At være elsket
Prædiken til skærtorsdag, 2024. Holdt i Ørby Kirke.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene. Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.«
Man kan vælge at gøre kristendommen næsten banal, da den i al sin enkelthed handler om en ydmyghed overfor Gud og den af Gud skabte verden og omsorg for alt levende. Man kunne også vælge at kalde den en taknemmeligheds-religion.
Digteren Søren Ulrik Thomsen har et sted skrevet, at han går i kirke for at forny og udtrykke sin taknemmelighed.
Det handler om noget så banalt og fundamentalt som kærlighed og smerte. Og når vi taler kristendom, i tillæg, svigt og tilgivelse og nåde.
Jesus elsker på fuld udblæsning. Skærtorsdag indgår han en ny aftale med disciplene, som overhovedet ikke har fortjent det. Det gør ganske vist ikke deres situation nemmere, at de får at vide, at de skal elske lige som Jesus, men ikke desto mindre er det en opgave, der også er en gave.
Af gode grunde er det lidt mere kompliceret den anden vej. Er vi overhovedet i stand til at elske Jesus, når det kommer til stykket? Her er Peter og Judas selvsagt dårlige forbilleder. Peter, der fornægtede Jesus. Judas, der forrådte ham. Derfor er der hele tiden god grund til at minde om, at dem, der faktisk lytter til Jesus, aldrig skal være fortabte, aldrig skal vi rives ud af Guds hænder.
Og jeg tror, at det er en af de mange grunde til, at kristendommen er så essentiel for mange af os. På den ene side er kærligheden alt. Og det i en grad, så Jesus beder os elske, også vores fjender. Skabelsen skal mødes med omsorg og kærlighed. Vores medmennesker skal mødes med omsorg og kærlighed.
Og dels gør kærligheden os sårbar. Den kan gøre os ulykkelige og afmægtige.
Men her bliver Jesus en klippe. For Jesus elsker os på trods. Hvis vi spørger Jesus, om vi er elsket, vil vi aldrig få et nej. På den måde bliver troen på Jesus også til troen på, at Jesus elsker os på trods. Fordi han er kærlighed.
Troen og håbet og kærligheden fra Gud kan vi ikke præstere os frem til. Den får vi kun af nåde.
Man må gerne føle sig sårbar i kristendommen. Føle at man ikke rigtigt kan alt det, man gerne vil.
Og når jeg tænker på skærtorsdag, så kommer jeg sommetider til at tænke på, hvor meget eller hvor lidt, vi rigtigt forstår den fulde betydning af den altergang, vi normalt fejrer hver søndag. Vi er blevet så vant til den, at den for mange er blevet en naturlig del af vores søndagsritual.
Betydningen af, at vi alle sammen knæler ved siden af hinanden, og både får brød og vin uddelt af præsten, er vi sjældent opmærksomme på. Måske fordi vi lever i et samfund, hvor vi grundlæggende betragter hinanden som ligeværdige mennesker. Med den baggrund er der jo ikke noget mærkeligt i, at vi også er lige, når vi går til alters. Lige med hinanden, og lige med præsten.
Sådan har det ikke altid været. Det har tidligere været meget kontroversielt, at også menigmand skulle smage vinen, og ikke kun præsten, når der var altergang. Præsten Jan Hus, som også kaldes forløberen for Martin Luther, var blandt dem, der i 1400-tallet talte for, at menigmand både skulle have brødet og vinen under altergangen. De kræfter, han var oppe imod, insisterede på, at menigmand kun skulle have brødet. Vinen var kun til præsten. Faktisk var selve ideen om, at alle skulle have både brødet og vinen politisk farlig.
I en bog om netop Jan Hus kan man læse, at dette, at ingen andre end præsten kunne få del i vinen under altergangen, virkede arrogant. Som om, at præsterne var mere værd end alle andre. Og derfor blev kravet om, at både menigmand og præsten skulle have både brød og vin under altergangen, også et krav om, at mennesker som sådan – også uden for kirken – skulle behandles lige.
Og i læsningen til i dag bliver det cementeret, hvor radikalt denne tanke er. Vi må huske, at på Jesu tid, der var det slavernes opgave at vaske fødderne på de rejsende. Derfor har det temmelig sikkert været noget af et chok for disciplene at se Jesus vaske deres fødder. De så Jesus som deres Herre og Mester, og at vaske andres beskidte fødder, var absolut ikke noget, en sådan gjorde. Det var ganske uhørt. Det er fodvaskningen, som Skærtorsdag har navn efter. Skær som i ”ren og skær”.
Men Jesu budskab er her soleklart: Vi skal som mennesker, som hinandens medmennesker, være tjenere for hinanden, tjene hinanden i kærlighed, både venner og fjender, som Jesus har vist os i sit liv og levned.
Dette bud, denne fordring, gør os dog ikke til mindre syndere, vores forsøg på at efterleve buddet viser os snarere netop som syndere og fejlbarlige, fordi det ikke går så godt med at efterleve det. Lad mig derfor afslutte med et citat af Ebbe Kløvedal Reich, et udsagn, som han selv kalder for sin trosbekendelse. Den er halvlang, så I får et kort uddrag:
"Jeg tror på den Jesus, der forkyndte Guds kærlighed og kraft imod magten og gik i døden for sin forkyndelse, så det har virket lige siden. Jeg tror på, at det gudsrige, den dom og den tilgivelse, han forkyndte, virker i enhver nutid. (...) Kristus har (...) præget næsten to årtusinder af det syndefulde Europas historie og meget mere end et årtusinde af det syndefulde Danmarks historie. At sidde med ved bordet i de historier er at sidde til bords mellem andre toldere, syndere, skøger og farisæere. Det hører med til at kalde sig kristen”.
Amen.
Fuldbragt: Gud er kærlighed!
Prædiken til påskesøndag, 2024. Holdt i Tranebjerg Kirke.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.
Der var engang man stillede spørgsmålet, om man troede på kærligheden, fordi man troede på Gud, eller det var fordi, man troede på Gud, at man troede på kærligheden.
Går troen på Gud med krykker? Vil vi helst sige, at vi tror på kærligheden som en anden måde at sige, at vi tror på Gud. Eller er det omvendt?
Jeg kan også nærme mig spørgsmålet på en anden måde. Jesper Lohmann har skrevet om sit forhold til kristendommen. Han er selv er troende, og laver det tankeeksperiment, at alt det, der er sagt og skrevet om Jesus, ikke har nogen hold i virkeligheden. Han skriver: ”Lad os sige, at Jesus ikke har levet, at det hele er pure opspind. Hvad har hensigten med alle disse lignelser og fortællinger om mirakler udført af et menneske været? At få os til at tro på dem? Ja! Men hvorfor? Forsøger jeg at tolke og tyde dem, mærker jeg dem rent fysisk. Og de afføder en befriende forståelse af mig selv, som sætter mig fri af alle forfængelige tanker. De fungerer således i sig selv på et metafysisk plan, og det er vel der, miraklet hører hjemme. Så selv hvis jeg til en begyndelse affærdiger Jesus som tankespind, kommer han tilbage til mig, og det er i sig selv et mirakel”. Skriver Jesper Lohmann.
Det er altså ikke fordi, at Jesu forkyndelse er særlig fornuftig, at Jesus bliver sandheden. Det er ikke fordi, at hans tale om kærlighed er tiltalende. Det er fordi, at det er Jesus, der siger det. Han drager os til sig. Det er troen på Gud, der gør, at vi tør tro på kærligheden, ikke omvendt.
Den helt store begivenhed var og er Jesu fødsel. Det var der, verden blev en anden. Pludselig var Sandheden selv kommet til verden. Kærligheden selv, om man vil. Med dåben startede Jesu offentlige virke som forkynder. Og her fik den fuld gas, når det gælder forkyndelsen af kærlighed, tilgivelsen, nåden. Det er det, som i Jesu liv bliver fundamentet: Nåden. Ingen tvivl om, at det så er nåden, der gør det naturligt at give kærligheden og tilgivelsen videre til vores medmennesker; som får os til at omfavne alt levende som vores opgave.
I kontrast hertil viser påsken, hvor rodløse og troløse vi mennesker grundlæggende er, når det kommer til stykket.
Vi kan nok vise begejstring, når vi er på det rigtige hold, når vi tilsyneladende er en del af pøbelen, uden den store fare for at stikke ud. Det er palmesøndag et rigtigt godt eksempel på.
Vi vil helst protestere, når vi får at vide, at vi faktisk godt kan svigte vores idealer, enten ved forråelse eller fornægtelse. For sådan er vi jo ikke, tænker vi. Men det sker skærtorsdag. Her er disciplene i godt selskab, og selvom de sådan set har fået at vide, at Jesus skal dø, er det som om, de endnu ikke rigtigt har forstået budskabet. Det går stadig godt, og selve Jesu udsagn om, at en skal forråde ham, og en skal fornægte ham, kan de slet ikke håndtere.
Men Jesus bevarer overskuddet, og indstifter den nye pagt med disciplene. Fra nu af bliver målestokken for den sande kærlighed, Jesu kærlighed til os. Det er der ikke rigtigt nogen af os, der kan efterleve, men ikke desto mindre bliver det opgaven.
Selve opstandelsen bliver ofte omtalt som det vigtigste i kristendommen. I hvert fald er det der, kristendommen forvandler sig til en religion. Med opstandelsen, som noget vi næppe kan sanse og opleve på normalt vis, hvor konkret vi end forestiller os den, med opstandelsen løfter hele Jesu forkyndelse sig til noget overjordisk, som gælder til alle tider. Og giver påskeugen en noget dramatisk formkurve, fra begejstring palmesøndag, til glæde og skepsis skærtorsdag, og den helt store fatale nedtur langfredag. Til en uventet glædelig begivenhed, påskesøndag. Uventet burde den måske ikke være, disciplene var blevet varslet af Jesus. Men det er selvfølgelig en anden sag, rent faktisk at stå i det søndag morgen. Hvor graven faktisk var tom, og perspektiverne, konsekvensen af Jesu opstandelse var og er svimlende. Ikke noget under, at de både er glade og bange på en og samme tid. Det må have været en voldsom glæde at opleve og tro på, at livet faktisk vandt i sidste ende. Men samtidig skræmmende, for hvad mon det betød og betyder i praksis? Det hele løfter sig lidt, nu er det fuldbragt, som Jesus siger allerede på korset langfredag i Johannesevangeliet.
Ja, nu er det fuldbragt. Nu kan Jesus ikke gøre meget mere. Om fyrre dage er der afskedsreception for den opstandne Jesus, inden han vender tilbage til Faderen; også kaldet Kristi Himmelfart; og ti dage efter, i pinsen, stiftes kirken ved pinseunderet og helligåndens komme, så vi har mulighed for at bringe det hele videre i fællesskab.
Så det kan nok være, at den store skelsættende begivenhed er selve Jesu fødsel. Vores tidsregning tager udgangspunkt i Jesu fødsel. Og det kan nok være, at hans liv var fuld af nåde og tilgivelse.
Men med opstandelsen viste Jesus, viste Gud, at han havde ret. Kærligheden overvinder alt. Hadet får ikke det sidste ord. Døden får ikke det sidste ord.
Det er med opstandelsen, som noget vi næppe kan sanse og opleve på normal vis, hvor konkret vi end forestiller os den, det er med opstandelsen, at livet får en evig dimension, hvor tiden opløses; det er med opstandelsen, at Gud viser sig som den almægtige kærlighed, fordi Gud er kærlighed, først og fremmest.
Kristus er opstanden, ja, han er sandelig opstanden.
Amen.