"
Præst i spektret mellem
religion og politik
Er islam en politisk eller religiøs udfordring? Og hvordan kan man som præst agere i det offentlige rum mellem religion og politik?
Af Henrik Lindberg Hansen [cand. theol., gennem Danmission udsendt til dialogarbejde i Egypten siden 2004].
MAN MÅTTE TIDLIGERE ikke blande religion og politik. Det må vi stadig ikke. Eller må vi? Er det ikke netop det, der er sket, når der tages stilling til en religion som islam, som om det var en politisk størrelse? Det peger i retning af, at skellet mellem politik og religion nu nærmere er brugt som en retorisk, politisk størrelse, end en reel ansvarsfordeling i detdanske samfund, som man gjorde det tidligere. Det tvinger os til at overveje, hvilket ansvar vi har som præster i det danske samfund.
Sådan var det
Politik og religion er overlappende størrelser i ethvert samfund, og selvom parolen har været, at det ikke bør sammenblandes i Danmark, så har der altid været gråzoner. Et godt eksempel er omsorgen for de udsatte i samfundet. Danmark er et velfærdssamfund, hvor behandlingen af f.eks. alkoholikere og narkomaner er et statsligt anliggende og dermed et politisk spørgsmål. Alligevel har kristne taget del i dette ansvar grundet i deres religiøse overbevisning, hvilket har ført til en (meget flydende) arbejdsdeling, som kan kaldesforskellen mellem omsorg og behandling. Mens offentlige institutioner har behandlet folk, så har de religiøse institutioner kunnet vise en omsorg for folk, som er baseret på frivillighed og personlig overbevisning, som er svær at afstedkomme for et behandlingssystem. Skellet er selvfølgelig ikke skarpt, men viser en tendens i et felt, hvor religiøse folk tager et ansvar, som egentlig påhviler staten – hvilket til tider kan fremstå som samfundskritik i de tilfælde, hvor den religiøse motivation ligger i, hvad der ses som en inadækvat eller direkte forkert statslig indsats på området. Man kan altså argumentere for, at der ikke er et naturligt skel mellem det religiøse og det politiske, men at der har været en ansvarsfordeling i det danske samfund, som har fungeret indtil for nylig. Adskillelsen mellem det politiske og det religiøse er tæt knyttet til adskillelsen mellem kirke og stat, hvor kirkens magt ikke måtte forstyrre statens magt, hvilket blandt andet skulle føre til religionsfrihed og muligheden for et politisk system, hvor man kunne give udtryk for holdninger, der ikke er i kirkens interesser. I denne ansvarsfordeling kunne kirken virke frit i samfundet, men der var dæmmet op for, at kirken skulle have mulighed for at fungere i det politiske som institution. Der er blandt politikerne en række eksempler på, hvordan denne fordeling virkede i det politiske. F.eks. Margrete Auken, som er uddannet teolog og ordineret præst, men det viser sig ikke, hverken i hendes legitimering af politiske holdninger eller i hendes retorik. Kristeligt Folkeparti var et politisk parti, der var baseret på religiøse værdier, men som ikke var religiøst – en hårfin balance, der virker mere verbal end reel, men som dog alligevel opretholdt det daværende skel mellem det politiske og religiøse. Men vigtigst af alt: Førhen adresserede de gængse politikere og partier ikke religioner som politiske størrelser. Islam blev ikke set som en politisk/kulturel enhed i det danske samfund, men som en religion blandt mange. Tidligere var der altså en ansvarsfordeling, hvor man som religiøs kunne engagere sig i samfundet og hjælpe til, som man blev tilskyndet til af sin religion, men i det politiske måtte det religiøse højest manifestere sig som et værdisæt. Det politiske skulle holdes ude af det kirkelige rum, mens det religiøse skulle holdes ude af den politiske debat.
Sådan er det nu
Tingene har ændret sig siden dengang. Det startede, da man begyndte at behandle islam som en politisk størrelse. Argumentet for at gøre dette var, at islam blander politik og religion sammen og danner en stat i staten, som vil undergrave det danske samfund og de danske værdier for i sidste ende at overtage styringen af Danmark. Modreaktionen på denne forestilling blev derfor at sætte hårdt mod hårdt for at drive truslen ud af landet, og denne modreaktion blev understøttet af en tydelig religiøs retorik i omtalen af islam. Jeg har boet i Kairo siden 2004, og der findes ikke en samlet muslimsk front, som plotter mod Danmarks velfærd og værdier. Jeg har også mødt en række danske muslimer, og der er ingen af dem, der vil andet end at tage del i det danske samfund på lige fod med alle andre. Samtlige af de muslimer, som jeg har mødt i Danmark, er generelt begejstrede for de danske værdier og velfærdsamfundet og ønsker ikke at ændre det – selvom de fleste godt kunne ønske sig at blive mødt med respekt i stedet for frygt og skepsis, når de bevægersig rundt i gaderne. Det er korrekt, at politik og religion blandes sammen i et land som Egypten, men eftersom islam ikke er en ensartet størrelse, benyttes religionen til at legitimereforskellige magtstrukturer. Det er også korrekt, at man finder muslimer i Egypten, som mener, at den eneste måde at løsrive sig fra regeringens åg på er gennem terrorhandlinger, men langt flertallet af muslimer i Egypten frygter disse og ønsker ikke andet end at modarbejde dem. Blandingen af religion og politik i et land som Egypten kan i Danmark bedst sammenlignes med, hvordan et parti som Dansk Folkeparti gør det. Men det betyder ikke, at islam på nogen måde kan ses som en samlet politisk eller militær trussel, hverken over for Danmark eller internt i Egypten eller Danmark. Den ovenstående forståelse af politisk islam er altså ikke bygget på virkeligheden, men nærmere på en irrationel frygt for noget, der forekommer fremmed. Det er følgelig ikke islam, der presser det religiøse ind i den danske politiske debat. Det er frygten, der bygger et verdensbillede og en forståelse af islam, som nødvendiggør en sammenblanding af religion og politik. Den reelle ansvarsfordeling mellem det religiøse og det politiske er nu ændret i forhold til tidligere. Der er dog forskellige holdninger i samfundet til, hvor grænsen går mellem det religiøse og politiske. På den ene side lader de, der har en positiv attitude over for landets muslimske minoritet, i høj grad til at holde sig til den tidligere skelnen mellem det politiske og det religiøse, mens grænsedragningen mellem det politiske og religiøse hos dem, der mener, at islam ikke hører til i Danmark, har ændret sig. Blandt dem benyttes kirkens rum stadig ikke til partipolitisk propaganda. Der prædikes en teologi, som er kompatibel med deres politiske virke, men det politiske gøres ikke eksplicit. I deres politiske virke har deres fokus på islam som en politisk trussel til gengæld ændret ansvarsfordelingen. Dele af islam, som defremhæver som fundamentale for religionen, modstilles dansk kultur og kristentro. Selvom det i udgangspunktet ikke giver mening at tale om, at der kun findes én holdning til tingene blandt muslimer over hele verden, sættes islam op som en ensartet størrelse, der kan kritiseres og bør nedkæmpes som sådan. Islam som helhed sidestilles med en partipolitisk ideologisk agenda, der så kan blive en trussel for Danmark. Negativt defineret benyttes altså en religiøs retorik i det politiske, mens den ikke altid giver sig positivt til kende. Den positivt definerede religiøse retorik – altså legitimeringen af deres politik med kristendommen – giver sig mere vagt til kende, men ligger stadig i det faktum, at alle ved, at de er præster – også når de står på den politiske talerstol, hvilket legitimerer disse politiske præsters holdninger religiøst. Der er dog stadig tale om en positivt defineret sammenblanding af det religiøse og politiske. Selvom de i deres politiske virke sjældent udtaler sig normativt med baggrund i det kristne, så sættes der lighedstegn mellem den danske kultur og kristendommen – en sammensmeltning som positionerer danskhed og kristendom som en ensartet blok mod islam, der på samme vis er sat op som noget monolitisk. Det ser altså umiddelbart ud til, at disse præster ser islam som en politisk enhed, men ikke kristendommen. Men eftersom de sætter lighedstegn mellem en truet dansk kultur og kristendommen, er dette skel udvisket, og de står tilbage med en religiøs politik og en politisk religion.
Hvordan bør det være?
Man kan argumentere for, at tingene bør være, som de var engang. At religion og politik igen skal adskilles som tidligere, og at vi i Danmark fremover ikke argumenterer religiøst i det politiske, i håbet om at tingene vil vende tilbage til fordums tid. Men nogle gange trumfer tingene, som de er, tingene, som de bør være, og målet må så være at bringe balance i tingene, som de er. Den ovenfor skitserede skelnen mellem det politiske og religiøse giver os en udmærket model for, hvordan det kan gøres. Man holder det politiske ude af prædikenen; for der skal der være plads til alle i gudstjenesten, men man engagerer sig i det sociale og politiske, både lokalt og på landsplan. Vi har som præster afgivet et løfte omvores virke, som vi må og skal udleve efter vores bedste overbevisning. Løftet lyder bl.a.: at jegefter evne vil modarbejde misbrug af nådens hellige midler og bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse; samt at jeg troligt vil arbejde for ungdommens kristelige oplysning og vejledning. Tidligere var den religiøse oplysning og vejledning primært inden for det religiøse rum, men som tingene er nu, finder den religiøse indlæring også sted uden for det religiøse. Vi er derfor som præster tvunget til at benytte det offentlige rum for at bekæmpe lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse, da vranglæren finder sted der. Nogle i den danske debat vil placere en religion som islam under forsagelsen i trosbekendelsen, men det er forfejlet. Muslimer i Danmark er en minoritet, som man som kristen er lige så forpligtet på at beskytte og hjælpe som alle andre udsatte. Vi er forpligtede som kristne og præster til at kæmpe Guds sag i alle sammenhænge, hvor frygten forvrænger forståelsen af det anderledes, så man ser fjender, hvor man kunne se venner og eventuelt trosallierede. De, der ikke er mod os, er med os, som vores mester sagde, og det er min erfaring efter 5 år i det muslimske Kairo, at flertallet af muslimer ser sig som værende med os. Det er vores løfte og dermed pligt som præster at arbejde mod en lærdom, som bruger bibelens lære til at nedbryde kærligheden i verden ved at sætte skel mellem mennesker, der ikke behøver være der. Dette kan gøres fra prædikestolen i religiøse termer, men ikke i politiske termer. Men vi er ikke kun præster i det religiøse rum, vi er det også i det offentlige. I det øjeblik vi bevæger os ud i samfundet og åbner munden, så bliver det politisk. Lige nu styres den politisk religiøse debat af folk, som er styret af frygten, hvilket ikke kun er en skam, men direkte farligt for det danske samfund, da der ikke, som tingene ser ud nu, er noget modstykke til den religiøse legitimering af deres politiske ståsted, som bygger på og fremprovokerer yderligere frygt.
Hvad gør vi?
Der er fortsat brug for, at kirkens folk tager sig af samfundets udsatte og svage med baggrund i vores religiøse overbevisning. Per Ramsdal og irakerne i Brorsons Kirke er et godt eksempel på, hvordan man kan gøre det – og så må vi affinde os med, at det er gjort til en politisk handling i dagens Danmark. Vi må fortsat gå ind og kæmpe for samfundets svage. Det er ikke et spørgsmål om at bryde loven, men om civil ulydighed, en grundlæggende, folkelig ankeinstans for ethvert demokrati. Netop fordi islam af frygtende folk ergjort politisk, er vi pressede til at blande os i den politiske debat, hvis vi fortsat vil leve med os selv som kristne. Der er en lov, som skal følges, men det er nu vores religiøse pligt at sætte spørgsmålstegn ved, om loven er, som den bør være, da den er blevet, som den er, gennem en negativ religiøs retorik. Med debatten, som den er nu, er det ikke længere muligt at forholde sig neutralt i det politiske som religiøse, da det at sidde faresignalerne overhørig også har en effekt, eftersom minoriteterne, de udsatte, som vi bør tage os af, vil få det værre og værre, hvis ikke vi handler."
Tryk i Præsteforeningens Blad, nr. 42, 16. oktober 2009, s. 888-891.
Det er mig, der har lavet et sætning med fed skrift.
