Det samtalende folkestyre?


"Tilfældet Birthe Rønn

 

Af Niels Krause-Kjær

Tirsdag den 15. juni 2010 kl. 12:19

Politiske vittigheder bliver valgt, lyder et gammelt mundheld. I tilfældet Birthe Rønn Hornbech må det nærmere ændres til, at tragedier bliver genudpeget. Integrations- og kirkeministeren er den eneste af regeringens ministre, som sidder ved samme skrivebord i dag, som under Fogh. Det må skyldes, at Dansk Folkeparti har krammet på hende, og at den siddende statsminister ikke vil udfordre støttepartiet på udlændingeområdet. Hendes ministergerning har i altfald meget lidt med kompetence, respekt, folkestyre og redelig forvaltning at gøre.

 

For dem, der på forhånd havde store forventninger til Birthe Rønn Hornbech som integrationsminister og flosklen om ‘borgerlig anstændighed’, må hendes ministergerning have været en monumental skuffelse. For de fleste andre er den blot kilde til konstant forbløffelse, når man jævnligt konfronteres med grove eksempler på magtarrogance og despekt for det samtalende folkestyre.

 

Seneste eksempel er debatten om fejl i indfødsretsprøven. Ansøgerne blev spurgt, hvad Nordisk Råd laver. Det rigtige svar er, at det rådgiver de nordiske landes regeringer - ikke de nationale parlamenter, som ministeriet mente. En dum og uheldig fejl, som en minister med overskud omgående ville få rettet for at komme videre med vigtigere ting. Men ikke tilfældet Rønn Hornbech. Her skal vi først igennem nogle dages pressetavshed, efterfulgt af den (sædvanlige) kortfattede mailkorrespondance med en journalist, hvor fejlen afvises og problemet med de mindst femten ansøgere, der dumpede pga. spørgsmålet, afvises med et ‘jeg sagsbehandler ikke i medierne.’ Men for at det skal blive en ’ægte Rønn’, så skal der også helst afsluttes med et personangreb med knopperne forrest. Det kom så med overfaldet på direktøren for Nordisk Råd Jan-Erik Enestam, der henvendte sig til medierne og påpegede fejlen. Det skulle han ikke have gjort, mente Rønn Hornbech. Direktøren skulle have henvendt sig til ministeriet,  ”i stedet for at blande sig i dansk politik”.

 

Overfaldet var ikke en enlig svale. Herregud, så - alle kan jo have en dårlig dag. Nej, præcis samme type overfald oplevede offentligheden for få uger siden. Da gik det ud over direktøren for Institut for Menneskerettigheder Jonas Christoffersen. Han havde på linje med en række andre personer tilladt sig at kritisere en høringsfrist på de seneste ændringer af udlændingeloven. Lovforslagene blev sendt til høring den 26. marts med en frist til den 8. april - herimellem lå påskeferien. Jonas Christoffersen fik i denne avis et svar, der ville have være Italiens Berlusconi værdig. Han ‘forklæder sin politiske kritik som råd fra en ekspert’, skev ministeren, der leverede en sønderlemmende kritik over, hvor skuffende og opsigtsvækkende hun fandt kritikken og påpegede så - helt uden for sammenhæng - at ‘Institut for Menneskerettigheder er oprettet ved lov’ og ‘Centret modtager offentlig tilskud over finansloven’.

 

Sådan ser en politisk trussel ud.

Høringsfrister er lovmaskinens måde at tillade involverede at komme med bemærkninger. Det er en del af det samarbejdende folkestyre, og det er desuden med til at minimere lovsjusk. En høringsfrist på 13 dage (med to weekender og fire helligdage imellem) er normalt uhørt, men ikke i Rønn Hornbechs departement. Her er det nærmere blevet en sædvane, fordi Dansk Folkeparti har det med at kaste udlændingeemner ind i andre forhandlinger, som så pludselig skal gøres til lov i samme bevægelse som for eksempel en finanslov vedtages. Fra september 2009 til februar 2010 var der således ingen lovforslag fra integrationsministeriet med høringsfrister på mere end femten dage.

 

Og vi skal såmænd blot en måneds tid yderligere tilbage, for at finde et nyt overfald fra ministeren på offentligt ansatte (bemærk, at Rønn Hornbech altid - altid - sparker nedad). Denne gang truede hun med at kassere lægeerklæringer fra de læger og psykiatere, der offentlig kritiserede ministeriet i sager, hvor en asylansøger beder om humanitær opholdstilladelse. Det førte til en større diskussion om, hvorvidt hun forsøgte at begrænse lægernes og psykiaternes ytringsfrihed. Her kunne Rønn Hornbech nok have fundet en række rimelige argumenter for sit standpunkt, men de blev erstattet af et rocker-svar på (den sædvanlige) email til en Ritzau-journalist: “Det er pinlig hykleri, afsløring af ukendskab til gældende ret, og grov manipulation og undergravelse af tilliden til lægestanden, når navngivne læger og advokater raser over, at jeg forlanger objektive lægeerklæringer i sager om opholdstilladelse.”

 

Hykleri, grov manipulation og undergravelse af tillid er bestemt ord, der trænger sig på, når man betrageter tilfældet Rønn Hornbech. Før sin ministerbil skrev hun bøger og kronikker om det samarbejdende folkestyre, respekten for den demokratiske proces og om at tale er Guld. Nu ved vi, at det bare var ord. Det samarbejdende folkestyre er en sag mellem Rønn Hornbech og Dansk Folkeparti. Respekten for den demokratiske proces indbefatter ikke underordende, som tillader sig at være uenige. Og ytringer i det offentlige rum  - nutidens samtale om landsbyens gadekær - afløses typisk af ‘ingen kommentarer’, uforskammede bemærkninger og sjældne mails uden mulighed for opfølgning.

 

Politikens ‘At tænke sig’ har i forbindelse med den seneste sag om fejl i indfødsretsprøven angivet tre svarmuligheder, hvis man stiller kritiske spørgsmål til Birthe Rønn Hornbech: 1) Jeg kan ikke se problemet. 2) Det vil jeg ikke diskutere i medierne. og 3) Skulle du spørge fra nogen?

 

Problemet med politiske satire er, at det ikke længere er sjovt, når det bliver overhalet af virkeligheden."

 

Taget fra Niels Krause-Kjærs blog på berlingske.dk