Frelsen er mødet med Jesus
Prædiken til 3. søndag i advent, 2024. Holdt i Besser Kirke.
Dette hellige evangelium, denne tekst, står skrevet i Matthæusevangeliet fra Det Nye Testamente, og læses til 3. søndag i advent, 1. tekstrække: Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte ham: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« Jesus svarede dem: »Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.« Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: »Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet: ›Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.‹ « Amen.
Hvad er frelse egentlig for en størrelse? Jeg kan huske tilbage i julen 2020, da vi lige havde fået den første vaccine mod corona, hvilken lettelse mange af os følte. Nu var der endelig lys for enden af tunnelen, nu var der endelig udsigt til et åbent samfund igen. Nu var frelsen endelig kommet. Jeg kan huske den jul, at jeg tænkte, da vi på tv så den første blive vaccineret og sundhedsministeren fældede en tåre, at der nok var flere der tænkte på at få vaccinen end der var folk, der tænkte på Jesu ord om frelse. Men som jeg forsøgte at sige i det års juleprædiken, som var på video, så kunne man kalde coronavaccinen for et jordisk lys, og jordiske lys brænder ned med tiden. Det lys, vi venter på her i december, er omvendt et evigt lys.
Og når vi ser billeder i tv den sidste uges tid, med glade mennesker fra Syrien, ikke mindst fra Damaskus, der fester i gaderne, hvor de fejrer deres nyvundne frihed fra diktatoren Assad, og hvor de taler om deres uvirkelige frihed; ser billeder fra fængslerne, der tømmes for Assads politiske fanger, så synes frelsen meget konkret. Jeg tror ikke, at der er nogen af os i fredelige Danmark, der rigtig kan begribe denne følelse af at være blevet frelst til frihed, som disse syrere føler. Så kan vi i Vesten og andre steder frygte, at de blot går fra et verdsligt diktatur, som Assad stod for, til et religiøst diktatur, som er en reel fare; men den frihed og frelse, som syrerne føler i disse dage, er der ingen der kan tage fra dem lige nu.
Med hvad så med den kristne frelse? Hvad med den? Den er jo knap så konkret. Vi plejer jo højstemt i folkekirken at sige, at det er troen, der frelser. Og det er jo et meget fint slogan, men hvad betyder det egentlig? At tale om den sætning, at det er troen, der frelser, forudsætter at vi som minimum er enige om, hvad tro er for noget.
For hvad vil det overhovedet sige at tro? Selv overfor hedninger som samaritanere og kananæere kan Jesus sige, ”Din tro er stor”, så hos Jesus får troen hos mennesker også først og fremmest karakter af et nødråb.
Derfor er det også sin sag at komme med en konkret beskrivelse af, hvad det vil sige at tro. Esben Kjær skriver et sted, at troen sidder i hjertet og religionen i hovedet.
Men hvis vi ikke kan beskrive, hvad tro er, hvad betyder det så, når vi som gode lutheranere siger, at det er troen, der frelser? Ja, måske skal man gå med Iben Krogsdal, der har skrevet, at det muligvis er omvendt. Det er frelsen, der skaber troen. Frelsen er selve mødet med Jesus, når vi er overbeviste om, at ingen går fortabt; i det sekund, man ved, at man lige som alle andre hører til i kærligheden for evigt, så er man frelst, og så kommer troen. Og Jesus møder vi alle på et tidspunkt, om ikke tidligere, så lige efter døden. Man kan måske også sige, at troen er en så umiddelbar størrelse, at det faktisk er svært at få hold på den med ord.
Derfor er det ret bemærkelsesværdigt, at en samaritaner, som i jødernes øjne var en hedning, som nævnt bliver mødt af Jesus med et ”Din tror er stor”. Det er helt åbenlyst, at Jesus piller vores forestillinger om den rette tro fra hinanden. Det tilkommer ikke os jordiske mennesker at vurdere, hvem der tror rigtigt eller forkert, eller at vurdere vores egen tro. Når det kommer til stykket, er troen så umiddelbar, at den i virkeligheden bliver til et nødråb, når den kommer til udtryk med ord. Og det er dette nødråb, der bliver hørt, ved Jesu fødsel. Hvor det onde udskilles fra Gud, så han kan favne os alle sammen med sin kærlighed og nåde med et ”Frygt ikke!”.
Man kan altså ikke pege på et andet menneske og sige, at fordi vedkommende sagde eller gjorde sådan eller sådan, så har vedkommende vist eller måske endda bevist, at han eller hun er en rigtigt troende kristen. Og I kan måske også høre, hvor farisæisk det næsten lyder. Det kan for så vidt være rigtigt, hvad vi hver især vurderer om andre, men det står blot ikke til os at dømme, kun Gud.
Og denne søndags evangelietekst er også påfaldende ukonkret – her er ikke nogen klare svar. Hvis man læser teksten igennem nogle gange, så vil man virkelig lægge mærke til hvor meget scenerne i teksten sitrer af usikkerhed og spænding.
Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?
Og jeg synes på mange måder, at spørgsmålet – Er du den som kommer eller skal vi vente en anden? – meget godt indfanger stemningen i hele adventstiden. Ordet advent betyder jo, som I sikkert ved, komme.
Og selvom Jesu Kristi gerninger får Johannes til at forvente, at det nok er ham, som skal komme, så er det alligevel som om, at han ikke rigtigt tør tro på det. Eller skal vi vente en anden? tilføjer han næsten prøvende, undskyldende.
Og her i adventstiden kunne vi med dagens evangelietekst in mente ligeledes spørge: Er det virkelig Jesus Kristus, som blev født julenat, og tændte lyset i mørkets skød? Er det virkelig ham, som kommer, eller skal vi vente en anden?
Svaret kender vi. Ja, det er virkelig Jesu Kristi fødsel, vi med spænding og ængstelse venter på. For med Jesu komme gives også et forbillede, som vi på forhånd er dømt til at slå os på.
At kærligheden og sandheden, Sandheden, Vejen og Livet kommer til verden Julenat er unægtelig et under, men samtidig uomgængelig for alle os kristne.
Men at gå fra ”ja, jeg er kristen”, eller ”ja, det er Guds søn, der kommer til jorden Julenat” og til at vise det i praksis er der som bekendt et stykke vej.
Så har vi Guds kærlighed til at samle os op, igennem Jesu Kristi nåde, når vi gang på gang fejler, så vi stadig kan håbe på at være en del af Helligåndens fællesskab, fællesskabet med Gud og næsten, ja, fællesskabet med alt levende. Glimtvis dennesidig, fuldbyrdet hinsidig for os alle.
Lav vor dom / Om andre om / Lad Herrens nåde føre / Tag bjælken ud, et andet du / Kun Jesu dom er gyldig nu / Og selve livet større.
Amen.
Kunne det være anderledes?
Prædiken til juleaften, 2024. Holdt i Kolby Kirke og i Tranebjerg Kirke.
Dette hellige evangelium, juleevangeliet, står skrevet i Lukasevangeliet i Det Nye Testamente: Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«. Amen.
Kunne det være anderledes? Det spørgsmål stilles i et af de første afsnit af årets julekalder på DR, Tidsrejsen 2. Det ligger jo også i selve historiens plot, at tingene kunne være anderledes. Hollys farfar kunne være levende, hvis historien havde artet sig anderledes end oprindeligt, hvilket til fulde udnyttes i julekalenderens historie, hvor han regerer som en ondskabsfuld kejser Augustus. Han tæller ganske vist ikke mennesker for at kunne indkræve flere skatter, som Augustus gjorde på Jesu tid, og som fik Josef og Maria til Betlehem, men Hollys farfar vil score kassen på tidsrejser for enhver pris. Fortællingen er inspireret af Romeo og Julie, som også i Shakespeares version er en historie om to huse, to bander, der kæmper mod hinanden. I julekalenderen bliver kampen hedest, da de to er på tidsrejse i middelalderen og skal kæmpe med sværd og lanse. Hovedpersonerne hedder Romeo og Holly, men Hollys fjerne slægtning fra middelalderen hedder faktisk Julie. I Shakespeares drama ender det hele tragisk, men ja, det kunne godt være anderledes. For selvom Holly på et tidspunkt får at vide, at hun må acceptere, at Holly og Romeo for altid vil være ærkefjender, så kunne det godt være anderledes.
Man behøver nemlig ikke at bekrige hinanden, det er ingen naturlov. Det finder Romeo og Holly langsomt ud af. Men det er et tilvalg at vælge freden, når man hele livet har lært, at man er fjender. Tag bare den forfærdelige situation i Mellemøsten. Kunne man forestille sig en palæstinenser eller araber forelske sig i en israelsk soldat som en anden Romeo og Julie? Det er faktisk det, der er på spil i Shakespeares gamle drama, og også i julekalenderen, selvom det er noget underspillet her. Faktisk er Holly det engelske navn for den blomst, der hedder kristtorn, som er et ældgammelt symbol på kristendommen, så der kan være gode grunde til, at Holly siger fra overfor sin grådige farfar, som nærmest på dæmonisk vis er i live, selvom han slet ikke burde være det. Derfor bliver det hele også først genoprettet, da dæmonen – farfaren – er død og borte igen, da alle bliver frelst igennem de tos kærlighed.
Og hvor sker genoprettelsen? Hvor sker frelsen, hvor begynder helingen af skabelsens orden igen, i julekalenderen symboliseret ved tidslinjens genskabelse. Jo, det sker ved krybbespillet på skolen, ved Jesu fødsel.
Der kan derfor være mange gode grunde til at stille spørgsmålet: Kunne det være anderledes?
Men - man skal dog være forberedt på, at hvis man også svarer på spørgsmålet, så risikerer man at få nogle meget uventede svar, der pirker til vores traditionelle måde at tænke på, også selvom vi ikke skal på tidsrejse, men bare taler om nutiden. Derfor kan vi hurtigt komme ud af vores comfort zone, når vi spørger: Kunne det være anderledes?
For nogen tid siden læste jeg en særlig passage i en bog om kristendommen, der hedder ”Frygt ikke”. Og jeg er med på, at det bryder med de flestes tanker om Jesus, men det var en tekst, der spurgte, om Jesus måske var homoseksuel; det pudsige er, at det nævnes i evangelierne, at der var en discipel, Jesus elskede. Det siges aldrig om kvinderne. I virkeligheden er det mest sandsynligt, at han var panseksuel, som lidt firkantet sagt er et mere moderne udtryk end biseksuel. Hvorfor skulle han have præferencer? Det lyder ikke særligt Jesus-agtigt. Jesus taler på intet tidspunkt om sin egen seksualitet, så den er sikkert ikke vigtig. Der står intet om homoseksualitet i evangelierne. Men det ville det være oplagt for Gud at lade sig føde som alt andet end heteroseksuel, da Jesus især befandt sig blandt de marginaliserede, blandt mindretallet. Så ville han have haft næsten fuld plade på Jesu tid, når det gælder at være hos de marginaliserede, mindretallet, og på Jesu tid, udstødte.
For man kunne også spørge, hvorfor det var som et drengebarn, Gud lod sig føde på jorden. Hvorfor ikke en pige? Mit bedste bud er, at en pige på den tid overhovedet ikke ville have nogen autoritet. Da kvinderne efter opstandelsen fortæller de andre disciple, at Jesus er opstanden, troede de ikke på kvinderne, det lød for dem som løs snak. Så på det tidspunkt måtte det være som en dreng, Gud lod sig føde. I øvrigt tror jeg, at hvis Gud faktisk var født som pige, ville hun have heddet Sofia, da det betyder visdom på græsk, og Visdommen er faktisk hunkøn i Det Gamle Testamente.
Men alene det, at Jesus bliver født i en stald og lagt i et fodertrug, siger noget om, hvad der skulle blive Jesus’ skæbne: At gå imod konventioner og almindelige forventninger til et menneskeliv, for meget kan nemlig godt være anderledes.
Vi kan ofte godt vende vores vante forestillinger på hovedet, hvis vi giver os selv tid. Og måske lidt mod. Kunne dem, vi er uenige med, have ret i noget alligevel? Kunne vores livsstil være forkert, hvis vi for alvor skal gøre noget ved klimakrisen? Kunne måden vi tænker på, være forkert, hvis vi faktisk skulle gøre noget ved verdens ulighed? Kunne det være anderledes? Jeg er helt med på, at de fleste af os, slet ikke har tid til disse store tanker i vores hverdag. Derfor kunne overskriften på Det Nye Testamente være: Frygt ikke, du er elsket alligevel.
I vores folkekirke siger vi ofte, at det er troen, der frelser, for at understrege, at det ikke er gerninger og aflad. Det er et godt luthersk udsagn. Men her kunne man med Iben Krogsdal spørge, om det ikke er omvendt? Når man er frelst, kommer troen? Frelsen opstår i mødet med Jesus, og så kommer troen automatisk. På den måde er tro og frelse to sider af samme sag, men det er et godt spørgsmål, om den rene tro kan opnås på denne side af evigheden. Man kan måske også sige, at troen sidder i hjertet og religionen i hovedet.
Kunne det være anderledes, også i dag? Ja, med Jesu fødsel bliver alt nyt, og så kan alt netop være anderledes. Vi behøver ikke bekrige hinanden, vi kan træffe det aktive valg, ligesom Romeo og Holly, ikke at bekrige hinanden uanset hvor forskellige og uenige vi er, uanset om vi måske er opdraget som uvenner. Og med Jesu fødsel er der ingen undskyldning, med Jesu fødsel er der givet en retning, og den inkluderer fjendekærlighed. Og hvis vi brugte mere energi på at drage omsorg for alt levende, ville meget se anderledes ud. Men vi lever i en falden verden fuld af fejlbarlige mennesker, og her er det værd at huske på, at det også er nåden og tilgivelsen, der kommer til verden julenat i Jesus Kristus.
Med Jesu fødsel bliver alt nyt, med Jesu fødsel er det onde udskilt fra Gud, det dæmoniske bliver manet i jorden, og på sigt vil al dæmoni og ondskab gå fortabt, og vi alle frelst, for Gud er kærlighed.
Kom og tag vor skyld i dag, vi beder for at høre. Da du blev født, blev verden hel, din kærlighed blev os til del, og selve livet større.
Verden var aldrig helt forladt, en stjerne skinner i nat.
Amen.