Ny prædikensamling - køb HER

Krigen mod terror - i demokratiets navn - os og dem...


Det er egentlig ikke fordi, jeg mener, at terrorisme er det mest påtrængende problem i vor tid - den stille død i den tredje verden anser jeg for et større problem, og hungersnød er præcis ligeså menneskeskabt som terror. Men "krigen mod terror" rejser nogle væsentlige spørgsmål. Derfor dette menupunkt.


 

Krigen mod terror?


 

Hvordan går man i krig, hvis man skal elske sine fjender?


 

Tyskland i 30'erne


 

Danmark i 40'erne og læren indtil i dag


Elsket er den, som sætter sig ned. Om den 11.sept. 2001 og derefter



Når pacifister vælger at gå i krig: Kronik af Enhedslisten om aktionen i Libyen



Barack Obamas Nobelpristale - om ideologi og praksis



Om Muhammed og Jesus, og fjendekærlighed


 

Jesu forkyndelse: Os og dem?



Fredsforsker Jan Oberg: Fred via fred/Peace by Peace

Det dobbelte kærlighedsbud

Der var engang en  mand, der sagde, at hvis man bare opførte sig ordentligt, så skulle det hele nok gå.


Men hvad vil det sige at "opføre sig ordentligt"? Det er bestemt ikke givet.


Ligeledes kan ateister og humanister og andre med lige god ret sige, at de ikke 'behøver' en gud til at fortælle dem, at de skal tage vare på deres næste.


Nu kan man hævde, at dette udsagn er kulturkristent, men fred være med det. Men i forlængelse af det, vil jeg så spørge - hvordan?, i hvilke situationer?, - og i hvor høj grad? I særligt sårbare perioder af næstens liv, og skal det kun være, når man selv har overskud til det, eller for den sags skyld, lyst til det?


Her er umiddelbart mange spørgsmål, som er ubesvarede, og som er helt nødvendigt at svare på, hvis man skal have en idé om, hvilket kærligheds-begreb, man taler om.

 

I kristendommen er svaret klart: Man skal elske sin næste altid og hele tiden, uden undtagelse.

Normalt udtrykkes det dobbelte kærlighedsbud, som står i de fire evangelier, i kort form således:

 

Du skal elske Herren din Gud, og din næste som dig selv.

 

I protestantismen skal Gud elskes igennem næsten. Gudsforholdet realiseres i forholdet til næsten.

 

MEN - hvad betyder udsagnet "som dig selv"?  Jeg har desværre tit hørt og læst, at det skulle betyde, at man skal elske næsten, ligesom man elsker sig selv. Eller at man skal elske sig selv, for at kunne elske næsten, og andre lignende formuleringer. Disse udsagn er dog dybt problematiske, da graden af kærlighed til næsten bliver afhængig af noget relativt, nemlig i hvor høj grad man kan sige at elske sig selv, hvis overhovedet. Disse læsninger forekommer mig meget moderne.

 

Jeg mener, at det er helt oplagt at tage udgangspunkt i Johannesevangeliet, hvor det hedder, "Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden". Vi skal altså elske næsten, som Gud elsker os, dvs ABSOLUT. I stedet for sætningen: Du skal elske Herren din Gud og din næste som du elsker dig selv - som sætningen ofte læses -, skal den altså læses: Du skal elske Herren din Gud, og din næste som Gud elsker dig selv.

 

Derfor: Man skal elske sin næste altid og hele tiden, uden undtagelse. Det kan vi selvfølgelig ikke, al den stund, at vi ofte føler os nødsaget til at tage udgangspunkt i os selv, og vor egen formåen. Vi har jo allesammen en selvopholdelsesdrift. Men det ændrer ikke på, at fordringen er der. At vi så, synderesom vi er, ikke kan løfte fordringen, er en ganske anden sag.

 

Vi skal altså altid være der for vor næste. Men hvordan?

 

Her må man - med K.E.Løgstrup - nøjes med at konstatere, at fordringen, den etiske fordring, er TAVS.

 

Den siger, at vi ubetinget skal være der for vor næste, men den siger intet om, hvad vi rent faktisk skal gøre i praksis, så at sige. Det kan kun være en vurderingssituation, hvad vi skal gøre i en given situation.


Den tidl. amerikanske præsident, Bill Clinton, har i bogen "At give" nogle forslag til, hvordan man ikke behøver at sidde passivt og vente på, at nogen har brug for hjælp. Læs her.

 

Det vigtigste at notere er, at fordringen ALTID HELE TIDEN er der, og ikke kun når det passer os, at den er der.