Politikens nekrolog

"Nekrolog over Benazur Bhutto - Østens Datter":

"Internationalt 27. dec. 2007 KL. 18.20

AF Michael Jarlner, udlandsredaktør

Den pakistanske oppositionspolitiker Benazir Bhutto vidste, at det var med livet som indsats, da hun vendte tilbage til Pakistan fra otte år i eksil.

Men hun kunne ikke lade være: Hendes skæbne var Pakistan, og da hun i april besøgte Politiken, var hun dybfølt bekymret over udviklingen i den splittede atommagt.

»Jeg har altid kæmpet for en demokratisk udvikling. Tiden er inde til at fortsætte den kamp«, lød det imidlertid fra en stålsat Bhutto, da hun mødte undertegnede i Politikens Hus.

»2007 er et kritisk år«

Hun var der egentlig for at lancere sin opdaterede selvbiografi, men ville til de medfølgende sikkerhedsfolks fortrydelse ikke afslå et interview om den spændte situation i Pakistan.

Så dér sad hun altså, en af international politiks – dengang – mest centrale skikkelser, på en hård klapstol og skitserede situationen i atommagten:

»De yderliggående kræfter forsøger at vinde tid, så de kan infiltrere politiet og militæret og på den måde forhindre en demokratisk udvikling. Det er derfor, jeg siger, at 2007 er et kritisk år. Hvis disse kræfter skaffer sig yderligere fem år ved magten, så kan det ende med, at der ikke er noget instrument tilbage, som kan tage kampen op mod de kræfter, der gemmer sig i de madrasaer (religiøse skoler, red.), der er spredt ud over Pakistan«.

Risiko for religiøs magtovertagelse

I værste fald kunne det ende med en borgerkrig, sagde hun:

»Jeg kan også frygte en borgerkrig, hvis vi ikke får vendt de ekstremistiske strømninger nu, for så risikerer vi en religiøs magtovertagelse og talebaniseret Pakistan. Så jo, faren er der, men skulle vi underlægge os ekstremisternes afpresning om, at de vil gå imod os med magt? Skulle vi stiltiende se på, at de gennemfører en blød revolution med det formål at skaffe sig kontrol over Pakistan?«.

Svaret gav hun, da hun vendte tilbage til Pakistan i oktober.

Angrebet fra dag et

Lige som hendes modstandere med det samme svarede igen med et terrorangreb imod hende. I første omgang uden held – men det skulle så vise sig at være en stakket frist.

Som verdens første kvindelige premierminister i et muslimsk land blev hun foragtet af de religiøse kræfter, der så sent som i sommer viste deres styrke ved at besætte Den Røde Moske i hjertet af hovedstaden Islamabad, og som har stærke forbindelser langt ind i et magtapparat, der i sin tid var med til at opfostre den afghanske Taleban-bevægelse.

Pengene spillede ingen rolle

Heroverfor stod Benazir Bhuttos mange tilhængere - ikke mindst middelklassen – som har støttet hendes ønske om at modernisere landet og øge kontrollen med netop de religiøse kræfter.

Hendes modstandere anklagede hende for korruption, som også førte til sager i udlandet, hvorfor flere analytikere mente, at der nok var noget om snakken. Men igen: Hun spillede ikke en politisk rolle for pengenes skyld, for så var hun aldrig vendt tilbage.

Hun gjorde det, fordi hun følte, at Pakistan var hendes skæbne: Landet har kostet hende to brødre og hendes far, den tidligere premierminister Ali Bhutto, livet.

Faderen henrettet af diktator

Faderen blev styrtet og siden henrettet af militærdiktatoren Zia ul-Haq, som sendte Bhutto-familien i både fængsel og husarrest, hvilket igen forklarede en stor del af Benazir Bhuttos foragt for militære ledere.

Og forklarede hvorfor hun havde det så svært ved at gå ind i den magtdeling, der var lagt op til med den nuværende præsident Pervez Musharraf, der indtil for nylig også var hærchef og tog magten ved et kup i 1999.

Rødderne kan spores til 712

Men skæbnefællesskabet mellem hende og Pakistan går såmænd endnu længere tilbage, forklarer hun i sin selvbiografi ’Benazir Bhutto – Østens Datter’. Familien har udgjort et dynasti, der kan spores helt tilbage til den muslimske invasion af Indien i 712.

»Hundrede tusinder af mennesker i Indien og Pakistan tilhørte Bhutto-stammen, en af de største i Sindh (en af de fire pakistanske provinser, hvor Karachi er provinshovedstad, red), hvis medlemmer strakte sig fra landmænd til godsejere. Vores gren af familien nedstammede direkte fra Bhuttoernes berømte stammehøvding, Sardar Dodo Khan«, skriver hun.

»Al-Qaeda vil forsøge at dræbe mig«

Men hun vidste også, at hun meget hurtigt kunne få et andet skæbnefællesskab, når hun vendte tilbage til Pakistan:

»Jeg er klar over at jeg, på linje med mordet på Benigno Aquino i Manila i Manila i august 1983, kan blive myrdet i samme øjeblik mit fly lander i Pakistan. Al-Qaeda har trods alt forsøgt at dræbe mig flere gange, så hvorfor skulle de ikke også prøve igen, når jeg vender tilbage fra mit eksil for at kæmpe for de demokratiske valg, de er så stærke modstandere af? Men jeg gør, hvad jeg må gøre, og jeg er fast besluttet på, at opfylde mit løfte til det pakistanske folk og at støtte dem i deres kamp for demokrati«.

Stort politisk tab

I april virkede det stadig så teoretisk, som hun sad der på en hvid klapstol i Politikens forhal på Rådhuspladse: Men løftet endte altså med at koste hende livet.

Det er ikke blot et stort menneskeligt tab, men også et stort

politisk tab. Verden står nu med et endnu større problem end tidligere – måske endda det allermest presserende spørgsmål i international politik lige nu: Vil Pakistan nu falde endnu mere fra hinanden. Det er verdens mest ustabile atommagt, vi taler om… ".

Taget fra Politikens netudgave.

Informations nekrolog

"Benazir Bhutto 1953-2007":

"

Uplettet var Benazir Bhutto langtfra, men hun var Vestens og mange pakistaneres håb om en mere demokratisk fremtid for det hårdtprøvede Pakistan. I går blev Benazir Bhutto dræbt under valgkampen. Verden finder aldrig ud af, om kvinden med det hvide sjal ville kunne bestride en af verdens mest udsatte poster

Af: Anna von Sperling

27. december 2007 |

Lagt på information.dk 27. december 2007 kl. 22:15. Bragt i den trykte udgave 28. december 2007. Senest opdateret 28. december 2007 kl. 00:17.

»Jeg har ikke valgt dette liv, det har valgt mig,« skriver Benazir Bhutto i sin selvbiografi. Skæbne eller ej. I går endte det i Rawalpindi i Pakistan. Benazir Bhutto blev dræbt af kugler fra en ukendt gerningsmand, der sprængte sig selv i luften og tog mindst 15 af hendes tilhængere med sig. Hun var på valgturné i spidsen for Pakistansk Folkeparti (PPP), som hun har ledet siden sin faders henrettelse i 1979. Benazir Bhutto blev som 35-årig den første kvindelige leder af et muslimsk land og bestred posten som premierminister fra 1988 til 1990 og igen fra 1993 til 1996. I oktober vendte hun hjem efter otte år i selvvalgt eksil. Nu ville hun prøve igen. Eller som hun måske selv ville have sagt: ville Pakistan prøve hende igen. For, som hun sagde til den britiske avis The Guardian, har hun aldrig bedt om magten.

»Magt er ikke vanedannede. Tværtimod. Man ønsker at løbe væk fra den, men den vil ikke slippe en. Nu er den der igen«.

Men Benazir var ikke bare Benazir. Hun var en Bhutto og derved del af et politisk familiedynasti der, ligesom Gandhi-Nehru-familien i nabolandet Indien, har haft uvurderlig indflydelse på det postkoloniale Pakistan. Benazirs far, Zulfikar Ali Bhutto, tiltrådte i 1971 den brandvarme post som Pakistans leder efter det som er blevet betegnet som det mest demokratiske valg i landets historie. Han var en autokratiskog til tider hård leder, men han var elsket af sit folk, dedikeret til demokratiet og så besad han den nok vigtigste evne i pakistansk politik: at holde militæret på afstand, men dog indenfor armslængde. Men intet varer evigt - og slet ikke i Islamabads magtcirkler. Zulfikar Ali Bhutto blev afsat ved et kup i 1977 og henrettet to år senere på ordre fra general Zia ul-Haq, diktatoren, der skulle styre Pakistan til 1988. Den unge Benazir var langtfra den oplagte kronprinsesse. Hun tilbragte sin barndom på en irsk katolsk kostskole i Pakistan, blev som ung pige sendt til udlandet og endte med papirer fra både Oxford og Harvard. Stod det til hende selv, skulle der have stået psykologi på dem, men hendes far bad skolen om at indskrive hende på kurser om ‘politiske emner’.

Sådan blev det. Og skueprocessen, der førte til faderes henrettelse, blev altafgørende for datterens behov for at prøve kræfter med livet i politik. I 1986 vendte hun tilbage til sit land - denne gang under banneret ‘arvtager’.

Den plettede heltinde

Som det skulle ske igen godt 20 år senere stimlede tusinder sammen for at se den ‘nye Bhutto’. Inden to år, efter Zia ul-Haqs død i en flyeksplosion, blev hun premierminister. Men tiden på toppen blev turbulent og kort. Benazir blev anklaget for korruption i millionklassen. I 1993 blev hun for anden gang valgt som premierminister, men korruptionsanklagerne vendte tilbage og denne gang blev hendes mand, Asif Zardari, også anklaget for mord og fik tilnavnet Mr. 10 Procent med henvisning til den procent, der ifølge anklagerne alt for ofte forsvandt, når han havde adgang til kassen. Benazir Bhutto har stædigt fastholdt, at anklagerne var politiske motiverede fabrikationer, men ifølge pakistanske myndigheder ligger der på hemmelige bankkonti og i ejendomme rundt i verden 830 millioner pund, stjålet fra Pakistans statskasse. Flere europæiske lande har gennem årene leveret bevismateriale til sagen, uden at det dog har ført til domfældelse og i oktober i år fik hun amnesti.

Også på andre områder var hun en kontroversiel leder. Hun styrede sit parti med jernhånd og udnævnte sig selv som dets leder på livstid. I midten af 90’erne betegnede Amnesty International Pakistan under Bhutto som indehaver af en af verdens dårlige menneskerettighedsstatistikker.

Men tiden læger og da hun vendte tilbage i år, var det som symbol på et nyt moderne og demokratisk Pakistan og som modpol til general Pervez Musharraf, der havde mistet tillid i Vesten og dag for dag tærede på den - ellers imponerende - tålmodighed i den pakistanske befolkning.

Symbolet

27. december 2007 døde Benazir Bhutto, og Pakistan fik endnu en martyr i den tilsyneladende evige pendulfart mellem demokrati og diktatur. Samtidig verden fik en oplagt kandidat til en moderne demokratisk helgen. Benazir Bhutto døde under valgkampen. Havde skæbnen ville det anderledes, havde hun på den ene eller anden måde skulle tage sin del af ansvaret for fremtiden for et af verdens mest ustabile lande. Hun skulle finde balancen mellem demokrati og menneskerettigheder på den ene side, og kampen imod terror og national disintegration på den anden. Mellem de pakistanske vælgeres behov for national integritet og Vestens krav om ubønhørligt at have en finger med i spillet. Mellem landets traditionelle sekularisme og det moderne islamistiske alternativ. Mellem sit eget projekt og det faktum, at militæret - p.t. personificeret ved en umådelig vedholdende Pervez Musharraf - altid vil spille en afgørende rolle i pakistansk politik.

Det er langt fra sikkert, at en af tidens mest karismatiske politiske figurer, ville have overlevet det med verdens forelskelse i behold.

Valgene

Benazir mente ikke, at hun selv havde noget valg. Men siden sin hjemkomst har hun foretaget en hel del af slagsen, og vælgermødet i Rawalpindi - der har en lang historie af politiske samlinger og ofte dertilhørende blod - blev det sidste. Hun kunne have beholdt magten i PPP, holdt sig i kulissen og kørt en anden i stilling. Hun kunne have ført valgkamp i eksil. Hun kunne have gjort det gennem medierne. Det gjorde hun ikke. Hun mistede sin far, tilbragte fem år i fængsel, hendes bror Murtaza blev likvideret i 1993 og hendes anden bror, Shahnawaz, blev fundet død i sin lejlighed på den franske Riviera - ifølge familien som offer for et giftmord.

Benazir Bhutto kendte indsatsen, men hun var tilsyneladende parat til at betale og overbevist om, at kun hun kunne bære ansvaret. Benazir Bhutto slutter sin selvbiografi: “Nogle mennesker forstår måske ikke, hvad der driver mig fremad mod denne uvisse og potentielt farlige skillevej i mit liv. Men alt for mange mennesker er døde, og alt for mange mennesker ser mig som det sidste håb om frihed, til at jeg kan opgive kampen nu. Jeg lægger min skæbne i Gud og folkets hænder.” "

Taget fra Informations netudgave.