Og selve livet større
Kom og tag
Vor skyld i dag
Vi beder for at høre
Da Du blev født blev verden hel
Din kærlighed blev os til del
Og selve livet større
Du var Dig
Og Du sag’ nej
Til Djævlens list og røre
Du viste os Guds sande havn
Dit navn og nåden, sunde savn
Og selve livet større
Vores dåb
Med lys og håb
Når vand kan åbne døre
Til fadervor og troens sang
Et kørekort til livets gang
Og selve livet større
Vi skal lær’
Ha’ næsten kær!
De kloge og de skøre
Dit nærvær, kom nu, salighed
Gir dagligdagen evighed
Og selve livet større
Brødet her
Og vinen der
Mirakler la’r sig gøre
Vi knæler i Din store sal
I glimt forsvinder mål og tal
Og selve livet større
Tag Hans hånd
Som troens bånd
Og hæng din gråd til tørre
Byd fjenden op med kærlighed
Frygt ikke, dans med værdighed
Og selve livet større
Lav vor dom
Om andre om
Lad Herrens nåde føre
Tag bjælken ud, et andet du
Kun Jesu dom er gyldig nu
Og selve livet større
Se engang
Hvor Jesus hang
Hans bødler blev så møre
Han råbte, ’fuldbragt’, sidste ord
Og dødens sandhed gror og gror
For selve livet større
Du stod op
Med åndlig’ krop
En verden af de større
Din gerning, som stod alle bi
Var virk’lig sandheds’ klare sti
Og selve livet større
Himmelfart
Din far, parat
Fra graven, tæl til fyrre
Da Du drog hjem, kom himlen ned
Vor jord kom tæt på Herrens fred
Og selve livet større
Store ord
I helligt kor
Må ild og ånd forføre!
På selve kirkens fødselsdag
Blev Jesu sandhed hverdags-sag
Og selve livet større
Når vi står
På sidste år
Og tiden ik’ vil køre
Med hjertet bar’, i sidste led
Bli’r alle ført til Herrens sted
Og selve livet større
Tekst: Juma Nellemann Kruse, 2023, 2024
Musik: Thomas Laubs melodi til Grundtvigs "Morgenstund har guld i mund", 1916
Baggrund
Denne salme er en slags kulmination på et år – 2023 var det - med nye teologiske opdagelser, eller måske snarere revisioner eller endnu bedre, skærpet opmærksom, på centrale teologiske dogmer/pointer.
I Johannes Værges bog "Kristusbegivenheden" bemærker han, at vi kan have en overfokuseret på Jesu korsdød, som der, "det sker", hvad angår Jesu mission, at han døde for vores synders skyld. Eller, for at udtrykke det lidt mere folkeligt, at det var på korset, at verden blev hel. Det er også derfor, påsken ofte omtales som den vigtigste kristne årstid. Det er blot vigtigt at huske, at Jesus livet igennem tilgiver synder. Det er derfor fødslen, der er det skelsættende, ikke korsfæstelsen, som jeg også sagde i en juleprædiken forrige år. Det er vel at mærke også fødslen, vores tidsregning tager udgangspunkt i, ikke hans død eller opstandelse.
I "Da åbnedes deres øjne!" udfolder Henning Kjær Thomsen, at den destruktive del af den gammeltestamentelige Gud i Det Nye Testamente bliver udskilt ved Jesu fødsel. Jeg får sommetider spørgsmålet, hvordan Gud kunne sende syndfloden, hvis Gud er god, og her sker altså en ændring med Jesu fødsel. Det er tydeligst i fortællingen om Jesu fristelse i ørkenen, hvor Jesus og Djævelen bliver to adskilte kræfter. Og samtidig bliver verset også en reference til forsagelsen, der som bekendt kommer lige inden trosbekendelsen.
Det er et stort spørgsmål, om vi er et Guds barn før eller efter dåben. Jeg hælder selv til, at vi må være det, allerede inden dåben. Ikke desto mindre er det ved dåben, at det bliver sagt højt, forkyndt og cementeret, at vi er det. Og så følger fadervor efter dåben, hvor vi første gang "officielt" kan kalde Gud for Vor Far. Jeg er også inspireret af Stine Pilgaards roman "Meter i sekundet", hvor hovedpersonens forsøg på et liv med kæreste og barn beskrives, samtidig med, at hun er en elendig bilist. I en temagudstjeneste med udgangspunkt i bogen, har jeg selv kaldt dåben for det store kørekort til livet, en åbning til minimum af sans for det guddommelige. Det er ganske vist min tolkning, Pilgaard selv er vist nok ateist, og bogens hovedperson er i hvert fald. Men jeg har jo også kaldt Pilgaard for en ateistisk version af Møllehave pga. hendes humor.
Desuden handler en helt almindelig hverdag i et kristent lys i høj grad om relationer til næsten i alle dets afskygninger. Og når det går rigtigt godt, kan man næsten mærke, hvordan evigheden - Guds nærvær om man vil - pludselig kan slå ned midt i hverdagen.
Og når vi taler om næsten, så inkluderer det i kristendommen, fjenden. Og hvordan overhovedet elske fjenden? Hvordan møde fjenden med værdighed og kærlighed, hvordan lægge vores sorg og gråd, mistro og had til side, hvis vi skal møde fjenden? Her er troen på Jesus forsøgt udtrykt så umiddelbart som muligt. Som Henning Kjær Thomsen har vist i "Da åbnedes deres øjne!", så er troen netop ikke nogen intellektuel sag, men måske næsten et nødråb. Og i tillæg mener jeg, at en overskrift over Det Nye Testamente kunne være: Frygt ikke!
Efter urpremieren januar 2024 (med cirka halvdelen af de nuværende vers), tilføjede jeg i første omgang et nadververs, som jeg synes manglede. Hvis nadveren er forskud på gudsriget, må det også være stedet, hvor "kategorier" i alle versioner ophæves - hvor "mål og tal" glimtvis forsvinder.
Da jeg først havde tilføjet nadververset, synes jeg også, at nogle af mine andre kæpheste manglede, og tilføjede verset om Jesu dom - jeg slutter altid min kirkebøn med ordene: "Du, Jesus Kristus, er vores eneste dommer", og verset er også en reference til Jesu ord om, at man skal tage bjælken ud af sit eget øje, før man kan forsøge at tage splinten ud af sin næste øjne. Og når først man har taget bjælken ud af sit eget øje, ser man ofte den anden på en anden måde, et nyt du.
Herefter var det naturligt både at tilføje, påske, himmelfart og pinse. I påskeverset antydes det, at korsordet, "Det er fuldbragt" ikke er kvalitativt forskelligt fra selve opstandelsen, som Henning Kjær Thomsen også har bemærket i omtalte bog, når det gælder Jesu triumf. Selve opstandelsen nævnes ikke direkte i dette konkrete vers, men er dog mere end antydet i den lille tvist i omkvædet. Det siges mere konkret i det følgende vers, der netop handler om Jesu, der stod op. Ifølge Paulus var det med en åndelig opstandelseskrop, hvad det end vil sige. Det var i forbindelse med opstandelsen, at Jesu "filosofi" blev til en "religion" og derfor udtryk for selve sandheden – sandheds klare sti. Det er antydet i himmelfart-verset, at der måske ikke gik fyrre dage, men måske kun kort tid. Når man i biblen taler om, at der gik fyrre dage, skal det ikke uden videre tages bogstavelig, men tallet er helligt eller kanonisk. Hvis vi møder en ven, vi ikke har set længe, siger vi gerne ’dig har jeg ikke set i 100 år’, og det mener vi jo heller ikke bogstaveligt, men vi mener, at det er meget længe side. På samme måde kan 40 dage blot betyde ’efter nogen tid’, men om det er nogle timer efter, eller hvad, ved vi ikke med sikkerhed. Vores kirkeår er rituelt indrettet efter de 40, da der er 40 dage fra påskesøndag til Kristi Himmelfartsdag, hvor dagen altid falder på en torsdag. I den forbindelse siger man normalt, at himlen kom tættere på jorden, da Jesus pludselig blev alt for alle, i stedet for noget for nogen. I næste vers har jeg valgt at kalde pinsen for kirkens fødselsdag. Jeg har ingen erindring om et vers om pinsen, der bruger udtrykket, kirkens fødselsdag. Det er hermed gjort. Og det var med pinsen, og den efterfølgende trinitatisperiode, at sandheden gerne skulle få krop i vores helt almindelige hverdag.
Og sidst, men ikke mindst, så ender den jordiske tid jo på et tidspunkt. Her vil vi blive ført over i Gudsriget, Herrens sted, livet efter livet, når vi står nøgen foran Gud, med hjertet blottet, og tager imod nåden. Det kan nok være, at de første skal blive de sidste, og de sidste første, men vi skal nok nå frem.
Jeg ønskede at bruge en melodi, der var meget kendt, men dog ikke alt for fortærsket, som fx. I østen stiger, ville være.
Fra et oplæg i Tranebjerg sognegård, januar 2025.