtidig viser Luthers undervisning og hans eget eksempel som præst og kirkeleder, at de to regimenter nok er væsensforskellige og adskilte, men dog ikke mere end at Luther som kirkemand kunne rådgive fyrsten i verdslige (politiske) spørgsmål ud fra kirkens forståelse af Guds lov".
Siden sagen om irakerne i Brorsons Kirke, og politiets rydning af kirken, som jeg personligt synes var både unødvendig og upassende, er forholdet mellem politik og kristendom blevet en temmelig varm kartoffel, både politisk og internt i folkekirken, når værdidebatten blusser op. Den ene fløj, som jeg selv tilhører, henviser til forpligtelsen overfor det dobbelte kærlighedsbud. I den forbindelse kan det være nødvendigt at bryde loven. Den anden fløj hævder, at man i en sådan situation politiserer, da man med sin handling reelt også protesterer mod den nuværende regering og dets udlændingepolitik.
Sådan kan det godt ses, og jeg synes, at Henrik Lindberg Hansen (cand. theol., gennem Danmission udsendt til dialogarbejde i Egypten siden 2004) har blik for noget af det rigtige, når han (i Præsteforeningens blad) skriver "religiøse folk tager et ansvar, som egentlig påhviler staten – hvilket til tider kan fremstå som samfundskritik i de tilfælde, hvor den religiøse motivation ligger i, hvad der ses som en inadækvat eller direkte forkert statslig indsats på området". Læs hele teksten her, der netop handler om forholdet mellem religion og politik i Danmark indtil nu.
Se også punktet "Hvem er da min næste?"
