Det hele begyndte med en grønthandler, der satte ild til sig selv i Tunesien 17. december 2010.
Hændelsen ansporede til demonstrationer mod regimet, hvilket tændte de arabiske oprør (Det Arabiske Forår), som for alvor startede med Tunesiens diktator Zine al-Abidine Ben Alis fald 14. januar 2011 efter 24 år ved magten (siden idømt 16 års fængsel in absentia, er i eksil i Saudi-Arabien), og diktatoren Muhammad Hosni Said Mubaraks fald i Egypten 11. februar 2011 efter 30 år ved magten (er 2. juni 2012 dømt til fængsel på livstid, en dom, han har anket).
Omvæltningerne i Tunesien (Jasmin-revolutionen) og Egypten startede en bølge af oprør igennem hele den arabiske verden, med demonstrationer mod de respektive landes regimer, og sammestød hermed til følge.
Et halvt år efter, mere præcist den 22. august 2011, blev Libyens diktator Muammar Gaddafis hovedkvarter i Tripoli indtaget, og 20. oktober 2011 blev han selv fanget og dræbt i sin fødeby, efter hele 42 år ved magten, Afrikas længst siddende statsleder. Man kunne have ønsket et reelt retsopgør, men det blev altså ikke muligt. Oprøret i Libyen startede 17. februar 2011, og den militære intervention, der blev vedtaget af FN 17. marts 2011, med den hensigt som minimum at beskytte civilbefolkningen, og som blev indledt 19. marts 2011, er dermed rimeligvis endt som en succes. Dog med det forbehold, at selve mandatet fra FN reelt blev misbrug, da det ikke inkluderende hjælp til at fælde Gaddafi, men 'kun' beskytte civilbefolkningen.
Undervejs i forløbet var der ganske vist træge perioder, hvor debatten gik, om man måtte nøjedes med at dele landet i en Øst-del og Vest-del, eller måske bare tvinge Gaddafi i eksil, men modstanden i Tripoli var mindre en forventet. I antologien Arabisk Forår (udg. Ræson) fremgår det ret tydeligt, at man ikke forventede nogen succesfuld udgang på NATO-missionen. The National Transitional Council (overgangsrådet) bebudede valg til et nationalråd inden for otte måneder, når der var kommet mere styr på sikkerheden i landet. Det lød ambitiøst, men valget 7. juli 2012 gik over al forventning, med decideret feststemning på mange valgsteder.
Så nu, hvor det er over tre år siden, at oprørerne i den arabiske verden begyndte, må man sige, dels, at det kunne gå værre, men også, at den såkaldte 'domino'-effekt for længst er bremset. Det er pt. tvivlsomt om vi i denne omgang vil se demokratiske valg i andre lande end Tunesien, Egypten, og Libyen. Men det er ikke desto mindre tre lande mere, end nogen havde forudset i 2010.
I Syrien, hvor oprøret startede 15. marts 2011, går det stadigvæk brutalt for sig. Her har også været beretninger om regulære massakrer på civile, og massegrave. Det er efter min mening et kæmpe svigt af NATO/Vesten, at man ret tydeligt har sagt, at en militær intervention ikke kommer på tale. Diktatoren Bashar Hafez al-Assad har ikke haft nogen grund til at frygte at blive stoppet, men spørgsmålet er, om han har urolighederne under kontrol. Deserteringer fra hæren har fundet sted, herunder topfolk, som kun mener al-Assad kan standses militært. Den 16. juli 2012 erklærede Røde Kors landet i borgerkrig ifølge Geneve-konventionens kriterier, som gør retslige repressalier mod regimet muligt. Det har tiden dog stadig tilgode at vise. Den 14. juni 2013 meddelte USA, med henvisning til, at der var beviser for, at al-Assads regime har brugt kemiske våben mod befolkningen, at de vil sende våben til oprørerne. Styret har crossed a red line som Obama, udtrykte det. Det er uklart, hvor meget der er sket der, men efter efter angrebet med kemiske våben 21. august 2013 i områder omkring Damaskus, lagde Obama op til et angreb på Syrien, måske et hurtigt nålestiksangreb som en slags hævn. Han ønskede dog Kongressens godkendelse til en aktion, og denne 'kunstpause' gav anledning til og endte 15. september 2013 i stedet med en aftale med Syrien om afvæbning af landets kemiske våben, som skal være afsluttet senest juni 2014. Den 28. september blev en resolution om Syriens kemiske våben vedtaget enstemmigt af sikkerhedsrådet i FN. Det er stadig uklart, hvad der faktisk kommer til at ske herefter, og der er ingen sanktioner indskrevet i aftalen, hvis Syrien ikke holder aftalen. Og, ikke at forglemme, så fortsætter al-Assad krigen mod sin befolkning, blot med konventionelle våben. I marts 2014, tre år efter konfliktens start, har krigen har kostet over 130.000 mennesker livet (dec.13), mens over 9.000.000 har måttet forlade deres hjem, cirka 40 procent af befolkningen.
De største ændringer har indtil dato fundet sted i Egypten, Tunesien, og Libyen, hvor der som nævnt har været regulære demokratiske valg med henblik på et regulært regimeskifte, fra diktatur til demokrati, omend der til stadighed er bekymring for, om den demokratiske proces vil fortsætte. Læser man fx. Rasmus Boserups "Den rigtige revolution" i RÆSON 02/13 kan man godt blive forsigtig optimisk på Egyptens vegne. Her bemærker han bl.a., at egypterne siden Mubaraks fald har opdaget, hvor forskellige de er, hvor politiseret samfundet er blevet, og at det netop er forudsætningen for et demokrati, med forskellige politiske partier. Det må derfor siges at være et tilbageslag, at den siddende demokratisk valgte præsident Mursi blev udsat for et militærkup 3. juli 2013. Det er ret skandaløst, at vestlige ledere i et væk har udgået at kalde det et militærkup. For præsidenten er dog afsat udenfor demokratiets spilleregler. Hvad det reelt får af betydning for den demokratiske proces, må tiden vise, men siden er hundredevis af (civile) mennesker blevet dræbt i demonstrationer. Se eventuelt Mona Eltahawys forklaring på, hvorfor hun ikke mener, det er et kup - her.
Rasmus Bøgeskov Larsen skriver i RÆSON (03/13): "Først stemte de ja til en midlertidig forfatning, der lagde en politisk køreplan for tiden efter revolutionen, blot for at militærjuntaen senere ændrede denne køreplan, når det passede den. Dernæst valgte egypterne kandidater til parlamentets overhus og underhus, blot for at en politiseret dommerstand et halvt år senere opløste underhuset (der har mest indflydelse), mens "kupvolutionen" den 3. juli gjorde det af med overhuset. I foråret 2012 stemte egypterne så over to runder Morsi ind som ny præsident, men han blev som bekendt afsat efter et år på posten. Endelig blev en ny forfatning stemt igennem af et flertal i december 2012, men den tekst bliver nu i disse dage omskrevet af juridiske eksperter og en komité af blandede politiske aktører, hvoraf de fleste er sekulært orienterede." (s. 22).
Det er dog tankevækkende, at de valghandlinger, der indtil nu har fundet sted, har været påfaldende rolige og fredelige, i forhold til hvad man kunne have frygtet i lande, som dybest set ikke har erfaring med demokratiske valghandlinger. Også stemmeprocenterne er høje. Jeg er derfor overbevist om, at Michael Jarlner har ret, når han i et debatindlæg 17. august 2013 under overskriften "Blodbad i Egypten: Vesten fortsætter sit hykleri" i Politiken bl.a. skriver "At den [oppositionen] havde mere at vinde ved at lade Morsi & co. køre sur end ved at vælte ham"
Selvom forfatter og forlægger Lene Andersen i "Danmark 2030" med en vis ret taler om et kuldsejret arabisk forår, så er det dog værd at bemærke, at Helle Malmvig (i "Mellemøstens nye sikkerhedsorden", RÆSON 03/13) nævner, at man skal passe på retoriken "arabisk forår"/"arabisk vinter", da udviklingen er ret så kompliceret, og styrkeforholdene konstant ændrer sig. MEN, hvis man skal tage de positive briller på, så er "demokrati" blevet en ny diskurs i området. Hvad det betyder, og hvem der er "demokratiske" er man ikke enige om, men forestillingen om "demokrati" er blevet en del af diskussionen, hvad det ikke har været tidligere. Som jeg har tilladt mig at sige i en prædiken (Julesøndag, 2013), så kan man nok bremse den demokratiske udvikling i området, men stoppe den kan man ikke. Ånden er ude af flasken, om man så kan sige.
For os, der er blevet næsten beruset af de globale perspektiver, som Det Arabiske Forår har vækket, er det stadig forunderligt at leve i en tid, hvor der skrives verdenshistorie for øjnene af os, selvom det, der foregår, også er meget brutalt at se på. At demonstrationerne har været så vedholdende er jeg meget imponeret over. For som Clement Kjersgaard rigtigt skriver, så må man anerkende "det historisk enestående i, at befolkninger, der aldrig har kendt andet end livet under enerådende autokrater, med sådan utvetydighed, i sådant antal og i et sådant tempo efterspørger "demokratiet" - en livsform, de aldrig har oplevet, men kun hørt beskrevet" (antologien Arabisk Forår, s. 9).
Den frihedshunger og frihedsstræben, som er eksploderet i den arabiske verden, har i hvert fald også overrasket mig, og er en af grundene til, at jeg personligt var tilhænger af den militære interventioni Libyen. Det vil være næsten ubærligt, hvis denne stræben efter frihed og demokrati, skulle blive knust. Og det er også ukristeligt at være vidne til et folkemord, og bare se passivt til. Derfor var det også forstemmende, at "end ikke Vesten stod op for islamisternes demokratiske rettigheder, da det egyptiske militær kuppede dets præsident 3. juli i år.", som Jarlner også skriver.
Og set med kristne øje er kampen for demokrati altid positiv, da ingen - som udgangspunkt i hvert fald - kan have patent på den politiske sandhed, og undertrykkelse er altid ukristelig.
Oprørene har også vist en anden ting: Tesen om 'civilisationernes sammenstød', som især kom på mode igen efter 2001 i forbindelse med terrorangrebet på World Trade Center, er nu eftertrykkeligt blevet dementeret som en tåbelig forenkling af virkeligheden, et synspunkt som
Benazir Bhutto meget begavet gjorde opmærksom på, da hun stadig var i live.
