Prædiken til Store Bededag, 2008 (Matt. kap. 7, v.7-14).
Holdt i Markuskirken, Århus
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:Jesus sagde: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham! Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!« Bibelteksten er hentet fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992.
prædiken-manus, men det talte ord tæller
Hvis nogen skulle finde på at spørge mig, hvad jeg synes er særligt dansk, kunne jeg finde på at svare Grundtvig og Store Bededag.Bededag er en lidt kunstig konstruktion, forstået på den måde, at selvom det er en helligdag på lige fod med andre helligdage i løbet af kirkeåret, så knytter der sig ikke en specifik hændelse i Jesu historie til dagen, hvad der ellers er normalt for en helligdag. Man kan også spørge, om navnet er særligt heldigt, for er alle søndage egentlig ikke at betragte som store bededage?
Disse omstændigheder gør dog ikke evangelieteksten mindre væsentlig. Det kunne passende bruges til at få gentaget nogle helt centrale ting i kristendommen.
Lad mig lægge ud med en historie, jeg engang hørte i radioen, men som heldigvis ikke er fra det virkelige liv. Lad mig bare kalde det for en lignelse.
En mand inviterede til et stort sammenskudsgilde med mange hundrede gæster. Han insisterede på at betale alt maden, men vinen skulle de alle deles om. Invitationen faldt i god jord, alle var meget begejstrede, det ville blive en stor og god fest.Men hos en af de indbudte opstod pludselig en idé. Det var ikke fordi vinen var dyr, men man sparer jo, hvor man kan. Og denne festdeltager tænkte, at når der kom flere hundrede til festen, ville der nok ikke ske så meget, hvis der kun var vand i hans vinflaske. Det var så godt som sikkert, at det ikke ville blive opdaget. Når han hældte fra vinflasken ville alle se, at også han bidrog. Og således blev det.
Endelig kom dagen for den store fest. Buffeten blev fyldt op, og den store tønde til vinen blev stillet frem. Én for én stillede de sig op i en stor kø, så de alle kunne hælde deres bidrag i vintønden.
Bagefter satte alle sig tilrette ved det festopdækkede bord, og begyndte at spise. Så blev vinkaraflerne, der netop var tappet fra vintønden, stillet på bordene, klar til indtagelse. Og hvad skete der så? Til deres allesammens tilsyneladende store overraskelse, var der vand i alle karaflerne.
I historien er budskabet selvfølgelig sat på en spids, men den er af den grund en tanke værd. For er det ikke tit, at vi som mennesker er tilbøjelige til at springe over hvor gærdet er lavest. Eller hvor vi udskyder beslutninger eller handlinger, eller laver overspringshandlinger, som vi kalder det, når vi foretager en anden handling end den planlagte, for at udskyde den vigtige handling.
Måske tør vi ikke handle, fordi konsekvenserne virker uoverskuelige, måske tænker vi ikke på at handle fordi vi har for travlt. Måske handler vi ikke, fordi vi ikke tror det nytter, eller fordi det virker for svært. I teksten på denne Store Bededag får Jesus det hele til at lyde så nemt. Bed, så skal der gives. Søg, så skal du finde. Bank på, så skal der åbnes op. Men er det rigtigt, er det et virkeligt udtryk for den daglige erfaring?
Tja, det kommer selvsagt an på, hvordan teksten bliver læst. Eller for at skære ind til benet. Hvad handler kristendom om. Syndsforladelse og gode gerninger, forkyndelsen af det kommende gudsrige, som ikke er af denne verden. Jesus som gave og opgave. Og så giver dagens tekst måske alligevel mening, for i troen er alt dette jo allerede skænket os, eller er i hvert fald i sin vorden. Vi har allerede glimt af gudsriget iblandt os. Vi ved at give vore børn gode gaver.
Grundtvig gør et stort nummer ud af at udfolde, hvordan vi kan forstå de store begreber, hvis vi tager udgangspunkt i vores hverdagsliv. For hver eneste gang vi gør godt for vor næste, opleves et glimt af gudsriget. Det er derfor en stor misforståelse af Luther, hvis man tror, at kristendommen ikke handler om gode gerninger, men bare, som vi siger, om at tro. Jesus er både gave og opgave. Men selvfølgelig giver det ikke point hos Gud at gøre gode gerninger, Han elsker os ikke mere af den grund. Det er troen, der frelser, ikke gerningerne. Men Jesus er både gave og opgave, og han har givet os alle mulighederne. Luther taler om, at når vi ikke længere skal bruge gerningerne til at frelse os selv, så er vi sat fri til at bruge gerningerne overfor vor næste.
Men hvis alt er os givet, er det store spørgsmål, hvorfor vi alligevel er så tilbøjelig til at springe over hvor gærdet er lavest. Hvorfor vælger vi gang på gang den brede vej, så vi kan gå udenom vor næste? Forstår vi ikke kærlighedsbudet, eller er vi i bund og grund ligeglade?
Jeg tror, at en af grundene er, at vi ikke til dagligt er os bevidste om, i hvor høj grad vi hører sammen med, og er afhængig af vor næste.
Lidt hjælp til at forstå, hvad der er på spil, kan man måske finde i det sydafrikanske begreb ubuntu, som jeg har fra Desmond Tutu, og som frit oversat betyder 'jeg er, fordi vi er'. Der er ikke tale om et jeg overfor et du, en tankegang, der er meget individualistisk, og som siger, at hvis jeg ikke gider dig, så kan jeg gå min vej, og det gør intet ved min identitet, hvem jeg er, hvorvidt jeg er sammen med dig eller ej. I ubuntu-begrebet er sammenhængen mere organisk. Her er det igen en hjælp at se til hverdagslivet. Når vi giver gode gaver til vore børn, er det umuligt at sige, for hvis skyld vi gør det. Vi gør det både af glæde, og til glæde. Det er helt naturligt. Jeg er, fordi vi er. Hvis vi var mere bevidste om det til dagligt, ville vi sprede mere glæde, for vi ville være mere bevidste om, hvor meget vi hænger sammen med vor næste. Måske er det kun ved nadverbordet, vi for alvor er os bevidste om denne sammenhæng, og ikke for ingenting er nadverbordet også en rituel foregribelse af festmåltidet i det kommende gudsrige, hvor Jesus har forvandlet alle vinkaraflerne med vand, til vin. Jeg er, fordi vi er. Og, kunne jeg tilføje, vi er, fordi Gud er.
Men uanset alle de fine ord, er det en praktisk erfaring, at vi gang på gang kommer til kort overfor vor næste. I vores selvopholdelsesdrift glemmer vi hele tiden, hvilken illusion det egentlig er at opfatte den brede vej som den nemmeste vej. Det er i hvert fald ikke den nemmeste vej til samfund med vor næste, og det er vel til slut det, det hele handler om, fællesskab med Gud og næsten, her og hisset.
Men vi kan ikke nå målet selv. Kun ved at leve af nåden, dvs. af Guds accept af os på trods af vore fejl, kan vi vandre ad den smalle vej. Vi kan vandre ad den smalle vej og møde vor næste, selv med vor bevidsthed om vore mange fejl og mangler overfor næsten, når vi har Guds nåde som det daglige brød. Jesus er både gave og opgave, men vi kan ikke uden vores synders nådige forladelse. Bed om syndsforladelse, og det skal gives dig, søg gud, og find ham, bank på gudsrigets dør og der skal åbnes op.
Men hvad så hvis vi ikke beder, ikke søger, ikke banker på?
Tja, når man betænker, hvordan Jesus i evangelierne suger menneskene til sig, så han i nogle situationer, hvor han lærer folket, er nødt til at forkynde fra en båd, da skaren er for stor til at han kan stå ved bredden, og de ikke kan lade være at komme så tæt på ham som muligt, ja, så tænker jeg, at sådan vil det også være på den yderste dag, det, som også er kaldt dommedag. Da vil dommeren, Kristus, suge folket til sig. Da vil selv den mest sejlivede ateist også overgive sig til Kristus. Bede, søge og banke på. Han vil simpelthen ikke kunne lade være.
Vi er dog mange, der stadig mange år endnu, må vandre af den brede vej, fordi vi ikke kan lade være. Så er det dog en trøst, at vi alligevel ved at give vore børn gode gaver, så vi har noget at møde vor næste med, hvor ubehjælpsom vi end gør det, og at Jesus altid står klar med nåden som det daglige brød.
Salmevalg: 496, 312, 443, før prædiken, 367, 522 (nadver), 475 efter prædiken.
Se og hør dem eventuelt på salmebogen.dk
