Nekrologer
Personligt om Benazir Bhutto, religionen og demokratiet
"Har du hørt, at Benazir Bhutto er død?", sagde stemmen i røret. Ja, det havde jeg. Eller rettere: Jeg havde hørt, at en person ved dette navn var død, men havde ikke rigtigt nogen fornemmelse af, hvem hun egentlig var.
Men det ved jeg nu. Hendes bog Forsoning. Islam, demokrati og Vesten, som er udgivet efter hendes død/attentatet mod hende, har været ganske omvæltende læsning for mit vedkommende.
Bogen er et stor forsvar for demokratiet, og jeg har aldrig læst noget lignende. Bogen handler om noget så centralt i vor tid, som forholdet mellem demokrati, islam og vesten.
Jeg har altid selv været demokrat, men hvor jeg før var demokrat med lille 'd', er jeg efter læsningen demokrat med stort D.
Men bogen har også været en kæmpe øjenåbner med hensyn til religonens væsen, og det gælder vel at mærke både islam og kristendom, ja, i princippet enhver religion, selvom selve bogen først og fremmest forholder sig til islam, da hun selv bekender sig til islam.
Jeg har selv altid anerkendt, at der er en vis grad af relativitet på færde indenfor enhver religon. Forstået på den måde, at forskellige grupperinger/lande/kulturer tydeligvis udlever den tilsyneladende samme religion på ofte meget forskellige måder. Du kan nemt finde muslimer, der ser islam og demokrati som to uforenige størrelser, og du kan lige så snildt finde muslimer - som fx Bhutto - der ikke kan få øje på problemstillingen.
Ligeså er der grupperinger alene indenfor folkekirken, jeg er lodret uenig med i stort set alt - og det bliver mere og mere markant, jo længere ud på den kirkelige højrefløj, man kommer. Når der er helt helt centrale fortællinger i det nye testamente, og ikke mindst betydningen af disse, man kan diskutere så det brager (fjendekærlighed, den barmhjertige samaritater, betydningen af dommedag, osv), kan det godt virke som om, man taler om to forskellige religioner, selvom sproget principielt er det samme.
Når Benazir Bhutto kan skrive en bog som den omtalte, og vi også har grupper som Taleban, al-Qaida og al-shaabat, virker det også som om, de ikke har meget at snakke om, selvom de taler samme religiøse sprog.
Hvor jeg før var af den overbevisning, at der indenfor den enkelte religon er en vis grad af relativitet, har jeg tænkt denne relativitet med lille 'r', men efter læsningen af Bhuttos bog, er jeg nu overbevist om, at denne relativitet skal skrives med stort R.
Da jeg nu er demokrat med stort D, har jeg også rettet blikket ekstra meget hen på, hvordan demokratiet egentlig fungerer i Danmark. Hvordan er demokratiets tilstand?