Siden paradigmeskiftet i 2001 (som nogen af historieløse grunde kalder systemskiftet, som i 1901 var den reelle overgang fra kongevalgte regeringer til regeringer baseret på folketingets flertal) har værdidebatten fuldstændigt overtaget dagsordenen, når der tales politik, og det uanset hvor meget det reelt fylder i virkelighedens verden. Med værdidebat mener jeg alt, hvad der handler om udlændingepolitik, flygtninge- og asylpolitik og retspolitik.
Løsnet i stort set alt argumentation er udtrykket 'integration', som vist handler om, at nytilkomne skal antage/respektere eller leve (helt) efter danske værdier, hvad det så end er. Her er de hellige køer Demokrati og Ytringsfrihed nævnt gang på gang, som om det var størrelser, man under ingen omstændigheder kunne sætte spørgsmålstegn ved.
Når jeg kalder det paradigmeskiftet skyldes det, at jeg mener, der skete en afgørende vending. Måske mest eklatant formuleret af Søren Krarup og Mogens Camre, der begge er nogle af de medlemmer af Dansk Folkeparti, som har tordnet mod menneskerettighedserklæringen, og ønsket den opsagt, da den oplagt står i vejen for deres repatrieringsstrategi (Camre: "Islam hører ikke til i Europa og vores første prioritet må være at repatriere muslimerne. Islam truer vores fremtid"). Dansk Folkeparti har også stillet krav om nedlæggelse af det danske Center for Menneskerettigheder, som efter partiets mening blandede sig for meget i udformningen af den danske flygtninge- og indvandrerpolitik. Truslen om lukning rejste et ramaskrig, ikke blot indenlandsk men også internationalt. Det blev kun delvist imødekommet. Menneskerettighederne er selvfølgelig ikke opfundet af kristendommen, og er i princippet det modsatte, på den måde, at hvor kristendommen er en fordring, handler sidstnævnte om rettigheder. En erklæring, der skal beskytte vor næste mod overgreb, må dog siges at ligge i naturlig forlængelse af kristendommen.
Jeg kalder det også et paradigmeskifte, da jeg før 2001 ikke i min vildeste fantasi ville have kunnet forestille mig et sådant menneskesyn repræsenteret i folketinget, i et kulturkristent og civiliceret land som Danmark, og i hvert fald ikke på en måde, hvor sådanne medlemmer ville få reel indflydelse. Og hvor teologien ligefrem bliver brugt som argument for, at man ikke kan blande kristendom og politik, som det hedder. Hvor alt, hvad der hedder etik og moral reelt er pillet ud af kristendommen, og hvor Dansk Folkepartis parole lyder 'stem dansk'.
Således tordner Søren Krarup i et nummer af Tidehverv mod kritikere af nationalismen: "Hele den moderne politiske korrekthed med dens dyrkelse af menneskerettighederne repræsenterer farisæismens selvretfærdighed i moderne kosmopolitisk og "globaliseret" udgave. Når den går til angreb mod "nationalismen" - og det vil f.eks. sige mod os, der prædiker, at med Kristus er ethvert folk, også det danske, Guds udvalgte folk, hvis syndige mennesker er sat bag deres folkelige grænser og har at befinde sig dér - så er det i virkeligheden kristendommen, den politiske korrekthed angriber." Hvor Krarup finder den forkyndelse henne, er mig stadig uvis. Det står i hvert fald ikke i det nye testamente.
Jeg synes virkeligt, at der er sket et skred i Danmark de sidste 10-15 år. Der er udsagn - især omkring flytninge og indvadrere - som de fleste ville have antaget som uacceptable dengang, men som er næsten god tone i dag (a la udsagn som 'jeg er ikke racist, men jeg synes de skulle sendes hjem' - bag deres egne grænser, kunne man tilføje, jvf. ovenstående citat).
Efter min mening er kristendom og nationalisme uforeninge størrelser, da jeg vil påstå, at nationalisme er udtryk for en meget bevidst opdeling af samfundet/verden i ‘venner’ og ‘fjender’, eller i hvert fald en skelnen mellem et ‘os’ og et ‘dem’, i stedet for at se på samfundet som en gruppe medmennesker, som skal behandles efter behov, uden at det givne etniske tilhørsforhold (‘dansk’ som ‘ikke-dansk’) i sig selv giver anledning til forskelsbehandling.
