Det er tankevækkende, at demokratiet synes at fungere bedst - eller mindst dårligt - i de lande, der er rundet af kristendommen i den protestantiske version. Sverige, Norge, Danmark og Tyskland er de klareste eksempler. Mens afstanden mellem borger og præsident synes større, hvor den katolske version har været den dominerende - her er Italien og Spanien, og måske Frankrig gode eksempler, selvom sidstnævnte er principielt verdslig.
"Danmark kan med sin lange tradition for fredelighed, sin lidenhed, velstand og relativt homogene befolkning betragtes som et eksperiment på demokratiets fremtidsmuligheder. Længere end her er demokratiet ikke ført mange steder og større muligheder for at forny sig har det næppe end her". Således skriver Ulrich Horst Petersen i 1996 i Krogerups Demokrati (s.150). Og det er måske rigtigt. Den første lakmusprøve, den første føler for, om et lands styreform kan karakteriseres som demokratisk, må være, hvordan det ser ud med ytrings- og pressefriheden, og om der er frie valg til parlament/folketing.
Hertil kan lægges forsamlingsfriheden, overholdelse af FNs menneskerettighedskonventioner. Her er det værd at notere, at Grundloven endnu ikke har nogen henvisning til FN og menneskerettighederne. Det er trivielt at konstatere, at den demokratiske tradition og tankegang uden sammenligning er mere rodfæstet i Danmark, end den er i fx. Nordafrika/Mellemøsten, hvor der som bekendt siden december 2010 har været folkelige oprør.
At spørgsmålet om demokratiets tilstand alligevel er yderst vedkommende skyldes flere aspekter. Dels har spørgsmålet om, hvordan det vil sige at haveytringsfrihed raset i Danmark siden Muhammed-krisen i 2006. Dels har politiets anvendelse af præventive frihedsberøvelser under klimatopmødet december 2009, hvis lovlighed siden er blevet underkendt af en domstol, sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt forsamlingsfriheden her har været sat under pres. Dels er der en (voksende) del af den danske befolkning, som både er myndige og taler dansk, men som ikke har stemmeret til de frie valg i Danmark. Og dels har Danmark siden 2001 haft en noget tvivlsom administration af nogle af de menneskerettighedskonventioner, som vi ellers er bundet af.
Disse forhold er væsentlige at nævne, da vi ofte uden blu kritiserer andre lande for ikke at forholde sig til disse aspekter på rette vis. Jeg er klar over, at Danmark er en from nation, sammenlignet med Kina. Men det kan aldrig blive nogen undskyldning for ikke selv, konsekvent, at overholde konventioner, vi selv har skrevet under på.
Derfor dette menupunkt.
