At handle i verden, båret af nåden

Prædiken til teksten til julesøndag, 2. tekstrække, en søndag der ikke findes i 2021. Holdt nytårsaften 2021 i Tranebjerg Kirke.



Dette hellige evangelium skrives af evangelisten Matthæus: Da de vise mænd var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel.« Og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: »Fra Egypten kaldte jeg min søn.« Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd. Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias, der siger:

I Rama høres råb,
gråd og megen klage;
Rakel græder over sine børn,
hun vil ikke lade sig trøste,
for de er ikke mere. 

Da Herodes var død, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef i Egypten og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og drag til Israels land. For de, der stræbte barnet efter livet, er døde.« Og han stod op, tog barnet og dets mor med sig og kom til Israels land. Da han hørte, at Arkelaos var blevet konge i Judæa efter sin far Herodes, turde han ikke tage dertil. Men han fik i drømme en åbenbaring om at rejse til Galilæa, og dér bosatte han sig i en by, der hedder Nazaret, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer.


 

Jeg var engang til et foredrag med Clement Kjærsgaard. Han er mest kendt som vært på debat-programmet debatten på DR.


Han fortalte blandt andet, at der var to centrale begivenheder, der ofte sagde noget om, hvordan man forholdt sig til verden og livet. Enten levede man på optimismen fra Murens Fald i 1989. Eller også fra pessimismen fra terrorangrebet på USA den 11. september 2001.


Om måske lever vi endda i begyndelsen af en ny epoke. Både en Lene Andersen, som blandt andet er fremtidsforsker, og Rune Lykkeberg, som er chefredaktør på et dagblad, begge har talt om, at vi lever i en ny epoke, der startede omkring 2015 med brexit, Donald Trump, øget grøn bevidsthed og flygtningekrisens kulmination med blandt andet flygtninge på danske motorveje. Derfor kan det godt være svært at finde sine ben, når man ser på verdens udvikling, hvis det er rigtigt, at vi befinder os i en brydningstid, i begyndelsen af en ny epoke.


Desmond Tutu, tidligere ærkebiskop i Sydafrika, æret være hans minde, han døde i søndags, Desmond Tutu bruger et sted udtrykket "Da tidens fylde kom" med et udsagn fra Paulus, som han citerer i bogen "Ingen fremtid uden tilgivelse". ”Da tidens fylde kom” er hos Desmond Tutu en hentydning til tiden omkring Murens Fald, Sovjetunionens sammenbrud og Apartheidregimets fald, der alt sammen skete på omtrent samme tidspunkt. Da pludselig en masse omstændigheder rundt omkring i verden faldt i hak på den helt rigtige måde, så dét blev muligt, som vi på hver vores breddegrader ikke havde set komme, måske endda ikke i vores egen levetid. Vi er mange, der synes det var uvirkeligt, da Muren faldt i 1989.


Med det perspektiv, altså at se på begivenheder, der igen kan skabe nogle positive dominoeffekter, kan nævnes vaccinen, som vi fik for et år siden. Den er selvsagt blevet en gamechanger, selvom mutationerne bliver ved at drille vaccinen. Ingen tvivl om, at det er vaccinen, der skaber en vis optimisme midt i coronakrisen, også selvom den også har været med til at åbenbare den kolossale forskel på de muligheder vi har i den rige del af verden overfor den fattige del, hvor næsten ingen er vaccineret endnu.


Og så vil jeg tillade mig at nævne den danske MeToo-bevægelse, som et positivt element. Selvom man kan diskutere, om den altid håndteres helt hensigtsmæssig. Men det er dog positivt, at magtfulde personer ikke længere kan opføre sig efter deres lyster og bagefter give kulturen skylden.


Vender vi rundt, og tager den negative tilgang, så er det i år tyve år siden vi oplevede 11. september 2001 og terrorangrebene på USA, og denne årsdag fik mig til at tænke på, i hvilken grad vi stadig lever i efterdønningerne efter denne begivenhed. Den gav anledning til mindst to krige, nogle terrorangreb på europæisk grund og for mange, også et mere negativt syn det fremmede.


Og hvis man er i dette mere negative humør, kan man sikkert tale om både klimakrise, coronakrise, demokratikrise, ulighedskrise, systemkrise, og hvad vi ellers kan finde på af kriser.


Min pointe er selvfølgelig, at der ikke er nogen af disse tilgange, man kan kalde for den rigtige. Verden er fuld af både kriser og lovende udviklinger.


Men som regel ved vi hver især, hvad der er det rigtige at gøre.

Når noget virkelig giver genlyd på den negative måde, så bruger vi sommetider udtrykket "der lød et Ramaskrig", og det er en direkte henvisning til barnemordet i Betlehem, i hvert fald profetien herom, som vi hører om i dag. Det er måske den mest bestialske tekst i Det Nye Testamente, og det siger hel del om, hvilket indtryk en nyfødt frelser gjorde på sin samtids magthavere.


Vi ved for det meste, når der er god grund til et Ramaskrig. Når der er grund til at blive fortvivlet, fordi verden simpelthen oplever nogle uhyrlige begivenheder. Når Kina eller Rusland rasler med sablen. Når Hongkong får sit spinkle demokrati knægtet, og får sit mindesmærke om massakren på den himmelske freds plads fjernet. Det sker, når USA's demokrati bliver tryktestet med stormen på kongressen, januar i år.


Og vi bevæger os endda ud af et år, hvor nogle kirker holdt lukkede i begyndelsen af året, og hvor vi for første gang i den danske folkekirke skal vise, at vi er værdige til at sidde på kirkebænken med et coronapas. Det er utvivlsomt den mindst dårlige løsning, men uproblematisk er den ikke. I en luthersk kirke er det trods alt troen, og ikke gerningerne det kommer an på. Og det handler vel at mærke ikke om at være ”meget troende” eller ”særligt troende”, eller hvordan det kan udtrykkes. Troen er netop ikke nogen præstation. I virkeligheden vil det være mere sigende at tale om nåden.


Så man kan altså både vælge den negative tilgang eller den positive tilgang til vores liv og verden. Og selvom vi hver især kan sidde med alle vore gode intentioner og håb om noget bedre, hver med vores forskellige baggrunde og forudsætninger, så kan det godt virke op ad bakke at gøre noget, der for alvor batter noget positivt for verdens gang.


Og måske er det heller ikke meningen, at vi skal så meget, når det kommer til stykket.


Vi kan være bevidste om, hvilke politikere vi vælger til at handle på vores vegne. Vi kan gøre en indsats i det daglige. Jesu bud til os om, at vi skal tage vare på alt levende, står der jo stadig. Og som menighed kan vi blive ved at være Jesu efterfølgere i ord og handling, det bedste vi kan. Og det er dog også noget.  


Julenat, da vor Herre blev fød, og lyset sig tændte i mørkets skød, og tidens fylde kom, allerede dér var der magtfaktorer, der stræbte det lille Jesusbarn efter livet. Magthaverne følte sig truede, uagtet at Jesus jo ville noget ganske andet end at være magthaver - og det endte jo også med, at magten korsfæstede ham med folkets accept, da der gik pøbelvælde i beslutningsprocessen. Og når vi taler pøbelvælde, så forsvinder det individuelle ansvar.


Et helt nyt år begynder i morgen. Et nyt år, hvor vi alle hver især må tage ansvar, og hver især forholde os til, hvad vi kan gøre, for at skabe den udvikling for vores liv og vores medmennesker, - vores samfund -, som vi mener er den bedste udvikling for vores næste. Vi kan som minimum spørge os selv, hvad vi kunne have gjort anderledes i det år, der er ved at være slut. Ikke for at bebrejde os selv, at vi handlede, som vi gjorde, men for at blive klogere på livet.


I vores iver efter at gøre godt, i vores iver efter at gøre verden til et bedre sted, eller hvad vi nu har af ønsker for vores medmennesker, er vi næsten dømt til at blive skuffede mere end en gang. Ikke mindst over os selv. Over vores egen utilstrækkelighed.


Derfor er det værd at huske på, at det først og fremmest er Guds nåde, vi lever af. Det er Guds nåde, der holder os oppe i en verden, vi så gerne ville gøre bedre, men hvor vi gang på gang må sande, at det ikke er så nemt, som man kunne ønske. Meget er ude af vores hænder, og de ting, der ikke er helt ude af vores hænder, der er vi også mere utilstrækkelige, end vi bryder os om at være.


Kære Gud, må din nåde være os nok, så vi kan bære livets udfordringer, også i det nye år. Godt nytår.


Amen.