Tidehverv i dag, mener jeg, lader meget tilbage fra det oprindelige Tidehverv.
At de mest toneangivende kan nævnes Søren Krarup, Jesper Langballe og Monica Papazu, som dog alle har en eller anden tilknytning til bladet Tidehverv, som i dag redigeres af Søren Krarup.
I dag synes Tidehvervs største mission at være et veritabelt korstog mod menneskerettighedserklæringen (jf. afsnittet om denne), tanker om solidaritet, en global verdensorden/retssamfund, etc.
Alt er menneskelige konstruktioner. Solidaritet kan ikke bære sig selv af samme grund - vi er alle syndere, og grundlæggende selvtilstrækkelige. Og menneskerettighedserklæringen er en afgud, der er konstrueret af mennesker i FN. Kort sagt: Alt, hvad der ikke er skabt af Gud selv - og således bæres af Gud -, er luftkasteller, det er en total illusion at tro, at man kan bygge noget som helst på menneskelige konstruktioner. At hengive os til solidaritet med hinanden er nonsens. Vi kan jo alligevel ikke, thi vi er alle syndere for Vor Herre. Vor syndighed og selvtilstrækkelighed gør det umuligt for os at være ’ægte’ solidariske. Så hvorfor overhovedet prøve?
Og tanken om næstekærlighed er af humanister (som ‘bekender sig’ til ovenstående) igennem disse tanker blevet forvrænget til noget aldeles anti-kristeligt. Hvilket skyldes, at første led af buddet om kærlighed til næsten er glemt. Buddet lyder jo ikke:
Du skal elske din næste som dig selv, men Du skal elske Herren din Gud, og din næste som dig selv.
Måske kan man udtrykke det på den måde, at mens humanisten taler om den meget abstrakte og diffuse næstekærlighed, taler den kristne om kærlighed til den ubehageligt konkrete næste. At være nødhjælpsarbejder, ønske u-landsbistanden sat op, eller at gå ind for solidaritet har absolut intet med Jesus bud om kærlighed til næsten at gøre. At rejse til Afrika for at blive nødarbejder er at opsøge sine næst’er, at møde næsten på sine egne præmisser, for - kristeligt set - bestemmer du ikke selv, hvem der er din næste. For du skal elske Herren din Gud, og elske den næste, som Han sender forbi dig. Du kan ikke på eget initiativ vælge en særlig gruppe af næst’er ud, som du vil sørge særligt for. Det er politik og ikke kristendom.
Er det måske særligt kristent at forlade sin familie for at blive nødhjælpsarbejder i Afrika?
Din næste er altså den, som du - mere eller mindre tilfældigt - måtte møde på din vej. Altså det helt konkrete menneske, som helt bogstavlig er din nærmeste. Og det uanset om dette menneske er din kæreste, en fuld stodder, eller manden, som voldtog din søster i sidste uge.
At gøre ‘næstekærligheden’ identisk med ‘kærlighed til næsten’ tager også øjeblikkeligt radikaliteten ud af Jesu forkyndelse.
For uanset hvad man måtte mene om u-landstandens størrelse, og uanset om man finder det nødvendigt med solidaritet - fx. inden for en fagbevægelse, og uanset hvad man måtte mene om nødhjælp, så er det meget nemt, og i virkeligheden særdeles uforpligtende at sige “jeg ønsker u-landsbistanden sat op” (det handler ikke om kristendom, men om politik). Nej det radikale i buddet om kærlighed til næsten ligger i, at man skal møde det konkrete menneske, man møder på sin vej, med ubetinget kærlighed. Det er det svære, græsende til - og reelt - det umulige, og det er i dette konkrete møde med næsten, at det ubetingede ansvar overfor næsten møder den enkelte, og ham/hende du skal - som samaritaneren - være næste for: “Din næste svigter du ved dine humanitære programmer. Din næste svigter du ved din programmerede “næstekærlighed” fra talerstole og konferencer og indsamlinger. For at ofre dig for menneskeheden ofrer du mennesket. Og denne så udbredte og beundrede attitude er kommet i højsædet, fordi sansen for, hvad kristendom og næstekærlighed er [altså kærlighed til det menneske, man står over for], er blevet fortrængt. At du skal tro Gud og elske næsten. Og at næsten så første bliverdin næste: dit ansvar, din opgave, dér, hvor Gud gør ham eller hende til det. Her som altid er det Guds ord, der binder mig til det konkrete. Humanismen elsker at flyve bort fra den konkrete virkelighed på de store ideers vinger. Humanismen taler altid om menneskeheden og verden. Kristendommen taler om din næste, for kristendommen gør ethvert menneske til hin enkelte ved at stille mennesket over for Guds ord” (s.115f).
Søren Krarup er også kendt for sin glødende nationalisme (nationalismen er det, der især kendetegner den Krarupske version af Tidehvev). Men denne nationalistiske grundindstilling er i grunden ret uforståeligt ud fra ovenstående tanker. Det forudsætter jo en idé om, hvad en ‘dansker’ er, det forudsætter, at den enkelte kan/har ret til at definere en sådan. Og dette er jo mildest talt i modstrid med den tidehvervske måde at tænke kristendom på.
Denne nationalisme kommer i øvrigt også til udtryk i Søren Krarups temmelig besynderlige forståelse af Luthers to-regimentelære: “Betyder det femte bud, at det er ugudeligt at være soldat og blive uddannet i at slå ihjel? Nej, for netop ved at være soldat og gribe til våben kan du i situationen tage vare på næsten. Sådan er den menneskelige virkelighed. Der gives ikke absolutte ideer eller systemer her på jorden: Du kan ikke skabe gudsriget ved dine egne handlinger, f.eks. ved at være pacifist. Du kan ved pacifismen tværtimod svigte den næste, som Gud giver dig bud på at værne. I situationen kan dit våben og din vilje til at bruge det, eventuelt til at slå ihjel, være lydighed mod Guds bud om at tage vare på næsten” (s. 108f).
Problemet med denne tankegang er blot, at danskere sættes lig næsten. For hvis en ‘fjende’ faktisk er den, som er dig nærmest, er det jo dennes tarv du skal beskytte, og ikke nødvendigvis ‘vennen/danskeren’. Sådan foregår det jo ikke i krig (det er derfor, der er krig), men det ændrer ikke på, at det er aldeles ukristeligt at slå ihjel, da du netop skal varetage næsten tarv, og det uanset om denne konkrete næste er ‘ven’ eller ‘fjende’.
Problemet med tidehvervs kristendomsforståelse synes at være, at den grænser til resignation: Mennesket kan ikke noget af sig selv, ethvert forsøg på at gøre verden ‘bedre’, skabe solidaritet el.lign. er komisk, sværmeri, gerningsretfærdighed - ja, listen er lang. Overhovedet at forsøge og at tro på, at det faktisk nytter, er altså komisk og naivt. Det meningsløst overhovedet at forsøge.
Det skal dog retfærdigvis siges, at tidehvervs kristendomsforståelse egentlig ikke taler om resignation (selvom det synes at være konsekvensen), men blot at man ved en given handling, igennem en eller anden nok så sympatisk ideologi, enten glemmer det konkrete menneske, man møder på sin vej, og i hvert fald lever i en total illusion, hvis man i en eller anden idé tror at man har fundet fast grund under fødderne, eller noget lignende.
Ikke engang den kristne har sin sikkerhed - heller ikke i troen. Som tidligere nævnt (i det første afsnit om Tidehverv) har den kristne sin eneste sikkerhed i sin nød og usikkerhed - Gud er et nødråb.
Den kristne har ikke sandheden, men bekender sig til en, som er Sandheden, nemlig Jesus Kristus af Nazaret. Og det er denne Sandhed, som Han forkynder igennem evangeliet/erne, når han taler om det vordende Gudsrige (præsentisk/ekskalogisk) og syndernes forladelse.
