Prædiken til 21. søndag efter trinitatis, 2024. Holdt i Kolby Kirke.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: På den tid kom nogle og fortalte Jesus om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. Og han sagde til dem: »Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.« Så fortalte han denne lignelse: »En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.« Amen.
Vi er nu i kirkeåret nået til det tidspunkt, hvor Trinitatistiden lakker mod enden, altså tiden mellem pinse og advent; og vi bliver præsenteret for nogle domslignende tekster.
Og når Jesus i dagens tekst siger - "Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan?", forstår man, når han svarer nej. Det er nemlig ikke til at gradbøje den kristne syndsbevidsthed. Enten erkender man sig selv som synder, det vil sige fejlbarlig i omsorg for alt levende. Eller også gør man ikke. Der gives ikke rigtigt nogen mellemvej. Derfor giver det ingen mening at kalde andre større syndere end man selv er. Det er muligt, at andre har begået større dumheder end os selv, sådan tænker vi nok gerne - men vi er alle lige meget syndere for vor Herre.
Og når Jesus siger "men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de", så er det et rent ekko fra Jonas' Bog fra Det Gamle Testamente. Forstået på den måde, at profeten Jonas her fik til opgave at prædike omvendelse for indbyggerne i Nineve. Herren havde bedt Jonas forberede indbyggerne på, at byen ville blive destrueret af Herren pga. indbyggernes ondskab. Som det vil være nogen bekendt, ender det i Jonas' Bog med, at Herren aflyser dommedag til fortabelse, da indbyggerne i sidste øjeblik - muligvis mod forventning - faktisk omvender sig. For som Jesus siger her - HVIS I ikke omvender jer, skal I alle omkomme.
Og det store spørgsmål er jo så, om man forventer det. Om man forventer, at alle, der ikke har omvendt sig, omvender sig i sidste øjeblik.
Og man kan med rette stille spørgsmålet, om Kristus virkelig vil sende nogle i fortabelse? Når Kristus så indtrængende i Bjergprædiken beder os om at elske vore fjender, har jeg personligt svært ved at se for mig, at han selv skulle ende med at kaste nogen i fortabelse. Det ville i givet fald ikke være det store tegn på fjendekærlighed.
Nu skal min mening, og hvad der ser logisk ud for mig, selvsagt ikke være afgørende for, hvad der er sandheden, og hvad der er rigtigt. Jeg noterer blot helt nøgternt, at det for mig ser meget mærkeligt ud, hvis Jesus først beder os om at elske vore fjender, og dernæst, når det virkelig gælder, på dommedag, skulle ende med at kaste os i fortabelse. Jeg vil i hvert fald tillade mig at undre mig over denne manglende logik.
Men jeg er også selv ret overbevist om - det er i hvert fald en tro og et håb - at vi på dommens dag vil møde en kærlighed så stor, at vi helt naturligt overgiver os alle sammen til Kristus. Som Jacob Holm har udtrykt det i en bog, så er der ikke en egentlig lære om Helvede i Det Nye Testamente.
Og jeg noterer også, at det sidst i evangelieteksten ikke hedder "Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, skal du hugge det om". MEN det hedder "Hvis ikke, så KAN du hugge det om".
Man kan endda spørge, om ikke al den snak om frelse og fortabelse, faktisk undergraver troen.
Iben Krogsdal skriver et sted: ”Hvad jeg pludselig vidste var, at i det sekund, man spørger, hvem der går fortabt, så er man allerede fortabt. Det vil sige: Så er man ikke troende. Men i det sekund, man ved, at man (ligesom alle andre) hører til i kærligheden for evigt, så er man frelst. Så er man troende. Så stiller man ikke længere det frygtelige spørgsmål om frelse og fortabelse. Og endelig dæmrede det for mig: Det er slet ikke troen, der frelser os. Det Nye Testamente handler overhovedet ikke om, at først skal man tro, og så bliver man frelst. Det er lige omvendt. Frelsen er selve troen: Vi er frelste, når vi ikke er i tvivl om, at vi begynder og ender i lyset. Og vi er fortabte (utroende), når vi har så meget overtro på os selv, at vi som den evindelige farisæer eller den smålige karmateolog tror, at vi kan gøre os fortjent til, eller dømme andre til, himmel eller helvede”. Således altså, Iben Krogsdal.
Frelsen er selve troen, skriver hun. Når vi ikke er i tvivl om, at vi begynder og ender i lyset.
Hvis man begynder at tale om fortabelsen, begynder man også at tvivle på Guds kærlighed. Tvivle på, om man ender i lyset. Og det kan man nok godt tvivle på.
Men jeg tænker, at når man på dommens dag står over for Kærligheden selv, Jesus Kristus, så kan man ikke sige andet end ja. Jeg ved det selvfølgelig ikke, men det er en tro og et håb.
Om man ligefrem kan lave en teologi, der taler direkte for alles frelse, ved jeg ikke. For det er vel stadig en teoretisk mulighed.
Eller er det? Er fortabelsen virkelig en teoretisk mulighed?
Med troens og kærlighedens fortegn, så giver dom med fortabelse ikke rigtigt nogen mening. Jesus dømmer med kærlighed og han er vores eneste dommer. Og jeg vælger at stole på Jesus, når han sidst i Matthæusevangeliet lover os at være med os alle dage, indtil verdens ende, som vi hører om ved alle dåb i folkekirken.
Amen.
Prædiken til Alle Helgen søndag, 2024. Holdt i Tranebjerg Kirke.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.« Amen.
I torsdags var det reformationsdag, og i onsdags årsdagen for den lutherske reformation i Danmark. Det betød en epokegørende og revolutionerende ny måde at tænke kristendom på. Man skal nok forestille sig en verden, hvor man aldrig kunne være sikker på at være god nok. Mennesket kunne og skulle hjælpe til for at tilvejebringe muligheden for frelse, og således undgå at havne i Helvede – eller eventuelt en tur igennem skærsilden.
Personligt mener jeg, at det mest epokegørende og nyskabende ved reformationen, er det, der med teologisprog kaldes retfærdiggørelseslæren. Hvor den katolske kirke belærte den kristne, at han skulle være god og gøre gode gerninger for at kunne stå retfærdiggjort over for Gud, som en betingelse for frelsen. Så siger retfærdiggørelseslæren det modsatte. Du kan intet selv gøre for frelsen. Du kan kun modtage den i troen, og i troen retfærdiggøres du af Gud. Man skulle altså ikke gå og være bange for, at man ikke var god nok, for det gjorde alligevel ingen forskel overfor Gud. Som Luther skulle have sagt – gode gerninger gør ikke en kristen, men en kristen gør gode gerninger.
Og med tysk-amerikanske Paul Tillich kan retfærdiggørelseslæren på moderne dansk udtrykkes: Accepter, at du er accepteret af Gud. Accepter, at du er accepteret af Gud.
Og vores egen Grundtvig fortalte, at kirken kom før den skrevne bibel – hvilket må få betydning for læsningen, og Løgstrup mindede os om, at næstekærlighedsbuddet ikke fortæller os, præcis hvad vi skal gøre for at være næstekærlig. Det må situationen og samvittigheden afgøre for os. Og til alle os, der aldrig rigtigt ved, om vi er gode nok, sagde Møllehave: Gud elsker dig ikke for din godhed, men fordi han er kærlighed.
Man kan sige, at Luther delvist fjernede frygten fra kristendommen, da han understregede Guds nåde. I dag er vi heldigvis et helt andet sted, og teologen Lars Sandbeck har da også i en ny bog understreget, at evangeliets ”Frygt ikke!”, skal stå til troende, for vi bliver alle frelst. At tro på fortabelsen vil betyde, at det bliver for vores egen skyld, at vi vælger troen og ikke af kærlighed og omsorg for alt levende, herunder vores næste. Og hvis Gud i sit væsen er kærlighed, kan han ikke andet end frelse.
Og hvorfor alle disse ord om frelsen? Jo, som Lars Sandbeck skrev i går i Kristeligt Dagblad: ”I en vis forstand er allehelgen gået hen og blevet den nye påske”. Det er i dag vi skal forkynde, at de døde allerede er hos Gud, hvor de er blevet modtaget i en kærlighed, der overgår al forstand. Og en dag skal vi ses igen.
Men selvom vi alle bliver frelst, selvom Gud aldrig opgiver nogen af os, er det stadig svært at tale om døden. Vi bliver alle ramt, når folkekære personer som Ulf Pilgaard og Erik Clausen dør, som de gjorde denne uge. Morten Stig Christensen skal også nævnes – en tidligere sportsmand på 65, der pludselig døde af hjertestop fredag, det kan sikkert få mange til at føle et stik af dødsangst. Men andres personlige sorg kan være svær at håndtere. Og vi ved nærmest ikke, hvad vi egentlig snakker om. Døden er så uvirkelig, at antikkens Sokrates skulle have sagt, at når vi er i live, er døden ikke relevant, netop fordi vi er i live. Og når vi er død, er vi væk, og derfor behøver vi ikke længere forholde os til den.
I kristendommen – og i folkekirken – er vi ikke helt enige om betydningen af opstandelsen: Er opstandelsen fysisk eller åndelig? I den kendte trosbekendelse står der, kødets opstandelse, hvilket jo er meget fysisk. I den anden trosbekendelse, som vi ikke bruger så tit, står der legemets opstandelse, hvilket jo ikke behøver at være fysisk. Og ifølge Paulus er der netop tale om åndelige opstandelseslegemer, hvilket er oplagt, når man tænker på, at Jesus efter opstandelsen går igennem en væg i Johannesevangeliet.
I virkeligheden tror jeg, at det vigtigste er, hvordan vi forholder os til døden. I dagens evangelietekst siger Jesus, ” »I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med?”. Ja, Jesus siger faktisk til os, at vi er jordens salt. Det er vores opgave at forkynde og leve livet, vise omsorg for alt levende, men hvis vi går til i dødsangst eller fortvivlelse, er der stor risiko for, at vi mister vores kraft.
Derfor er en væsentlig ting ved troen på opstandelsen, det evige liv, livet efter livet, at vi netop ikke går til i dødsangst.
Så – hvordan forholde os til døden, med mening? I Simon Kvamms tekst ”At dø er at rejse”, sammenligner han døden, den videre færd, om man så kan sige, med en rejse. I det oprindelige nummer synger han, ”og jeg tror på, at tårer de kan svejse”. Altså, det kan betale sig at få grædt ud, selvom en gang nok ikke altid kan gøre det. I den version, han har fået optaget i højskolesangbogen, og som vi snart skal høre vores kirkesanger synge, lyder det ”og jeg tror på, at toner de kan svejse”. Toner. Altså musik, må man formode. Men: Døden er en rejse. Ja, Rane Willerslev har for nyligt ligefrem sagt, at døden bliver den vildeste rejse.
Det minder meget om det budskab, man også kan læse i den store fortælling, der hedder Harry Potter. Her siger en af fortællingens hovedpersoner til Harry: ”Når alt kommer til alt, er døden blot endnu en stor opdagelsesrejse - hvis man har det rette sindelag!".
Hvis man har det rette sindelag. Det er sikkert rigtigt, men stadig nemmere sagt end gjort.
For uanset sindelaget, og uanset hvor svært det er at forstå, at vores kære er gået bort, og med tiden vil gå bort, så kan det også være svært at kapere, at vi jo selv skal herfra på et tidspunkt.
I netflix-serien ”One Day”, som på dansk har fået titlen ”Samme dag, næste år”, og som også har været filmatiseret som en spillefilm af Lone Scherfig for over ti år siden, i serien lyder det på et tidspunkt, og jeg citerer: ”Hun noterede på filosofisk vis datoer, som de passede i årets gang. Hendes fødselsdag og alle andre dage, personligt tilpasset hændelser, som hun havde del i. Hun tænkte pludselig en eftermiddag, at der var endnu en betydningsfuld dato. Hendes egen død. En lumsk og usynlig dag, der lå blandt alle årets andre dage, men ikke desto mindre lå den der. Hvornår blev det? Så vi har en fødselsdag. Og en dødsdag. En dag, hvor vi skal dø. En lumsk og usynlig dag”.
En lumsk og usynlig dag. En dag blandt andre dage.
Og for nogle af vores kære, er denne dag passeret. De har nu døden bag sig, ligesom Jesus har døden bag sig. Hvordan, er umuligt at vide. Kald det opstandelsen, kald det det evige liv, kald det livet efter livet. Ord slår alligevel ikke rigtigt til.
Men vi kan bruge en dag som i dag til at sørge og savne. Tænde et lys. Et lys i mørket.
Og så forhåbentlig, når vi forlader kirken, komme lidt videre, end vi var i forvejen. Men sorgen er kærlighedens pris, så det handler ikke så meget om, at vi skal komme os over sorgen, for det gør vi aldrig, især ikke, hvis vi har mistet et menneske, vi var tæt på, eller af andre grunde holdt af eller elskede.
Men det kan måske hjælpe os, at Gud er med os. Gud er altid med os, døden kan intet stille op, når det gælder vores gudsforhold. Gudsforholdet er stærkere end døden. Kærligheden er stærkere end døden.
Og husk: Måske er det under alle omstændigheder ikke meningen, at vi skal prøve at forstå alt, selvom det kan være svært at give slip.
Som Grundtvig siger i sin gendigtning af en salme, der oprindeligt er skrevet af en munk fra 1200-tallet:
”Du, som har dig selv mig givet, lad i dig mig elske livet, så for dig kun hjertet banker, så kun du i mine tanker er den dybe sammenhæng!”.
Amen.