At være et æsel
Prædiken til juledag, 2024. Holdt i Ørby Kirke.
Dette hellige evangelium, denne tekst er fra Lukasevangeliet i Det Nye Testamente, og læses til juledag, første tekstrække: Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Amen.
Som det sikkert vil være de fleste bekendt, så havde vi samme tekst i går, på selve juleaftensdag. Det er altså samme tekst, som vi har i dag, juledag, på selve Jesu officielle fødselsdag.
Og selvom vi jo hvert år forsøger til juleaften at fortælle om juleevangeliet med endnu en ny vinkel, er spørgsmålet jo interessant: På hvor mange forskellige måder, kan man mon fortælle juleevangeliet, historien om Jesu fødsel? Præster kender historien til hudløshed. Menigheden kender historien til hudløshed. Mange børn sikkert også.
Faktisk synes jeg sommetider, at historien bliver særlig interessant med helt nye vinkler. Som da vi i kirkens filmklub først på året så filmen ”Mary Mother of Jesus” – på dansk: Jesus -, som handlede om Jesu liv og levned, men set fra Marias vinkel. Derfor så vi fx ikke Jesu 40 dage i ørkenen, hvor han blev fristet, for der var Maria ikke med.
Jeg kom til at tænke på dette her med nye vinkler, da jeg i sidste måned læste Kim Fupz Aakesons nye børnebog om juleevangeliet, ”Æslet der fik en historie”.
Det meget mærkelige ved bogen er, at det for engang skyld, når vi taler om kristendommens centrale fortællinger, ikke er et menneske, der er i umiddelbart centrum af fortællingen, og det kan jeg godt synes er befriende.
De fleste af os er opdraget med en antropocentrisk tilgang til verden, altså en tilgang, hvor vi sætter mennesket i centrum. Derfor er det jo også så mærkelig for os, når vi taler om frelsen at forestille os, at frelsen også gælder dyrene og naturen. Men som det hedder i salme 36 i Salmernes Bog fra Det Gamle Testamente står der direkte ”Herre, du frelser mennesker og dyr”.
Derfor er det lidt pudsigt, at Aakesons børnebog om æslet, der fik en historie, starter med at fortælle om, hvordan æslet faktisk har det. I første sætning lyder det: ”Jeg er æsel. Der er ikke noget at sige om mig, jeg er et æsel blandt æsler. Man slår mig med pinde, sparker mig, hvis vi går for langsomt, læsser mig med tunge sager, sten, brænde, meloner, hvad som helst de ikke selv kan bære”.
Det er klart, at tonen i Aakesons børnebog er humoristisk. Men når det stakkels æsel fortæller, at det bliver slået med pinde og at det bliver sparket, så er det vel ikke særlig morsomt, eller hvad? Er det virkelig et billede på, hvordan vi behandler dyr? Ja, måske. Hvis nogen af jer har set de billeder, man kunne se i tv for et par uger siden, hvordan produktionssvin bliver behandlet, så kan det meget vel være et symptom på, hvordan nogle dyr bliver behandlet. Især dyr, vi ikke opfatter som kæledyr.
Æslet i Aakesons historie opfatter sig altså som helt anonymt, og en skabning, man gerne må slå på. Og som man ikke engang vil fodre med grønt græs, men kun hø og halm.
Så bliver æslet pludselig købt af Josef, og æslet aner med det samme bedre tider forude. Han bliver ikke læsset med deres bagage, den bærer Josef selv, kun den gravide Maria skal sidde på ham. Måske vil Josef endda fodre ham med frisk græs?
Her bør det nævnes, at når man nævner et æsel i en historie om Jesus, vil rigtig mange straks tænke på indtoget i Jerusalem, hvor Jesus netop red ind af byporten på et æsel. I stedet for en hest, som en rigtig konge ville have gjort. Men som Josef siger i Aakesons historie: De har ikke råd til en hest.
Det er altså noget af en lettelse for æslet endelig at blive udvalgt og brugt af Josef og Maria, da de skal til Betlehem. Og måske er der frisk græs i sigte.
Så rosenrød er verden dog ikke, og som bekendt går det ikke så godt, da de når til Betlehem. Ingen vil lukke dem ind, selvom Maria er gravid.
Og da de endelig får lov at være i stalden – som et andet æsel! – får de stor opmærksomhed fra de mange køer, okser og heste, der er der.
Som nævnt fortæller æslet i begyndelsen af historien, hvor almindeligt det er. Faktisk en nobody. Men ender til sidst i historien med at føle sig rigtig set og værdsat. Jesus har det altså ikke fra fremmede.
Nu er det jo bare en børnefortælling, jeg har refereret fra, og derfor er det nemt at trække så smilebåndet. Det er jo også meningen. Men historien fortæller jo også om værdighed. Ud over at historiens klimaks selvfølgelig er fødslen af en ny frelser, der fødes i en stald og lægges i en krybbe, så handler den også om, hvordan vi behandler vores medskabninger, også dyr, der ikke er kæledyr.
Vi skal alle behandles med værdighed. Vi skal drage omsorg for alt levende. Det kan være med til at ændre opfattelsen af vores egen historie. I Aakesons fortælling ender det da også med, at æslet pludselig ikke føler sig anonym mere, men som det ganske særlige æsel, der bar den kvinde, der fødte verdens frelser. Også selvom æslet stadig spiser, hvad man giver andre æsler, græs, halm og urter.
Men nu er æslet også et æsel med en helt utrolig historie.
Se, det var et rigtigt juleeventyr! Amen.
Når visdommen knæler for Sandheden
Prædiken til hellig tre konger søndag, 2025. Holdt i Tranebjerg Kirke.
Dette hellige evangelium, denne tekst er fra Matthæusevangeliet i Det Nye Testamente, og læses til hellig tre konger søndag, første tekstrække: Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: ›Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.‹ « Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej. Amen.
Vi værdsætter uddannelse, viden og oplysning meget højt i Danmark, ja i hele verden, tænker jeg, selvom vi sikkert har forskellige traditioner for, hvad man bør vide.
Og selvom jeg sommetider ikke kan dy mig for at sige, at fornuften er overvurderet, så er det ikke min mening i dag at tale viden og uddannelse ned. Det er som oftest kun godt i et demokratisk og i et civiliseret samfund med viden og uddannelse.
Man kan måske godt hævde, at prisen for al den viden er, at umiddelbarheden og den barnlige glæde kan gå tabt. Som nogen måske kan huske, var der en skolelærer der i anledning af december måned følte trang til at fortælle sine elever, at julemanden ikke fandtes. Selv Kristeligt Dagblads tidligere chefredaktør synes det var en dårlig ide. Ikke fordi han troede på julemanden som sådan, det var ikke hans pointe. Men han mente, at vi ofte af-fortryller verden, når man altid insisterer på en så rationel tilgang til verden. Julemanden er fx en så indgroet del af julens store fortælling, at der endda laves reklamer til voksne, hvor julemanden indgår.
Man kan selvfølgelig godt hævde, at der er forskel på viden, oplysning og visdom. Faktisk skrev Weekendavisen før jul om denne forskel, og at vi i mange år har undervurderet visdommen, som angiveligt skulle være en dybere form for livsorientering end klogskab og viden. Man kan ikke som sådan læse sig til visdom, selvom det sikkert kan hjælpe på det, det handler også om livserfaring og empati.
Det korte af det lange er, at vi for det meste bruger ord som klogskab, visdom, oplysning, måske endda intelligens, som positive ord. Men kan det blive for meget? Tja….
En af mine egne yndlingsfilosoffer, Sokrates, skulle have sagt, at det eneste jeg ved, er, at jeg ikke ved noget.
Sokrates opfandt ydmygheden før selve Jesu fødsel, og vores egen filosof Søren Kierkegaard har da også ligefrem kaldt Sokrates for en kristen hedning. Sokrates var kristen, før det var en mulighed. Han døde omkring 400 år før Kristi fødsel.
Og med alle disse tanker in mente, er det store spørgsmål selvfølgelig, hvad der får de vise mænd til at opsøge det lille Jesus barn. Hvad ville disse angiveligt kloge mænd dog der? Et barn kan jo absolut ingenting. Det har ingen magt, ingen visdom, er blot udsat, skrøbelig og sårbar. Den menneskelige sårbarhed kan næsten ikke blive tydeligere.
Hvad får tre af verdens klogeste mænd til at knæle for og tilbede et nyfødt barn?
Forklaringen er selvfølgelig, at der er guddommelige kræfter på spil. De vise mænd reagerer på en guddommelig forjættelse efter en suspekt ordre fra Herodes, det handler om en guddommelig profeti, en guddommelig forudsigelse – at en ny hersker vil komme til verden.
Men som gennemsnitlig læser ville man nok have forventet, at de vise mænd ville opsøge paladser og kongeslotte, så de havde bare et minimum af chance for at finde lige netop dette nye barn, som åbenbart var forudsagt til at skulle herske.
Og jeg tror da også, at hvis ikke de havde fulgt stjernen over Betlehem, så var de aldrig nået frem, for hvem kunne have gættet Jesus konkrete fødested?
Her skal vi huske, at vi alle kender billedet til hudløshed. Vi har set det billede så mange gange, at vi ikke længere er overrasket. Alle kan se billedet for sig med Jesus barnet, Maria og de vise mænd med gaverne.
Men hvis vi gentænker billedet, er det jo nærmest absurd. Vi er i en stald, sandsynligvis med både køer, okser og æsler. I et fodertrug ligger der et lille nyfødt barn svøbt i klæder. Og pludselig, ud af det blå, dukker der nogle mænd op, der har taget gaver med, og man ser for sig, hvordan disse fremmede mænd står og beundrer det lille Jesusbarn.
Hvis man har været tæt på et lille spædbarn, ved man hvor utrolig skrøbelig og hjælpeløst det er. Og her ser vi, hvordan disse kloge mænd må bøje sig for et lille barn. På en måde et meget godt billede på menneskelig værdighed. De er jo sikkert også klar over, at her er noget ganske særligt på spil, og selvom de sikkert godt ved, at de bliver betragtet som meget vise, så er de sikkert også klar over, at med Jesu fødsel er der noget meget vigtigere end klogskab og visdom på spil. Her handler det om selve Sandheden med stort S.
Det betyder da også, at de ikke vender tilbage til Herodes, da de bliver advaret i en drøm.
Og det viser også, at verdens herskere ofte er bange for Sandheden. Alt, hvad der truer magten, kan ikke være af det gode.
Men på den måde er det berømte billede af Jesus, Maria og de vise mænd meget sigende. Livets skrøbelighed udpenslet i al sin sårbarhed. Og verden udenfor, der fornemmer, at noget stort er kommet til verden, og i skikkelse af de vise mænd allerede fra Jesu fødsel tilbeder det lille barn.
Ja, Vejen, Sandheden og Livet kom til verden julenat.
Kom og tag vor skyld i dag, vi beder for at høre, da du blev født blev verden hel, din kærlighed blev os til del og selve livet større. Amen.