KAPITEL 4: RELIGION ER SPILD AF LIV – PÅ FLERE MÅDER, END DU LIGE TROR

De skriver: "Der findes ingen dogmefri religion. Et dogme er en

 fast regel – et ufravigeligt krav."


Jo. I lutherdommen. Her er ingen regler om, hvad det vil sige at være "rigtig" kristen. Troen er nok, og troen er netop ingen præstation. 


De fortsætter: "Først i 1989 kunne homoseksuelle indgå registreret partnerskab, og i 2012 kunne de så vies i kirken. En lov, som Folketinget har tvunget ned over kirken, og som statsansatte præster stadig kan afstå fra at adlyde."


Nej, situationen er faktisk omvendt.


Indtil 2012 påtvang staten kirken at sige nej til vielse af homoseksuelle. De omkrng 80 procent af folkekirkens præster, der gerne vier homoseksuelle, havde IKKE mulighed for at sige ja. I 2012 gav folketinget således folkekirken endelig sin frihed på dette punkt. Indtil da var kirken tvunget af staten til at sige nej. 


Folkekirkens store udfordring er, som luthresk kirke, at den ikke kan og heller ikke skal have en fælles stemme at tale med.


Derfor har det desværre været nærmest umuligt at fremsætte et kirkeligt krav om at få lov at vie homoseksuelle. For os, der i ti-året op til, at denne mulighed endelig blev givet af folketinget, for os, der har tordnet mod fordømmelsen af homoseksualitet, og talt for muligheden af vielse af homoseksuelle i kirken - var det naturligvis en stor sejr, da folketinget endelig ophævede det de facto forbud, kirken var underlagt. 


"Værd er det dog at nævne, at det indtil 1947 udelukkende var mænd, der måtte være præster i folkekirken. Og ændringen skyldtes hovedsagelig pres fra det omkringliggende samfund – ikke fra kirken selv."


Det er et forhold, jeg altid selv har undret mig over. De første forkyndere af Jesu opstandelse var kvinder. De første ("kristne") præster var altså kvinder. Derfor burde kvinder være selvskrevne som prædikanter på lige fod med mænd.


Desuden vil dette at udelukke kvinder være at sidestille med at bespotte helligånden, som jeg engang skrev i et læserbrev til Kristeligt Dagblad. Jeg forsår med andre ord ikke baggrunden for den teologiske modstand mod kvinder, da den simpelthen er ulogisk og ikke giver nogen mening for mig, men tværtimod er teologisk dybt problematisk. 


De citerer Jesus: “Mit rige er ikke af denne verden.“ Jesus til Pilatus, Johannesevangeliet, kapitel 18, vers 36.


Det skule være et udsagn, der viser, at religion hader demokrati, som overskriften lyder.


Hvad de åbenbart ikke er klar over, er, at udsagnet dækker over, at kristendommen ikke er politik.


Jesus var ikke politiker. Han skulle hverken være konge eller folketingsmedlem. Hans rige var kærlighedens rige, og det kan vi kun opleve glimtvis her. Man kan ikke lave politik på Jesu forkyndelse (men nok lade sig inspirere), så selvfølgelig er Jesu rige ikke af denne verden. 


Kristendommen forholder sig i øvrigt slet ikke til, om demokratiet er den bedste styreform. Men Jesus byder os at give kejseren (i Danmark: folketinget), hvad kejserens er. Det hedder dog også, at vi skal adlyde Gud mere end mennesker. Vi skal altså altid følge kærlighedsbuddet, uanset, hvad loven siger, og uanset hvilken styreform, vi lever under. 


I den forbindelse hedder det: "her spiller det en rolle, hvor fundamentalistisk den enkeltes tro er, eller om der er tale om en mere udvandet udlægning af skriften. Det sidste er klart det mest udbredte i Danmark – og heldigvis for det."


OG det er faktisk en uhyre interessant kommentar. Ordet "udvandet" er som bekendt meget negativt værdiladet. Så her antydes det altså, at fundamentalistiske udlægninger af skriften er tættere på noget sandt. Hvor andre udlægninger er udvandede.


Med andre ord: Er man ikke fundamentalist (en tankegang de to meget forståeligt angriber i et væk), så er man til noget mere udvandet, og er måske ikke så religiøs, at det gør noget.


Det interessante er også, at den form for retorik kan man slet ikke bruge, hvis ikke man underforstår, at fundamentalisterne har mere "ret". For hvis ikke man forudsætter det, kan andre udlægninger ikke med mening kaldes for "udvandede".


Det komiske er selvsagt, at de som ateister de facto påtager sig et skriftsyn, der er meget lig fundamentalisterne. 


Derfor oplever jeg også følgende sætning henvendt til mig: "I sidste ende – for selv de mere moderate, der hverken slås med homofobi, kvinde-nedgørelse eller seksuel udskamning – koster religion alligevel noget livskvalitet."


Nu opfatter jeg mig ganske vist ikke som "moderat", blot som kristen. Men jeg forestiller mig alligevel, at det er sådan nogle som mig, der er henvendt til 


Og så spørger jeg: Hvad er det for en livskvalitet, jeg mangler?


Jo, fortæller de to forfattere mig: Når der er en mening med det hele (hvad de to forfattere ikke mener, der er), så er der en mening med alt. Både personlige op- som nedture, og hvad har vi.


Enten straffer Gud, eller Gud belønner.


DER er blot det ved det, at sådan tænker jeg overhovedet ikke. Gud "griber" ikke ind, hvis man spørger mig. Det har han gjort en gang, da han viste sig i Kristus.


Desuden mener de to herrer heller ikke, at jeg kan føle den fulde glæde ved mine succeser - Gud må få æren - "Præstationen var ikke helt din egen, du fik hjælp", som de skriver.


Jo, jeg kan sagtens nyde de succeser fuldt ud, jeg oplever engang imellem. Det må stå for forfatternes egen regning, at det er sådan de opfatter et ("moderat"!) gudsforhold.


Men derfor kan jeg naturligvis godt udtrykke taknemmelighed over at leve under livsomstændigheder, der gør rigtigt meget mulig - i modsætning til mange andre steder i verden. 


Med den opfattelse, de lægger for dagen, kan det næste ikke overraske, at et helt almindeligt bryllup i folkekirken selvfølgelig også får med pisken af de to ateister.


Disse bryllupper betegnes som fesne og patetiske. ("Det er en lidt fesen gud, der har det sådan. Nogle gange forekommer den danske folkekirke en anelse patetisk").


De synes nærmest at spørge, hvad i alverden Gud laver til et bryllup. Der kan efterhånden ikke være megen tvivl om, at de to ikke har ret meget til overs for religioner, og dem, der dyrker dem.


De prøver engang imellem at antyde, at det sandelig ikke er alle troende, som opfører sig amoralsk, men får i samme ombæring lige sneget end, at disse er lidt latterlige, reelt udvander budskabet, og det bryllup, man selv var en del af (mit eget, for eksempel) og som jeg som præst har stor fornøjelse af at stå for (når jeg vier andre), er åbenbart fesne og patetiske.


HVORFOR de to ateister ikke nøjes med at blive væk fra disse "patetiske" bryllupper, og lader os andre nyde dem, uden dette behov for eksplicit at latterligøre kirkelige brylllupper, fatter jeg ganske enkelt ikke. 

Du er jo ateist!


KAPITEL 5: RELIGIØSE IDEER BREMSER VORES UDVIKLING – SÅ VI BØR GIVE MERE PLADS TIL HUMANISMEN OG ANDRE IDEER

De skriver: "Vores tipoldeforældre værdsatte deres måltider på en hel anden måde, end vi gør. De måtte oftere gå fra bordet uden at være rigtig mætte. De kunne være nødt til at spise ting, de ikke brød sig om. Og mange måtte springe måltider over, fordi der ikke var noget at spise. I dag har vi overflod. Måltiderne er større, hyppigere og lækrere end nogensinde før. Derfor virker en taksigelse til den almægtige ikke længere så vigtig.


Omstændighederne ved vores madproduktion har betydet, at kulturen og vores værdier hvad angår mad har ændret sig. Tidligere var påskønnelsen af et godt måltid langt større – og blandt andet derfor følte nogle af vores forfædre behov for at blande guder ind det og bede bordbøn. I dag kan vi snildt få noget i skrutten, så nu er der væsentlig færre mennesker, der ser grund til en fejring eller taksigelse til Gud, mens sovsen bliver kold."


Lad mig afsløre min første tanke ved læsning af ovenstående citat: Jeg synes, det er et ulideligt forkælet udsagn. De taler ud fra et overpriviligeret udgangspunkt, hvor de åbenbart forventer, at de selvfølgelig får nok at spise. Uden den mindste form for taknemmlighed. Det er en forkælet tilgang til noget, som bestemt ikke er en given ting, mange steder i verden. 


"Det er, som om mennesker, der taler om kristne værdier, lynhurtigt glemmer, at kristne værdier for hovedpartens vedkommende har påvirket os negativt.


Demokrati, menneskerettigheder, kønnenes ligestilling, en mere fair fordeling af ressourcer, velfærdsstaten, uddannelse til alle – disse ting, som for alvor karakteriserer Danmark – er ikke noget, kristendommen fandt på, for vi fik ingen af delene, dengang kristendommen havde magt. Da denne religion med overvældende styrke guidede vores samfunds udvikling, fik vi enevælde, stavnsbånd, nedgørelse af kvinder, sygeliggørelse af homoseksualitet, skam ved sex og den evige løftestang om, at helvede lurede om hjørnet. Når historien romantiseres, gør den os ingen tjenester."


Bortset fra, at tanken om, at vi alle er lige for vor Herre matcher meget godt med demokratiets ide om en person, en stemme, og derfor ligger i naturlig forlængelse af kristendommen.


Så vil de fleste med kundskab om kristendommen/reformationen og velfærdsstaten sige, at velfærdsstaten i den grad er en sekulariseret udgave af kirkelig diakoni.


Jeg har også tidligere nævnt, at kristendommen strengt taget ikke forholder sig til den politiske styreform, selvom jeg altså mener, at den demokratiske version ligger i helt naturlig forlængelse af kristendommens forståelse af alle mennesker som lige værdige, som skabt i Guds billede. 


Og som jeg engang nævnte i en prædiken, så kan man med god ret hævde, at man først kunne være "rigtig" luthersk fra 1900-tallet, da det forudsætter en befolkning (inklusive almue og fattigfolk), der faktisk kan læse biblen selv.


I det meste af kristendommens historie har det ikke været tilfældet. Og det er da tankevækkede, at de "fredelige versioner" af kristendommen netop har fået sin storhedstid i nyere tid - hvor man har kunnet læse biblen selv.