Ytringsfrihed og sund fornuft
Efter kristen tankegang er det meningsløst at tale om en absolut ytringsfrihed, da det eneste absolutte naturligvis er Gud, som vi møder Ham i Kristus.
Men når den kristne er skyldig at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad der er Guds, er den kristne selvfølgelig underlagt landets love, med de rettigheder og pligter disse giver den enkelte borger. I Danmark er ytringsfriheden næsten ubegrænset, med to undtagelser. Især racismeparagraffen sætter grænser, og i princippet også blasfemiparagraffen.
Men man bør som bekendt adlyde Gud mere end mennesker og dette giver en interessant indgangsvinkel til forholdet mellem ytringsfrihed, ansvar og almindelig sund fornuft.
Ytringsfriheden er næsten ubetinget, men det kristne menneske er også pligtig at bruge denne fornuftigt, hvis man også skal adlyde Gud, forstået på den måde, at samtale og dialog uden almindelig sund fornuft er en umulighed.
Ytringsfriheden er en ret, men sund fornuft er en pligt.
Man kan måske endog vove at sige, at almindelig sund fornuft for den kristne står over retten til at ytre hvad som helst.
Eller for at tale med Paulus: Alt er tilladt, men ikke alt gavner!
I virkeligheden er denne foragt for det, som er bleven kaldt selvcensur, bemærkelseværdig, al den stund, at vi alle bruger den til dagligt, selvom vi måske forsøger at kalde det noget andet: "Juridisk set er ytringsfriheden begrænset af forbuddet mod injurier, racisme og blasfemi. Men sund fornuft hører også med, og det skader ikke at tænke sig om. Hver eneste dag begrænser mennesker deres ytringsfrihed i omgangen med hinanden. Ellers ville man aldrig kunne begå sig i et ægteskab, med sine venner eller på en arbejdsplads. Uden omtanke i debatformen ville samfundet falde fra hinanden. Det er en del af civiliseret omgang at vise andre mennesker respekt, og et samfund har intet ud af at genere troende [Bjerager tænker her på alle slags troende]" (s. 32 i Gud bevare Danmark af Erik Bjerager).
Når det er sagt, er det selvfølgelig ikke lige meget, hvad man kalder det. Således har Flemming Rose i Tavsheden tyranni en pointe, når han skelner mellem selvcensur og god opførsel. God opførsel er, når man ikke kalder en anden person for en idiot, selv i en ophedet debat. Undlader man derimod at kalde ham en idiot, fordi man er bange for repressalier (få bank), er det selvcensur. Man tier, fordi man er bange. Men, vil jeg så indvende, hvorfor skulle man insistere på at kalde en anden person for idiot, hvis man faktisk synes det er dårlig opførsel? At gøre det i trods, for at vise, at man ikke er bange, forekommer mig en smule barnligt.
Omvendt synes jeg det er mere interessant, når Rose gør gældende, at jo mere multireligiøst og multikulturelt et samfund er, jo videre bør ytringsfriheden være. Pointen er, at jo flere mindretal, der er i et samfund, jo flere begrænsninger på ytringsfriheden vil man være tilbøjelig til at ønske, for at undgå at krænke nogen. Ultimativt, vil det jo netop føre til en tavshedens tyranni. Nej det er omvendt. Man bliver nødt til at acceptere hån, spot og latterliggørelse. En ytring kan virke sjovt på en gruppe, men - uforvarende - have omtrent modsatte virkning på en anden gruppe.
Desuden kan man med rette diskutere, om ikke en udelukkelse af islam fra satire faktisk er særdeles ekskluderende fra et samfund? Med Ayaan Hirsi Alis ord: "Det er et problem (...) Hvis de [muslimer og islam] kun optræder i nyhederne, når det handler om terror, men ikke er rigtig integreret i samfundet som andre minoriteter. Integration betyder inklusion hele vejen rundt, både i film, teater, litteratur, satire og karakaturtegninger" (citeret fra Rose, s. 345). Det afgørende må, jvf. ovenstående, dog være, at ytringsfriheden forvaltes med ansvarlighed og fornuft, og ikke opfattes som en haderet.
I debatten er der ofte en tilbøjelighed til at guddommeliggøre ytringsfriheden. I en kronik i Kristeligt Dagblad den 11. marts 2006 under overskriften "Sekularisme som religion" skriver teologen Hans Rubech Christensen: "LIGESOM MAN KAN bruge principper til at håne med, kan man gøre principper som menneskerettighederne, herunder ytringsfriheden til gud. At det er tilfældet, afsløres, når man kalder ytringsfriheden for "hellig". (…) Og så gælder i øvrigt det sælsomme paradoks, at i samme øjeblik ytringsfriheden absoluteres, ophæves den også. Alt må man ytre sig kritisk om - blot ikke ytringsfriheden selv. Det er tabu at diskutere dens eventuelle grænser og spørge, om den ikke skal anvendes med en vis skønsomhed og hensyntagen til den konkrete situation, man ytrer sig i. Den slags går ikke. Det er frafald fra troen. Ytringsfriheden er absolut, som Anders Fogh Rasmussen (V) kom for skade at sige, inden virkeligheden indhentede ham. Jeg kan ærlig talt ikke se, at dette argumentationsmønster - hvis man kan kalde det det - adskiller sig væsentligt fra, når muslimer henviser til, at noget står i Koranen og derfor er hævet over diskussion. I begge tilfælde handler det om, at der ikke må sættes spørgsmålstegn ved ens eget grundlag. Begge dele er fundamentalisme. Denne absolutering af et princip afslører i virkeligheden en tvivl om egne argumenters bærekraft".
Det er således tankevækkende, når Dansk Folkeparti på den ene side agiterer kraftigt for ytringsfriheden, men samtidigt ønsker forbud mod anti-demokratiske ytringer. Gerne Muhammedtegninger, men ikke diskutere demokratiets tilstand. Man glemmer, at ytringsfriheden i sin oprindelse er en mindretalsbeskyttelse, også selvom dette forhold i et multikulturelt samfund kan være mere mudret. Ligesom jeg undres, når man uden videre bruger udsagn som "intet over, intet ved siden af ytringsfriheden", som det skete efter attentatforsøget mod islam-kritikeren Lars Hedegaard 5. februar 2013, for det er jo ikke korrekt. Det er som bekendt altid med ansvar for domstolene, at man ytrer sig, og Hedegaard er da også blevet dømt for racisme af Landsretten i 2011. Han blev dog frikendt i Højesteret i 2012, da hans racistiske udtalelser ikke var "forsætlige", som det hed. Jeg skal for fuldstændighedens skyld nævne, at jeg mener, at den unge digter Yahya Hassan - som en avis som fx. Politiken har taget godt imod -, og som i sin selvbetitlede (såkaldte) digtsamling (også) bruger et meget aggressivt og bramfrit sprog, er lige så unuanceret som Hedegaard i sin kritik af islam og "indvandrermiljøet". Et enkelt eksempel fra bogen: ”MIG JEG PISSER PÅ ALLAH OG PÅ HANS SENDEBUD OG PÅ HANS ALLE MULIG UDUELIG DISCIPLE” - som selvfølgelig er taget ud af konteksten. Skal dog siges, at han sandsynligvis har skuffet mange på højrefløjen med sin sobre, men hårde kritik af Israel. Han lever i øvrigt under beskyttelse af PET ligesom Hedegaard
Og som det kan siges - "[med Hal Kochs ord:] "Der må ikke blive den allermindste borgerlige fordel eller fortrinsret knyttet til bestemte anskuelser". [Det vil sige:] Først når der er total og ubegrænset frihed for Loke (løgnen) så vel som for Thor (sandheden), kan man sige ligeud, hvad man mener, uden tanke på om det koster modparten liv eller ære eller ejendom. Med et nutidigt eksempel: Der skal være fuldstændig frihed til at håne og spotte muslimer for at tale løgnens sag - forudsat at de to parter, den hånende og den forhånede, er fuldstændig ligestillede i henseende til magt, ære, anseelse, penge, alt det der i Grundtvigs og Kochs sprog hed 'i borgerlig henseende'" (Tolerance, s. 203 af Thomas Bredsdorff og Lasse Horne Kjældgaard).
Når det er sagt, er det dog værd at bemærke i forhold til Muhammed-krisen, at "Vold og drab fandt sted i lande, hvor der ikke var ytringsfrihed og religionsfrihed, mens protester og debat forløb fredeligt i liberale demokratier, hvor debatten i højere grad var baseret på faktuelle forhold end på myter og løse rygter" (Rose, s. 425).
Man kan endvidere - i forlængelse af Norges Langfredag 22. juli 2011 - stille spørgsmålet om hvor langt medansvaret og medskylden rækker, hvis man bruger hvad der kan opfattes som en hadsk retorik og sprogbrug. Diskussionen rammer selve kernen i kristendommen, som jo netop handler om synd og skyld hos det enkelte menneske. At give hadske ytringer en regulær medskyld i massakren i Norge er rimeligvis at gå over stregen, men giver hændelsen ikke anledning til at tænke sig om, når man ytrer sig?
Eller skal debatten fortsætte som om intet var hændt?
For eksempel kunne man med sig selv overveje forholdet og forskellen mellem moral (hvordan bør man omgås og omtale sine medmennesker) og jura (hvad har man ret til). Som Lene Andersen kan udtrykke det (under pseudonymet Jesper Knallhatt i Baade-Og, 5. del, s. 314 og 318):
"Hvor man tidligere havde høflighed og omtanke, så er der pludselig kun lovgivning og sanktioner tilbage. - Hvilket var præcis der vi kom i uføre i forhold til Muhammedtegningerne: De var juridisk lovlige, men moralsk forkerte. Men fordi vi har forkastet al moral - i hvert fald hvis man vil tages seriøst som et moderne, oplyst menneske - så var vi ude af stand til at diskutere rigtigt og forkert og vise respekt over for dem der var blevet trådt på deres følelser. I stedet havde vi kun det juridiske svar at give dem: det her må vi godt! (...)
Sjovt nok var det en borgerlig avis som Jyllands-Posten der kom til at insistere på at moral ikke findes, og hvis den gør, så skal den overrumfes af jura".
Når det er sagt, så føler jeg både ærgelse og bekymring, når jeg på facebook 7. oktober 2012 læser Naser Khader fortælle, at han har grinet hele formiddagen, fordi han har læst et filmmanuskript til en kommende film, der gør grin "med alt og alle", og hvor hans opgave er "'at undersøge om filmen læner sig op ad en unødig fornæmelse af muslimsk publikum.' ". Det burde jo ikke være nødvendigt med denne form for konsulentbistand, som forekommer mig en smule paranoid. Men især i kølvandet på Muhammedkrise 2.0, der var på sit højeste i september 2012, er der ikke noget underligt i forfatterens bekymringer, men alligevel må man rimeligvis stille spørgsmålet, om ikke angsten for at fornærme et muslimsk publikum er nået et urimeligt niveau.
Og så er dette endog et relativt uskyldigt eksempel blandt mange mere alvorlige eksempler.
Demokrati og kristendom?
Lad mig først understrege - jeg er demokrat. Og min positive opfattelse af demokratiets dyder og nødvendighed er blevet kraftigt skærpet efter læsning af Benazir Bhuttos bog Forsoning. Islam, demokrati og Vesten.
Demokratiet er ganske vist ikke opfundet af kristendommen, men jeg mener denne styreform ligger helt i forlængelse af kristendommen. Vi er alle lige meget syndere for Vor Herre, den ene politiske holdning er - som udgangspunkt i hvert fald - ikke mere korrekt end en anden. Jeg mener dog, at nationalismen er uforenig med kristendommen.
Historisk set har kristendommen dog ikke været nogen garanti for demokrati, og alene det faktum, at kristendommen var på europæisk jord halvanden tusind år før de første moderne demokratier, er tankevækkende.
Helt uproblematisk er styreformen dog ikke, og jeg vil tillade mig at kalde det den mindst dårlige styreform i verden, i hvert fald, hvad vi kender til.
Allerede koryfæer som Kierkegaard og Grundtvig var skeptiske over at gå fra oplyst enevælde, som de kendte til, og over til demokrati. Kierkegaard frygtede at det hele ville ende med populisme, leflen for vælgerne, demagogi, kortsigtede løsninger og laveste fællesnævner. Grundtvig mente, at oplyst enevælde var en bedre garant for individets frihed - "For Grundtvig var friheden langt vigtigere end flertalsstyret. Han frygtede, at flertallet ville tyrannisere mindretallet og foretrak derfor enevælde frem for flertalsstyre. Det ændrede sig dog, da flertallet valgte ham selv (!), først til den Grundlovgivende Rigsforsamling, siden til Folketinget, hvor han endte som flertalsstyrets mest ivrige fortaler, da reaktionen satte ind efter nederlaget i 1864" (fra Bertel Haarders indlæg i "Demokrati" fra Krogerup). Han blev altså mere positiv, da han selv endte i politik.