Om fodbold som religion


Taget fra avisen.dk fra den 15. marts 2008:

 

"Mænd dyrker fodbold som en religion

 

Vinterpausen har været lang. Alt for lang. Heldigvis begynder superligaen igen i aften. For ægte fodboldfans er der nemlig ikke noget værre, end ikke at kunne dyrke det, man holder af.

 

»Vinterpause er noget djævlen har skabt. Det svarer jo til afbrudt samleje. Det er jo ikke særlig fedt. Så må man dyrke en eller anden form for masturbation,« siger Bo Kampmann Walther, lektor ved Center for Medievidenskab på Syddansk Universitet, der har skrevet flere artikler om fodbold og religion.

Ifølge ham sker det for eksempel, når fans ser udenlandsk bold, læser fodboldnyheder på nettet, laver bannere eller skriver slagsange. Men i virkeligheden er det blot små midlertidige løsninger, som nedtælling til den store sæsonpremiere.

 

Fodbold er Gud

 

Idag vil folk vælte ind på de danske Superliga-stadions på ugens helligste dag. Aldrig har Superligaen haft så mange tilskuere. Ifølge Bo Kampmann Walther, er det et tegn på, at fodbold er vor tids religion for den mandlige del af befolkningen.

»Fankulturen er en slags erstatningsreligion. Den skaber et fællesskab og er en måde at skabe en tryghed på, som religionen tidligere kunne garantere,« siger han.

Ifølge ham er stadion er den nye kirke, trænerne er præster, og spillerne ophøjes til gudestatus. Publikums slagsange minder om salmer, der bliver sunget for at hylde de guddommelige idoler. Under kampene deler fans deres passion for spillet og bliver bekræftet i deres tro.

»Før i tiden gik man i kirke om søndagen for at høre præstens formanende ord og få ro i sindet. På samme måde ved man, at når det er kampdag, så mødes man med de andre supportere og forsikrer hinanden om, at verden stadig står,« siger Bo Kampmann Walther.

Ifølge fanforsker ved Institut for Idræt på Århus Universitet, Kristian Rasmussen, handler fankulturen om at give sig hen til noget og dyrke det fuldstændigt. Ordet ’fan’ kommer fra det latinske ord ’fanum’, som henviser til et helligt sted. Når du går ind i helligdommen, så bliver du fan. Så dyrker du det hellige. Præcis det der sker, når de danske stadions igen åbner op for Superliga-bold.

»Nu er vi ikke længere i eksil, nu er vi tilbage i kirken, hvor vi kan dyrke vores lidenskab, vores passion. Når man står på stadion, er man en del af et større fællesskab, hvor man lever sin passion ud,« siger Kristian Rasmussen.

 

Fårene fra bukkene

 

Vinterpausen er dog ikke så slem, at den ikke er god for noget. Den er med til at skille fårene fra bukkene, til at vise, om man er ægte fan.

»Der er turisterne, som kun holder med et hold, når det går dem godt. Og så er der ’Die Hard’-fansene, der holder med deres hold i tykt og tyndt. Hvis du er turist, så finder du jo bare et andet hold. Det vil jo være fuldstændig ugudeligt for en rigtig fan. Man konverterer jo heller ikke fra kristendom til islam,« siger Bo Kampmann Walther.

Han mener, at forskellen er, om man ser fodbolden indefra eller udefra. Set udefra ser man blot spillet med alle dets regler. Man kan bedømme, om det var retfærdigt eller ej, at det ene hold vandt. Udefra er fodbold ikke er en religion. Men som ægte fan, er man så opslugt af spillet, at det er svært at vurdere, om dommeren har dømt retfærdigt.

»Indefra kender man ikke regler, der oplever man følelser. Og det er det, der skiller vandene. Enten kender man noget og kan forklare det rationelt, eller også føler man det,« siger Bo Kampmann Walther.

For de fans, der føler, er hver kamp en form for korstog. Hver kamp er en dommens dag, hvor en sejr vil sende tilhængerne direkte i Paradis. I weekenden bliver ventetiden endelig forløst for de mange tusinde fans.

»Det er ligesom med barnet, der venter på juleaften. Den glæde og eufori, der er forbundet med at skulle pakke gaver op, er det bedste. Og nu starter den sæson, som vi har set frem til. Fællesskabet, nærværet og oplevelserne på stadion. Det kan du bare ikke finde i en vinterpause,« siger Kristian Rasmussen."

VM i fodbold i Sydafrika 2010


 

Historiens vingesus


VM i fodbold i Sydafrika 2010 synes jeg har været en begivenhed ud over det sædvanlige på en lang række områder. Først tænkte jeg, da landet fik tildelt værtsskabet, at det er utroligt fascinerende og dragende, som historien ændrer sig, og hvordan det fx. afspejles i en sportsbegivenhed som VM i fodbold. Jeg kan stadig huske den tid, hvor Sydafrika var udelukket fra deltagelse i alle internationale sportsbegivenheder, herunder OL og VM pga det daværende apartheidstyre. Og i 2010 skrives fodboldhistorie, da det er første gang at VM afholdes på det afrikanske kontinent. At Sydafrika ikke nåede videre fra den indledende runde, og at det sidste afrikanske hold, Ghana, missede semifinalen pga en ulovlighed fra Uraguays side, er så en anden snak!

 

Og så er der fænomenet Tyskland, som af mange grunde har levet en tilværelse som prügelknappe, dels pga ucharmerende, men effektiv fodbold, og dels pga landets historie. Ikke for ingenting var det det helt store nummer, at Tyskland skulle møde England i ottendedelsfinalen. Her blev refereret til en engelsk avisforside fra sidst, de spillede, og hvor England vand 5-1 over Tyskland. Overskriften lød 'and dont mention the score', som er et ordspil med 'and dont mention the war', som igen er en reference til Fawlty Towers soap'en med John Cleese (dk: Halløj på badehotellet), hvor han i et afsnit får besøg af tyskere, og hvor den halvdumme tjener får fortalt adskillige gange, at han for guds skyld ikke må nævne krigen for gæsterne - dont mention the war.

Det blev virkelig et drama, hvor England blev snydt for et mål (målkammeret viste, at den var tydeligt inde), på samme måde, som Tyskland i en nøjagtigt tilsvarende situation, i en efterhånden legendarisk kamp, måske-måske ikke fik tilkendt et mål uberettiget (hvilket fik et formiddagsblad til at lave forsideoverskriften "Efter 66 år - tak for sidst!").

 

Der blev spillet på alle tænkelige krigsmetaforer. Men det interessante er, at man har sympati for dette hold, da spillet er charmerende, omend stadig effektivt. Og så er der det helt usædvanlige, at hele 11 spillere har anden etnisk baggrund end tysk. Det er med andre ord et multietnisk hold, der spiller. Tilmed VMs yngste hold, derfor kan det også være et billede på en ny begyndelse for Tyskland. I semifinalen mod Spanien - de regerende europamestre - var de dog tilbage i det knap så charmerende spil, og det kostede også finalepladsen.

 

Og hvad har alt dette med kristendom at gøre? Jo, fodbold er en god metafor for kristendommen. I begge situationer handler det om at ramme målet. Hvis en spiller rammer stolpen, i stedet for målet, siger vi gerne, at det var synd. Og pudsigt nok betyder ord synd faktisk at ramme forbi målet. I kristendommen hedder det, at vi skal leve i fuldkommen kærlighed til vore medmennesker og Gud selv. Det er meningen og målet med livet, ubetinget, absolut og uden forbehold. Og her rammer vi ikke engang stolpen, men skyder langt ved siden af, hele tiden.

 

Desuden er der sejrsmetaforen, som er yderst tankevækkende i denne sammenhæng. Når der scores, eller Danmark er foran, lyder det gang på gang fra tilskuerpladerne, at sejren er vor - også selvom vi ikke har gjort nogetsomhelst for det. Ikke desto mindre jubler vi som det mest naturlige i verden, som om vi selv spillede med på banen.

 

I kristendommen får man ganske ufortjent del i Jesu gerninger, og hans tilgivelse, og kan, uden, at det er vor fortjeneste, også råbe sejren er vor!