At bygge på klippegrund
Prædiken til 8. søndag efter trinitatis, 2022. Holdt i Kolby Kirke og Nordby Kirke.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:Jesus sagde: »Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud! Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.« Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.
Der foregår altid en løbende – og til tider meget levende – diskussion af, hvad der egentlig er sand kristendom.
Vi kan næsten diskutere alt. Dåbens betydning, nadverens betydning. Vi kan diskutere for og imod homoseksuelle vielser – eller vielser af fraskilte eller ej. Kvindelige præster, for den sags skyld
Vi kan have politiske holdninger, som vi særligt forbinder med kristendommen. Hvordan med sociale ydelser og kristendom? Hvordan med udlændingepolitik og kristendom? Hvordan med udviklingsbistand og kristendom?
Er Israel mon en besættelsesmagt eller giver deres bosættelser god mening?
Er der særligt gode gerninger, som gør en til kristen? Hvor meget skal man gå i kirke, for at føle sig kristen?
I virkeligheden er der virkelig mange ydre ting, som kan vise eller signalere noget kristent eller humant.
Og jeg tror også, vi alle er tilbøjelige til at fatte særlig sympati for mennesker, der gør noget, vi opfatter som særligt godt eller særligt fortjenstfuld.
Og vi er sikkert også mange, der selv føler, at vi sommetider gør noget særligt. Måske får det os endda til at føle os mere kristne eller mere humane.
Om vi ligefrem fremturer og siger – har vi ikke gjort mægtige gerninger i dit navn – ved jeg ikke, men jeg tror vi alle sammen har en fornemmelse af, hvad der er rigtigt at gøre i kristendommens navn, og hvornår vi føler os lidt ekstra gode, og så videre.
Det store spørgsmål er så, hvad Jesus mon siger til alt dette. Og her er dommen i dagens evangelietekst faktisk ret hård. For umiddelbart vil han ikke rigtigt kendes ved nogen af os, som fremturer, fordi vi synes, vi har gjort noget særligt.
For – hvor meget og hvor længe holder vi ud? Braser det hele sammen omkring os, hvis det begynder at storme? Har vi faktisk bygget vores tro på klippegrund eller er det, når det kommer til stykket, ren forstillelse, opportunisme, et ønske om at virke som et godt menneske?
Det er meget store spørgsmål, og der gives ikke rigtigt nogle konkrete svar. I hvert fald ikke en lovbog, der fortæller os, hvad der er det rigtige at gøre. I kristendommen er sandheden ikke en bog, men en person, nemlig Jesus Kristus af Nazareth.
Jeg tror, for at komme nærmere en forståelse, at et centralt ord er ydmyghed.
For når det kommer til stykket, er det kun Gud, der er absolut.
Og det er først, når det rigtigt stormer, at vi kan have en fornemmelse af, om vi er på rette vej.
Jeg tænker, at de fleste af os gør vores bedste. Forsøger at bygge en nogenlunde fornuftig hverdag op, forsøger at tænke og handle i overensstemmelse med vores overbevisning, det bedste vi kan.
Vi kan bare aldrig vide os sikre. Under coronakrisen gjorde jeg tit et stort nummer ud af at fortælle, at nok viste krisen os, at livet er usikkert. Men det var ikke først og fremmest coronakrisen, der gjorde livet usikkert. Det er det hele tiden, under coronakrisen var det bare særligt tydeligt.
Så ja, vi kan sagtens fremture med alt det, vi synes, vi gør rigtigt. Og som kan få os til at føle, at vi er på den rigtige side.
Vi ved det bare ikke. Vi ved sjældent, om vi faktisk har bygget vores tro på klippegrund.
Vi må nødvendigvis forsøge at handle i den overbevisning, at det faktisk er tilfældet. Vi ved det bare ikke.
Her er troen på Guds nåde det afgørende. I virkeligheden er det det, som må være omdrejningspunktet for ethvert kristent liv. Og det må samtidig være den eneste vej til at bygge på klippegrund.
Hvis Jesus Kristus både er gave og opgave, må opgaven konstant være at drage omsorg for alt levende det bedste vi kan. Hvornår det lykkes, kan vi aldrig vide. At fremture vil altid være farisæisk. Men vi kan prøve og håbe det bedste. Gøre det, vi føler er det rigtige, efter vores samvittighed. Længere kan vi næsten ikke komme som mennesker.
Velvidende, at vi faktisk aldrig ved, hvornår vi lykkes i Guds øjne, hvis overhovedet.
Der er i virkeligheden ikke noget at sige til, at dem, der lyttede til Jesus, blev slået over hans lære. Han underviste dem som en, der havde myndighed.
For på den ene side er det svært at tale imod det, Jesus siger. På den anden side bliver det nærmest umuligt at afgøre, hvornår vi handler korrekt, og de fleste af os, vil jo gerne anerkendes for det gode, vi gør.
Vi kan blot aldrig vide os sikre. Det gode vi gør, er måske ikke godt nok. Og det vi undlod at gøre af hensyn til vores medmennesker, skulle vi måske have gjort alligevel.
Vi kan kun handle det bedst vi kan, i tillid til Guds nåde, i troen på og håbet om, at vi faktisk bygger på klippegrund.
Og sætte vores lid til Gud, når det stormer.
Amen.
Overforbrug og Guds nåde
Prædiken til 12. søndag efter trinitatis, 2022. Holdt i Ørby Kirke og i Nordby Kirke.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende. Tag et træ: Enten er det godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. For et træ kendes på frugten. Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.« Da sagde nogle af de skriftkloge og farisæerne til ham: »Mester, vi vil se dig gøre et tegn.« Men han svarede dem: »En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas' tegn. For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter. Mænd fra Nineve skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for de omvendte sig ved Jonas' prædiken, og se, her er mere end Jonas. Og Sydens dronning skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for hun kom fra jordens fjerneste egne for at lytte til Salomos visdom, og se, her er mere end Salomo.«
Dagens tekst er vist en af de tekster fra evangelierne, som mange – ikke mindst præster – men så sandelig også menigheden og andre bibellæsere, kan slå sig på.
Jesus siger: ” »Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende.”
Lad mig starte med at sige tre vigtige ting her. For det første minder vores reformator Martin Luther os om, at når vi læser Bibelen, så skal vores læsning ”drive på Kristus”, som det hedder. Det betyder på mere almindelig dansk – og med en formulering jeg selv ynder at bruge: At hele Bibelen konsekvent skal læses i lyset af det dobbelte kærlighedsbud, alene fordi, at Jesus selv siger, at det er det første og største bud.
For det andet er historien fra Jonas’ Bog, som jeg læste et kort uddrag fra fra alteret, et godt eksempel på, at uanset hvor meget Gud truer os med bål og brand og alverdens ulykker, så står tilgivelsen øverst, når vi mennesker griber troen og omvender os. Det er sådan Jonas’ Bog ender.
For det tredje er dagens evangelietekst et eksempel på, at vi skal være opmærksomme på, hvad der faktisk står, og ikke hvad vi mener at huske, at der står, eller noget lignende.
Jesus siger først – ”al synd og bespottelse skal tilgives mennesker”. Det fortjener en gentagelse: ”al synd og bespottelse skal tilgives mennesker”. Bagefter kommer det mere kryptiske udsagn: ”men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives”. Og her er det nok – sådan umiddelbart i hvert fald – oplagt eller fristende at lade den sætning følge af den forrige, på den måde at forstå, at det er en henvisning til hvad der kan tilgives mennesker eller ej. MEN det er faktisk ikke det, der står. Den eller det, der ikke får tilgivelse for at bespotte Helligånden er slet ikke nævnt i sætningen. Heller ikke i den følgende sætning: ”Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende”.
Igen, og det er værd at bemærke: al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, den der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse. MEN der er ikke sat prædikat eller navn eller benævnelse på den eller det, der ikke får tilgivelse for at bespotte Helligånden. Og når vi samtidig erindrer hinanden om treenigheden, der fortæller os, at Gud er Fader, Søn og Helligånd, så er det helt oplagt, at menneskers bespottelse af både Fader, Søn og Helligånd, Gudsbespottelse, med andre ord – findes der tilgivelse for.
Hvem er det da – denne unævnelige – der ikke kan få tilgivelse for bespottelse af Helligånden, Guds virkes kraft på jorden?
Ja, det må nemlig være den, der per definition aldrig kan få tilgivelse, og som vi per definition altid skal undgå og dermed afsværge, og som vi rituelt afsværger og forsager hver eneste søndag inden selve trosbekendelsen. Nemlig Djævelen, det dæmoniske. Uanset om det er indeni os eller udenfor os.
Og i forlængelse af det, huske at gentage og understrege, at vi alle hele tiden lever af Guds nåde. Guds tilgivelse er en evig mulighed.
I dagens tekst hedder det også, at et træ skal kendes på sine frugter. Og derfor skal man passe på, at den altid nærværende nåde ikke bliver en sovepude. Vi har også en opgave foran os, hele tiden.
Denne måned og indtil begyndelsen af oktober, altså fra 1. september og indtil 4. oktober, kaldes også skabelsestiden. Det er her vi skal minde hinanden om skabelsen, alt det vi har fået givet. Vi tror på Gud Fader den almægtige, himlens og jordens skaber, som vi bekender lige efter forsagelsen af Djævelen.
Vi har en forpligtelse til at tage vare på den af Gud skabte verden. Det er et stående spørgsmål, hvor meget kirken skal gå ind i klimakampen. Men for mig er det indlysende at det er vores opgave at drage omsorg for alt levende. Mennesker, dyr og natur. Og være bevidste om, at vores handlinger på vores breddegrader, også rammer folk på den anden side af jorden. Vores overforbrug er med til at skabe klimaforandringerne. Og allerede den 28. juli i år, har vi på verdensplan forbrugt det af jordens ressourcer, som jorden er i stand til at gendanne på et år. Siden den 28. juli i år, har vi altså forbrugt mere, end jorden selv kan genskabe naturligt. I Danmark var datoen allerede den 28. marts, da vi i Danmark bruger cirka 4 jordkloder om året.
Teologen Ole Jensen skrev engang, at vi i praksis alle sammen er ateister, når vi køber. Vi sætter nemlig parentes om Gud, når vi køber ind. Vi tænker simpelthen ikke over konsekvenserne af vores overforbrug.
Nåden er altomfattende, det er nåden, vi lever af. Nåden er din dagligdag, som Johannes Møllehave skriver.
Men nåden må aldrig blive en sovepude. Hvis vi faktisk tror på Gud Fader den almægtige, som himlens og jordens skaber, hvis vi faktisk har omsorg for vores medmennesker, så er det umuligt ikke at forholde sig til klimaforandringerne og hvad det gør ved andre menneskers liv, ja, ved alt levende, både mennesker, dyr og natur og dermed handle på denne viden.
Handle det bedste vi kan, med nåden som det daglige brød.
I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.
Amen.