Tidehvervs begyndelse


Som grundtvigianismen selvsagt har rod i Grundtvigs kristendomsforståelse, og Indre Mission havde sin egen hellige høvding, nemlig Vilhelm Beck, der som en diktator bestemte, hvad rigtig kristendom var for en størrelse, er der ikke nogen ‘leder’ eller åndelig vejleder i tidehvervs-bevægelsen. Det ville i virkeligheden også være særdeles anti-tidehvervsk.

 

Spiren til bevægelsen begyndte, da især næstformanden i Danmarks Kristelige Studenterforbund, N.I. Heje, på sommermødet i 1924, angreb den sentimentale, følelsesbetonede og moraliserende kristendomsforkyndelse, der prægede studenterforeningen/-erne og den patetiske kirkelige aktivisme.

Kritikken medførte et ramaskrig, og foreningen blev splittet i to i 1928. Dels en konservativ forening - “Kristelig Adademisk Forening”. Og professor i teologi N.H.Søe overtog magten i studenterforeningen, som i øvrigt opløstes i 1931.

 

Som nævnt er der ikke nogen egentlige hovedmænd i denne teologiske bevægelse, så hvis man skal have et indtryk af den tidehverske kristendomsforståelse, må man fx. ty til tidsskriftet Tidehverv, som udkom første gang i 1926. Og i øvrigt til de tidehversk sindede teologers prædikener og bogudgivelser.

 

Selvom P.G.Lindhardts bog Det evige liv er skrevet et par årtier ind i tidehvers-bevægelsens historie, vil jeg alligevel citere uddrag fra den, da den er et meget godt udtryk for den tidehverske tone. Derfor en fyldigt uddrag. Om nadveren:

“Men Jesus siger: “Jeg er livets brød, den som kommer til mig, skal ikke hungre, den, som tror på mig, skal aldrig tørste”. Hans nadver bygger altså på tro og ikke andet. Altså skal man da alligevel tro på, at dette brød og denne vin er Jesu legeme og blod, enten i en ubegribelig bogstavelig eller i en billedlig forstand? Ja, forsåvidt det gælder, hvad De i så henseende skal tro på, d.v.s. have en mening om, så kan De, min tilhører, tro på, hvad De vil. Hvad De vil mene om dette brød og denne vin, det bliver ganske Deres egen sag. De kan anlægge den anskuelse, der passer til Deres temperament og stilling i samfundet, ganske som De har lyst til. Og skulle De komme i vanskeligheder med en anskuelse, der passer Dem, så har jeg kendskab til en ret omfattende litteratur, som behandler nadveren, og det skulde da være mærkværdigt, om vi ikke i dette velassorterede lager af anskuelser kunde finde en, som også De kunde være fornøjet over at gå rundt med. Men der var jo måske også den mulighed, at De, højtærede samtidige, for en gangs skyld kunne høre efter, hvad der blev sagt: Jeg er livets brød, den, som kommer til mig, skal ikke hungre, den som tror på mig, skal aldrig tørste. Jeg - siger han - ikke dette brød, ikke denne vin, ikke disse anskuelser derom, ikke disse forklaringer derpå - men jeg, jeg er livets brød. Og da er det, der sker ved nadveren, ikke sært og mærkeligt, i alt fald kun af den grund, at nadverens triste historie har gjort det sært. Ham alene drejer det sig om, ham alene er det, som forkyndes ved denne handling, som han forkyndes ved vore ord ham alene. Med brød og vin sker der ingenting; med dem, som samles, heller ingenting; brød er brød, og vin er vin, og de mennesker, som fik det, går hjem, som de kom. De fik ikke attest for dydig optræden eller for oprigtig tro, de blev ikke sikret på nogen som helst måde, de blev ikke lidt mere hellige end før, der blev ikke opbygget en stump af opstandelseslegemet i dem, så de lidt bedre kan klare dødens istaphånd, den skal nok kvæle dem endda; de blev heller ikke optændt af nogen påfaldende kærlighed til hinanden; med dem skete der kort sagt så lidt som med brød og vin, men de fik et ord at høre, et ord fra ham, der er livets brød. Det blev sagt til dem, som hele hans liv og al hans tale skulde sige til alle. De troede måske, at de gik til alters for at opleve det særlige, men de gik hjem og vidste, at de havde fundet det almene, det almengyldige. Og da var det jo tænkeligt, at man en dag slet ikke med altergang forbandt alt det, som man skal tro på og have rigtige meninger om, og det kunde tænkes, at man slet ikke mere lagde nogen vægt på, hvor personlig og hvor inderlig denne tro var, og hvilke udslag den gav sig i stemning og følelse. Det kunne tænkes, at man i den grad kom til at se sandt på sig selv, at man glemte alt andet, alt det, man havde brugt til at betrygge sig med og slet ikke vidste af andet end det ord fra en gammel nadversalme: “det er mig nok, hans ord at tro”. Tro, ja, høre hans ord og tage sig det til hjerte, med hele sin tillid holde sig til ham, der siger: Den, som tror på mig, skal ikke hungre” (s.33-35).

 

Dogmatiske forestillinger om synd og dåb (barne- eller voksendåb? Bedøvende ligegyldigt, for der kræves under alle omstændigheder ingen særlige forudsætninger for dåben; her antages man ‘blot’(!) som et Guds barn og får syndernes forladelse) og nadver og andre væsentlige kristne begreber er i grunden uden nytte - for der er at forstå kristendommen på menneskets egne præmisser. Igennem Ordet, som det lyder i prædikenen, ved dåbens og nadverens sakramente, lyder det glædelige budskab (evangeliet) om syndernes forladelse, for det at være menneske er at være synder, da det ikke er i stand til ubetinget at svare an over for næstens krav, dvs. at elske næsten. Og så er den - strengt taget - ikke længere. Det er i hvert fald tidehvervsk kristendomsforståelse sat på en spids: “Syndernes Forladelse er Kravet om, at Mennesket midt i sin Fejghed, Frygt og Raadvildhed skal frygte, elske og forlade sig paa Gud alene”, som K. Olesen Larsen skriver. Nemlig den Gud som har sat den enkelte i livsfællesskab med næsten, den næste, som vi aldrig kan elske ubetinget uden forbehold, og deri består vor skyld: “en absolut, uselvisk Næstekærlighed løsrevet fra det sanselige er en Umulighed; Selvet (ogsaa det sanselige) er altid med. Ved forsøg paa at opfylde Bjergprædikenen [hvor de til bud bliver radikaliseret] bliver Resultatet kun, at vi besvarer den absolutte Fordring med noget, der skal tage sig ud af noget absolut, men ikke er det: den religiøse Nidkærhed og Hjælpsomhed iblandet en stor Portion Herskesyge og Selvglæde faar Navn af Næstekærlighed. Og den selvopofrende Næstekærlighed er som oftest mest generende for den, det gaar ud over, for Modtageren. Hvis det er en mere moralsk Fuldkommenhed, det drejer sig om, bliver Næsten et Middel til, at vi kan faa vor egen Dyd frem”, skriver K. Olesen Larsen. Og at hævde, at Jesu fordring er urimelig, er nok menneskeligt, men så meget desto mere oprør mod Gud.

 

Den eneste grund til, at kristendommen og forkyndelsen er som den er, er at det står skrevet, og at det som tilsiges den enkelte, tilsiges den enkelte og ingen andre. Og føler man ikke, at det vedkommer en, så er det ens eget problem - eller lykke om man vil.

Endvidere kan der - inspireret af den tyske teolog Rudolf Bultmann - stilles spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan tage Bibelen alvorligt som den er skrevet - for kan vi overhovedet påstå, at vi faktisk forstår budskabet? Giver det mening at tage om Gud uden man er bleven ramt af den anfægtende tiltale? Men betingelsen for, at tiltalen høres, er selvfølgelig at man lytter.

 

Bultmann er nok mest kendt for sine tanker om afmytologisering af det nye testamente, og især evangelierne. Jesu forkyndelse skal ikke anfægte intellektet (‘man kan ikke forvandle vand til vin’!), men eksistensen. For eksempel lyder det fra Jesus, at man ikke kan dyrke to herrer på en gang - Gud eller Mammon. Er du anfægtet af dette udsagn? Hvis ikke, er det helt i orden, man kan blot leve videre, og fortsætte med at dyrke de andre guder, man måtte have valgt - måske, og det er nok mest sandsynligt, sig selv og sine egne sværmeriske idealer og ideologier. “Det afgørende i N.T. er netop, at Guds naade ikke er en idé, ikke noget selvfølgeligt, noget vi af os selv kan tilsige os; Gud maa selv tilsige os den, hvis den skal blie virkelighed for os - og N.T. paastaar nu, at Guds naade er kommet til os, til mig i Jesus Kristus”, skriver Tage Wilhjelm.

 

Men er du anfægtet af Jesu tiltale igennem evangeliet og ønsker dine synders forladelse, kan du få den igennem Ordet, hvis du tror. “En synder, der omvender sig, er et menneske, der bliver tvunget til stadig at høre denne tale om tilgivelse, og derved altid er nødt til at høre om noget, der kaldes Guds vilje. Mennesket skal leve under Guds tilgivelse, ikke for at faa bragt et forsvar i stand og blive reddet i egen bevidsthed, men for at leve med ansvaret for sit liv”, skriver H.I.Heje. Og Gud kender dine behov, før dig selv. Man kan måske udtrykke det på den måde, at hvor Grundtvig holdt sig til trosbekendelse og Vilhelm Beck til dåben, der var nødvendig for troen, så holder den tidehverske kristendomsforståelse sig til Ordet om syndernes forladelse - som den lyder i prædikenen, ved dåben og under nadvergangen, da Ordet altid og ubetinget kun kan og skal pege mod Kristus og syndernes forladelse og intet andet.

 

Og allehånde spekulationer om, hvad evigt liv, opstandelse og dets lignende egentlig er for størrelser, skal vi ikke spilde vor tid mener P.G. Lindhardt, for det vil altid ende i fantasier og drømme - måske endog om en bedre verden (hinsides?), i stedet for at holde sig til det, vi er skabt til, nemlig at leve det såkaldt almindelige hverdagsliv, tro mod jorden i sin udleverethed til næstens krav og fordringer.

Hvor indremissionæreren moraliserer, der forkynder evangeliet: Den, der er syndfri, kaster den første sten. Man skal ikke ‘bære med smil sin byrde’, men leve livet bærende næstens byrder. Føler man sig ikke i stand til det - kan man tro syndernes forladelse. Hvis altså man tror, forstås.

 

Og dommedag? Ja, det er jo i dag, den yderste dag, for hver dag er den yderste dag, for hver dag skal du - i ethvert givent øjeblik, hvor du vandrer - svare an overfor din næstes krav. Bekymr dig ikke om morgendagen, men vær i dag - den har nok i sin plage!

Måske kan den læser, der har et minimalt kendskab til Kierkegaards opbyggelige taler, høre ham bag det mest grundlæggende tidehverske ‘dogme’(!). Formuleret frit efter Kierkegaard:

 

Det glædelige ved det at være menneske er, at over for Gud har mennesket ALTID uret.

 

Anfægter evangeliet det enkelte menneske, kan det måske forhindre mennesket i at leve i en illusion om, at det nogensinde kan have sikkerhed - og heri har mennesket sin sikkerhed!

I nøden har mennesket sin sikkerhed, og ordet Gud er et nødråb, som fik sit ultimative udtryk i Jesu korsord min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

 

Det underlige ved tidehvervs måde at tale om kristendom på, er, at man taler meget og længe - i øvrigt både sarkastisk og humoristisk - om det, som man selv mener, det ikke giver mening at tale om, nemlig kristendommen - og Gud.

Men så meget mere præcist er det jo at kalde Gud for et nødråb.

Tidehverv i dag

 

Tidehverv i dag, mener jeg, lader meget tilbage fra det oprindelige Tidehverv.

 

At de mest toneangivende kan nævnes Søren Krarup, Jesper Langballe (d. 2014) og Monica Papazu, som dog alle har en eller anden tilknytning til bladet Tidehverv, som i dag redigeres af Søren Krarup.

 

I dag synes Tidehvervs største mission at være et veritabelt korstog mod menneskerettighedserklæringen (jf. afsnittet om denne), tanker om solidaritet, en global verdensorden/retssamfund, etc.

 

Alt er menneskelige konstruktioner. Solidaritet kan ikke bære sig selv af samme grund - vi er alle syndere, og grundlæggende selvtilstrækkelige. Og menneskerettighedserklæringen er en afgud, der er konstrueret af mennesker i FN. Kort sagt: Alt, hvad der ikke er skabt af Gud selv - og således bæres af Gud -, er luftkasteller, det er en total illusion at tro, at man kan bygge noget som helst på menneskelige konstruktioner. At hengive os til solidaritet med hinanden er nonsens. Vi kan jo alligevel ikke, thi vi er alle syndere for Vor Herre. Vor syndighed og selvtilstrækkelighed gør det umuligt for os at være ’ægte’ solidariske. Så hvorfor overhovedet prøve?

 

Og tanken om næstekærlighed er af humanister (som ‘bekender sig’ til ovenstående) igennem disse tanker blevet forvrænget til noget aldeles anti-kristeligt. Hvilket skyldes, at første led af buddet om kærlighed til næsten er glemt. Buddet lyder jo ikke:

 

Du skal elske din næste som dig selv, men Du skal elske Herren din Gud, og din næste som dig selv.

 

Måske kan man udtrykke det på den måde, at mens humanisten taler om den meget abstrakte og diffuse næstekærlighed, taler den kristne om kærlighed til den ubehageligt konkrete næste. At være nødhjælpsarbejder, ønske u-landsbistanden sat op, eller at gå ind for solidaritet har absolut intet med Jesus bud om kærlighed til næsten at gøre. At rejse til Afrika for at blive nødarbejder er at opsøge sine næst’er, at møde næsten på sine egne præmisser, for - kristeligt set - bestemmer du ikke selv, hvem der er din næste. For du skal elske Herren din Gud, og elske den næste, som Han sender forbi dig. Du kan ikke på eget initiativ vælge en særlig gruppe af næst’er ud, som du vil sørge særligt for. Det er politik og ikke kristendom.

 

Er det måske særligt kristent at forlade sin familie for at blive nødhjælpsarbejder i Afrika?

 

Din næste er altså den, som du - mere eller mindre tilfældigt - måtte møde på din vej. Altså det helt konkrete menneske, som helt bogstavlig er din nærmeste. Og det uanset om dette menneske er din kæreste, en fuld stodder, eller manden, som voldtog din søster i sidste uge.

At gøre ‘næstekærligheden’ identisk med ‘kærlighed til næsten’ tager også øjeblikkeligt radikaliteten ud af Jesu forkyndelse.

For uanset hvad man måtte mene om u-landstandens størrelse, og uanset om man finder det nødvendigt med solidaritet - fx. inden for en fagbevægelse, og uanset hvad man måtte mene om nødhjælp, så er det meget nemt, og i virkeligheden særdeles uforpligtende at sige “jeg ønsker u-landsbistanden sat op” (det handler ikke om kristendom, men om politik). Nej det radikale i buddet om kærlighed til næsten ligger i, at man skal møde det konkrete menneske, man møder på sin vej, med ubetinget kærlighed. Det er det svære, græsende til - og reelt - det umulige, og det er i dette konkrete møde med næsten, at det ubetingede ansvar overfor næsten møder den enkelte, og ham/hende du skal - som samaritaneren - være næste for: “Din næste svigter du ved dine humanitære programmer. Din næste svigter du ved din programmerede “næstekærlighed” fra talerstole og konferencer og indsamlinger. For at ofre dig for menneskeheden ofrer du mennesket. Og denne så udbredte og beundrede attitude er kommet i højsædet, fordi sansen for, hvad kristendom og næstekærlighed er [altså kærlighed til det menneske, man står over for], er blevet fortrængt. At du skal tro Gud og elske næsten. Og at næsten så første bliverdin næste: dit ansvar, din opgave, dér, hvor Gud gør ham eller hende til det. Her som altid er det Guds ord, der binder mig til det konkrete. Humanismen elsker at flyve bort fra den konkrete virkelighed på de store ideers vinger. Humanismen taler altid om menneskeheden og verden. Kristendommen taler om din næste, for kristendommen gør ethvert menneske til hin enkelte ved at stille mennesket over for Guds ord” (s.115f).

 

Søren Krarup er også kendt for sin glødende nationalisme (nationalismen er det, der især kendetegner den Krarupske version af Tidehvev). Men denne nationalistiske grundindstilling er i grunden ret uforståeligt ud fra ovenstående tanker. Det forudsætter jo en idé om, hvad en ‘dansker’ er, det forudsætter, at den enkelte kan/har ret til at definere en sådan. Og dette er jo mildest talt i modstrid med den tidehvervske måde at tænke kristendom på.

 

Denne nationalisme kommer i øvrigt også til udtryk i Søren Krarups temmelig besynderlige forståelse af Luthers to-regimentelære: “Betyder det femte bud, at det er ugudeligt at være soldat og blive uddannet i at slå ihjel? Nej, for netop ved at være soldat og gribe til våben kan du i situationen tage vare på næsten. Sådan er den menneskelige virkelighed. Der gives ikke absolutte ideer eller systemer her på jorden: Du kan ikke skabe gudsriget ved dine egne handlinger, f.eks. ved at være pacifist. Du kan ved pacifismen tværtimod svigte den næste, som Gud giver dig bud på at værne. I situationen kan dit våben og din vilje til at bruge det, eventuelt til at slå ihjel, være lydighed mod Guds bud om at tage vare på næsten” (s. 108f).

 

Problemet med denne tankegang er blot, at danskere sættes lig næsten. For hvis en ‘fjende’ faktisk er den, som er dig nærmest, er det jo dennes tarv du skal beskytte, og ikke nødvendigvis ‘vennen/danskeren’. Sådan foregår det jo ikke i krig (det er derfor, der er krig), men det ændrer ikke på, at det er aldeles ukristeligt at slå ihjel, da du netop skal varetage næsten tarv, og det uanset om denne konkrete næste er ‘ven’ eller ‘fjende’.

 

Problemet med tidehvervs kristendomsforståelse synes at være, at den grænser til resignation: Mennesket kan ikke noget af sig selv, ethvert forsøg på at gøre verden ‘bedre’, skabe solidaritet el.lign. er komisk, sværmeri, gerningsretfærdighed - ja, listen er lang. Overhovedet at forsøge og at tro på, at det faktisk nytter, er altså komisk og naivt. Det meningsløst overhovedet at forsøge.

Det skal dog retfærdigvis siges, at tidehvervs kristendomsforståelse egentlig ikke taler om resignation (selvom det synes at være konsekvensen), men blot at man ved en given handling, igennem en eller anden nok så sympatisk ideologi, enten glemmer det konkrete menneske, man møder på sin vej, og i hvert fald lever i en total illusion, hvis man i en eller anden idé tror at man har fundet fast grund under fødderne, eller noget lignende.

 

Ikke engang den kristne har sin sikkerhed - heller ikke i troen. Som tidligere nævnt (i det første afsnit om Tidehverv) har den kristne sin eneste sikkerhed i sin nød og usikkerhed - Gud er et nødråb.

Den kristne har ikke sandheden, men bekender sig til en, som er Sandheden, nemlig Jesus Kristus af Nazaret. Og det er denne Sandhed, som Han forkynder igennem evangeliet/erne, når han taler om det vordende Gudsrige (præsentisk/ekskalogisk) og syndernes forladelse.