Hvad betyder det for et menneske at være døbt? Og hvad betyder det ikke?
Det er blevet forkyndt den enkelte, at vedkommende er et Guds barn, og (dermed) en Jesu discipel (man kommer til at tilføre den korsfæstede Herre). Fadervor bliver skænket som (første) dåbsgave lige efter den døbtes første velsignelse.
Den døbte er blevet en del af fællesskabet af alle døbte, også kaldet det almindelige præstedømme.
Det betyder ikke, at man er mere frelst eller hellig end før dåben.
Hvad betyder det for et menneske, hvis man ikke er døbt? Og hvad betyder det ikke?
Det er ikke blevet forkyndt den enkelte, at vedkommende er et Guds barn. Vedkommende er ikke en del af fællesskabet af alle døbte.
Det betyder ikke, at man er dømt til fortabelse, og heller ikke, at man ikke er et Guds barn.
Hvad er dåbens betydning for dig og for din nabo?
Man er indviet til at være en Jesu discipel. Det handler vel at mærke ikke om præstation, og ved en barnedåb er det da også dåbsbarnet, der præsterer allermindst.
Man er ikke i tvivl om, at man er et Guds barn.
Man er en del af den præstationsfrie zone, der hedder fællesskabet af alle døbte. Kærlighedens gerninger skulle jo netop gerne komme frivilligt, og fordi man ikke kan lade være. Med Guds nåde til at bære en igennem livet, trods alle de fejltagelser, vi hele tiden laver i forhold til vores næste.
Hvad er det helt centrale i dåben teologisk set?
Det bliver forkyndt, at man er et Guds barn, man bliver indviet til at være en Jesu discipel, og bliver en del af den præstationsfrie zone, der hedder fællesskabet af alle døbte, det almindelige præstedømme. Her hedder det ikke: Du SKAL elske. Men: Du skal ELSKE.
Det er blevet forkyndt, at livet udspænder sig mellem det dobbelte kærlighedsbud (man tilhører den korsfæstede Herre, som gik hele vejen op på korset) og Guds nåde (velsignelsen og tilgivelsen fås for intet).
Hvordan kommer det til udtryk i den måde, dåben foregår på i dag?
Det er faktisk ikke særligt tydeligt. Særligt kan man godt tolke den indledende dåbsbøn derhen, at man først bliver et Guds barn ved dåben. Hvad det egentlig betyder at blive en del af menigheden/fællesskabet af alle døbte, fremgår heller ikke.
Der findes nye salmer og bønner til dåb – hvad siger de om forståelsen af dåben, mennesker, Gud, tro, frelse og synd?
Det kan man næppe svare generalt på. Jeg bruger jævnligt "Når jord og himmel mødes", som er en meget ligefrem dåbssalme, og "Velsign mit barn", som er mere svulstig og billidrig i sit ordvalg. I den første hedder det, at vi med dåben bliver en del af "slægters søndagsgang", og salmen handler grundlæggende om, at barnet overgives i Jesu favn. I sidstnævnte er perspektivet mere svimlende, da man ser for sig, hvordan vi døber med vand fra det store ocean, der sikkert har sit udspring fra Edens have! I begge tilfælde er det åbenbart, at barnet ved dåben (får forkyndt, at det) bliver en del af noget meget større og får tilsagn om adgang til Jesus og Himmerigelågen.
Hvis du kunne bestemme, hvad skal man så gøre og sige i dåbsritualet for, at det centrale i dåben kommer frem? Skal man gøre, som man gør nu, eller ændre noget?
Hvad betyder nadveren for dig og for din nabo: Tak, nærvær, syndstilgivelse, måltidsfællesskab, styrkelse af tro, andet?
Det er her vi mødes som de fejlbarlige mennesker, vi er, ligesom Jesu disciple (hvor mindst én tvivlede, én fornægtede ham og én forrådte ham - og de andre ikke engang kunne holde sig vågne med ham den sidste nat).
Det er her, begrebet om ”fjender” (jf. fjendekærlighedsbudet) rituelt bliver ophævet.
Det er her, Gudsriget, det rene kærlighedens fællesskab med Gud og næsten, bliver forudgrebet, rituelt.
Det er her, vi spiser med ved Herrens bord, det er her, vi kan opleve, at Jesus Kristus er vores eneste dommer.
Det er her, vi kan opleve, at det er nok at være menneske, skabt i Guds billede, som vi er.
Det er her, vi alle er lige, og stodderen kan knæle ved siden af dronningen.
Det er her, vi bliver tanket op, så vi kan gå ud i alverden igen, og elske det bedste vi kan, og bliver mindet om nåden, som altid er der, når vi alligevel fejler.
Hvordan synes du, din forståelse af nadveren kommer til udtryk i de eksisterende ritualer?
Nadverbønnen, som handler meget om kærlighed, indfanger jo mange af elementerne. Men ellers er det vel så som så. Nadverritualet (inkl. optakt og bortsendelsesord) er jo bygget op omkring påskeugen, fra palmesøndag til påskesøndag, og det synes jeg er en god ting. Men nadverbønnen kunne sikkert gøres mere præcis, og supplerende salmer kunne sikkert også rode bod på nogle mangler.
Synes du, nadveren virker inviterende og åben, eller sætter den skel mellem dem, der går til alters, og dem, der ikke gør? Kan man i givet fald gøre noget ved det?
Når nadverritualet gør det muligt (hvis der fx ikke spilles orgelmusik, når menigheden bevæger sig op mod alteret), plejer jeg at sige ”og nu er alle velkomne her, ved Herrens bord”. Og personligt oplever jeg ikke, at man er en bedre kirkegænger, fordi man går til alters. Men jeg hører jo også, at andre ser anderledes på det, at det sætter skel.
Jeg oplever dog også, at jo mere man afmystificerer altergangen (som man fx har mulighed for ved flere regibemærkninger under en mere uformel familiegudstjeneste), jo flere virker til at være tilbøjelige til at gå til alters.
Der findes nye salmer og bønner til nadveren - hvad siger de om forståelsen af nadveren, mennesker, Gud, syndstilgivelse, tro, nærvær, fællesskab?
Jeg har ikke den store kendskab til nye salmer og bønner til nadveren.
Gør det en forskel for det centrale i nadveren, om man bruger brød eller oblater, har knælende eller gående altergang, bruger skriftemål eller andet?
Brød/oblater: Jeg tror, jeg foretrækker oblater, da de (sammen med en lille smule vin) understreger det symbolske i måltidet. Når man bruger brød, så kan det godt virke for postulerende: ”Nu spiser vi rigtigt brød…”, selvom det jo stadig er tydeligt, at det ikke er noget rigtigt måltid, men et symbolsk måltid. Symbolsk i den forstand, at man jo ikke bliver fysisk mæt af dette måltid. Jeg har ingen problemer med brød (en gang i mellem), men foretrækker altså oblaterne, da det symbolske bliver mere konsekvent.
Knælende/gående: Da man oplever et større fællesskab ved at knæle ved siden af hinanden, er det langt at foretrække. Gående altergang kan dog godt være en praktisk nødvendighed en gang imellem, men er ikke uproblematisk.
Skriftemål: Jeg har ikke noget problem med at bruge skriftemål, selvom jeg kun har oplevet det en enkelt gang. Grundlæggende synes jeg dog, det har karakter af dobbeltkonfekt, da nadveren burde være nok.
Hvad sker der i nadveren, og hvad sker der ikke?
Hvad der ”sker” må gerne forblive et mysterium. Men mit bedste bud er, at man bliver ”samtidig” med den sidste nadver. Og her er jo meget på spil, jf. svarene til første spørgsmål.
Med hensyn til hvad, der ikke sker, vil jeg nøjes med på god luthersk vis at svare, at oblater og vin IKKE bliver fysisk forvandlet til Jesu legeme og blod. Men som Luther ville sige: Hoc est.
OG tillade mig at henvise til et længere citat af P.G. Lindhardt, som nok er en smule skarp og polemisk i tonen, men alligevel rummer en vis sandhed:
Hvis du kunne bestemme, hvad skal man så gøre og sige i nadverritualet for, at det centrale i nadveren kommer frem? Skal man gøre, som man gør i de ritualer, vi har nu, eller ændre noget?