Enten - Eller

 

Den sidste store tekst i Enten-Ellers andel del hedder “LIGEVÆGTEN MELLEM DET ÆSTHETISKE OG ETHISKE I PERSONLIGHEDENS UDARBEIDELSE” og indledes således:

 

“Min Ven! Hvad jeg saa ofte har sagt Dig, det siger jeg endnu engang, eller rettere det tilraaber jeg Dig: enten - eller; aut - aut; thi et enkelt aut, der berigtigende træder til, gjør ikke Sagen klar, da det, hvorom her er talen, er for betydningsfuldt til, at man kan nøies med en Deel deraf, i sig selv for sammenhængende til at kunne besiddes partielt. Der gives Livsforhold, paa hvilke det ville være en Latterlighed eller en Art Sindssvaghed at anvende et Enten-Eller; men der gives ogsaa Mennesker, hvis Personlighed mangler Energi til med Pathos at kunne sige: enten - eller”. (EE2,149)

 

Etikeren siger altså også “enten - eller”, som jo var æstetikerens livsanskuelse; æstetikeren tilføjede dog, at hvad enten han valgte det ene eller det andet, han ville fortryde begge dele. Gjorde han ingen af delene, ville han ganske vist også fortryde det - osv.

 

“Og nu Du [siger etikeren til æstetikeren], Du bruger jo ofte nok dette Ord, ja det er næsten blevet Dig et Mundheld, hvad Betydning har det for Dig? Slet ingen. For Dig er det, at jeg skal erindre om Dine egne Udtryk: et Blink, en Haandevending, et coup de mains, et Abracadabra. Ved enhver Leilighed veed Du at anbringe det, og det bliver heller ikke uden Virkning; paa Dig virker det nemlig som en stærk Drik paa en Nervesvag”. (EE2,150)

 

Når æstetikeren bruger udtrykket, fungerer det nærmest som en trylleformular. Han bruger det meget henkastet, når hans sindsstemning og lejligheden byder ham at gøre det.

 

“Livet er en Maskerade, oplyser Du, og dette er Dig et uudtømmeligt Stof til Moro, og endnu er det ikke lykkedes Nogen at kjende Dig; thi enhver Aabenbarelse er altid et Bedrag, kun paa den Maade kan Du aande, og forhindre, at Folk ikke trænge ind paa Dig og besvære Respirationen. Deri har Du Din Virksomhed, at bevare Dit Skjul, og dette lykkes Dig, thi Din Maske er den gaadefuldeste af alle; Du er nemlig Ingenting, og er bestandig blot i Forhold til Andre, og hvad Du er, er Du ved dette Forhold”. (EE2,151)

 

Men en sådan holdning til livet har alvorlige konsekvenser. Etikerens dom er i hvert fald klar:

 

“veed Du da ikke, at der kommer en Midnatstime, hvor Enhver skal demaskere sig, troer Du, at Livet altid lader sig spøge med, troer Du, at man kan liste bort lidt før Midnat for at undgaae det? Eller forfærdes Du ikke herved? Jeg har seet Mennesker i Livet, der saa længe bedrog Andre, at deres sande Væsen derved tilsidst ikke kunde aabenbare sig (...) Eller kan Du tænke Dig noget Forfærdeligere end at det endte med, at Dit Væsen opløste sig i en Mangfoldighed, at Du virkelig blev Flere, blev ligesom hine ulykkelige Dæmoniske en Legio, og Du saaledes havde tabt det Inderste, Helligste i et Menneske, Personlighedens bindende Magt? (...) men den, der ikke kan aabenbare sig, kan ikke elske, og den, der ikke kan elske, han er den Ulykkeligste af Alle”. (EE2,151f)

 

Hvilket jo er æstetikerens fundamentale problem. Han forfærdes ved at skulle de-maskere sig. Som etikeren ser det, risikerer Æsthetiker A. at miste sig selv fuldstændig.

 

I “DEN ULYKKELIGSTE” fra første del, blev det lidt ironisk beskrevet, at den ulykkeligste var det menneske, der ikke kunne dø, for døden var ønskelig, da livet var uden mening. Etikeren siger her, at den ulykkeligste er den, der ikke kan åbenbare sig og elske. Og det kan man ikke, når man ikke er nogen, men kun kan bære en maske eller flere, og anse livet for en spøg.

 

“jeg der i mit Liv har erfaret Valgets Betydning, jeg ønsker Dig til Lykke med, at Du endnu er saa ung, at om Du end altid vil gaae Glip af Noget, Du dog, hvis Du har eller rettere hvis Du vil have Energi dertil, kan vinde, hvad der er Hovedsagen i Livet, vinde Dig selv, erhverve Dig selv”. (EE2,154)

 

At vinde sig selv, erhverve sig selv, er altså fordringen til mennesket - og Æsthetiker A.

Og vejen til at opfylde denne opgave, er valget.

 

Udsagnet Enten-Eller antyder altså et valg mellem noget. Ikke om man vil være skuespiller eller præst, da disse er momentane valg og altså ikke absolutte. Man kunne også udtrykke det på den måde, at det ikke rigtigt giver nogen mening i absolut forstand at vælge mellem skuespiller eller præst, det kan aldrig blive et absolut valg, da muligheden slagter også forefindes. Desuden kan man jo sagtens stoppe på skuespillerskolen, hvis noget andet byder sig. Valget er altså ikke absolut.

Etikeren nævner et eksempel, hvor æstetikeren netop skal vælge mellem præst og skuespiller (“eller Haarskjærer, eller Tæller i Banken, jeg [parodierer etikeren] siger bare enten - eller. Hvad Under da, at dette Ord er bleven Dig en Forargelse og en Daarskab” (EE2,156) - siger etikeren). Men da valget i sin natur er relativt, for han kunne jo blive så meget andet, og derfor er uden for et Enten-Ellers kategori, som etikeren ser det, er valget umuligt som etisk valg. Det kan kun blive æstetisk, og i et æstetisk valg er valgmulighederne, selv for etikeren, objektivt set, strengt taget lige gode. Valget har desuden tilfældighedens skær over sig. Æstetikeren kan bruge halvandet år på at tænke over mulighederne - men ville ikke komme et skridt videre. Alt er jo relativt - og mulighederne lige gyldige. Eller som æstetikeren nok ville foretrække at sige det: Alle mulighederne er lige ugyldige.

 

“See dermed har Du valgt, vistnok ikke, det vil Du vel selv tilstaae, den bedre Deel; men Du har egentlig slet ikke valgt, eller Du har valgt i uegentlig Forstand. Dit Valg er et æsthetisk Valg; men et æsthetisk Valg er intet Valg. Overhovedet er det at vælge et egentligt og stringent Udtryk for det Ethiske. Overalt hvor der i strengere Forstand er Tale om et Enten-Eller, der kan man altid være sikker paa, at det Ethiske er med i Spillet. Det eneste absolutte Enten-Eller, der gives, er Valget mellem Godt og Ondt, men det er ogsaa absolut ethisk. Det æsthetiske Valg er enten aldeles umiddelbart og forsaavidt intet Valg, eller det fortaber sig i Mangfoldigheden. Naar saaledes en Ung Pige følger sit Hjertes Valg, saa er dette Valg, hvor skjønt det end forresten er, i strengere Forstand intet Valg, da det er aldeles umiddelbart. Naar et Menneske æsthetisk overveier en Mængde Livs-Opgaver, saaledes som Du i det Foregaaende, saa faaer han ikke let et Enten-Eller, men en heel Mangfoldighed, fordi det Selvbestemmende i Valget ikke her bliver ethisk accentueret, og fordi, naar man ikke vælger absolut, da vælger man kun for Momentet, og kan desaarsag i næste Øieblik vælge noget Andet. Det ethiske Valg er derfor i en vis Forstand langt lettere, langt simplere, men i en anden Forstand er det uendelig langt sværere”. (EE2,157)

 

Det etiske valg er altså et absolut valg, nemlig valget mellem godt og ondt. Så kort kan det egentlig formuleres.

 

“Hvad er det da jeg adskiller i mit Enten-Eller? Er det Godt og Ondt? Nei, jeg vil kun bringe Dig paa det Punkt, at dette Valg i Sandhed faaer Betydning for Dig. Derom er det Alt dreier sig. Naar man først kan faae et Menneske til at staae paa Skilleveien saaledes, at der ingen Udvei er for ham uden ved at vælge, saa vælger han det Rette. Skulde det derfor skee, at Du, inden Du fik læst denne lidt udførlige Undersøgelse, der atter tilsendes Dig i et Brevs Form, følte, at Valgets Øieblik var der, saa kast det Øvrige bort, bryd Dig aldrig om det, Du har Intet tabt; men vælg, og Du skal see, hvilken Gyldighed der ligger deri, ja ingen ung Pige kan være saa lykkelig ved sit Hjertes Valg, som en Mand, der har vidst at vælge. Enten skal man altsaa leve æsthetisk, eller man skal leve ethisk. Her er, som sagt, endnu ikke i strengere Forstand Tale om et Valg; thi Den, som lever æsthetisk, vælger ikke, og Den som, efterat det Ethiske har viist sig for ham, vælger det Æsthetiske, han lever ikke æsthetisk, thi han synder, og ligger under ethiske Bestemmelser, om hans Liv end maa betegnes som uethisk. See dette er ligesom en character indelebilis (uudsletteligt præg, særlig betegnelse for den uudslettelige virkning, som den katholske kirke tilskriver dåben og præste vielsen (jvf. note (EE2, 333)) ved det Ethiske, at det, uagtet det beskedent stiller sig hen paa lige Trin med det Æsthetiske, dog egentlig er det, der gjør Valget til et Valg”. (EE2,158f)

 

Man skal altså i princippet ikke vælge mellem godt og ondt, man skal vælge mellem at leve etisk, eller at leve æstetisk.

Dem, der slet ikke gør noget, og heller ikke er bevidst om, at de slet ikke gør noget - altså hverken vælger eller ‘vælger’ ikke at vælge, er spidsborgerne:

 

“Og dette er det Sørgelige, naar man betragter Menneskenes Liv, at saa Mange henleve deres Liv i stille Fortabelse; de udleve dem selv, ikke i den Betydning, at Livets Indhold successivt udfolder sig, og nu eies i denne Udfoldelse, men de leve dem ligesom ud af sig selv, forsvinde som Skygger, deres udødelige Sjæl henveires, og de ængstes ikke ved Spørgsmaal om dens Udødelighed, thi de ere jo allerede opløste før de døe. De leve ikke æsthetisk, men det Ethiske har heller ei viist sig for dem i sin Heelhed; de have da heller ei egentlig forkastet det, de synde derfor heller ikke, uden forsaavidt det er Synd, at de hverken er det ene eller det andet; de tvivle da heller ei om deres Udødelighed, thi Den som dybt og inderligt paa egne Vegne tvivler derom, han finder nok det Rette. Paa egne Vegne, siger jeg, og det er vel paa den høie Tid, at man advarer mod den storhjertede, heltmodige Objektivitet, hvormed mange Tænkere tænke paa Alles Vegne, ikke paa deres egne. Vil man kalde hvad jeg her fordrer Selvkjærlighed, saa vil jeg svare: det kommer deraf, at man ingen Forestilling har om, hvad dette “Selv” er, og at det hjalp et Menneske saare lidet, at han vandt den ganske Verden, men tabte sig selv, samt at det nødvendigt maa være et slet Beviis, der ikke først og fremmest overbeviser den, der fremsætter det”. (EE2,159)

 

Spidsborgerne lever hverken æstetisk eller etisk - de lever slet ikke.

 

“Mit Enten-Eller betegner ikke nærmest Valget mellem Godt og Ondt, det betegner det Valg, hvorved man vælger Godt og Ondt eller udelukker dem. Spørgsmaalet er her, under hvilke Bestemmelser man vil betragte hele Tilværelsen og selv leve. At Den, der vælger Godt og Ondt, vælger det Gode, er vel sandt, men dette viser sig første bag efter; thi det Æsthetiske er ikke det Onde, men Indifferentsen, og derfor var det jeg sagde, at det Ethiske constituerer Valget. Der er derfor ikke saa meget Tale om at vælge mellem at ville det Gode eller det Onde, som om at vælge det at ville, men hermed er igjen det Gode og det Onde sat. Den, der vælger det Ethiske, vælger det Gode, men det Gode er her aldeles abstrakt, dets Væren er derved blot sat, og deraf følger ingenlunde, at den Vælgende ikke igjen kan vælge det Onde, uagtet han valgte det Gode”. (EE2,159)

 

Det etiske valg drejer sig altså ikke om, hvorvidt man vil det gode eller det onde - men om at vælge det at ville - modsat æstetikeren, som er ligeglad.

Og det at vælge at leve etisk, er underforstået at vælge det gode, at man ved valget anerkender det gode som eksisterende, dvs. “dets Væren er derved blot sat”. Men det har endnu ikke fået indhold fra den konkrete virkelighed. Spørgsmålet er altså, om man vil betragte tilværelsen med etiske briller, eller ligegyldighedens briller.

 

“Her seer Du igjen, hvor vigtigt det er, at der vælges, og at det, det kommer an paa, ikke saa meget er Overveielsen som den Villiens Daab, der indoptager denne i det Ethiske. Jo længere Tiden gaaer hen, jo vanskeligere bliver det at vælge; thi Sjælen er bestandig i den ene af Dilemmaets Dele, og det bliver derfor vanskeligere og vanskeligere at rive sig løs. Og dog er dette nødvendigt, hvis der skal vælges, og altsaa af yderste Vigtighed, hvis et Valg har Noget at betyde, og at dette er Tilfælde, skal jeg senere vise”. (EE2,159f)

 

Etikeren kommer herefter med en grundlæggende kritik af den ‘nyere tids filosofi’ (Lad mig lige – i forbifarten - erindre læseren om, at Enten - Eller er fra begyndelsen af 1840’erne. Så ‘nyere tid’ refererer naturligvis ikke til vores samtid) (den hegelske), især for dens statiske tankegang og for kun at forholde sig til fortiden. Men da livet udfolder sig i nutiden og fremtiden, er denne nyere filosofi ubrugeligt for det menneske, der vil leve nu og ikke i fortiden.

Selvfølgelig har det enkelte individ del i verdenshistorien, både den forgangne og den tilkommende, men han har også sit eget indre liv, og herind når filosofienikke.

“Philosophien seer Historien under Nødvendighedens Bestemmelse, ikke under Frihedens (...) For den historiske Proces er der intet Spørgsmål om et Enten-Eller; men dog kan det vel ikke falde nogen Philosoph ind at negte, at der for det handlende Individ var det. Deraf igjen den Sorgløshed, den Forsonlighed, hvormed Philosophien betragter Historien og dens Helte; thi den seer dem under Nødvendighedens Bestemmelse”. (EE2,164)

 

Hvilket etikeren ikke kan bruge til så meget.

 

“Selv det ringeste Individ har saaledes en Dobbelt-Existents. Ogsaa han har en Historie, og denne er ikke blot et Produkt af hans egne frie Handlinger. Den indvortes Gjerning derimod tilhører ham selv og skal i al Evighed tilhøre ham; den kan Historien eller Verdenshistorien ikke tage fra ham, den følger ham enten til Glæde eller til Bedrøvelse. I denne Verden hersker der et absolut Enten-Eller; men denne Verden har Philosophien ikke med at gjøre.”. (EE2,165)

 

Det er derfor i det enkelte individs indre virkelighed, at fordringen/valget får absolut betydning.

Den ydre virkelighed med dens gældende normer og værdier, etc., er nødvendigvis, som den er, for det enkelte individ til ethvert givet tidspunkt, men det er det enkelte individs forholden sig til denne ydre virkelighed, der giver den gyldighed. Og hvordan det enkelte individ forholder sig til den ydre virkelighed, afgøres af, om individet har truffet det etiske valg eller ej. Det afhænger altså af, om man ser på den ydre virkelighed som æstetiker eller som etiker.

 

“Det, der da træder frem ved mit Enten-Eller, er det Ethiske. Der er derfor endnu ikke Tale om Valget af Noget, ikke Tale om Realiteten af det Valgte, men om Realiteten af det at vælge. Dette er imidlertid det Afgjørende, og det er dertil jeg vil stræbe at vække Dig. Til dette Punkt kan det ene Menneske hjælpe det andet; naar han er kommen hertil, da bliver den Betydning, det ene Menneske kan have for det andet, mere underordnet. (...) det at vælge giver et Menneskes Væsen en Høitidelighed, en stille Værdighed, som aldrig tabes ganske”. (EE2, 166)

 

Den centrale er altså selve dette: at vælge. Ikke om valget af “Noget”.

 

“Naar da Alt er blevet stille omkring En, høitideligt som en stjerneklar Nat, naar Sjælen bliver ene i den hele Verden, da viser der sig ligeoverfor den ikke et udmærket Menneske, men den evige Magt selv, da skiller Himlen sig ligesom ad, og Jeget vælger sig selv, eller rettere, det modtager sig selv. Da har Sjælen seet det Høieste, hvad intet dødeligt Øie kan see, og som aldrig kan glemmes, da modtager Personligheden det Ridderslag, der adler den for en Evighed. Han bliver ikke en anden end han var før, men han bliver sig selv; Bevidstheden slutter sig sammen, og han er sig selv. Som en Arving, om han end var Arving til Alverdens Skatte, dog ikke eier dem, før han er bleven myndig, saaledes er selv den rigeste Personlighed Intet, før han har valgt sig selv, og paa den anden Side er selv hvad man maatte kalde den fattigste Personlighed Alt, naar han har valgt sig selv; thi det Store er ikke at være Dette eller Hiint, men at være sig selv; og dette kan ethvert Menneske, naar han vil det”. (EE2,166f)

 

Idet man vælger sig selv, bliver man “adlet” for en evighed, man modtager sig selv af “den evige Magt”. Sådan ser etikeren i hvert fald på det.

 

“Men hvad er det at leve æsthetisk, og hvad er det at leve ethisk? Hvad er det Æsthetiske i et Menneske, og hvad er det Ethiske? Herpaa vilde jeg svare: det Æsthetiske i et Menneske er det, hvorved han umiddelbar er det, han er; det Ethiske er det, hvorved han bliver det, han bliver. Den der lever i og ved og af og for det Æsthetiske i ham, han lever æsthetisk”. (EE2,167)

 

Det man umiddelbart er, er altså det æstetiske i en, alt det tilfældige og relative: At man er produkt af sin tid, sit samfund og sin slægt.

Og det etiske er det, hvorved man bliver det, man bliver, når man har valgt sit selv i sin evige gyldighed - ved Gud. Man bliver nemlig sig selv i sin evige gyldighed. Essensen af disse kryptiske udsagn er egentlig antydet i dette afsnit, men det bliver meget klarere i de følgende.