“Det moderne Israel er resultatet af en hundrede år lang proces”, skriver Carlo Hansen i bogen Kaktussens land. “Zionismens [zionister er tilhængere af en oprettelse af en israelsk stat] mål var at oprette en stat for verdens jøder og hente dem “hjem” fra diasporaen [adspredelsen rundt omkring i verden] og samle dem i denne helt specielle territoriale enhed. Med udraderingen af de jødiske samfund i Europa gav Hitler det zionistiske statsbygningsprojekt et afgørende løft. Men også uden holocaust ville der være blevet oprettet en jødisk stat, fordi zionisterne allerede før nazisternes overgreb havde truffet forberedelser til en statsgrundlæggelse (...) På propagandaplanet har zionisterne ofte begrundet deres krav på Palæstina med henvisning til Gamle Testamente og løftet fra Gud om, at Israel var jødernes land. Jøderne inddrev kun en flere tusinde år gammel ret ved at vende tilbage til Det forjættede Land, hedder det. Men som Arthur Koestler skriver, så er Israels ret til at eksistere ikke baseret på det jødiske folks hypotetiske oprindelse, eller på Abrahams mytiske pagt med Gud”. For, som det nøgternt udtrykkes: “Israels ret til at eksistere, skriver Koestler, er grundlagt i international lov og ret, helt konkret i Fns beslutning i 1947 om at dele Palæstina i en jødisk og en arabisk stat”. (s. 243f)
Der er således mange anledninger og årsager til at staten Israel blev proklameret 14. maj 1947.
Ikke desto mindre er der ikke overraskende ortodokse jøder, der bygger deres utvetydige ret til landet (med eller uden FN!), hvor Israel nu ligger og resten af Palæstina i øvrigt, netop på de guddommelige forjættelser i Bibelen. Det kan ikke undre, al den stund, at Det gamle testamente jo (i det store og hele, men i anden opbygning) er jødernes hellige skrift.
Men ud fra et kristent synspunkt skal Det gamle testamente læses i lyset af evangelierne, dvs. Jesu forkyndelse. Der er derfor flere grunde til, at ovenstående ikke giver nogen mening i kristen sammenhæng.
Dels tror jøderne ikke på Gud, for den som ikke kender/erkender Jesus - som Guds Søn - kender ikke Faderen. Og for jøderne er Jesus jo blot en profet. Jøderne læser af gode grunde kun Det gamle testamente - mens den kristne af lige så gode grunde nødvendigvis må læse Det gamle testamente i lyset af Jesu forkyndelse. For der er kommet noget nyt til, så den kristne må nødvendigvis have en anden grundindstilling til livet end en jøde (og en muslim for den sags skyld - i princippet helt neutralt ment).
Og i Jesu forkyndelse er der ikke nødvendigvis tale om et biologisk slægtskab med Abraham (se Matt.1,1-17), men i hvert fald et åndeligt. Se fx.Matt.12,46ff: “Endnu mens Jesus talte til folkeskarerne, da stod hans mor og hans brødre udenfor og søgte at få ham i tale. Og der var en, der sagde til ham: “Se, din mor og dine brødre står udenfor og vil tale med dig”. Men han svarede ham, der sagde det til ham: “Hvem er min mor, og hvem er mine brødre?”. Og han pegede på sine disciple og sagde: “Se, her er min mor og mine brødre. For den, der gør min himmelske faders vilje, er min bror og søster og mor”. Derfor kan jøderne - som jo afviste og afviser Jesus som Faderens Udsendte - ikke være i slægtskab med Abraham, som de jo påstår. Det kan kun kristne. Stedet, hvor den totale afstand mellem jødernes og Jesu opfattelse af sandheden, udtrykkes hårdest, er i begyndelsen af Johs.8,44: I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster.
Og det giver overhovedet ingen mening at tale om et særligt udvalgt folk - som er blevet givet et særligt stykke land. Det forudsætter jo en radikal skelnen mellem et ‘os’ og et ‘dem’ - et skelnen som Jesus har ophævet. Det er ikke det enkelte menneskets etniske baggrund eller race, der er det vigtige, men det enkelte menneske som et medmenneske. Det er tilmed hovmodigt at tro sig selv som et særligt udvalgt folk - og blasfemi, hvis man ophøjer nogen til at være det -, for vi er alle lige meget syndere for Vor Herre.
Og der er heller ikke længere noget område, som er særligt helligt. Ikke engang kirken er principielt et helligt sted - selvom det selvfølgelig undertiden opleves sådan. Under alle omstændigheder er det Ordet, der gør det helligt, og ikke kirken som sådan. Andre steder er jo også hellige, hvis Ordet lyder. For at tale med Luther, så er der en kirke hvor som helst Ordet forkyndes ret og sakramenterne forvaltes ret.
Så talen om et særligt udvalgt folk og et ‘helligt’ land er i bedste forstand volapyk, i værste fald hovmod og blasfemi, i hvert fald i lyset af Jesu forkyndelse.
Hvis man insisterer på den gammeltestamentlige sprogbrug, og stadig vil kalde Israel for det udvalgte folk, så kan man teologisk set nok kalde hele verden for Israel, forstået på den måde, at hele verden er ‘det af Gud udvalgte folk’, og hele jorden for ‘det hellige land’ - for det er jo Gud, som har skabt det. Sagt på en anden måde: Den partikulære udvælgelse (særligt folk og særligt land) er bleven universaliseret. Kirken har afløst det jødiske folk som gudsfolket. I den forstand kan det gamle testamente ses som en antologi over jødiske skrifter, der hver især udtrykker forskellige vidnesbyrd om Guds åbenbaring, herunder forventningen om en kommende Messias.
Jeg har læst mig til, at ovenstående synspunkt kan kaldes for erstatningsteologi. På hjemmesiden ordetogisrael.dk, som vel at mærke skulle være en kristen hjemmeside, står der blandt andet: "Derfor må vi forvente, at Gud en dag vil samle jøderne fra alle folkeslag og bringe dem hjem til deres gamle land ved østkysten af Middelhavet. Derfor må vi forvente, at Gud en dag vil frelse Israels folk fra det frafald, som flertallet af dem har levet i siden Ezekiels tid" (citat fra teksten "Hvad handler profetierne om? - en kritik af den såkaldte erstatningsteologi" af Ole Andersen). Ifølge denne udlægning har Israel - in casu staten Israel, som vi har den i dag - en ganske særlig rolle i selve frelseshistorien, også for kristne. Som det gerne skulle fremgå af mine ovenstående kommentarer er det synspunkt i bedste fald noget vrøvl. Kirken (hvilket potentielt vil sige hele verden, og i hvert fald på den yderste dag vil være hele verden - se evt. min tekst omdommedag eller min prædiken Jesus som gave og opgave), har afløst det jødiske folk som gudsfolket.
Det skal dog også nævnes, at selve zionismen ikke er nogen religiøs, men politisk bevægelse, tilmed en særdeles succesrig af slagsen: “Den zionistiske bevægelse har været en af de mest succesrige politiske bevægelser nogensinde. Israel er stærkt, ikke svagt. Israel ville i dag stadig kunne besejre de arabiske naboer. Men israelerne føler sig ikke stærke. Zionismens grundlag - forfølgelsen - er både israelernes svaghed og styrke, og det har landets politiske ledere forstået at udnytte på det mest kyniske. Ved konstant at påkalde sig historiens katastrofe har man retfærdiggjort koloniseringen et andet folk og forbrudt sig mod den oprindelige zionismes mest grundlæggende principper [zionismen skulle give jøderne frihed - ikke tage den samme frihed fra andre]”.
Men uanset de teologiske diskussioner - som jeg mener både er vedkommende og nødvendige - så fortsætter den rå virkelighed jo desværre sin gang i Mellemøsten:
“Den seneste fase i det århundrede lange opgør mellem Israel og palæstinenserne begyndte med Seksdageskrigen i 1967, da Israel tog resten af Palæstina efter delingen i 1948. 35 års israelsk militær og administrativ besættelse har bragt palæstinenserne til desperationens rand. Intifadaen i 1987 var det første, store, fælles, palæstinensiske oprør mod den israelske besættelse. Den førte til Oslo-aftalen i 1993. Al-Aqsa intifadaen fra september 2000 er palæstinensernes reaktion på Oslo-aftalens tomme indhold og Israels forsøg på at fuldføre det oprindelige zionistiske projekt fra slutningen af 1800-tallet og tage resten af Palæstina og enten fordrive dets oprindelige beboere eller holde dem nede i permanent fattigdom, underudvikling og afhængighed af Israel efter en model lig det forhenværende sydafrikanske apartheid-regimes bantustan-system. I modsætning til den første intifada, da palæstinenserne stort set kun brugte sten som våben, er Al-Aqsa opstanden blevet en væbnet konfrontation med brug af skarpe våben på begge sider: Små håndvåben og hjemmelavede bomber hos palæstinenserne mod den israelske hærs amerikanske F-16 kampfly, kampvogne og Apache kamphelikoptere”, Carlo Hansens Kaktussens land, s.13f.
Mht. en snarlig/mulig løsning på konflikten ser man normalt til USAs til enhver tid siddende administration. I skrivende stund er det Obama-administrationen, og foreløbig ser det ikke alt for optimistisk ud. Israel virker ret ligeglad med Obamas kritik. Undertegnede har meget svært ved at finde sympati for en israelsk regering, der så konsekvent forbryder sig mod folkeretten. Fred i området bliver der i hvert fald ikke, sålænge Israel har det tungeste militær, og det vil de nok altid have.
At Israel som et forsmået barn hævnede, at Det Palæstinensiske Selvstyre den 31. oktober 2011 blev anerkendt som fuldgyldigt medlem i Unesco, med yderligere bosættelser, siger vist det hele.
Endvidere var det USA, der blokerede for FNs Gazaudtalelse, der fordømte konflikten i Gaza (som varede fra 14.-21. november 2012), hvor Hamas' sendte rakatter mod Israel efter likvideringen af en Hamas-leder, hvilket fik Israel til at svare igen med tungt militær. Denne konflikt kostede over 150 palæstinensere livet, og 5 israelere.
Og den 29. november 2012 blev Palæstina med et overvældende flertal på 138 stemmer ud af 193 medlemslande (9 stemte imod) opgraderet fra ikke-medlems observatørenhed til ikke-medlems observatørstat (samme status som Vatikanet har). Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas har kaldt den nye status for "Palæstinas dåbsattest". De får bl.a. taleret i FN, og adgang til at retsforfølge Israel ved Den Internationale Straffedomstol - blandt andet for de israelske bosættelser.
Dagen derpå proklamerede Israel udbygning af 3000 flere bosættelser.
Når et ellers demokratisk land som Israel reagerer så barnagtigt på en demokratisk afgørelse, blot fordi den går dem imod, så ser det svært ud.
Personligt tror jeg ikke længere på varig fred i området, og i hvert fald ikke på en selvstændig palæstinensisk stat.
Lars Erslev Andersen siger det meget præcist i RÆSON (nr. 02/12, s 24):
"Der er ingen palæstinensisk stat, og der kommer ingen palæstinensisk stat!
Den eneste mulighed er, at israelere og palæstinensere lever sammen i én stat, der omfatter det nuværende Israel samt Gaza og Vestbredden, og hvor alle indbyggere - israelere, palæstinensere, jøder, muslimer, kristne, arabere, sorte, hvide - har lige rettigheder og pligter. Det store problem i en sådan konstruktion, der jo egentlig kunne lyde som en ideel retsstat, er, at den akkurat af samme årsag ikke kan defineres som en "jødisk stat". Så også det er problematisk, for efter jødernes lidelseshistorie, der kulminerede med holocaust, vil hverken Israel eller nogen vestlige stater opgive idéen om Israel som en jødisk stat, hvilken efterlader det ubehagelige spørgsmål, hvad det internationale samfund stiller op med de millioner af statsløse palæstinensere, der hverken kan få deres egen stat eller leve som borgere i en israelsk-palæstinensisk enhedsstat".
