Grøn nadversalme

På kloden, som vi deler

På kloden, som vi deler

Med blomster, fuglesang

Her søger vi at tjene

Med liv og kirkegang

Alt levende, Han skabte

Det er vor fælles sag

Gud sagde, ”Tag nu ansvar”

Ja, både nat og dag.

Og prøver vi at elske

Som Ham fra Nazareth

Og mærker vi en byrde

Som næsten gør os træt

Så fyldes vi i kirken

Med både vin og brød

Her bydes vi at elske

Guds Ord med håb og glød

Med nåden kan vi leve

På trods af det vi ser

En hel planet i smerte

Med mennesker og træer

Vi fyldes af en hverdag

Med nærvær og med savn

Vi prøver her at elske

Og falder i Din favn

Tekst: Juma Nellemann Kruse 2018, 2019, 2020, 2021

Musik: Werner Knudsens melodi til Niels Johansens ”Når jord og himmel mødes”, 2015

Baggrund

Det er altid en spøjs sag at kommentere på sin egen salme, en salme der har været nogle år undervejs, da jeg blev mere og mere bevidst om, hvad den skal sige, og hvad den skal kunne. Den er oprindelig skrevet som en relativ klassisk nadversalme.

Men ambitionen endte med at være ønsket om en ”grøn” salme, der undgik de værste antropocentriske tilgange. Hvilket faktisk er sværere end man skulle tro, da den antropocentriske tilgang ligger dybt i vores kultur.

I første vers bliver samhørigheden med den øvrige skabning derfor slået fast. Vi er her på kloden sammen med andre levende – både dyr og natur.

Og netop det, er vores fælles sag. Ansvaret for, at alle trives, er vores alles og kan ikke diskuteres. Det kan godt være, at ”ansvar” i egentlig forstand kun kan appliceres på mennesker. Men dyr og natur kan sagtens tage – naturligt – vare på hinanden. Og når de ikke gør det, er det jo netop naturens orden. Ofte skal vi mennesker slet ikke blande os, da dyrene og naturen har en ret i sig selv.

Og ansvaret behøver vel at mærke ikke være det ”aktive” ansvar, hvor vi fx som mennesker vil ”sørge for” dyrene og naturen. Det kan sagtens betyde – og betyder oftest – at vi aktivt skal ”tage ansvar” ved holde os væk. Vild natur skal i sagens natur ikke passes af mennesker. Vild natur trives bedst ved sig selv. Som lægmand på området, var jeg fascineret af netflix-serien ”Planet Earth”, hvor det var tydeligt, hvor godt naturen kan klare sig selv, hvis den får lov for os mennesker.

Salmen er trinitarisk opbygget, og derfor er der en henvisning til Jesus i andet vers – ”Ham fra Nazareth”.  Der er naturligvis en henvisning til kærlighedsbuddet, men det er meget bevidst ikke hæftet eksplicit på mennesker, da alt levende gerne skulle inkluderes i vores omsorg for skabelsen – mennesker OG dyr OG natur.

Det siger næsten sig selv, at det ansvar vi er pålagt som kristne mennesker, er en stor mundfuld. For selvom vi har pligt til at drage omsorg for skabelsen – om det så er ved aktivt at holde os væk, hvis det er det korrekte i situationen – så ved vi også, at hvis opgaven stod alene, ville alle, som tog opgaven alvorligt, gå til i fortvivlelse og træthed. Luther talte om gaven og opgaven. Den ene kan ikke stå uden den anden, når vi taler kristendom. Derfor har vi også behov for syndernes forladelse, i salmen illustreret ved nadveren, som gerne skulle føre til fornyet håb og glød i vores hverdag.

En hverdag, som vi netop pga nåden, kan leve nogenlunde frimodigt, selvom alle problemerne for vores planet, synes ganske uoverkommelige. Her kan vi nævne alle tænkelige kriser – klima, biodiversitet, krigs- og klimaflygtninge, ulighed, mv.

Det ændrer dog ikke på, at opgaven stadig er der. I en hverdag, hvor vi sommetider oplever nærhed, til andre tider savn, skal vi stadig prøve at elske det bedste vi kan – men falder ikke desto mindre stadigvæk pga byrden og vores fejlbarlighed. Salmens ”falder i Din favn” ser jeg ofte for mig som knæfaldet ved alteret, selvom andre læsninger selvsagt er mulige.

Min ambition, mit ønske, min ”utopi” er, at ”O du Guds lam”, som mange synger inden selve nadveren i folkekirken, bliver erstattet af en grøn salme.

Også trykt på sitet gronkirke.dk