"Syndefaldet begyndte i tanken. Begyndte, da Eva ud fra slangens ord måtte tro, at Gud først og fremmest kun ønskede at sikre sin magt og ikke passe på hende. I det øjeblik hun tvivlede på Guds kærlighed, spiste hun. Man kan godt lade være med at spise æbler, men kan man lade være med at tænke de tanker, der uvelkomment falder én ind? Hvad enten det nu er en stemme udefra, der taler til én, eller en stemme inde i ens hoved, der introducerer den ubehagelige tanke, at man ikke er så elsket, som man gik og troede. Syndefaldet er et kærlighedsfald. Syndefald er at tvivle om kærligheden. Guds kærlighed" (Kathrine Lilleør, "Kvinde, hvorfor græder du?", s. 77f.).
Da Herren spørger Adam, hvorfor han har spist af det træ, han ikke måtte spise af, lyder det:
v12 Adam svarede: »Kvinden, du satte hos mig, gav mig af træet, og så spiste jeg.« v13 Gud Herren spurgte så kvinden: »Hvad er det, du har gjort?« Hun svarede: »Slangen forledte mig til at spise.« (1. Mosebog, kap. 3).
Ansvarsforflygtigelse kan man roligt kalde ovenstående. Ikke nok med, at Adam skylder skylden på kvinden, i stedet for at tage ansvaret for sin egen handling. Øjeblikket efter skylder han faktisk skylden på Skaberen selv. Og kvinden er ikke meget bedre.
Selve ulydighedshandlingen, dette, at både Adam og Eva, spiser af den frugt, som Herren har forbudt dem at spise af, kaldes normalt syndefaldet. Herefter kan det ikke diskuteres, at der er forskel på rigtigt og forkert. Det blev antydet ved forbudet, men med uddrivelsen fra Edens Have, er det blevet cementeret.
Synd, syndserkendelse, syndsbevidsthed
Det var for menneskets skyld at Jesus overhovedet kom til verden. Var vi ikke 'inficeret' af en arvesynd, ja, så var verden et Paradis - og selvopholdelsesdriften ikke et faktum, som det må siges at være i dag.
At synde betyder at ramme forkert, at gå galt af målet. Derfor giver begrebet ikke nogen mening, hvis ikke man accepterer eller anerkender, at der gives et særligt mål, der altid er lige meget til stede, til alle tider, og lige absolut. I kristendommen er det udtrykt i det dobbelte kærlighedsbud - man skal elske Herren sin Gud og sin næste som sig selv. Og når man rammer forkert, går fejl af målet, dvs. ikke elsker Gud og næsten, ja, så synder man, og der opstår en afstand mellem sig selv og Gud og næsten.
Og det vigtigste i kristendommen er synds-bevidsthed - dvs. syndsbegrebet.
Men hvad vil det egentlig sige at være synder for Vor Herre, skyldig over for Gud?
Hos Jesus findes begrebet om arvesynd ikke, men han taler hele tiden om tilgivelse, i den forstand, at sætningen dine synder er dig forladt eller lignende udsagn, ofte forekommer.
Men i evangelierne - særligt udtrykt i Bjergprædiken (Matt. 5-7) er der snarere tale om, at kravene til mennesket er så store, at de er totalt umulige at overholde. Jesus kalder mennesket ond og utro, og angriber menneskets konstante trang til at forsvare sig selv over for andre, frelse sig selv, bedømme og fordømme andres fejl, uden at se på sine egne fejl først.
Paulus er måske den, der bedst har formuleret, hvad det vil sige at være synder: "Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg" (Rom. 7,18-20).
Som antydet forekommer ordet arvesynd ikke eksplicit i Det nye Testamente - eller i Det gamle. Tanken om arvesynden er egentlig Augustins, der mente, at når (og altså ikke hvis) allerede det lille spædbarn var inficeret af arvesynden, var man nødt til at døbe det øjeblikkeligt for frelsens skyld. Arvesynden har naturligvis rod i syndefaldet - og Adams sæd har inficeret hele slægten (dvs. os alle) op til i dag - vi har med andre ord arvet Adams synd, da han er fader til hele slægten.
Luther overtager stort set Augustins arvesyndslære. For Luther betyder det, at mennesket ved syndefaldet vendte sig fuldstændig bort fra Gud - over mod Djævelen (men der gives total absolution ved dåben - iflg. Luther, selvom det ganske vist i en anden forstand ikke gør en menneske syndfri - man fejler stadig overfor næsten).
Denne arvesyndslære gør Kierkegaard op med. Blandt siger han, at menneskets historie ikke starter efter syndefaldet, som det gør hos Luther og Augustin.
Nej, siger Kierkegaard, inden det lille barns bevidsthed og oplevelse af at være et selv, vågner, er det i Adams uskyldstilstand. Men med den vågnende bevidsthed vågner også menneskets angst, for mennesket kommer til at se sig selv som et mulighedsvæsen, men dermed stilles mennesket også over for intethedens mulighed. Denne angst er en mellembestemmelse, for når angsten får taget i menneskets bevidsthed, hager mennesket sig fast i sig selv eller noget andet, for at holde sig oppe. Men dermed hviler mennesket ikke længere i den magt, som skabte det, nemlig Gud, og synden er fuldbyrdet.
Kierkegaard synes at oversætte ordet 'synd' til 'fortvivlelse'. Og han skriver også et sted (i 'Sygdommen til Døden'), at fortvivlelse er at mangle evighed.
At mennesket, iflg. Kierkegaard, hager sig fast i noget andet end Gud (dette er angstfremkaldende, da det er for abstrakt og diffust), leder mig hen til nogle interessante tanker teologen Karl Barth har omkring Guds-forholdet. Når man udtrykker sit gudsforhold, har man det med at lægge et 'og' til. Gud er ikke 'nok'. For eksempel kan man sige: Jeg tror på Gud, fordi jeg kan se, han har skabt verden. Så spørger Barth: Tror du på Gud, fordi du kan se den skabte verden for dig, og tænker, at det må være Gud, der har skabt den. Eller tror du på, at verden er skabt af Gud, fordi Gud er den, han er, nemlig er Gud.
Han mener ikke at og'et er forkert, men udgangspunktet skal være Gud, thi du må ikke have andre guder. Man kunne jo også sige, at man tror på Gud og kærligheden. Men igen: Tror du mest på Gud eller på kærligheden? Viser kærligheden dig, at Gud eksisterer? Eller er det Gud der fortæller dig, at kærligheden eksisterer?
Der er selvfølgelig også mere moderne udlægninger af, hvad det komplicerede synds-begreb dækker over. Jan Lindhardt oversætter i Ned fra soklen ordet til egoisme. Det er i dag blevet til et fakta, at menneskets er et egoistisk væsen - det har psykologien jo fortalt os. Og fakta kan ikke være onde! Poul Hoffmann har lidt den samme tanke (i Skabningens længsel), selvom han ikke beskæftiger sig med psykologi - han kalder synd det modsatte af kærlighed. Og Løgstrup synes at mene, at det er menneskets grundlæggende selvopholdelsesdrift, der gør mennesket til en synder.
Den tyske teolog Paul Tillich taler om menneskets grundlæggende fremmedgjorthed over for sig selv, Gud og sin omverden, som årsagen til, at menneske synder. Her understreger han i øvrigt, at hvor selve udtrykket 'fremmedgjorthed' egentlig er værdineutralt, så bliver dette til synd, når mennesket selv påtager sig ansvaret for det: Mennesket lever i fremmedgjorthed, men det er dets eget skyld. Mennesket har et konstant behov for at realisere sine muligheder, samtidig med, at det er bange for at miste sig selv, hvis det kaster sig ud i (for mange af) mulighederne. Se mere udførligt om Tillich og hans forståelse af syndsbegrebet og syndefaldether.
I Lars von Triers film "Antichrist" sættes syndsbegrebet/syndefaldet på en spids i filmens prolog (link til youtube). En ret explicit elskovscene foregår samtidig med, at et (uskyldigt) barn - af samme grund - falder ud af vinduet (ud i verden). Behovet for at sætte sig selv i centrum, den næsten eksistentielt nødvendige jagt på velbehag, lykke og nydelse, får her den meget konkrete konsekvens, at de ikke er opmærksom på barnet, der - i al sin umiddelbarhed - får gebærdet sig hen mod et vinduet, der står åbent ud til verden, og er så uheldig at falde. At parret så bagefter tager ud til en hytte i skoven, som de kalder "Eden", bliver det ikke mere "Eden" af, deraf filmens navn.
Går vi til kunstens verden, har billedkunstneren Michael Kvium malet et uhyggeligt billede ("Handlingen") af en krumbøjet mandsperson, som forvandler vin til vand.
Et andet meget sigende eksempel er kunstneren Marco Evaristti og hans værk "Helena", bedre kendt som installationen med blenderne, der indeholdt levende slørhaler (og ikke guldfisk), der blev udstillet på kunstmuseet Trapholt i Kolding tilbage i år 2000. Der var sat strøm til blenderne, hvilket betød, at hvis en beskuer valgte at trykke på blenderknappen, ja, så fik fisken en tur i blenderen. Det skabte et ramaskrig i det ganske land, for hvordan kunne kunstneren dog forsvare at lave sådan et værk? Det, der undrede mig i debatten, var, hvorfor det var kunstneren man bebrejdede, og ikke publikum. Og ser man bort fra de personer, som formiddagsbladene betalte for at trykke på blenderknappen, så de kunne få et godt forsidebillede, er det et åbent spørgsmål, hvorfor nogle beskuere trykkede? Men hændelsen blev et stort studie i ansvarsforflygtigelse. Man fristes til en omskrivning af Adams ord til Herren efter syndefaldet: Kunstneren, som du (udstillingsstedet) gav lov at udstille, satte en blender foran mig, og jeg trykkede! Det var så nemt at trykke på blenderknappen, og så er det jo meget bekvemt, når det er kunstneren og udstillingsstedet (som også fik bombetrusler), der må tage skraldet for ens egen uforsvarlige handling. For der var næppe nogen af de beskuere, der trykkede, som var i tvivl om det moralsk tvivsomme i deres handling. Kunstneren gav dem friheden til at vælge mellem rigtigt og forkert - men valget var beskuerens. Jeg synes, at udstillingen, og de mange reaktioner den fik, sagde en hel del om den menneskelige natur.
I alle tilfælde er synden en magt, som mennesket ikke kan gøre sig fri af, hvor meget det end prøver. Her har Luther et meget sigende udtryk: Synd tappert!
Det burde være selvindlysende, at det naturligvis ikke er nogen opfordring til at synde. Men tanken er, at mennesket i sin uformåen over for sin næste ikke kan andet end at synde, tage udgangspunkt i sine egne ideer, tolkninger, mv. I den forstand kan mennesket altså strengt taget ikke fravælge at synde. Men når det nu er eksistensvilkåret - så gør det dog i det mindste tappert og med ærlig og oprejst pande!
Jeg kommer til at tænke på en scene i Lars von Triers film "Manderlay". Der er lige efter en afstemning efter alle demokratiets regler afsagt en dødsdom over en gammel kone. Den kvindelige hovedperson, Grace, som faktisk har lært gruppen denne demokratiske beslutningsproces, er den eneste, der har stemt for et alternativ. Ved et noget kikset alternativ har hun foreslået, at udstøde den gamle kone fra området. Hun vil alligevel omkomme, når hun bliver efterladt på denne måde. Men hun taber som sagt afstemningen. Selvom en af dommerne selv træder an til at ville eksekvere dødsdommen, finder Grace det mest passende, at hun selv gør det. Altså også selvom hun var den eneste i forsamlingen, der stemte for det andet alternativ. Hvis det var en af dommerne selv, der eksekverede dommen, ville det nemlig være udtryk for hævn, siger hun, og det må det ikke være. Men da hun kommer ind i den lille hytte, hvor den gamle kone ligger og venter på dommen - som hun tydeligvis regner med bliver en dødsdom - så nænner Grace ikke at fortælle hende om dommens realiteter. Hun fortæller i stedet, at hun er blevet frikendt, da hun sandsynligvis ikke har haft nogen indflydelse på en lille piges død. Alt imens den gamle kone lytter med glædestårer til den gode nyhed, sover hun langsomt ind. Og da hun sover trygt vælger Grace at eksekvere dødsdommen ved at skyde hende med en pistol.
Da jeg selv så filmen, og hvordan hun løj den gamle kone lige op i ansigtet, fordi hun ikke turde sige sandheden, og ventede til at konen sov, før hun turde tage affære, tænkte jeg, at Grace i hvert fald var et eksempel på en, der i denne situation ikke syndede tappert.
Ikke længe efter så jeg en anden film, Vera Drake af Mike Leigh.
I skærende kontrast til ovenstående var her et eksempel på en person, nemlig Vera Drake, der hele i filmen igennem i den grad synder tappert.
Her vil det være passende at slutte med en scene fra Abrahamowitzs bog Grundtvig. Danmark til lykke. Her fører Grundtvig en samtale med en teologistuderende, Hans Trier, som indleder samtalen: ""Siden jeg sidste gang var hos Dem, har jeg i dogmatikken læst afsnittet om synden". "Så, har de det," var alt, hvad han svarede, og nu sad vi en stund tavse. Til sidst fortsatte jeg med at bemærke, at der var meget deri, jeg ikke kunne forstå. Da lukkede han endelig øjnene op og sagde: "Ja, det vil jeg gerne tro, men har De lyst til at gå ned på bunden af helvede, vil jeg lade Dem vide, at jeg har ikke lyst at følge med". Ved dette svar kom jeg til at le. "Hvad ler De ad?" spurgte han. Dertil svarede jeg, at han vel nok vidste det, at ikke ville jeg til bunden af helvede, og ikke ønskede jeg at have ham med. Men da blev han ivrig, rejste sig helt overende og nu tog han fat: "Jo, jo," - sagde han - "det bliver følgen af det, om vi følger alle de lærde, der ville undersøge syndens og det ondes oprindelse" - og nu udviklede han for mig, hvorledes vi mennesker aldrig kan vide besked om noget, der ligger uden for vor erfarings område, så skulle vi nu, da synden er kommen til os gennem djævelen, virkelig vide noget om, hvorledes det onde opringer, måtte vi have del i denne, den ondes erfaring. Det løb mig ligesom koldt ned ad ryggen, da han skildrede for mig det forfærdelige, der er i selve den slags undersøgelser, og til sidst udbrød han: "Gud bevare os dog derfra!" han gennemgik så for mig, hvad vi af den hellige skrift kan lære om, hvorledes synden er kommen frem mellem mennesker og forførelsen ved djævelen" (s. 353f).
