Israel: Forjættelse eller forbrydelse, eller?

 

“Det moderne Israel er resultatet af en hundrede år lang proces”, skriver Carlo Hansen i bogen Kaktussens land. “Zionismens [zionister er tilhængere af en oprettelse af en israelsk stat] mål var at oprette en stat for verdens jøder og hente dem “hjem” fra diasporaen [adspredelsen rundt omkring i verden] og samle dem i denne helt specielle territoriale enhed. Med udraderingen af de jødiske samfund i Europa gav Hitler det zionistiske statsbygningsprojekt et afgørende løft. Men også uden holocaust ville der være blevet oprettet en jødisk stat, fordi zionisterne allerede før nazisternes overgreb havde truffet forberedelser til en statsgrundlæggelse (...) På propagandaplanet har zionisterne ofte begrundet deres krav på Palæstina med henvisning til Gamle Testamente og løftet fra Gud om, at Israel var jødernes land. Jøderne inddrev kun en flere tusinde år gammel ret ved at vende tilbage til Det forjættede Land, hedder det. Men som Arthur Koestler skriver, så er Israels ret til at eksistere ikke baseret på det jødiske folks hypotetiske oprindelse, eller på Abrahams mytiske pagt med Gud”. For, som det nøgternt udtrykkes: “Israels ret til at eksistere, skriver Koestler, er grundlagt i international lov og ret, helt konkret i Fns beslutning i 1947 om at dele Palæstina i en jødisk og en arabisk stat”. (s. 243f)

Der er således mange anledninger og årsager til at staten Israel blev proklameret 14. maj 1947.

 

Ikke desto mindre er der ikke overraskende ortodokse jøder, der bygger deres utvetydige ret til landet (med eller uden FN!), hvor Israel nu ligger og resten af Palæstina i øvrigt, netop på de guddommelige forjættelser i Bibelen. Det kan ikke undre, al den stund, at Det gamle testamente jo (i det store og hele, men i anden opbygning) er jødernes hellige skrift.

 

Men ud fra et kristent synspunkt skal Det gamle testamente læses i lyset af evangelierne, dvs. Jesu forkyndelse. Der er derfor flere grunde til, at ovenstående ikke giver nogen mening i kristen sammenhæng.

Dels tror jøderne ikke på Gud, for den som ikke kender/erkender Jesus - som Guds Søn - kender ikke Faderen. Og for jøderne er Jesus jo blot en profet. Jøderne læser af gode grunde kun Det gamle testamente - mens den kristne af lige så gode grunde nødvendigvis må læse Det gamle testamente i lyset af Jesu forkyndelse. For der er kommet noget nyt til, så den kristne må nødvendigvis have en anden grundindstilling til livet end en jøde (og en muslim for den sags skyld - i princippet helt neutralt ment).

 

Og i Jesu forkyndelse er der ikke nødvendigvis tale om et biologisk slægtskab med Abraham (se Matt.1,1-17), men i hvert fald et åndeligt. Se fx.Matt.12,46ff: “Endnu mens Jesus talte til folkeskarerne, da stod hans mor og hans brødre udenfor og søgte at få ham i tale. Og der var en, der sagde til ham: “Se, din mor og dine brødre står udenfor og vil tale med dig”. Men han svarede ham, der sagde det til ham: “Hvem er min mor, og hvem er mine brødre?”. Og han pegede på sine disciple og sagde: “Se, her er min mor og mine brødre. For den, der gør min himmelske faders vilje, er min bror og søster og mor”. Derfor kan jøderne - som jo afviste og afviser Jesus som Faderens Udsendte - ikke være i slægtskab med Abraham, som de jo påstår. Det kan kun kristne. Stedet, hvor den totale afstand mellem jødernes og Jesu opfattelse af sandheden, udtrykkes hårdest, er i begyndelsen af Johs.8,44: I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster.

 

Og det giver overhovedet ingen mening at tale om et særligt udvalgt folk - som er blevet givet et særligt stykke land. Det forudsætter jo en radikal skelnen mellem et ‘os’ og et ‘dem’ - et skelnen som Jesus har ophævet. Det er ikke det enkelte menneskets etniske baggrund eller race, der er det vigtige, men det enkelte menneske som et medmenneske. Det er tilmed hovmodigt at tro sig selv som et særligt udvalgt folk - og blasfemi, hvis man ophøjer nogen til at være det -, for vi er alle lige meget syndere for Vor Herre.

 

Og der er heller ikke længere noget område, som er særligt helligt. Ikke engang kirken er principielt et helligt sted - selvom det selvfølgelig undertiden opleves sådan. Under alle omstændigheder er det Ordet, der gør det helligt, og ikke kirken som sådan. Andre steder er jo også hellige, hvis Ordet lyder. For at tale med Luther, så er der en kirke hvor som helst Ordet forkyndes ret og sakramenterne forvaltes ret.

 

Så talen om et særligt udvalgt folk og et ‘helligt’ land er i bedste forstand volapyk, i værste fald hovmod og blasfemi, i hvert fald i lyset af Jesu forkyndelse.

Hvis man insisterer på den gammeltestamentlige sprogbrug, og stadig vil kalde Israel for det udvalgte folk, så kan man teologisk set nok kalde hele verden for Israel, forstået på den måde, at hele verden er ‘det af Gud udvalgte folk’, og hele jorden for ‘det hellige land’ - for det er jo Gud, som har skabt det. Sagt på en anden måde: Den partikulære udvælgelse (særligt folk og særligt land) er bleven universaliseret.  Kirken har afløst det jødiske folk som gudsfolket. I den forstand kan det gamle testamente ses som en antologi over jødiske skrifter, der hver især udtrykker forskellige vidnesbyrd om Guds åbenbaring, herunder forventningen om en kommende Messias.

 

Jeg har læst mig til, at ovenstående synspunkt kan kaldes for erstatningsteologi. På hjemmesiden ordetogisrael.dk, som vel at mærke skulle være en kristen hjemmeside, står der blandt andet: "Derfor må vi forvente, at Gud en dag vil samle jøderne fra alle folkeslag og bringe dem hjem til deres gamle land ved østkysten af Middelhavet. Derfor må vi forvente, at Gud en dag vil frelse Israels folk fra det frafald, som flertallet af dem har levet i siden Ezekiels tid" (citat fra teksten "Hvad handler profetierne om? - en kritik af den såkaldte erstatningsteologi" af Ole Andersen). Ifølge denne udlægning har Israel - in casu staten Israel, som vi har den i dag - en ganske særlig rolle i selve frelseshistorien, også for kristne. Som det gerne skulle fremgå af mine ovenstående kommentarer er det synspunkt i bedste fald noget vrøvl. Kirken (hvilket potentielt vil sige hele verden, og i hvert fald på den yderste dag vil være hele verden) har afløst det jødiske folk som gudsfolket.

 

Det skal dog også nævnes, at selve zionismen ikke er nogen religiøs, men politisk bevægelse, tilmed en særdeles succesrig af slagsen: “Den zionistiske bevægelse har været en af de mest succesrige politiske bevægelser nogensinde. Israel er stærkt, ikke svagt. Israel ville i dag stadig kunne besejre de arabiske naboer. Men israelerne føler sig ikke stærke. Zionismens grundlag - forfølgelsen - er både israelernes svaghed og styrke, og det har landets politiske ledere forstået at udnytte på det mest kyniske. Ved konstant at påkalde sig historiens katastrofe har man retfærdiggjort koloniseringen et andet folk og forbrudt sig mod den oprindelige zionismes mest grundlæggende principper [zionismen skulle give jøderne frihed - ikke tage den samme frihed fra andre]”.

 

Men uanset de teologiske diskussioner - som jeg mener både er vedkommende og nødvendige - så fortsætter den rå virkelighed jo desværre sin gang i Mellemøsten:

“Den seneste fase i det århundrede lange opgør mellem Israel og palæstinenserne begyndte med Seksdageskrigen i 1967, da Israel tog resten af Palæstina efter delingen i 1948. 35 års israelsk militær og administrativ besættelse har bragt palæstinenserne til desperationens rand. Intifadaen i 1987 var det første, store, fælles, palæstinensiske oprør mod den israelske besættelse. Den førte til Oslo-aftalen i 1993. Al-Aqsa intifadaen fra september 2000 er palæstinensernes reaktion på Oslo-aftalens tomme indhold og Israels forsøg på at fuldføre det oprindelige zionistiske projekt fra slutningen af 1800-tallet og tage resten af Palæstina og enten fordrive dets oprindelige beboere eller holde dem nede i permanent fattigdom, underudvikling og afhængighed af Israel efter en model lig det forhenværende sydafrikanske apartheid-regimes bantustan-system. I modsætning til den første intifada, da palæstinenserne stort set kun brugte sten som våben, er Al-Aqsa opstanden blevet en væbnet konfrontation med brug af skarpe våben på begge sider: Små håndvåben og hjemmelavede bomber hos palæstinenserne mod den israelske hærs amerikanske F-16 kampfly, kampvogne og Apache kamphelikoptere”, Carlo Hansens Kaktussens land, s.13f.

 

Mht. en snarlig/mulig løsning på konflikten ser man normalt til USAs til enhver tid siddende administration. I skrivende stund er det Obama-administrationen, og foreløbig ser det ikke alt for optimistisk ud. Israel virker ret ligeglad med Obamas kritik. Undertegnede har meget svært ved at finde sympati for en israelsk regering, der så konsekvent forbryder sig mod folkeretten. Fred i området bliver der i hvert fald ikke, sålænge Israel har det tungeste militær, og det vil de nok altid have.

 

At Israel som et forsmået barn hævnede, at Det Palæstinensiske Selvstyre den 31. oktober 2011 blev anerkendt som fuldgyldigt medlem i Unesco, med yderligere bosættelser, siger vist det hele.

Endvidere var det USA, der blokerede for FNs Gazaudtalelse, der fordømte konflikten i Gaza (som varede fra 14.-21. november 2012), hvor Hamas' sendte rakatter mod Israel efter likvideringen af en Hamas-leder, hvilket fik Israel til at svare igen med tungt militær. Denne konflikt kostede over 150 palæstinensere livet, og 5 israelere.

 

Og den 29. november 2012 blev Palæstina med et overvældende flertal på 138 stemmer ud af 193 medlemslande (9 stemte imod) opgraderet fra ikke-medlems observatørenhed til ikke-medlems observatørstat (samme status som Vatikanet har). Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas har kaldt den nye status for "Palæstinas dåbsattest". De får bl.a. taleret i FN, og adgang til at retsforfølge Israel ved Den Internationale Straffedomstol - blandt andet for de israelske bosættelser.

Dagen derpå proklamerede Israel udbygning af 3000 flere bosættelser.

 

Når et ellers demokratisk land som Israel reagerer så barnagtigt på en demokratisk afgørelse, blot fordi den går dem imod, så ser det svært ud.

Personligt tror jeg ikke længere på varig fred i området, og i hvert fald ikke på en selvstændig palæstinensisk stat.

Lars Erslev Andersen siger det meget præcist i RÆSON (nr. 02/12, s 24):

‎"Der er ingen palæstinensisk stat, og der kommer ingen palæstinensisk stat!

Den eneste mulighed er, at israelere og palæstinensere lever sammen i én stat, der omfatter det nuværende Israel samt Gaza og Vestbredden, og hvor alle indbyggere - israelere, palæstinensere, jøder, muslimer, kristne, arabere, sorte, hvide - har lige rettigheder og pligter. Det store problem i en sådan konstruktion, der jo egentlig kunne lyde som en ideel retsstat, er, at den akkurat af samme årsag ikke kan defineres som en "jødisk stat". Så også det er problematisk, for efter jødernes lidelseshistorie, der kulminerede med holocaust, vil hverken Israel eller nogen vestlige stater opgive idéen om Israel som en jødisk stat, hvilken efterlader det ubehagelige spørgsmål, hvad det internationale samfund stiller op med de millioner af statsløse palæstinensere, der hverken kan få deres egen stat eller leve som borgere i en israelsk-palæstinensisk enhedsstat".

Etnisk udrensning i Jahves navn?


Efter læsning af Mosebøgerne står det mig klart, at hvis man tager dem på ordet (hvad jeg ikke uden videre gør), så kan jeg godt forstå, at Israel må have en meget robust selvforståelse. "Det forjættede land" har dette 'folk' fået ved en regulær etnisk udrensning i deres guds navn (efter jødernes gudsforståelse): "Herren din Gud vil selv rykke over i spidsen for dig og udrydde disse folk foran dig, så du får dem fordrevet. Josva skal rykke over i spidsen for dig, sådan som Herren har sagt" (5. Mos, 31,3).

 

Jeg er overbevist om, at der er en historisk kerne i Det Gamle Testamente - en sand myte, om man vil. Det er selvfølgelig et åbent spørgsmål, hvori denne består. Men forfatteren/erne til Mosebøgerne har åbenlyst set det helt rigtige i at udrydde folkeslag i sin guds navn. Så er det jo en lykke, at Jesus kommer og fortæller, at jøderne har misforstået, hvad og hvem Gud er. Dels ved at gøre det dobbelte kærlighedsbud til det første og største, dels ved det provokerende bud om fjendekærlighed.


Læsningen af Josuas Bog får mig til at tænke på den internationale konference, afholdt af Otto von Bismarck, der blev holdt i Berlin i februar 1885. Her blev Afrikas deling besluttet af de europæiske stormagter. I Josuas Bog er det ikke Bismarck & Co., men - ifølge jødernes gudsopfattelse - gud, der deler det erobrede land mellem de forskellige israelske stammer igennem 'lodkastning'. Kan godt 'forstå', hvis Israel kan have oparbejdet en selvforståelse, der legitimerer brug af tung militær mod palæstinenserne. Intet nyt under solen.


I min læsning af Birgitte Rahbeks bog "En stat for enhver pris", er jeg selv blevet noget overrasket over, hvor aggressiv zionismen har været fra starten af, også længe inden staten Israels oprettelse. Og læser man afsnittet om bosættelserne, krymper det næsten i en.


Der er tale om en langsom fordrivelse af palæstinenserne. De ender dog ikke i gaskamre, de bliver blot presset ud af deres boliger. En etnisk udrensning eller folkemord kan man derfor ikke kalde det, 'blot' en langsom fordrivelse.


"De samme fem love som israelerne havde benyttet til at overtage palæstinensisk jord efter 1948 blev nu brugt som grundlag for ekspropriation af de områder som var blevet besat efter 1967. Dertil kom at Israel betragtede al den jord som under det jordanske styre havde haft status af statsjord som israelsk statsejendom; Israel var jo Jordans efterfølger. Desuden ændrede man den jordanske Lov nr. 2 af 1953 om “ekspropriation af jord til offentlige formål” til i fremtiden at høre under israelsk militær myndighed, dvs. under områdets øverstkommanderende. Betingelsen om ”offentlige formål” faldt bort, og hvis nogen ville klage over selve ekspropriationen eller over kompensationens størrelse skulle det ske til en “klagekomité” (Objections Committee) som var sammensat af israelske officerer. Senere kom der en tilføjelse til loven som gav den øverstkommanderende i området mulighed for at idømme enhver ejer der nægtede at flytte indtil fem års fængsel eller en ikke nærmere stipuleret bøde.548 For palæstinenserne var det ofte vanskeligt at bevise deres ejendomsret til jorden: “Under de forskellige ottomanske, britiske og jordanske regimer var der mange jordbesiddere som af skattemæssige og bureaukratiske grunde forsøgte at have så lidt som muligt med myndighederne at gøre. Da den israelske regering nu krævede dokumenter af dem, stilledes de overfor kravet om at bekoste dyre landmålinger, eller med advokatbistand at forsøge at finde frem til gamle skøder og dokumenter i arkiver i Amman eller Istanbul. De fleste havde i denne situation ikke en chance... I foråret 1981 besluttede regeringen Begin at al jord som ikke tidligere var blevet registreret af den forhenværende jordanske regering, eller hvor ejendomsforholdene ikke var fuldstændigt dokumenterede, skulle betragtes som statslig og dermed være tilgængelig for jødiske bosættelser."


Og


""Når man kører rundt på Vestbredden og pludselig ser – og mærker - den dårlige hullede vej blive afløst af en bred, velasfalteret kørebane kan man være sikker på at der ligger en bosættelse i nærheden. Disse mange store veje på Vestbredden er med til at opsluge den palæstinensiske jord, og der er tale om rene apartheid-tilstande da det er forbudt palæstinensere at færdes på vejene. Da Oslo 2-aftalen blev underskrevet i 1995 gik præsident Clinton med til at finansiere anlæggelsen af omkørselsveje. Vejene sætter jødiske bosættere i stand til at køre uden om de

palæstinensiske selvstyreområder. I 1997 var der blevet anlagt cirka 440 km omkørselsveje som havde kostet de amerikanske skatteydere omkring 4 milliarder kroner."


OG den systematiske chikane/langsomme fordrivelse af palæstinenserne er ikke et historisk fænomen. Det foregår stadig. Fra Allan Sørensens samtalebog med Martin Krasnik og Herbert Pundik:


"ALLAN SØRENSEN: Næsten hver dag på Vestbredden begår bosættere overgreb på palæstinenserne. De fælder deres træer, tæver deres børn og smider sten på deres biler og spytter på deres gamle. Sjældent bliver der gjort noget ved det.


HERBERT PUNDIK: Udviklingen er i modstrid med jødisk etik. Bosætterne sætter sig på arabisk jord, forhindrer araberne i at plukke deres egen oliven, sætter ild til deres træer og forurener deres brønde. Alt dette for at terrorisere araberne til at forlade deres jord. Det foregår ofte med den israelske hærs vidende og nogle gange medvirken" (fra "Pundik & Krasnik - og resten af verden").


Herbert Pundik siger envidere: ""På den ene side mener jeg, at det var en forbrydelse, der blev begået mod araberne [da staten Israel blev etableret, selvom araberne var imod, med efterfølgende fordrivelse], og på den anden side mener jeg som jøde, at hvis den forbrydelse ikke var begået dengang, ville der være sket en større uretfærdighed. Mod jøderne. Jeg er i en moralsk set ambivalent situation, som jeg må leve med".


Og så bemærker han, at så godt som alle jødiske højtider minder jøderne om dem selv som "ofre", der bliver reddet i sidste øjeblik af en guddommelig indgriben, og som er med til at give dem denne konstante mistillid til verden omkring dem, og være beredt - ikke mindst militært.







Jeg skal for fuldstændighedens skyld nævne, at forfatteren og forlæggeren Lene Andersen (som selv er konverteret jøde) som kommentar til teksten her til venstre skrev følgende på min facebook-væg:


"Du trænger til et kursus i jødedommen, kammerat, for din tolkning af, hvad "det udvalgte folk" betyder, er en kristen forståelse, ikke en jødisk. Jødedommen er den første universalistiske religion, der anerkender alle menneskers lige værd og lige adgang til Gud (hverken Adam, Eva eller Noah var jøder, det er først fra og med Abraham, at der findes en pagt mellem det jødiske folk og Gud), men den er også den første religion, som anerkender, at forskellige folk har forskellige traditioner, og at det er godt, at vi ikke alle er ens. Grundtvigs folkebegreb er som snydt ud af næsen på denne menneske- og kulturforståelse."


Hertil vil jeg blot sige, at - ja- det er netop en kristen forståelse, jeg giver udtryk for