Fortvivlelse/lidenskab

 

Etikeren bringer et eksempel på det ultimative udtryk for en æstetikers fortvivlelse. Nemlig kejser Nero, der gjorde alt for at løbe bort fra sit tungsind ved at søge nydelse -  “Kun i Lystens Øieblik finder han Adspredelse” (EE2,175) - han sætter endog hele Rom i brand, “for at faa en Forestilling om Trojas Ildebrand” (EE2,173). Æstetikeren mener ikke, man kan fortænke Nero i denne tilbøjelighed, men er ikke sikker på, om kejseren virkelig forstod at nyde det! - en “Dumdristig” ytring af æstetikeren, mener etikeren. Men denne tungsindige kejser havde efterhånden støvsuget hele verden for nydelsesmuligheder: “Men hvad Verden har er udtømt, og dog kan han ikke aande, hvis det forstummer. Han kunde lade Barnet hugge ned for Moderens Øine, om ikke hendes Fortvivlelse kunde give Lidenskaben et nyt Udtryk, der kunde forlyste ham” (EE2,175f).

Nero er billedet på en æstetisk livsanskuelse i sin yderste konsekvens, og en advarsel til Æsthetiker A. Billedet har i hvert fald rystet etikeren.

 

Æstetikerens bemærkning til etikeren om kejser Nero, og de andre billeder, som etikeren har udfoldet om æstetikeren, viser, at æstetikeren ikke tager sin egen fortvivlelse alvorligt. Det er jo næsten definitionen på en æstetiker som Æsthetiker A. Som alle andre æstetikere - herunder spidsborgeren, en slags umiddelbar æstetiker -bygger han sit liv på det tilfældige, det relative. Det er jo denne opdagelse, der har gjort ham så deprimeret.

 

“Hvorfor Du nu ikke vil indrømme Fortvivlelsen, det skal jeg senere forklare; her fordrer jeg blot, at Du skal vedgaae, at vel en stor Deel Mennesker ville finde det i sin Orden at fortvivle. Lad os nu see, hvorfor de fortvivlede; fordi de opdagede, at det, de havde bygget deres Liv paa, var forgjængeligt? men er det da en Grund til at fortvivle, er der skeet en væsentlig Forandring ved det, hvorpaa de byggede deres Liv? Er det en væsentlig Forandring ved det Forgjængelige, at det viiser sig som Forgjængeligt, eller er det ikke snarere noget Tilfældigt og Uvæsentligt ved det, at det ikke viser sig saaledes? Der er da ikke kommet noget Nyt til, som kunde begrunde en Forandring. Naar de da altsaa fortvivle, saa maa det ligge deri, at de vare fortvivlede iforveien. Forskejellen er blot den, at de ikke vidste det, men dette er jo en aldeles tilfældig Forskjel. Det viser sig altsaa, at enhver æsthetisk livs-Anskuelse er Fortvivlelse, og at Enhver, der lever æsthetisk, er fortvivlet, enten han saa veed det [som æstetikeren] eller ikke [som spidsborgeren]. Men naar man veed dette, og det veed Du jo, saa er en høiere Form af Tilværelsen en uafviselig Fordring”. (EE2,180)

 

Man bliver altså ikke pludselig fortvivlet, men man opdager, hvad man allerede var.

Spidsborgeren kaldes også en ‘umiddelbar æstetiker’ modsat æstetikeren, der er en ‘reflekteret æstetiker’. De har begge deres liv i det tilfældige, det relative. Spidsborgeren ved det ikke, mens den reflekterede æstetiker jo har reflekteret over det. Netop fordi, at de begge bygger deres liv på det relative, kan man godt argumentere for, at det er mere korrekt (og knap så nedladende?) at kalde spidsborgeren for en umiddelbar æstetiker. I sin bog Wilhelms brev. Det etiske ifølge Kierkegaard, der handler om etikerens brev (han hedder faktisk Wilhelm), bruger Jørgen Husted konsekvent denne betegnelse. Jeg har konsekvent brugt ordet ‘spidsborger’, da det er mit klare indtryk, at Kierkegaard-interesserede er mere bekendt med dette udtryk, når talen er om Kierkegaards stadielære.

Men altså: Spidsborgeren ved ikke, at han er fortvivlet, for ‘det går jo meget godt med livet’. Det mener Æsthetiker A. mildt sagt ikke. Han har jo opdaget, at han hele tiden har været fortvivlet - han tager det blot ikke alvorligt, ligesom han ikke tager noget som helst alvorligt.

 

“Her har jeg da Din Livs-Anskuelse, og tro Du mig, Meget i Dit Liv vil blive Dig forklarligt, naar Du med mig betragter den som Tanke-Fortvivlelse. Du er en Hader af Virksomhed i Livet; meget rigtigt, thi for at der skal være Mening i Denne, maa Livet have Continuitet, og det mangler Dit Liv. Du beskjeftiger Dig med Dine Studier, det er sandt, Du er endogsaa flittig; men det er kun for Din egen Skyld, og skeer saa lidet teleologisk som muligt. Forøvrigt er Du ledig, du staaer, ligesom hine Arbejdere i Evangeliet, ledig paa Torvet, Du stikker Hænderne i Lommen og betragter Livet. Nu hviler Du i Fortvivlelsen, Intet beskjeftiger Dig, Du gaaer ikke af Veien for Noget, “om man rev Tagsteen ned, jeg gik dog ikke af Veien.” Du er som en Døende, Du døer daglig, ikke i den dybe alvorlige Betydning, hvori man ellers tager dette Ord, men Livet har tabt sin Realitet og “Du beregner altid Din Levetid fra den ene Opsigelses-Dag til den anden.” Du lader Alt passere Dig forbi, det gjør intet Indtryk, men nu kommer der pludselig Noget, der griber Dig, en Idee, en Situation, et Smiil af en ung Pige, og nu er Du “med”; thi som Du ved visse Leiligheder ikke er “med”, saa er Du til andre Tider med og i alle Maader til Tjeneste. Overalt hvor der er en Begivenhed, der er Du med. Du bærer Dig ad i Livet, som Du pleier at gjøre i Trængsel, “Du arbeider Dig ind i den tætteste Klynge, seer, om muligt, at blive trykket op over de Andre, saa Du kommer til at ligge ovenpaa dem, er Du først deroppe, saa gjør Du Dig det saa beqvemt som muligt, og saaledes lader Du Dig ogsaa bære igjennem Livet.” Men naar Trængselen har ophørt, naar Begivenheden er forbi, saa staaer Du atter paa Gadehjørnet og seer paa Verden. En Døende har, som bekjendt, en overnaturlig Energi, og saaledes er det ogsaa med Dig. Er det en Idee, der skal gjennemtænkes, et Værk, der skal gjennemlæses, en Plan, der skal udføres, et lille Eventyr, der skal opleves - ja en Hat, der skal kjøbes, saa griber Du Sagen an med en uhyre Kraft. Du arbeider efter Omstændighederne ufortrødent en Dag, en Maaned, Du føler en Glæde i at forvisse Dig om, at Du endnu har den samme Kraftfylde som tidligere, Du raster ikke, “ingen Satan kan holde ud med Dig”. Arbeider Du i Forening med Andre, saa arbeider Du dem sønder og sammen. Men naar da Maaneden, eller, hvad Du altid anseer for Maximum, det halve aar er gaaet (Forførerens Dagbog varer fra 4. april til 25. september, altså lige under hvad Æsthetiker A. anser for “Maxium” -  et halv år), da bryder Du af, da siger Du, nu er den Historie ude; Du trækker Dig tilbage og lader den Anden om det Hele, eller forsaavidt Du har været ene derom, taler Du til intet Menneske om den Ting. Nu bilder Du Dig selv og Andre ind, at Du har tabt Lysten, og smigrer Dig med den forfængelige Tanke, at kunne have vedblevet at arbeide med samme Intensitet, hvis Du havde havt Lyst dertil. Men dette er et uhyre Bedrag. Det ville være lykkedes Dig, som de fleste Andre, naar Du taalmodigen havde villet det, da at blive færdig, men Du vilde da tillige ogsaa have erfaret, at der hører en ganske anden Art af Udholdenhed hertil end den, Du har. Snart har Du da skuffet Dig selv, og Du har Intet lært for Dit følgende Liv”. (EE2,183f)

 

Det er ikke just nogen munter karakteristik, som etikeren giver af æstetikerens liv: Den stille død, de få øjeblikke af nydelse/lidenskab, tilbagetrukketheden og selvbedraget.

 

”Var du altid saa stærk som Du er i Lidenskabens Øieblik, da var Du, ja det skal jeg ikke negte, det stærkeste Menneske, jeg har kjendt. Men det er Du ikke, det veed Du ret godt selv. Derfor trækker Du Dig tilbage, skjuler Dig næsten for Dig selv og udhviler Dig atter i Indolents (...) Du frygter altid Continuiteten, og det fornemmelig af den Grund, at den berøver Dig Leilighed til at bedrage Dig selv. Den Kraft, Du har, er Fortvivlelsens Kraft; den er intensivere end almindelig menneskelig Kraft, men den varer ogsaa kortere”. (EE2,185)

 

Som vi så i afsnittet om vanen, stræber æstetikeren for enhver pris bort fra alt, hvad der er gentagelse, eller vane som æstetikeren kalder det. Derfor mister han enhver form for kontinuitet i sit liv, det bliver ganske usammenhængende og fragmentarisk.

I kontinuiteten ville han være ‘tvunget’ til at tænke på sig selv - hvilket skal undgås, da han ikke vil være sig selv Jeg skriver ‘tvunget’ - for en æstetiker ville betragte det som tvang, han vil jo helst undgå det, men for en etiker ville dette ‘at tænke på sig selv’ være noget positivt og frit - han vil jo gerne sig selv, han harvalgt sig selv, som etikeren også kan udtrykke det. Hvad han mener med det, vil fremgå af næste afsnit.

Til gengæld lever æstetikeren meget intenst i de få øjeblikke af lidenskab, han fanger. Men “Den Kraft, Du har, er Fortvivlelsens Kraft” - siger etikeren.

 

“Du svæver bestandig over Dig selv (...) og under Dig seer Du en Mangfoldighed af Kundskaber, Indsigter, Studier, Bemærkninger, som dog ingen Realitet have for Dig (...) Jo mere man kjender Dig, jo mere maa man næsten frapperes af den beregnende Kløgt, der gaaer igjennem Alt hvad Du giør i den korte Tid, da Du er bevæget af Lidenskab; thi Lidenskab forblinder Dig aldrig, men gjør Dig kun mere seende. Du har da glemt Din Fortvivlelse og Alt hvad der ellers hviler Dig paa Sjæl og tanke, den tilfældige Berøring, Du er kommen i med et Menneske, beskjeftiger Dig absolut”. (EE2, 185f)

 

På den ene side kan man næsten blive helt imponeret over den lidenskab med hvilken æstetikeren går op i de forskellige former for tidsfordriv, han fylder sin tomhed ud med. Men ingen af hans beskæftigelser har rigtigt realitet for ham - de er kun til for at glemme hans fortvivlelse. Man kunne nemt forestille sig (eller frygte), at han kunne finde på hvad som helst, jvf. kejser Nero-billedet, blot for at fylde livet ud med intensive øjeblikke af nydelse og lidenskab - men hans væsen er heldigvis for barnagtig til at være rigtig ond.

Æstetikeren ønsker intet af livet, andet end at drive sin “Spot over den hele Tilværelse” i den omfang det er ham muligt.

 

“At see al Verdens Herligheder bekymrer Dig ikke, thi i Tanken er Du ude over dem, og hvis de tilbødes Dig, vilde Du vel sige som altid: ja, en Dags Tid kunde man vel anvende derpaa. Det bekymrer Dig ikke, at Du ikke er bleven Millionær, og hvis det tilbødes Dig, vilde Du vel svare: ja, det kunde være ret interessant at have været det, og man kunde vel spendere en Maaned derpaa. Om man kunde tilbyde Dig den skjønneste Piges Kjærlighed, Du vilde dog svare: ja, et halvt Aars Tid var det ret godt.(...) Du attraaer derfor Intet, ønsker Intet; thi det Eneste, Du kunde ønske, var en Ønskeqvist, der kunde give Dig Alt, og den vilde Du da bruge til at kradse Din Pibe ud med. Saaledes er Du færdig med Livet, “og behøver ikke at gjøre Testamente, thi Du efterlader Dig Intet””. (EE2,189)

 

Etikeren ville aldrig indbyde ham til noget som helst, hvad æstetikeren godt ved, end ikke til at tage i skoven med ham, “fordi Din Deeltagelse altid er en Falskhed” (EE2,190).

 

“Vel er det sandt, at Du er stolt, og at det er bedre, at et Menneske er stolt end forfængelig; vel er det sandt, at der er en forfærdelig Lidenskab i Din Tanke, at Du betrager [trykfejl: Der skal stå ‘betragter’] den som en Fordring, Du ikke agter at opgive, “at Du hellere vil betragte Dig selv som en Creditor i Verden, der ikke blev betalt, end tilintetgjøre Fordringen” - og dog er al menneskelig Stolthed kun en skrøbelig Sikkerhed”. (EE2,191)

 

Æstetikerens forhold til lidenskab er med andre ord intet andet end udtryk for hans fortvivlelse.

 

Men hvad skal han gøre for at komme ud af sin fortvivlelse? Og blive et selv - sig selv?