Historisk set har der været hårde konfrontationer mellem grundtvigianere og indremissionsk sindede kristne. Grundtvigs salme 'I kvæld blev der banket på Helvedes port', som giver udtryk for tilgivelsens og omvendelsens mulighed, også efter døden, blev på det nærmeste lyst i band og brændt af grundtvigianernes modstandere tilbage i 1800-tallet.
Problemet synes at være, at hvis det ikke er nødvendigt at omvende sig til kristendommen dennesidigt, hvorfor så overhovedet leve et liv som kristent nu? Hvorfor ikke bare nyde livet, hedder det. Alvoren i kristendommen skulle forsvinde.
Jeg mener at problemstillingen er helt helt forkert. Man får jo ikke point hos Gud ved at leve et liv som kristent. Man skulle helst være der for sin næste for sin næstes skyld og ikke for at opnå frelse. Frelsen får vi jo gratis ved troen. Det ville være selvkærlighed og ikke næstekærlighed, hvis vi dybest set gjorde godt for vores egen frelses skyld. Det er som om man stiller spørgsmålet: Kan det betale sig for mig at være kristen nu - eller kan jeg lige så godt vente til efter døden?!? Jeg kommer også ind på sagen i min prædiken Jesus som gave og opgave.
Personligt glæder jeg mig altid til at synge salmen, og det sker typisk påskelørdag, da salmen handler om Jesu nedfart til Helvede - eller dødsriget, om man vil.
