Efter min mening er afsnittet om Drømmespejlet en genistreg af J.K. Rowling.
Harry finder det ved et tilfælde i et lokale. Han ser kun et spejl, men ved først ikke, hvilke egenskaber det har.
Han finder dog hurtigt ud af, at det ikke er et helt almindeligt spejl. Når han stiller sig op foran, ser han nemlig sin familie, inklusive sine afdøde forældre.
Da han meget gerne vil vise sin familie til sin ven Ron, får han lokket Ron med hen til lokalet med spejlet.
Men da Ron træder op foran spejlet, ser han ikke Harrys familie. Han ser sig selv som vejleder for kollegiet, og han ser sig selv med den eftertragtede sportspokal i hænderne.
Først spørger Ron, om spejlet viser fremtiden, men det kan det selvsagt ikke gøre, da Harry ser sine afdøde forældre i spejlet.
Harry får så at vide af rektor Dumbledore, at det er et drømmespejl. Hvilket forklarer, hvad Ron og Harry ser, hver for sig. Og Dumbledore fortæller, hvor mange der nærmest er sunket ind i sig selv foran spejlet.
Dumbledore siger: "Spejlet vil blive flyttet til et nyt sted i morgen. Harry, jeg beder dig om ikke at lede efter det længere. Hvis du nogensinde støder på det igen, vil du vide, hvad spejlet faktisk viser dig. Du vil være i stand til at tage dig i agt. Man kan ikke eksistere i en drøm, for så glemmer man helt at leve, husk det. Og nu synes jeg, at du skal tage din fine kappe på og se at komme i seng!"
Semesteret starter ret kaotisk for Harry og Ron, da de af mystiske grunde (der bliver afsløret senere i bogen) ikke kan komme ind på perron 9 3/4 for at tage med Hogwarts-expressen. Indgangen er tilsyneladende blokeret for netop dem. De vælger at flyve i en magisk bil i stedet for, og ankommer således med bulder og brag, og alt for sent til intro-festen på skolen.
Det er blot en af flere episoder, hvor blandt andet Harry er helt sikker på, at nu bliver han smidt ud af skolen. Og han bliver lige overrasket hver gang, når rektor Dumbledore tager ham til nåde. Han bliver ganske vist straffet nogle gange, men dog ikke smidt ud.
Jeg kommer til at tænke på nogle lignelser fra evangelierne, især dem, hvor der trues med bål og brand (gråd og tænders gnidsel), hvis ikke man tror og handler rigtigt. Hvor man, hvis man tager disse lignelser på ordet, må leve i konstant frygt for at dumpe, og få sparket, blive dømt til fortabelse. Og var det ikke for (troen på) Guds nåde, ville det efter min mening se meget sort ud for os alle sammen pga. vores mange forkerte handlinger.
Derfor har jeg også bemærket, at Rowling næsten konsekvent omtaler Dumbledore som venlig og smilende - og når hun en enkelt gang beskriver ham som vred eller alvorlig, rejser hårene sig næsten, da vi ikke rigtigt venter den reaktion hos Dumbledore - det synes så meget mod hans natur at blive rigtigt vred. Han tager på den ene side regelbrudene ganske alvorligt - men holder alligevel hånden over synderen, som ofte er Harry. Helt præcis hvorfor, er ikke altid indlysende. I hvert fald ikke på dette tidspunkt i serien.
Truslen om at blive smidt ud af skolen hænger altså hele tiden i luften, når man bryder så mange regler, som Harry gør. Samtidig minder hele Dumbledores natur og væsen os hele tiden om nåden.
Jeg taler ofte i mine prædikener om Jesus som både gave og opgave. At vi på den ene side er pligtige at forsøge at gøre Det Gode (opgaven). Men at vi samtidig er nærmest dømt til at fejle, da vi jo ikke er Jesus. Til gengæld er nåden (gaven) – Guds tilgivelse, som vi møder den hos Jesus – hele tiden tilstede til at samle os op, holde hånden under os, fortælle os, at vi stadig er elskede, når vi fejler. Harry forsøger også at gøre Det Gode. Og det gør han ikke altid lige elegant. Han laver mange fejl og regelbrud på sin vej. Men så står Dumbledore i den anden ende med åbne arme og modtager Harry med forståelse og tilgivelse. Med sin nåde.
(I min prædikensamling ”Prædikener fra Blichers kirke: Troens frugter er kærligheden gerninger” er medtaget en prædiken over Harry Potter-universet).
Da Harry har bekæmpet Voldemort igen (for denne gang), og aflægger rapport til Dumbledore, konstaterer han da også, at Harry har brudt utallige regler i kampens hede. Ikke desto mindre bliver han (naturligvis) belønnet med en masse point, så Gryffindor igen vinder pokalen, da det var for Det Gode, han kæmpede, og han har jo ikke forulempet nogen elever eller lærere i kampen.
Kan det sommetider være nødvendigt at bryde loven, hvis det er for Det Gode? Hvis det er for at redde liv?