Skrevet på facebook 8. november 2023:
SØREN KRARUP ER DØD
Søren Krarup er død. Jeg mødte ham aldrig, kun Jesper Langballe, som jeg som (hjælpe)præst ved Thorning kirke hilste på en enkelt gang. Faktisk var det mig, der havde vagten, da han døde, men de havde jo en præst i familien.
Helt rigtigt er det ikke, at jeg aldrig mødte ham. Jeg var til statsborgerskabsdag med min mellemste, Patrick, for over ti år siden. Her kan jeg huske, at Søren Krarup var tæt på at sidde sig ved siden af min far på yderste stol, men blev forholdt, at den var reserveret.
Der blev jeg næsten overrasket over, hvor karismatisk han var. Jeg slugte hans bog, "Dansen om menneskerettighederne" (og hans katekismus for voksne), som jeg var meget betaget af, fordi han argumenterede så godt. Jeg kan huske, jeg var helt utroligt anfægtet, fordi jeg som humanist selvfølgelig insisterede på menneskerettighederne, men på den anden side som god kristen aldrig kunne lade dem være min rettesnor i livet. Siden har jeg prøvet ihærdigt at skelne mellem humanisme og kristendom. Der er forskel, men også fællesmængder. Og så er der den væsentlige forskel på disse menneskerettigheder, at det netop er rettigheder. Kristendommen handler ikke om rettigheder, men om opgaven. Og selvsagt, nåden.
Faktisk læste jeg Søren Krarups skrifter ganske fordomsfrit i starten, da jeg ikke anede hvem han var, og var på lange stræk enige med ham, teologisk. Det fik mig også til at læse om det klassiske Tidehverv, som er en position, der stadig ligger dybt i mig: Alt er relativt, Kristus er eneste sande holdepunkt.
Indtil jeg nærstuderede Tidehvervs blade og opdagede den perverterede sammenfletning af kristendom og nationalisme - to ting, jeg finder uforenelige med hinanden.
Må han hvile i fred, det har også Søren Krarup brug for til sidst.
Skrevet på facebook 21. september 2016:
Rune Lykkeberg, ansvarshavende chefredaktør, Dagbladet Information:
”Søren Krarup vandt kampen om kontrol med indvandringen. Men han fik ikke ret. Den åndelige kamp for Danmark som det konkrete fædreland er jo tabt. I dag er det langt hen ad vejen en kroner/øre-betragtning, om du vil have indvandrere til Danmark.
Den politiske konsekvens blev, som Søren Krarup gerne ville have den. Men landet blev jo ikke, som han gerne ville have det. Den bærende begrundelse for en stram udlændingepolitik er, om velfærdsstaten og husholdningen Danmark kan hænge sammen. Det er et åndløst forsvar.
Det Danmark, man vil forsvare over for muslimsk indvandring, er et Danmark, som Søren Krarup selv har bekæmpet. Det er et Danmark, hvor du ikke må slå dine børn, hvor homoseksuelle kan blive gift i kirken, og hvor ligestilling er en værdi for alle. Søren Krarup kaldte jo kvindefrigørelsen for damesagen! Det er ikke Søren Krarups Danmark, der står tilbage. Hans fædreland er for længst tabt.”
Skrevet på facebook 12. februar 2013:
Er der virkelig stadig nogen, der tager Søren Krarup alvorligt?
Kronikken er uhyre morsom læsning, og meget andet ville der ikke være at sige til den, hvis ikke det kom fra en mand, som rent faktisk mener det , han skriver. Den ene konspirationsteori efter den anden. Søren Krarup er sandhedsvidnet, der har gennemskue hele situationen, og alle dem, der ikke er enig med Krarup og Hedegaard, er kulturradikale, og helt sikkert også en del af systemet Politiken (hvad det så end er - hvordan bliver man medlem der?), og i hvert fald ikke blandt "de almindelige danskere".
Ærgerligt han ikke er aktiv mere, Søren Krarup, så var der måske en chance for, at han kunne skræmme nogle vælgere væk.
Skrevet på facebook 5. juli 2015:
Hvor må det være hårdt at være så indebrændt og bitter, sidde med følelsen af, at man har gennemskuet det hele, mens andre blot lader stå til.
Læser netop i Rune Lykkebergs "Alle har ret. Demokrati som princip og problem" hvordan intellektuelle har det så svært med, at pøblen slet ingen ting forstår. De forstår slet ikke, at de ikke forstår det, og forstår slet ikke, at de intellektuelle forsøger at oplyse dem.
Nu er jeg ikke sikker på, om Søren Krarup vil kaldes intellektuel - det smager måske for meget at venstreorienteret kulturradikalisme - men hans selvfedme og bedrevidenhed er lige så opskruet, som den "elite" han altid kritiserer for det samme.
Det er virkelig virkelig sørgeligt, at han ikke selv kan se det.
Skrevet på facebook 11. oktober 2014:
Oplever desværre alt for sjældent, at nogen - som Martin Krasnik - er i stand til at pille Søren Krarup ned med hans egne citater og udsagn.
Synes egentlig grundlæggende at det er uinteressant, hvad Krarup mener, men det er da lidt en lise at se en journalist pille ham ned fra podiet.
Ritt var fra begyndelsen EF/EU-modstander. Og hun fortalte engang, at det var Murens Fald, der fik hende til at skife radikalt mening og blive EU-tilhænger.
Jeg startede også som EU-modstander. Men delsvis inspireret af Ritt Bjerregård, vendte jeg rundt i forbindelse med Nine-Eleven, 11. september 2001, hvor jeg blev overbevist om, at EU burde have en mere selvstændig stemme.
I anledningen af hendes død, skrev jeg på facebook:
Jeg har aldrig haft et egentlig beundringsforhold til hende, men lige som Svend Auken var hun jo i sin generation blandt de store "nye" socialdemokrater, som i øvrigt også Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft ("de fire store" i nyere tid).
Da Poul Nyrup ville stramme udlændingeloven, protesterede hun, hvilket jeg altid har respekt for.
Jeg har et ekstremt ambivalent forhold til S, og derfor også til Ritt.
På den ene siden har der været flere politiske kæmper i S, herunder Ritt. På den anden siden kunne jeg ikke drømme om at stemme S, så....
Men en stor politiker er ikke desto mindre gået bort.
I anledning af Anker Jørdensens død skrev jeg på facebook:
JEG tænkte mig tidligt i mit liv som politisk person som SOCIALDEMOKRAT.
Når jeg tænker på store navne som Ritt Bjerregaard, Svend Auken, Mogens Lykketoft, Poul Nyrup, OG ikke mindst, og uden nogen sammenligning i øvrigt, Anker Jørgensen, så er det ikke mindst dem, jeg har orienteret mig efter. I hvert fald et godt stykke hen af vejen.
JEG havde sågar den tanke, at vi alle sammen inderst inde var socialdemokrater: Vi ønskede alle sammen velfærdsstaten i en eller anden forstand - og ville gerne lave politik, der kunne gennemføres.
Når jeg siden begyndte af stemme EL var det i begyndelsen med udsagnet om, at der skulle være nogen til at trække S mere mod venstre. Siden hoppede jeg fra EL til SF pga. ELs dogmatiske afvisning af EU (og som det vil være nogen bekendt - siden Alternativet).
I DAG anser jeg ganske vist socialdemokratiets (såkaldte) visioner, og deres praktiske politik og politiske tænkemåde som noget, der hører forrige århundrede til, men det er en anden historie.