De Ti Bud

Noget af det, der fortæller mest om, hvordan et folk tænker og opfatter verden og hvilke værdier det måtte have, er måden vi taler sammen på og ikke mindst hvordan vi bruger og forstår ordene, som vi bruger. Det er nemlig oftest særdeles ureflekteret og derfor uhyre umiddelbart og måske endog 'ærligt'.

Her er det tankevækkende, at mange af de ord og udtryk, som i hvert fald nogen forbinder med noget særligt kristent, i dag ikke længere betegnes som forkerte endsige 'syndige' handlinger og forteelser, men måske ligefrem som egentlige dyder.

De ti bud er et sådan eksempel. Her vil jeg nævne de mest markante eksempler.

Når det i første bud hedder, at man ikke må have andre guder, er det påfaldende, at det overhovedet at nævne Gud i en sammenhæng, næsten kan opfattes som værende diskvalificerende. Her er det interessant, at dem som eksplicit siger, at de ikke tror på Gud, ikke interesserer sig for religion, og lignende udsagn, alligevel bruger Gud i hverdagsagtige udsagn som 'jeg håber ved Gud, at det ikke er rigtigt'. Det er selvfølgelig bare udtryk, hvor ordet 'gud' ikke bliver brugt i nogensomhelst religiøs sammenhæng. Alligevel er det morsomt, at Gud alligevel følger med.

De kristne helligdage er i dag ikke længere helligdage men feriedage, og budet om at ære sine forældre er også forældet. Det, der engang band en familie sammen, var den indbyrdes afhængighed. Når forældrene bliver for gamle eller besværlige sender vi dem på plejehjem i stedet for selv at pleje dem (vi har jo vores eget liv, som vi siger, og det er jo en dyd i dag), og staten klarer underholdet i forbindelse med børnenes uddannelse - med SU'en. Her er forældrene ikke nødvendige.

Det er en ofte fremført kommentar, at ét bud stadig står urokkeligt fast, nemlig budet om ikke at slå ihjel. Ikke desto mindre kan man få medalje for vellykkede krigshandlinger. Og en mand, der har dræbt sin utro hustru i affekt, kan vi næsten forstå, for i virkeligheden havde han en god grund og rigtig ond kan vi ikke kalde ham. Hvad angår bud nummer seks: Du må ikke bedrive hor, er det næsten trivielt at bemærke, at det i den grad er bleven en dyd i dag - og ofte et decideret adelsmærke at have været sammen med så mange som muligt, selvom det nok stadigvæk kan være decideret diskvalificerende for piger.

Bud nummer otte, som handler om utroskab, er heller ikke noget vi fordømmer så meget, som vi før har gjort. Vi kan sågar med et smil og glimt i øjet udtrykke, at julefrokoster er utroskabens højborg. Mest grotesk er de udsendelser, hvor synden bliver gjort til underholdning. I reality- (i 'skriftestolen'!), talk- ('her er mit liv': Her og her har jeg fejlet) og i Ricky Lake-shows, vrimler det med 'synds'-bekendelser. Medieforskeren John Mortensen har i en kronik "Over alle grænser" (Information 7.-8. dec. 02) på det nærmeste sammenlignet disse forskellige bekendelses-seancer med bekendelsen i den katolske skriftestol og ved de protestantiske bønnemøder. I disse shows har emnerne oftest med det private, det seksuelle og kroppen at gøre, skriver han.

Her et enkelt citat fra kronikken: "Der er også træk fra en religiøs praksis i reality tv: Andagt, opståen fra de døde (de begravede deltagere i Robinson!), bekendelse, forløsning, offer, tilgivelse - alt sammen præsenteret i skikkelse af et passionsspil. Der er en hellig bog fuld af regler, af påbud og forbud, som deltagerne skriver under på at ville overholde som betingelse for deltagelsen". Når vi bruger ordet 'synd' i dag, bliver det også ofte kædet sammen med mad og fedme, og vores tids fitnesscentre bliver en slags moderne kirker, hvor kroppen martres, så vi kan gå derfra med god samvittighed og spise videre!

Når det gælder 'syndsbekendelser' på tv, må en nyklassiker unægtelig være fra januar 2013, hvor Lance Armstrong, som normalt ses som en levende cykellegende pga. sine mange sejre i Tour de France, bekender sit dopingmisbrug og sine mange og årelange løgne til Oprah Winfrey.

Og for at tage det sidste bud med: Du må ikke begære, hvad der tilhører din næste. Hele vor kapitalistiske samfund med dets markedsøkonomi forudsætter, at vi faktisk begærer, hvad der tilhører vor næste. Vi må huske, at dette bud ikke handler om at stjæle, men netop kun begære, hvad vi således er nødt til at købe, eller fremskaffe på anden vis, hvis det er vigtigt nok for os.

Etikken ned fra soklen

I sin bog Ned fra soklen gør Jan Lindhardt bl. a. rede for nogle af konsekvenserne af sekulariseringen, bl.a. dette, at etikken ikke længere er udtryk for et helhedssyn på tilværelsens mange sfærer, men i stedet er blevet et område for sig, ligesom fx. politik, jura, økonomi, etc.

De forskellige områder gøres således etik-frit.

Videnskabens område:

Vi driver sommetider videnskab for videnskabens egen skyld uden nødvendigvis at tænke på det nyttige, fornuftige eller etisk korrekte i dette - "det bliver muligt i det 16. århundrede at dissektere døde mennesker - dog i begyndelsen under stor modstand. De almindelige regler om respekt for de døde gjaldt efterånden ikke mere for lægevidenskaben - og gør det fortsat ikke, hvilket opfattes som helt naturligt af de fleste" (Lindhardt, s. 64f).

Lægevidenskaben har gjort det muligt at overføre organer fra det ene menneske til et andet. I Danmark har vi et såkaldt donor-register, hvor man kan tilkendegive hvorvidt man vil tillade, at ens organer doneres til syge mennesker, der har behov - efter man er død. Problemet er blot, at det er lægevidenskaben/folketinget, som har defineret hvornår man er død. Har de overhovedet ret til det?

Juraens område:

Når juraen bliver etik-frit område, kan den nemt risikere at miste kontakten til virkeligheden, så det i stedet bliver til princip-rytteri og 'skrivebordsafgørelser', hvor man måske kun har øje for enkelte paragraffer, og glemmer helhedssynet. Ikke uden grund er et af de mest deprimerende programmer i radioen Hvad er min ret og hvad er min pligt? som handler om gode råd og anbefalinger til folk, der er kommet - somme tider ubehageligt meget - i klemme i det sociale system og dets jura - blandt andet på grund af disse 'skrivebordsafgørelser', hvor der ikke er kontakt til virkeligheden.

I den juridiske verden - fx. i retssale - spiller begreber som skønsomhed, billighed og nævningeafgørelser derfor en stor rolle, da der er et forsøg på at holde "den juridiske fagkundskab (...) fast på sit almen-menneskelige - og det vil her bl.a. sige etiske - grundlag" (Lindhardt, s. 66).

Så kan man selvfølgelig altid diskutere om det lykkes.

På politikkens område er det - nok ikke overraskende - heller ikke meget bedre. Iflg. Lindhardt er det især Machiavellis Fyrsten, og dens indflydelse, der har været med til at skille politik og etik fra hinanden: For ret beset har etik og politik intet med hinanden at gøre. Politik er simpelthen neutral. Baggrunden for disse betragtninger er bl.a., at man ikke længere kan forvente et stabilt samfund, hvorfor man både må kæmpe for at erhverve magten, og for at beholde den. Faktisk er Machiavellis tanker uhyre moderne: "Machiavelli [ligger] grunden til moderne rolletænkning. Man opfører sig forskelligt, alt efter hvilket rum man er i, (...) om det er det store politiske rum, eller det er ens egen have. I den sidstnævnte kan man være moralsk god, ikke i den første" (Lindhardt, s. 77).

Her kan man også referere til talen om, at religion er en privat sag, noget man dyrker indenfor hjemmets fire vægge sammen med sine trosfæller. Men det er klart, at folk der ytrer en sådan tanke, ikke aner, hvad det vil sige at have en religion. For religion er selvfølgelig ikke nogen privatsag. Det er en personlig sag - som følger med hvorhen man går.

Muhammed-sagen har vist, at religion absolut ikke er nogen privat sag, men i allerhøjeste grad en personlig sag. Og at religion skal tages mere alvorligt, end det har været gængs tone i det gennemsekulariserede Danmark.

Som Kristeligt Dagblads chefredaktør Erik Bjergager udtrykker det i en kronik 22-2-06: "SFs tidligere formand Holger K. Nielsens udmelding i dagens avis om, at også venstrefløjen nu må begynde at behandle troende mennesker med større forståelse, er en erkendelse, som man kunne have ønsket, han og andre var nået frem til for mange år siden". For selvom venstrefløjen i dag er de fremmeste talere for menneskerettighederne som værende bindende for alle (med en tilsvarende guddommeliggørelse af ytringsfriheden), har forståelsen for religion ikke være særligt udtalt. Bjergager fortsætter: "HVIS VENSTREFLØJEN SKULLE få et mere nuanceret syn på religionens betydning, må man i fremtiden kunne forvente en større interesse for de overtrædelser af menneskerettighederne, som finder sted over for troende mennesker. Krænkelser af menneskes religionsfrihed har aldrig udløst nogen nævneværdig forargelse hos den religionsblinde venstrefløj. Her er det først og fremmest undertrykkelsen af intellektuelle og politiske dissidenter, der har udløst harme, men også i dag går nogle af de værste krænkelser af menneskerettighederne ud over ikke mindste kristne (…) Med et nyt blik for religionens betydning for mennesker herhjemme og i den muslimske verden er det nu disse krænkelser af ikke bare kristnes, men også andre troendes fundamentale rettigheder, som venstrefløjes skal til at prostestere over. Det vil i sandhed være en revolution, hvis det sker".

At etikken også har forladt økonomiens område, er, som nævnt ovenfor, i virkeligheden forudsætningen for vort såkaldte velfærdssamfund. Gerrighed hedder nu flid, og hvis der er et sted i verden, hvor flid er en særdeles positiv side ved menneske, så er det i den vestlige verden. Samfundsøkonomisk set er tanken, at når der appeleres til folks gerrighed, og den enkelte får frihed til at udfolde den, så skabes der store økonomiske værdier til samfundet, som alle får gavn af. Det er i hvert fald tanken.

Som Lindhardt skriver: "I vore dage hedder det ikke gerrighed [som er en 'synd'], men "profit", "interesse" [som er noget positivt - og i 'alles' interesse] etc. Mest bemærkelsesværdigt er ændringen i ordet "tjene", som nu kommer til at betyde at have en indtægt. Det hedder ikke længere bibelsk, at den er stor, som tjener, men at den er størst, som tjener mest" (Lindhardt, s. 77).

Hvad angår historieskrivningen siger Lindhardt, at engang var historien moralsk - i dag er moralen historisk!

Som det fx. gælder for mange af historierne i Det gamle Testamente, var en del af formålet med at fortælle, at man gjorde en moralsk pointe tydelig. En histories morale kunne godt udtrykkes mere direkte, som fx. du må ikke have andre guder, men historien kunne også stå for sig selv. Når en hær taber en krig, fordi menneskene har dyrket en anden gud, er den moralske pointe jo ganske klar.

I dag - derimod - er moralen blevet historisk, og det er, iflg. Lindhardt, måske især bleven moralens og etikkens fjende (Lindhardt bruger dem synonymt). For når man betragter historiens forløb, er det jo tydeligt, at den enkelte epokes dominerende forståelse af moral har været - sommetider endog meget - forskellig fra andre epokers. At tale om en 'sand' moral er derfor, for det moderne menneske, meningsløst. Og for en historieskriver er det næsten en 'dødssynd' i sine skrifter at moralisere på baggrund af historiske begivenheder, som man måske kunne lære noget af (der er dog mindst én undtagelse: holocaust). I det hele taget må man ikke dømme fortidige begivenheder, da handlingerne kan begrundes ud fra deres historiske kontekst, og derfor ikke med rimelighed kan dømmes med 'vor tids' såkaldte moralbegreber.

Og hvis man kan forklare dem ud fra konteksten, giver det ikke rigtig nogen mening at bruge disse begivenheder som pejlemærker for rigtig og forkert opførsel i dag. At et terrorangreb kan udløse en krig som Første Verdenskrig, kan pga. dens særlige historiske kontekst, ikke lære os noget i dag, da tiden er en anden, siges det.

En nyklassiker, hvor det åbenbart skønnes, at man godt kan dømme/lære af fortidens begivenheder uden selv at have levet i denne pågældende begivenheds kontekst, er statsminister Anders Fogh-Rasmussens fordømmelse af samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig.

Indenfor kunstens verden er det ikke meget bedre. "Endnu i det 18, århundrede var romaner moralske og endte godt" (s. 81), skriver Lindhardt, og fortsætter: "De gode fik hinanden og kunne fremholdes som gode og moralske forbilleder, og de onde blev straffet til skræk og advarsel"(s. 81). I dag synes det næsten at være en kunstnerisk selvmodsigelse at skildre en verden på denne måde. En 'åben' roman, hvor forfatteren ikke 'giver ved dørene', og hvor det kræver virkelig noget at forstå udtrykket og de måske komplicerede tanker, er rigtig kunst.

Og hvad angår den bildende kunst, "som indtil for to hundrede år siden fremstillede heroiske billeder fra antikken eller fra Biblen" (s. 82) er det det samme. Her placerer Lindhardt delvis skylden hos Kant, som delte antikkens ellers uadskillige idealer 'det sande', 'det gode' og 'det skønne'. "Det gode skal holdes ude fra det skønne. En æstetisk oplevelse har intet med etik at gøre, men er en "ren" oplevelse, hvor man uden engagement og optagethed af emnet hengiver sig til en nydelse, der er ren, fordi den ikke har noget formål" (s. 82). Billeder skal nydes, og ikke nødvendigvis fortælle os noget. Også tanken om, at kunstneren skaber, og således selv er Herre over sit værk, siger noget om vore forestillinger. Ret beset skaber kunstneren jo intet - han former af det allerede skabte.

I det hele taget synes æstetikken at have overtaget etikkens plads. I den nye litteratur (blandt andet de såkaldte '90er-digtere') er det klart det æstetiske der er i fokus, og der er sjældent noget budskab, man kan lære af. Også i sproget er det sket: Hører vi om en person, som er anholdt for pædofili, er vores første tanke ikke, at han er 'ond', men at han er 'ulækker'. Heller ikke morderen, der slog vort barn ihjel er 'ond', men et 'svin'. Vi mener dog stadig, at det er mere rigtigt at kalde personer som Hitler og Osama bin Laden for 'onde' fremfor nogle 'svin'.

Hvad angår begreber som 'det gode' og 'det onde' er det dog tankevækkende, at de synes at miste deres fylde, hvis man tænker Gud bort. Her bemærker Lindhardt, at dette måske er grunden til, at man i dag ofte sætter pisse- eller skide- foran disse ord: pissegodt eller skidegodt. De skal åbenbart forstærkes - med krykker!

Som ovenfor nævnt kan det i en samtale være særdeles diskvalificerende, når man skal understrege, hvor alvorligt en handling er, ved at udtrykke, at det krænker Gud og Jesu forkyndelse. Denne måde at tale på, er mildt sagt gammeldags.

Her vil jeg lade Nietzsche få det næstsidste ord (fra Antikrist, s. 24, pkt. 15):

"Hverken moralen eller religionen kommer i berøring med noget som helst punkt af virkeligheden i kristendommen. Lutter imaginære årsager ("Gud", "sjæl", "jeg", "ånd", "den fri vilje" - eller også "den ufri"): lutter imaginære virkninger ("synd", "frelse", "nåde", "straf", "syndernes forladelse"). En forbindelse mellem imaginære væsener ("Gud", "ånder", "sjæle"); en imaginær naturvidenskab (antropocentrisk; fuldstændig mangel på begreb om naturlige årsager); en imaginær psykologi (lutter indbyggede misforståelser, interpretationer af behagelige eller ubehagelige almene fornemmelser, for eksempel nervus sympathicus - tilstandene, med hjælp af af den religiøst-moralske idiosynkrasis tegnsprog - "anger", "samvittighedsnag", "djævelens fristelse", "Guds nærhed"); en imaginær teleologi ("Guds rige", "dommens dag", "det evige liv"). - Denne rene fiktions-verden adskiller sig meget til sin ugunst fra drømmeverdenen derved, at denne afspejler virkeligheden, mens den selv forfalsker, devaluerer, fornægter virkeligheden. Efter at begrebet "natur" først var opfundet som modbegreb til "Gud", måtte "naturlig" være ordet for "forkastelig" - hele hin fiktions-verden har sin rod i had til det naturlige (- virkeligheden! -), den er udtryk for et dybt mshag ved det virkelige ... ".

Denne måde at tænke på, som desværre forekommer mig meget moderne, burde man betragte som en veritabel katastrofe for kristendommen. Ikke desto mindre kan sekulariseringsprocessen ses som et produkt af selve kristendommen, og den kristne frihed; eller måske en forudsætning for samme. I hvert fald er følgende bemærkning af K.E. Løgstrup særdeles interessant:

"Sækulariseringen måtte til, før tanken om evangeliets frihed kunne få råderum, og for den sags skyld kan tanken om evangeliets frihed selv have været med blandt de faktorer, der har bragt sækulariseringsprocessen igang" (Den etiske fordring, s. 116).