Prædiken til anden pinsedag, 2022. Holdt i Besser Kirke.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Der står skrevet hos profeterne: ›Alle skal være oplært af Gud.‹ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. Jeg er livets brød. Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.«

Noget af det mest fundamentale i tilværelsen er glæden og så det modsatte, fortvivlelsen, måske endda foragten. Når man går fra kærlighed til had, og måske endda overfor det samme menneske. Det bedste og mest uhyggelige eksempel, jeg kender, er den måde, palmesøndag og langfredag spejler sig i hinanden, på næsten dæmonisk vis. Palmesøndag hilses Jesus velkommen til Jerusalem som en anden rockstjerne med et hosianna i det højeste. Som bekendt vender det 180 grader langfredag, hvor sådan cirka de samme mennesker i stedet råber korsfæst ham, korsfæst ham. Det er begivenheder jeg aldrig bliver træt af at minde om, da det siger utroligt meget om menneskelivet. Som både Kierkegaard og Møllehave har gjort os opmærksom på, så er det den samme lidenskab, der tænder kærligheden og hengivelsen – og så hadet og foragten.

I dag, anden pinsedag, kan man lave en lignende spejling, der er næsten lige så dramatisk. Hvis vi tager dagens tekst, som vi læser i alle lige år, så kan man nemt komme til at tænke på skærtorsdag aften ved den sidste nadver. Det kaldes også nadverens indstiftelse, og i denne forstand af ordet er det faktisk den første nadver. Det er den nadver, vi forsøger at genskabe søndag efter søndag.

Og på en og samme tid er der både det samme på færde skærtorsdag og anden pinsedag – og noget ganske forskelligt.

Skærtorsdag aften blev det måske vigtigste måltid i Jesu liv indtaget. Disciplene fik indprentet, at hvis man tog del i hans bordfællesskab, fik man også del i hans liv og skæbne. Det er det, vi udtrykker med, at dette brød er mit legeme og denne vin er mit blod. Det er måske – sammen med treenigheden – de mest mærkelige udsagn i kristendommen overhovedet. Og i dagens tekst understreges det: Jesus er livets brød. Hvilket næsten får Fadervor-bønnen, giv os i dag vort daglige brød, til at handle om det hele.

Der er dog den omstændighed ved skærtorsdag aften, at det er en flok mennesker, han sidder sammen med, som ikke var meget bevendt. Mindst en tvivlede, mindst en forrådte ham, mindst en fornægtede ham. Jesus vidste det godt, så han delte bordfællesskab med disse mennesker, med åbne øjne.

Om Jesus blev skuffet over disciplene, eller han med sig selv vidste, at det ikke kunne være anderledes, er ikke til at vide.

Men i dagens tekst er det som om, at historien er kommet et skridt videre. Måske også symboliseret ved henvisningen til historien fra Det Gamle Testamente om manna fra himlen. Den mad, Jesus kommer med, er af en ganske anden slags. Ganske vist fortæller historien om manna fra himlen, at vi ikke skal samle til overflod, og at det er i dag, vi skal leve, ikke i morgen. Men det er utænkeligt at forestille sig Jesus give brød, der ikke varer evigt.

Og denne forskydning i historien fra skærtorsdag aften til anden pinsedag, er ret afgørende for kirkens videre færd.

Pinsen kaldes også for kirkens fødselsdag. Den fejrede vi i går, pinsedag. Og fra gammel tid brugte man anden helligdagen, og tredje helligdagen, da vi også havde sådan en, til at komme sig over chokket, benovelsen, overraskelsen, om det så gælder jul, påske eller pinse. I går blev kirken født. Noget af en begivenhed.

Og hvad så nu?

Ja, nu skal hele Jesus-begivenheden føres videre af os andre. Vi skal forholde os til, hvad det egentlig vil sige at holde kirke. Hvad vil det overhovedet sige at være kirke? At være en del af et grænsesprængende fællesskab?

Man kan måske sige, at det netop ikke er en enkelt persons opgave, men menighedens. Nu er menigheden blevet Jesu hænder og fødder. Jesu legeme.

Det er nok sandt, men ikke desto mindre – som bekendt – nemmere sagt end gjort. Vores fejlbarlighed må aldrig blive en sovepude, en undskyldning for ikke at prøve, men ikke desto mindre er det som om, vi også her i pinsen, hvor vi skulle fejre kirkens fødselsdag, det kirkelige fællesskab, at vi alligevel ryger tilbage til skærtorsdag aften, og betragter hvilken forsamling, der var omkring Jesus.

Og det er sikkert kristendommen i en nøddeskal.

På den ene side de store ord i kirken, som vi alle sammen mere eller mindre samstemmende kan nikke anerkendende til. Og et ubestemmeligt behov for konstant at forholde os til Jesus som både gave og opgave. I det kirkelige fællesskab.

Men på den anden side en erkendelse af, at det alligevel ikke er så enkelt. Dels fordi, at vi jo vitterligt har mange kirkelige retninger, ikke bare i Danmark, men på verdensplan. Der er åbenbart flere ting, vi ikke er enige om.

Og dels har vi i praksis sjældent fokus på omsorgen for alt levende, i døgnets fireogtyve timer. Vi er og forbliver fejlbarlige som mennesker. Måske er det derfor, at det kirkelige fællesskab er stiftet. Det forventes ikke, at vi kan alene. Vi så den spæde start på et kirkeligt fællesskab omkring Jesus, skærtorsdag aften. Det gik ikke så godt. Nu prøver vi igen, mere bevidste om, at vi netop ikke kan alene. Det er fællesskabet, der skal bære det.

Ikke desto mindre lever de fleste af os i en spænding mellem det helt almindelige hverdagsliv, og så alt det, Jesus byder os at gøre i kærlighed. I gamle dage hed søndagen efter pinse, første søndag efter pinse. Og så fremdeles.

For at understrege, hvad vi lever vores hverdagsliv på, nemlig pinsen, der skabte det grænsesprængende fællesskab.

Vi er ikke alene om det, for kristen kan man slet ikke være alene.

Amen.