Jeg har altid holdt meget af Jesu bud om fjendekærlighed, og fortællingen om den barmhjertige samaritaner. Forstår man, hvad der er på spil her, forstår man rigtigt meget af kristendommen.
Det betyder blandt andet, at Jesu forkyndelse er et opgør med alle kategorier, som i mange tilfælde dybest set er sproglige. I værste fald kan sproget ligefrembygge mure mellem mennesker.
I budet om fjendekærlighed siger Jesu noget, der dybest set er absurd, og meget provokerende. Fordi han med sin forkyndelse sprænger kendte kategorier. At skulle elske sin fjende er jo volapyk, da man jo netop ikke elsker sine fjender. Ligesom farisæerens spørgsmål til Jesus i fortællingen om den barmhjertige samaritaner er udtryk for hykleri, da han med sit spørgsmål dybest set blot ønsker at begrænse antallet af næst'er, som han er forpligtet overfor.
Jesu forkyndelse tilsiger os, at se ethvert menneske som et medmenneske. Uanset om vi bryder os om vedkommende eller ej. Og vel at mærke behandle vedkommende som en ligemand - en broder eller søster, om man vil.
Der kan være mange pragmatiske grunde til at bygge mure mellem mennesker eller grupper af mennesker. Men tankegangen er i hvert fald ukristeligt, og udtryk for en os og dem-tankegang, som Jesu forkyndelse er et opgør med.
Jeg vil citere fra sufi-muslimen Sherin Khankans bog Islam & forsoning (s. 52f): "Enhver identitet er flydende, også den danske. Ingen har monopol på at definere dens indhold og grænser. Dansk identitet kan sagtens rumme forskellige holdninger, værdier og - lettest af alt - forskellige påklædninger. Det er mit håb, at fremtidens globale identiteter vil nedbryde forestillingen om de to distinkte civilisationer, islam og vesten, så der tilbage kun står én global civilisation".
