At have øje for Sandheden
Prædiken til fastelavn søndag, 2022. Holdt i Besser Kirke og i Ørby Kirke
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.« Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt. Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: »Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.« Da råbte han: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!« De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: “Davids søn, forbarm dig over mig!” Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre, at jeg må kunne se.” Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din tro har frelst dig.« Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud.
I gamle dage havde man som tradition, fastelavn, at slå katten af tønden med en rigtig kat i. Katten var forbundet med det onde, og derfor var det en symbolsk måde at jage det onde bort på. Det er sikkert også det, der ligger bag, at det er Jesu dåb, vi normalt hører om denne dag i de ulige år. Dåben er jo blandt meget andet, en måde at forkynde forsagelsen, afvisningen af det onde på.
Ondskab er sikkert mange ting, men jeg er sikker på, at mange af os lader tankerne gå til Ukraine i disse dage. Når man angriber et andet land med kynisme og stormagtsdrømme, så handler man ondskabsfuldt.
Den tilgang har ikke noget med evangelisk sandhed at gøre. Det vender jeg tilbage til.
Går vi til dagens tekst, kan disciplene – i noget mindre målestok, måske lige som os andre - heller ikke se sandheden, uanset at de får den udpenslet af Jesus.
Dem, som går op og ned ad Jesus hele tiden, ser slet ingen ting. De kan ikke se skoven for bare træer, som vi siger.
Og så hører vi om en person, som faktisk ikke kan se noget. Han er nemlig blind. Til gengæld kan han høre, der er noget på færde, og spørger derfor til, hvad der dog sker. Og får den enkle forklaring, at det er Jesus fra Nazareth, der kommer forbi.
Ud over at være blind, er manden også tigger. Han har altså absolut ingenting. Han er marginaliseret eller subsistensløs, som vi måske ville sige i dag. Han lever på randen af samfundet, noget, som på Jesu tid i den grad var stigmatiserende. Som det stadig er i dag. Faktisk har højesteret i begyndelsen af denne måned stadfæstet en dom på 60 dages ubetinget fængsel til en person for netop tiggeri.
Tilbage til dagens historie. Den blinde ved med andre ord, at han er fortabt. Heldigvis er han ikke for stolt til at sige det højt. Udråbe sin fortvivlelse og sin fortabthed. Han prøver at fange Jesus opmærksomhed, men det går ikke så godt i første omgang.
Disciplene er pinligt berørte over optrinnet, og prøver at dysse ham ned. Hvem tror han da også, at han er, sådan at råbe og skrige efter Jesus.
Jesus reagerer naturligvis anderledes. Da den blinde tigger endelig bliver ført over til Jesus, spørger Jesus direkte, hvad han kan gøre for ham. I første omgang har han råbt, ”forbarm dig over mig”. Nu beder han Jesus om at måtte få synet igen.
Teologen Henning Kjær Thomsen har ved flere lejligheder sagt, at det er en misforståelse, hvis man tror, at underne, miraklerne, i Det Nye Testamente handler om noget overnaturligt. Det kan godt være, at det i fortællingen virker sådan, men det der sker, har i overført betydning ikke noget med overtro at gøre. Det kan godt være, at det virker overnaturligt, når Jesus forvandler vand til vin. Men der er ikke noget overnaturligt i, at vi netop får vin, når regn og dug – altså vand – har modnet vindruerne, så vi kan lave vin. Det kan godt være, at det virker overnaturligt, når Jesus giver brød til flere tusinde mennesker med ganske få stykker brød. Men der er ikke noget overnaturligt i, at brød vokser, når man bager brød. Eller at en storm ophører igen. På den måde er der tale om naturlige processer, som blot sættes skarpt op, når Jesus kommer ind i billedet. Og på samme måde er det ikke afgørende, at den blinde mand nu rent faktisk får sit syn igen.
For som det fremgår af historien, har han faktisk kunnet se hele tiden, modsat disciplene, som virker både døve og blinde for, hvad der er på færde, til trods for, at de næsten går op og ned ad Jesus hele tiden. Og til trods for, at både deres ører og øjne rent fysisk har været intakte hele tiden. Det er altså ikke underet, der bevirker troen, for troen havde den blinde tigger fra starten. Modsat disciplene, kan man sige. Nej, det er faktisk omvendt. Som også både Søren Kierkegaard og Johannes Møllehave tidligere har fremhævet. Det er troen, der bevirker underne, miraklerne. Ikke omvendt.
Teksten lægger derfor også op til det store spørgsmål om, hvad troen egentlig er for en størrelse.
I folkekirken er vi som bekendt rundet af Martin Luthers tanker, som formede lutherdommen fra 1500-tallet og op til i dag. Her plejer vi højstemt at sige, at det er troen, der frelser. Vi betoner troen så meget, at vi nemt får det til at lyde som om, at troen er en præstation. Vi skal tro rigtigt, eller nok. ”Er du så meget troende?”, er jeg tit blevet spurgt, når folk, jeg ikke kender, hører om min baggrund.
Men - som det med alt ønskelig tydelighed fremgår af dagens tekst, er forestillingen om troen som en præstation helt forkert. Troen er en gave, og den opstår ofte, når vi er helt ude i torvene, når vi ikke ved vores levende råd, når vi er fortabte som en blind tigger. Med Henning Kjær Thomsens ord, er troen udtryk for ”bekymringsløshed”, forstået på den måde, at man i en sådan fortvivlet situation, netop er i nuet, og slet ikke tænker på fremtiden længere. Man har opgivet det hele, og troen ”modsætter sig på forhånd (..) Enhver bekymring om egen fremtid”.
Man kan sige, at man i troen fuldstændig overgiver sig i Guds hænder, hvad der ikke er mange, der gør i evangelierne. Men når det sker, er der en helt umiddelbar reaktion – som hos den før blinde tigger, om hvem det lyder efter helbredelsen, at han straks kunne se og fulgte Jesus og priste Gud og ”hele folket så det og lovpriste Gud”.
Når troen bevirker underet, er der en virkning lige med det samme. Så kan man se, hvad andre ikke kan se, uanset hvor seende de i øvrigt føler sig. Og så kommer lovprisningen helt naturligt.
I ulige år hører vi som før nævnt i dag om Jesu dåb. Og det er dåben, der gerne skulle åbne vores øjne for alt det, der ikke kan måles og vejes.
Med dåben kan vi for alvor sige Fader Vor, for så er det sagt højt for menigheden, at den døbte er et Guds barn. Det er blevet forkyndt, at den døbte er et Guds barn.
Så bliver det opgaven fremadrettet, at vi holder øjnene åbne, så vi ser den godhed og kærlighed, der ofte er lige foran os. Eller i hvert fald i os, fordi at Gud elskede os først.
Ja, Gud elskede os først. Det er Guds kærlighed, der overhovedet gør os i stand til at elske vore medmennesker, drage omsorg for alt levende.
Vender vi blikket mod Ukraine igen, kan det måske virke lidt naivt at tale om Guds kærlighed, for krigen der er jo reel uanset al tale om kærlighed.
Men det er vigtigt, at vi fra kirken og kristendommens side siger højt, at vores værdigrundlag er et andet. Gud er kærlighed. Krig er foragt for liv. Punktum.
Det handler ikke blot om at bede for fred i Ukraine, det handler også om at bede for vores fjender, at de lader kærligheden til deres medmennesker overtrumfe kynismen og stormagtsdrømmene.
Jeg vil springe den traditionelle kirkebøn over i dag og i stedet bede
Vor fader i himlen!
Du er den inderste magt i verden, og har åbenbaret dig som kærlighed.
Vi beder til dig i denne tid, hvor krig og ufred bryder ind i Europa
og ind over mennesker tæt på os.
Lad din fred, som overgår al forstand, bevare vore hjerter og tanker i Jesus Kristus.
For det er ved Jesus Kristus, at vi erfarer, at du er kærlighed.
Så når tankerne i disse dage farer vild, så lad dem da finde hvile i dig.
Dig, der bærer smertens kors i dit indre.
Vi beder nu for de mange, der flygter fra krig og ufred i Ukraine, og beder dig om
at holde din hånd over dem og bevare dem i din fred.
Vi beder for Ukraine. Vi beder for de arme mennesker, der står midt i det hele, mens vi ser på, på tryg afstand. Vi beder om din tilgivelse for, at mange af os inderst inde tænker – godt det ikke er mig, og ikke rigtig kan overskue at forholde os til krisen.
Led retfærdigheden ind i hjertet på dem, der har magt og myndighed i verden.
Din fred hersker overalt. Lad den brede sig til os alle, til venner og fjender, ukrainere og russere, ja alle, som er direkte eller indirekte påvirket af eller involveret i krigen.
Det beder vi om. Vi er alle dine børn, fordi du elskede os først.
Amen.
Vores ansvar for alt levende
Prædiken til 3. søndag i fasten, 2022. Holdt i Besser Kirke og i Langør Kirke
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.«
Den omvendte verden. Den omvendte verden, er et udtryk som Johannes Møllehave har lånt af Villy Sørensen.
Det er et udtryk, der kan meget, da det kan vendes på mange måder.
Således nævner han, at det må være lykken for en missionær at komme hjem og tale om den omvendte verden – altså en verden, der endelig er blevet omvendt.
Men Møllehave bemærker, at den omvendte verden i høj grad også handler om vores verden, der i en anden forstand af ordet, netop ikke er omvendt. Vi never netop i den omvendte verden – den omvendte verden sat i forhold til Gudsriget.
I vores verden er den første den første, den sidste den sidste, den mægtige den mægtige osv. En logik vi i ekstrem grad ser udfoldet i krigen i Ukraine. Men det gælder i det hele taget i vores verden, at den første er den første, og den mægtige den mægtige. Det er vores verdens logik, og det behøver ikke at handle om krig.
I den omvendte verden – altså den anden omvendte verden, gudsriget, er det netop – nå ja, omvendt. Her bliver den første den sidste, den sidste den første, osv.
I den omvendte verden, altså vores verden, søger vi i høj grad vores eget, det der kan betale sig, det man bliver belønnet for.
Derfor er forsagelsen, som vi har inden trosbekendelsen, derfor er forsagelsen så vigtigt: Vi forsager djævelen og alle hans gerninger og al hans væsen. Det er samtidig netop et stort spørgsmål, om vi faktisk gør det. Altså, forsager, afviser Djævelen. Jeg ved, at man kan diskutere, hvorvidt djævelen er en person eller blot en kraft. Om det er noget inden i os eller udenfor os. Men at det handler om det dæmoniske, det, der gør, at vi først og fremmest søger vores eget, tænker jeg, vi er nogenlunde enige om.
Men spørgsmålet er om vi faktisk forsager det, afviser det, i praksis. Således har Møllehave fortalt historien om en konfirmand, der på spørgsmålet om, hvorvidt han forsagede djævelen, svarede nej. Det var selvfølgelig en fejl, men som Møllehave tørt bemærker, så var denne konfirmand sikkert den ærligste af dem alle.
Vi lever i den omvendte verden - af gudsriget. Og i vores verden forsager vi ikke – afviser vi ikke - djævelen så meget at det gør noget. Vi handler ofte som om, vi faktisk har djævelen til far, som Jesu i dag så skarpt stiller det op.
Jan Lindhardt skrev en gang en hel bog om de såkaldte dødssynder, som de gammel-katolske kristne havde med i deres kristendom. Og Lindhardt bemærker, at disse gamle dødssynder i dag er blevet dyder. Igen – den omvendte verden.
Ja, hele vores liberalistiske markedsbaserede kapitalistiske samfundssystem er baseret på, at dødssynderne er blevet dyder. Vi skal helst være lidt grådige og lidt misundelige. Hvis ikke vi stræbte efter samme størrelse bil som naboen, ville vi måske nøjes med den vi havde i forvejen. Og hvis ikke reklamen overbeviste os om, at vi skal udskifte vores garderobe mindst hver halve år, ville vi sikkert i højere grad glæde os over, det vi allerede har.
Hvis ikke vi jævnligt købte nye ting, ville vores samfund ikke rigtigt køre rundt, som samfundskonstruktionen og styringsredskaberne er i dag.
Vores livsstil har dog kolossale konsekvenser. Ganske vist er mange af konsekvenserne udenfor vores synsfelt. De rigtigt alvorlige konsekvenser af klimaforandringerne rammer mest folk mange tusinde kilometer væk fra os. Vi mærker nok, at vejret opfører sig mere ekstremt. Men det er ikke på en måde, der gør, at vi tænker – nu må vi hellere ændre vores livsstil.
Men det har jo konsekvenser, vores livsstil. Om otte dage, den 28. marts, indtræder Country Overshoot Day for Danmarks vedkommende. Det er Global Footprint Network, der laver disse årlige beregninger, og det betyder, at vi i Danmark om en uge via vores forbrug har brugt, hvad jorden selv er i stand til naturligt at gendanne på et år. På cirka tre måneder har vi altså i Danmark via vores forbrug brugt af jordens ressourcer, som den selv er i stand til at genskabe igen på et helt år. Vi er altså ret meget bagud på point i forhold til, hvad jorden selv kan bære, hvis alle levede som danskere.
Det er en løbende diskussion i kirkelige kredse, om kirken overhovedet skal blande sig i klimakampen. Men lige som kirken igen og igen skal gøre os opmærksom på, at vi har en forpligtelse overfor vores medmennesker, vores næste, som det hedder i kristendommen.
På samme måde har kirken selvfølgelig også en opgave i at minde os om, at vi har en forpligtelse over for alt levende. Den af Gud skabte verden. Både for naturens egen skyld. Og for de kommende generationers skyld.
Men vi lever i den omvendte verden. Vi lever i en verden, hvor vi i praksis ikke for alvor forsager lysten til at handle som vi har lyst til, med tanke på vores medmennesker, ja, alt levende.
Vi lever som om, vi har djævelen til fader i stedet for Gud. For hvis Gud har skabt himlen og jorden – hvad vi jo siger hver søndag i trosbekendelsen. Så er det også vores opgave at passe på den, som gode forvaltere af Guds rigdom.
Som det vil fremgå, vil vi i dag synge en ny salme, i stedet for O du Guds lam inden nadveren. Somme tider må det gerne være tydeligere, at vores ansvar gælder alt levende, og ikke blot menneskene. I langt de fleste salmer vi synger, er naturen og dyrene ret sjældent nævnt som noget, vi også skal passe på. Jo, vi kan beundre naturen og fascineres af naturen, men den har også en værdi i sig selv, uanset hvad vi i øvrigt synes om den. Og sommetider betyder dette at tage ansvar, at vi skal lade den være. Vi kan ikke leve uden dyr og natur, men de kan sagens leve uden os. Det går som regel galt, når vi mennesker blander os for meget.
I Faderen, Sønnen og Helligåndens navn, Amen.
I Besser Kirke var afslutningen lidt anderledes, da jeg ikke bruger "O du Guds lam" ved morgengudstjenesten.