Citater fra "Muslimsk-Dansk dagbog. 19 dagbøger fra Muhammed-krisen"


Redigeret af Lotte Folke Kaarsholm. Udgivet marts 2006.

 

Om udvalget: "De 19 dagbøger i denne bog er ikke repræsentanter for noget; højst for hvem, vi [Informations Forlag] fik fat i og hvem, der havde noget på hjerte, da ideen opstod. Der er 19 stemmer, hvoraf nogle er akademikere, andre er studerende, én er journalist, én socialrådgiver, nogle er privatansat, andre i det offentlige. Der er kvinder og mænd, unge og midaldrende, imamer, ateister og kulturmuslmer" (s. 13). Og så bør jeg nævne, at de nævnte personlige data (alder, mv.) ikke er opdaterede, men stammer fra marts 2006, og er taget direkte fra bogen.

 

 

Ahmed Akkari. Født i Libanon 1978, skriver bl. a. under overskriften "Skæbne":

"Men hvor meget skal man egentlig finde sig i?" Det skal retfærdigvis siges, at selvom selve udsagnet er direkte møntet på tegningerne, så er det også i forlængelse af den generelle anti-muslimske debat i Danmark, som han ser den.

 

Amira Nitze Hassan. Er 28 år, muslim, barn af dansk mor og arabisk far. Skriver bl. a. under overskriften "Dagbog":

 

"Da jeg denne onsdag aften cykler hjem, mærker jeg en stærk modvind. I mit sind og på min krop. Det blæser og regner på mig, mens tankerne flyver rundt i mit indre. Jeg tænker over, hvorfor pigernes reaktion på hele denne affære [de tolv tegninger] er så markant anderledes end min. Vi er alle kvinder, danskere og muslimer. Hvorfor bliver de så stødt og tager hændelsen så nært? Hvorfor kan jeg ryste på hovedet og sige til mig selv, at dette er vilkårene i demokratiske samfund? Og hvor går mon min egen personlige grænse - lader jeg mig træde på, og træder jeg på andre i ytringsfrihedens navn?". Hendes personlige løsning bliver at gå ind i netværket Demokratiske Muslimer, selvom hun aldrig før har brugt sin identitet som muslim i det offentlige rum.

 

Naveed Baig. Er 31 år, projektleder i Islamisk-Kristent Studiecenter. Skriver bl. a. under overskriften "En bøn hjælper":

 

Han kan ikke forstå, hvorfor det kan være så svært at sige undskyld, men forsøger ellers at holde sig ude af debatten, men det sker "i børnehaven, at lederen stoppede mig en dag på vej hjem med børnene og spurgte forsigtigt: "Har I snakket med Hussain [hans datter] om det, der sker rundt omkring?" Hun var nemlig lidt urolig over, om nogle af de større børn i børnehaven havde kommet med usmagelige kommentarer med hensyn til Danmark og krisen i det hele taget. Min søn havde set flagafbrændinger på tv, og jeg havde allerede inden da forklaret ham, at der var mange mennesker, der var sure over, at de havde tegnet vores profet på en uhøflig måde, men at det var forkert at bruge vold og slå nogen, fordi man ikke var enig. Jeg fortalte børnehavelederen, at vi løbende forklarer Hussain, hvad der sker, og at hun kunne være rolig i forhold til, hvordan vi forholdt os til krisen. Jeg spurgte hende samtidig, om Hussain havde sagt noget stødende, men det havde ikke være tilfældet, og det var noget, som gjorde mig stolt".

 

Fatma Yeliz Øktem Simek. Er 32 år, født i Århus. Skriver bl. a. under overskriften "Fatmas dagbog":

 

Hun har "svært ved at blive vred på Jyllands-Posten, for jeg kan godt se, at det her er dansk humor, når den er bedst. Men på den anden side kan jeg samtidig se, at det her kan føre til rigtig megen uro". Hun vil egentlig helst undgå at forholde sig til det, men kan godt se, at debatten fortsætter. Hun synes at tegningerne er "usmagelige", og at Jyllands Posten "burde have tænkt sig mere om". Men hun bliver samtidigt sindsygt provokeret, når nogen antaster avisens ret til at trykke dem. Hun ender med at tilslutte sig netværket Demokratiske Muslimer. "Personligt har jeg virkelig fundet ud af, at jeg er europæer og muslim. Jeg er demokrat og går ind for ytringsfriheden på godt og ondt. Om Jyllands-Posten tænker jeg stadig "hvorfor?". Men Jyllands-Posten har ikke fornærmet mig mere, end imamerne efterfølgende har. Jeg er stadig urolig for, om det, der efterhånden har udviklet sig til en magtkamp, vil komme til at skade flere mennesker fysisk. Men jeg kan ikke leve i angst længere - min opgave nu er at snakke med dem, der er urolige, og støtte dem, der vil dialog. Der er jo altid nogen, der skal rydde op efter de andre, når festen slutter..."

 

Saliha Marie Fettah. Er 44 år, og dansk konvertit. Skriver bl. a. under overskriften "Profeter og profetier":

 

Hun tænker som det første, da hun ser tegningerne "Kan "de" blive ved med at finde på noget at provokere os med? Er der da intet, der er "dem" helligt?". Men tænker ellers ikke videre over det, og undgår at forholde sig til det, men kan også se, at debatten fortsætter: "Tegningerne i Jyllands-Posten var dråben, der fik bægeret til at flyde over efter mange års til tider hadske verbale angreb på muslimer her i landet. Svarer man igen, som jeg desværre ofte gør, får man at vide, at man skal være glad for, hvor godt man har det her til lands. Det er jeg skam også, men min mormor fra Skagen lærte mig i en tidlig alder, at lykken hverken er gods eller guld. Hvad hjælper det, at jeg har en ny bil i garagen, hvis mine medmennesker ikke respekterer mig? Der er ingen, der kan forestille sig smerten hos de fleste muslimer over disse billeder og de efterfølgende hændelser", men hun ser dog noget positivt også "Aldrig har så mange muslimer i Danmark udtalt sig, både verbalt og skriftligt, som i denne sag, og mediernes billede af sagen, muslimerne i Danmark og islam har været meget nuanceret. Mange aviser har daglige tillæg ikke bare om Muhammed-krisen, men også om islams og muslimernes rolle i Danmark. Det er rart at se, at man nu prøver at få flere muslimske synsvinkler ind i debatten" og "Muslimerne i Danmark værdsætter ytringsfriheden i det danske samfund, (...) [men] Hvis man vil gøre sig forhåbninger om en fredelig sameksistens, er det nødvendigt med nogle overordnede etiske regler for, hvordan man omtaler og omgås hinanden".

 

Halima el Abassi. Født 1978. Barn af marokkanske forældre, opvokset i Roskilde, siger bl. a. under overskriften "Dagbog":


"Det er som om, der har været en uhyggelig proces, hvor man først satte spørgsmålstegn ved den måde, folk talte på, deres accent, så ved den måde, de gik klædt, så ved den måde, de i det hele taget lever på, og nu ved deres religion. Det er som om, man har nået en sidste grænse, og hvis man ikke stopper nu, ryger man ud over afgrunden. Jeg kan ikke se, hvordan en religion kan være roden til alt ondt. Den er jo bare noget, man tror på. Problemet må vel være den måde, folk opfører sig på. Jeg oplever en sårethed hos folk, ikke bare over det, der er sket lige nu, men over den udvikling, der har været, fra at de har været velkomne i det her land og er begyndt at føle, det var deres eget, fordi de har været her i så mange år og fået børn her - til nu at blive betragtet, som jeg ved ikke hvad. Jeg hørte en ung fyr sige, at han følte, han blev betragtet som et udyr. (...).

Der er så mange af Danmarks muslimer, der er flygtet fra samfund, hvor de ikke kunne ytre sig - de vil værne om ytringsfriheden som det første og det sidste, de gør. Men de har jo oplevet det som en provokation og et angreb. Det er så enkelt som en skolegård: Hvis det ene barn bliver ved med at provokere det andet, ender det med en reaktion. Nogle vil være så dumme, at de tyer til vold, andre demonstrerer eller giver deres mening tilkende på anden vis. Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at følge med i de stærke følelser, hvis man ikke selv er religiøs - men jeg, som sidder med den tro og som også føler mig krænket, jeg kan godt forstå, at folk er vrede. Jeg har prøvet at finde et andet eksempel, som ville gøre det klart, og det er svært. Men det føles som at blive truet på sin eksistens (...)

Men så er det da problematisk, at dem, der ikke har lyst til at være med i Demokratiske Muslimer, eller som jeg føler, at religion er en privatsag, de bliver labeled som de dårlige muslimer. I stedet for at sige hey, hvordan kommer vi videre med integrationen, hvordan får vi folk i arbejde, hvordan får vi folk med i nogle gymnastikforeninger, hvad ved jeg? Det er ikke længere integration eller etniske minoriteter, vi diskuterer, nu skal vi til at diskutere, hvordan man skal være muslim - det er simpelthen så langt ude. Men jeg vil alligevel sige, at der er håb forude. Vi skal bare alle ville det og være villige til at gøre en indsats".

 

Akmal Safwat. 45 år. Fra Egypten, har forsket i DK, boet i Storbritanien to år, bor nu i DK, skriver bl. a. under overskriften "Muhammedtegningerne":

 

Hans indlæg er hjerteskærende læsning. Man føler sig levende ført tilbage til månederne oktober 2005 - februar 2006, og det hele kommer pludselig så tæt på, med ambassade- og flagafbrændinger, og heftig debat om ytringsfriheden ("De diskuterer ikke, om det her virkelig er et spørgsmål om ytringsfrihed. De diskuterer ytringsfriheden selv").

Som veluddannet, og ivrig fortaler for samfundsengagement, skriver han alligevel "på trods af vores anstrengelser og indsats og vores kærlighed til landet, får det officielle Danmark os ikke til at føle os velkomne. Vi vil høre til, og vi bliver hele tiden afvist, og det får os til at føle os forladt, snydt og forrådt", og da han første gang ser tegningerne lyder det ""De her billeder er farlige", sagde jeg til Azza [hans kone]. "Man kan besvare et angreb på ord ved hjælp af kritisk argumentation, men hvordan kan man svare på det der? De her billeder vil cementere en ide om islam og muslimer gennem subtil følelsesmanipulation og ubekymret bekræftelse af fordomme. Man kan ikke ræsonnere med sådan noget, skaden er allerede sket". Jeg var så frustreret, at jeg var lige ved at græde".

Og omtaler statsministerens afvisning af mødet med ambassadørerne, som mere fornærmende end tegningerne selv. Og det går for alvor op for ham, hvor voldsom tingene er eskaleret, da hans kone for sjovt siger, at de kunne tage til Egypten i vinterferien, da billetterne nok er billige nu, og datteren siger "Men hvis vi gør det, vil de danske myndigheder så lukke os ind igen?".

Han holder en vis kommunikation med Egypten, men nu "kan e-mails til Egypten ikke længere gøre det, det er klart. I dag får vi fire telefonopringninger. De er alle totalt fordømmende over for den voldelige reaktion i de arabiske gader, afbrændingen af flagene og ambassaderne og den aggressive retorik. Folk synes, reaktionen i gaderne er uhyrlig og malplaceret, og de er målløse over, at folk som ikke gider reagere på langt vigtigere og mere presserende emner nu vælter ud i tusindtal over et par tegninger. Især har jeg en lang diskussion med min far (som er journalist). Vi taler om de interne politiske agendaer hos visse islamiske bevægelser i den arabiske verden og i Egypten, og vi besværer os over behovet for at modernisere islam og demokratisere vores samfund, men så, lige før han skal til at lægge på, siger han: "Men hvad med ham jeres statsminister, hvorfor kom han ikke med et par forsonende ord fra starten eller tog det møde med ambassadørerne? Ved han ikke, at hans arrogance har gjort moderate muslimske stemmer tavse i hele den islamiske verden? Har han ikke en klog eller vidende rådgiver?". Til det vidste jeg ikke rigtigt, hvad jeg skulle sige".

Han og konen ender med at tilslutte sig netværket Demokratiske Muslimer, selvom de ikke før har haft erfaringer med arbejde 'i det offentlige rum'.

 

Sheku Amadu Jalloh. 41 år. Politisk flygtning fra Sierra Leone, kom til DK i 1990. Skriver bl.a. under overskriften "Dagbog":

 

"Jeg må indrømme, at jeg ikke har oplevet så forfærdelig meget i forbindelse med tegningerne. Naturligvis diskuterer jeg sagen med andre, men dog uden at tage den personligt. Vi har diskuteret den på min arbejdsplads, hvor der er forskellige meninger om den, men vi har undgået skænderier.

Jeg er muslim, og beder 5 gange om dagen. Jeg går i moské om fredagen, når det kan lade sig gøre, og jeg holder ramadan, hvis jeg ikke er syg eller på andre måder forhindret. Ellers prøver jeg bare at være mig selv. Min religion er min private sag, som jeg normalt ikke involverer andre i. Jeg drikker ikke, men har ikke noget imod at være i stue med folk, der drikker. Jeg skåler også sammen med de andre. Det samme gør sig gældende med hensyn til spisning. Jeg spiser ikke svinekød, men jeg har ikke noget imod, at andre gør det, når vi spiser sammen."

 

Naser Khader. Født 1963 i Syrien. Kom til DK som 11 årig. Interviewes, da han ikke har tid til at skrive (under overskriften "Dagbog"):

 

"For et par uger siden, i midten af februar, ankom der en journalist hvert kvarter for at tale med Naser Khader, fortæller Det Radikale Venstres [Khaders daværende parti] sekretærer matte. Og særligt de amerikanske var ikke til at slæbe ud, når deres femten minutter var gået. Naser Khader er dagens mand efter stiftelsen af netværket Demokratiske Muslimer [som han er medstifter af], der trådte frem som et alternativ til Islamisk Trossamfund, netop som debatten om Muhammed-tegningerne var på sit højeste (...) En af de største øjenåbnere, der har ramt ham i de sidste ugers kaos, hvor han visse dage nåede at tale med 50 journalister på én dag, har været, hvor globaliseret verden er blevet. "Jeg blev interviewet af en amerikansk radiovært en dag, som læste noget op, jeg havde sagt til en spansk avis to dage tidligere. Det er noget helt andet nu. Pia Kjærsgaards nyhedsbreve bliver også oversat til arabisk" Til gengæld har Khader ikke meget tilovers for det famøse indslag i CBS-programmet 60 Minutes, der fremstillede Danmark som et naivt og fordomsfuldt eventyrland. "Jeg brugte en time på dem og blev ikke engang vist i indslaget - fordi jeg sagde til dem at Danmark ikke er Sydafrika. Hvorfor har vi ellers ikke set nogen flagafbrændinger her? De fleste muslimer her i Danmark har opført sig eksemplarisk."


Tabish Khair. 40 år. Lektor på Aarhus Universitet skriver bl.a. under overskriften "Skrig og mumlen":

 

"Jeg undgår at diskutere sagen med folk, jeg ikke kender så godt. Men jeg overhører erklæringer, hvoraf den mest hyppige er, at danskerne er så vant til karikaturer, at de ikke ville løfte et øjenbryn, hvis det var Jesus, der blev gjort grin med. Jeg har mine tvivl om den slags udsagn. Som næsten alt i denne kontrovers - på begge sider - virker de kun halvt sande. Jeg kan godt huske Jesus-sandaler blive fjernet fra hylderne i danske supermarkeder. Jeg kan huske de grunde, en redaktør fra Jyllands-Posten gav for ikke at bringe vittighedstegninger om Jesus: At de ikke var sjove og ville have fornærmet læserne. For mig at se var dét lige akkurat grunden til, at så mange muslimer demonstrerede mod Muhammed-tegningerne. Den tanke strejfer mig, at det bedste, man måske kan gøre ved sådanne lejligheder, er at efterligne Gandhi: Fortsæt hurtigt fremad og hold op med at snakke. For det ser ud til, at folk ved disse lejligheder taler forbi hinanden. Jeg går i seng med ønsket om stilhed (...) det var en af den slags fejder, hvor man ikke kan indtage noget klart standpunkt uden at være delvist galt på den, eller i det mindste uden at lukke øjnene for den ene side af fejden (...). Faktisk, tænker jeg i min irritation, har moderate muslimer, religiøse eller ej, gennem det tyvende århundrede lidt mere skade fra Vesten end fra religiøse fundamentalister i deres egne lande. Der var engang, hvor moderate og progressive muslimer blev isoleret, fængslet og myrdet af diktatoriske (men som regel ikke fundamentalistiske) regimer i mange såkaldt muslimske lande. De vestlige regeringer kiggede væk og støttede til tider de morderiske regimer, fordi de dengang var i krig med "den kommunistiske fare", og moderate muslimer var tilfældigvis ofte venstreorienterede". Han overvejer at gå ind i netværket Demokratiske Muslimer, men undlader, da det "vil blive brugt til at marginalisere andre muslimske stemmer og miskreditere dem i danske øjne, selv om mine venner ikke ønsker det."

 

Azza Khalil. Født 1964 i Egypten. Har forsket i DK, så tilbage, så London, så til Danmark igen. Uddannet læge. Skriver bl.a. under overskriften "Dagbog":

 

"Vil vi nogensinde kunne give vores børn den samme varme og hygge? Måneden [ramadanen], hvor folk hele tiden kommer sammen, familie og venner, der samles til den store spisebegivenhed "iftar" efter solnedgang og bliver oppe til de tidlige morgentimer. Duften, lydene og smagene. Hvordan kan man give dem disse oplevelser? Det er svært. Det var meget lettere i London, hvor hele verden findes i én by. Verdens hovedstad, plejede jeg at sige til mine venner. Der kunne man være, hvem man ville, leve lige akkurat som man havde lyst til. Jeg kan huske min datters børnehaves opslagstavle i London, hvor der dukkede lykønskninger op i ny og næ for alle mulige slags religiøse fester. Kommer det nogensinde til at føles lige så behageligt at være anderledes i Danmark? (...)

I dag, mens jeg holder kaffepause, henvender den ledende overlæge sig til mig (normalt har han slet ikke tid til den slags pauser). Han spørger mig alvorligt, hvordan jeg har det med "de der tegninger" fra Jyllands-Posten? Jeg har ikke skænket tegningerne en tanke, siden jeg så dem den morgen for et par uger siden; jeg kan ikke engang huske at have diskuteret dem med min mand. Jeg siger til ham at det mest irriterende ved dem er, at de som så mange andre ting i de seneste par år afspejler en ekstrem overfladiskhed i behandlingen af et hvilket som helst emne; at de bare er en provokation, og at man burde ignorere dem (...) Senere den aften taler jeg med Akmal [hendes mand]: Bliver vi den nye verdens jøder? Tegningerne forsøger at dæmonisere os muslimer, jeg gad vide, om der var vittighedstegninger om jøderne i nazitiden? (...)

Det bliver første gang i syv år, de [børnene] ikke holder jul i Europa. De holder meget af julen, især i Danmark. Men de ville gerne med (...) To uger tilbage af ramadanen, det er allerede lykkedes ungerne at faste adskillige dage. (...) Det er ikke så dårligt i år, selv børnene kan lide det.(...)

Tilbage i Egypten (...) Selv om kopterne i Egypten fejrer Kristus' fødselsdag d. 7. januar, holder min veninde en fest d. 24. december; hendes bror er gift med en italiener, og de er også i Egypten i juleferien. Vi holder jul i hendes forældres lejlighed.(...)

Vi har inviteret vores kollegaer til "sen julefrokost" [tilbage i Danmark]. Vi laver nogle arabiske forretter, og resten af maden er bestilt udefra. Vi er 40 mennesker, og det er en meget vellykket aften. Det er sjældent, vi er så mange sammen. Vi taler en masse. Mange deler min mening om, at tegningerne var en provokation, men ingen af os forudser krisen i ugerne, der kommer efter". Hun ender med, sammen med manden, at tilslutte sig netværket Demokratiske Muslimer - "Måske gør jeg ikke nogen forskel i det store billede, men jeg kan ikke længere forblive tavs".

 

 

Maher Khatib. 39 år, dansk palæstinenser, skriver bl.a. under overskriften "Dagbog":

 

"Woops... 12 karikaturtegninger af profeten. Jamen, det må man ikke. Og slet ikke på den måde. Det her er provokerende (...) Jeg må ærligt indrømme, at jeg er lidt splittet. Jeg synes generelt, at den danske humor og selvironi er enestående og tiltalene, men jeg er stødt, og jeg synes tegningerne kommer med et grimt budskab og støtter de holdninger, der i stigende grad findes i de der højremiljøer. Islam sættes lig med intolerance, terrorisme, undertrykkelse. Sådan er den islam, som jeg er blevet opdraget i, ikke. Islam er det, som man gør den til, og sådan som man praktiserer den. De fanatiske og ekstremistiske muslimer forskrækker mig. Jeg vil absolut ikke leve i en stat, som styres af fanatiske religiøse ledere. (...) Jeg føler, det er min pligt at gøre noget ved sagen. Inden mine tanker bliver til handlinger, begynder min mobil at ringe. Flere henvender sig til mig og beder mig som koordinator for det palæstinensiske netværk gøre noget og tage afstand. Jeg går lidt i stå og tænker. Jeg kan ikke undskylde for en handling, som andre har gjort. Enhver er ansvarlig for sine egne handlinger. Men jeg ombestemmer mig (...). Jeg kontakter en af mine bekendte, som arbejder for DR1, og beder ham sætte mig i forbindelse med nogen hos TV-avisen. Kort efter dukker en journalist og fotograf op på mit arbejde. På vegne af de fornuftige palæstinensere (flertallet) og de palæstinensiske folk tager jeg afstand og fordømmer flagafbrændinger og trusler mod danske interesser og danskere i Palæstina. (...) Jeg tænker, at vi måske er på vej i 3. verdenskrig. Muslimer verden over koger, og diplomaterne arbejder på højtryk... Jeg er ligeglad med omverdenen. Danmark er mit hjem, og jeg føler, det er min pligt at gøren noget. (...) Jeg er stadig rastløs, og inderst inde vil jeg helst tilbage i tiden og ændre det hele. Uden for Damarks grænser bliver det værre og værre. Hvorfor er arabere og muslimer så voldsomme i deres reaktion? Jeg analyserer lidt på det og når til en konklusion: Det her ligner mere frustrationer over mange års undertrykkelse af deres egne regeringer, og afmagt og mistillidsforhold til Vesten efter 11. september, hvor de fleste muslimer føler sig forfulgt og stemplet som terrorister."

 

Maria Mawla. 23 år, studerer nærorientalsk ærkæologi, etnisk libaneser, skriver bl.a. under overskriften "Muslimsk dagbog":

 

Er nærmest vred, når hun skriver. "Nu i denne tid oplever jeg en krise, som er fysisk såvel som psykisk. Muslimer verden over er vrede og fornærmede over tegningerne, der afbilder vores elskede profet Muhammed - må fred være med Ham - i association med undertrykkelse, terrorisme, sorg og død. Alt det, som netop vores Profet kæmpede imod og til sidst døde for.

Men folk er ligeglade, de gider ikke engang bruge et enkelt minut på at forstå vores frustration - vi er ikke et minut værd.

Denne konflikt handler ikke om ytringsfrihed eller demokrati, som den store Naser Khader og hans elskede Demokratiske Danmark gør det til. Den handler om respekt og accept! Disse to fundamentale og indlysende aspekter af livet er the basis of common knowledge. Kristne værdier er grundlagt på baggrund af respekt, tolerance og accept. Jeg bor i dette storslåede kristne demokrati, som ikke engang udøver de værdier, det står for.

Vi er efterkommere af menesker, der i år 610 efter Kristi fødsel fulgte en enestående Mand. Denne Mand, profeten Muhammed - må fred være med ham - lærte os etiske, moralske og religiøse budskaber, der alle er baseret på fred og næstekærlighed. Hvad er der galt i at følge dette budskab?

Kald mig fundamentalist, men jeg sætter islam højere end mit eget liv og det såkaldte demokrati, vi i Danmark praktiserer. Jeg nægter at blive "demokratiseret", hvis demokrati indebærer forfølgelse og undertrykkelse af mennesker med en bestemt trosretning. (...)

Jeg forstår godt vreden over flag- og ambassadeafbrændingerne; dem er jeg selv meget vred og fornærmet over, men det er ikke de 1,2 milliarder muslimer i verden, eller de blot 6,1 % udlændinge i Danmark, der gjorde det! Vågn op, Danmark! (...)

Jeg er ikke politiker, jeg er ikke engang go' til at skrive opgaver - hvordan skal jeg kunne forklare hr. og fru Danmark, at jeg er ked af det? Jeg er ked af at blive behandlet på denne måde, for jeg oplever dagligt racisme og undertrykkelse. (...)

De fleste mennesker ved ikke, at det genetiske slægtskab er større hos europæere og vestafrikanere end hos vestafrikanere og østafrikanere? Sjovt, ikk?"

 

 

Murad Ahmed. 29 år, journalist, dansker, pakistaner, muslim med mere, skriver bl.a. under overskriften "Jeg er ligeglad":

 

"Mest af alt er jeg træt af at diskutere de famøse tegninger. (...)

Op gennem slutfirserne og halvfemserne har der på Jyllands-Posten eksisteret et oprigtigt ønske fra de fleste journalisters side om at gøre sig fortjent til at slippe for øgenavne som eksempelvis "Morgenfascisten Jyllands-Pesten". Det lykkedes til en vis grad. Især da jeg selv blev sendt til Mekka [som praktikant på avisen] og gav avisens læsere et indblik i en spændende og fascinerende verden, der bestemt var "Danmarks internationale avis" værdig. (...)

Som journalist, og især som tidligere journalist på Jyllands-Posten, kan jeg godt forstå bevæggrundene for, at avisen valgte at bringe tegningerne. I mine øjne var det dog en forkert beslutning. Og som muslim føler jeg mig krænket over, at avisen nedgjorde et meget afgørende dogme i islam.(...)

Og ja. De fleste af os alle sammen er trætte og ville ønske, at vi snart vågnede af det her mareridt, der har tvunget alle i det danske samfund til at tage stilling til, hvad vi synes om især den muslimske religion, når vi bor i et samfund, der fjerner sig mere og mere fra religionen. Faktum er, at langt hovedparten af de muslimer, der bor i Danmark, dyrker deres religion i samme omfang som de fleste danskere, og er såkaldte kulturmuslimer. (...) Herhjemme vil debatten nok desværre være præget af de fordømte tegninger i den kommende tid. Om et halvt år tror jeg, verden er kommet videre, men nok med en haltende fod efter den alvorlige tackling. Så nej. Helt ligeglad er jeg ikke!".

 

Uzma Ahmed Andresen. 30 år. Pakistanske rødder, født og opvokset på Fyn, skriver bl.a. under overskriften "De forbandede og åndssvage tegninger":

 

"For mig personligt gælder det, at det er i religionen, at jeg henter min livsfilosofi, søger visdom og frem for alt finder min stille og usynlige balance i hverdagen. Den gud, jeg tror på, er en kraft så ufattelig stor og altomfavnende, at en dum provokation end ikke kan ramme en flig. Med de tanker valgte jeg at lægge sagen fra mig i første omgang. (...) Mit oplæg [i en paneldebat med Ann Noyd og Kåre Bluitgen på et gymnasium, som hun alligevel valgte at deltage i] kom derfor til at handle om, at ytringsfrihed er og bør være et dynamisk begreb og dermed noget, der ikke lader sig definere én gang for alle. Men at grænserne samtidigt løbende bliver bestemt og styret af dels ledende politikere som for eksempel statsministeren og kulturministeren, dels af medierne, og ikke mindst af udviklingen i det omgivende samfunds kultur. Det er vel derfor, der findes begreber som "politisk korrekthed" og "politisk ukorrekthed" - som opstår i samspil mellem politikere og medier. Jeg oplever, at det for eksempel over længere tid er blevet stuerent, at ledende politikere har ført hate speech mod indvandrere generelt, men især rettet mod dem med muslimsk bagrund i Danmark. (...) Kåre Bluitgen (...) blev rebellernes helt med de slidte udtalelser om, at man bare må lære at indordne sig og æde den ydmygelse, man føler, for ytringsfrihedens rolle er at provokere. Det er her, der opstår noget nyt, og grænserne rykkes, blev der sagt. (...) Tegningerne må nødvendigvis ses som en del af den indvandrerfjendske tone og lovgivning, der har været inden for integrationsområdet. Elles tror jeg, det bliver svært for etniske danskere, som ikke nødvendigvis har følt sig berørt af den daglige hetz og langen ud mod minoriteter, at forstå, at så mange mennesker kan reagere så voldsomt på nogle tegninger. (...) [om en pædagog i datterens vuggestue:] Hun var nervøs og bange [bl.a. pga de 'falske' SMSere om koranafbrændigner], for hun kunne godt forestille sig, at det ville blive mere svært at leve som muslim i Danmark,. For hende er det i forvejen en kamp at blive set som et individ, fordi hun bærer tørklæde".

 

 

Salim Abdali. 50 år, lektor i biofysik, født i Bagdad, erklæret a-religiøs og ikke-muslim, skriver bl.a. under overskriften "Intelligensens holocaust":

 

"Nyhederne begynder at strømme ind: arabiske, danske, engelske. "Vanvid" er det eneste ord, der kan beskrive sådanne begivenheder, men dette vanvid er nu af en altomfattende karakter... noget, jeg ikke kan gardere mig imod. På arbejdet søger kollegerne et svar, en forklaring. Hos mig!

"Hvad synes du om det, der foregår?"

"Se! Det er dem, du hører til! Dem, der brænder Dannebrog, ambassaderne, og måske snart os!"

"Se! Hvad gør dit folk! Hvorfor er I sådan?".

(...) Han vil understrege, at det er hans land, der brænder (og ikke mit). jeg kan ikke lade være med at svare ham i en meget bestem tone: "Det er altså mit land mere, end det er dit" (...) "Det her land har jeg selv valgt, mens du bare er født her" (...)

Der er ikke plads til intelligensen mere, hverken her eller andre steder i verden. Ikke mere plads til, at fornuften kan tale, men dette er ikke noget nyt. Det har varet et stykke tid nu; nogle mener siden d. 11. september; andre mener det startede længe inden, helt tilbage til Berlinmurens fald, mens andre igen siger, at det her "bare" handler om "the clash of civilizations". Jeg er meget enig i, at der er opstået et "clash" de sidste par årtier, men jeg er ikke enig i , at sammenstødet er mellem civilisationer! Det er mellem "barbarismerne" i stedet, mellem intolerancer, ignorancer, som har konfiskeret fornuftens og intelligensens plads. For mig er det meget enkelt: Civilisationer støder aldrig sammen; faktisk kan de heller ikke eksistere samtidigt."

 

Amir Zainorin. Født 1963, vokset op i Malaysia, boet fem år i USA, nu i Kbh., skriver bl.a. under overskriften "Dagbog":

 

"Jeg tror på ytringsfriheden og pressefriheden. Og jeg elsker Danmark for disse ting, fordi det har åbnet en ny dimension, hvor jeg kan udtrykke mig uden frygt for at blive fængslet uden rettergang. Jeg er gift med en dansker, og jeg værdsætter og respekterer den danske kultur, tror på menneskerettigheder, er interesseret i religioner, sulten efter viden, og mine malaj-rødder har gjort mig åben og fleksibel. (...) Jeg forsvarer ytringsfriheden og pressefriheden; de er vigtige, fordi de tillader os at undersøge og forstå os selv og finde ud af, hvordan vi kan komme videre. Det er en god fornemmelse at tale med nogen, som har den samme tankegang og forståelse som en selv, men den større forståelse kommer ofte først, når man er villig til at være åben og tale med nogen, som har nogle andre holdninger, og som man ofte er uenig med. Vi bliver nødt til at forblive positive, konstruktive og rolige lige meget hvad, og jeg tror oprigtigt på, at ytringsfriheden og pressefriheden bedst udøves med respekt, ansvarsfølelse og omtanke, og jeg skammer mig ikke over at sige, at disse er mine eneste grænser".

 

Zubair Butt Hussain. 31 år. Økonom, pakistanske rødder, født og opvokset i Smørum, skriver bl.a. under overskriften "Brev til profeten":

 

Er dybt dybt såret over tegningerne, og har skrevet sit indlæg som et brev til Muhammed: "Mails og SMS'er ryger frem og tilbage, mens bølgerne går højest med boykot og afbrænding. De latterlige opfordringer og trusler ser jeg bort fra, for de siger mere om afsenderen end om mig. Men jeg føler mig flov, flov over at mine repræsentationer bliver brændt af, at mit flag bliver brændt af, at mine medborgere bliver truet. Men jeg bliver også samtidig harm over, at marginaler inden for den muslimske befolkning rundt omkring i verden skal blæses op til dimensioner, som var de repræsentative for alle muslimer. Jeg føler en harme over, at medierne ikke formår at dissekere i strømmen af informationer for at vise et mangfoldigt billede af os muslimer. Nej, selvfølgelig tager jeg ikke afstand, selvfølgelig undskylder jeg ikke, for jeg har ikke gjort noget! Det giver sig selv, at jeg synes, det er stærkt beskæmmende, så hvorfor spørge om noget sådant? Undskylder de måske, når de dræber i demokratiets navn? Undskylder de, når de med vold, magt og drab på uskyldige vil indføre et "fredeligt" styre? Undskylder de, når de trykker hånd med diktatorer, med hvem de har økonomiske interesser? Pludselig bliver også jeg i tankesættet grebet af "os og dem", af en tilstand og et tankesæt, jeg altid har forbandet langt væk. Det bliver heldigvis også kun ved den flygtige tanke, da jeg ikke tillader det at være en del af mit vokabularium som hos nogle folkevalgte og udvalgte meningsdannere - det svarer nemlig ikke til min holdning at dele verden sådan op! (...) Tiden vil vise, om vi kan læge vores sår, men det kræver, at vi får stemplet færdig og træder ud af vores båse. Brug af ytringsfriheden, hvor grupper i samfundet hånes og spottes, er ikke en bærende søjle i fundamentet for beskyttelse af selvsamme; den lemfældige brug er blot en trussel".

 

Khaled D. Ramadan. Født 1965 i Beirut, mediekunstner, dokumentarist og kunsthistoriker, skriver bl.a. under overskriften "Vi boykotter jer":

 

"Enhver person med bare en smule sund fornuft og almen viden om islam måtte vide, at nedgørende billeder af profeten i tegneserieformat ikke ville være godt for nogen. Jeg spurgte mig selv, hvem der havde planlagt det. Men samtidig tænkte, jeg, at der egentlig ikke var noget nyt i det. Araberne har været under pres i århundreder. Det lignede endnu et kolonialt forsøg på at opretholde den provokation, som araberne efterhånden har vænnet sig til.

Det begyndte at dæmre for mig, at det var et visuelt udtryk, en karikatur, af den arabiske profet, der var centrum for kontroversen. Det fik mig til at drage paralleller til min kollega, den amerikanske videograf Jackie Salloum og hendes video Planet of the Arabs, som ser på Hollywoods konstante dehumanisering af arabere. Videoen er inspireret af bogen Real Bad Arabs af Dr. Jack Shaheen, som dokumenterer, hvordan arabiske og muslimske figurer er blevet fremstillet i amerikanske film i perioden 1896 til 2000. Ud af 1000 film med arabiske og muslimske figurer var kun 12 af fremstillingerne positive. De resterende gav et negativt indtryk af arabere og muslimer. (...)

Nej, jeg har ikke set tegningerne, og nej, jeg kan ikke forklare deres indhold, men jeg er i stand til at analysere motivet bag udgivelsen. Hvis vi går 15-20 år tilbage i tiden og undersøger de danske valgkampe, er der så nogen, der har bemærket, hvordan indvandrere - især arabere og muslimer - har været centrum for hver eneste valgkamp? Er der nogen, der har bemærket, at fjendskab og venlighed over for disse mennesker har haft afgørende betydning for, hvem der vandt og tabte valgene? Siger det jer noget? (...)

Mange arabere så sagen som et forsøg på at cementere den danske segregations- og separationsproces. Arabere, der var hengivne over for det samfund, de levede i, følte sig dobbelt forrådte. Da karikaturerne blev offentliggjort, følte de sig fremmedgjorte. Og da landets højre-ekstremistiske kræfter adopterede karikaturerne som et særligt dansk projekt, fik de bekræftet deres opfattelse af, at der stadig er nogen, der ønsker at lave en opdeling i "dem" og "os"".