Først en velkomst til temagudstjeneste
Dernæst tekstlæsninger fra Harry Potter-bøgerne
Prædiken til 19. søndag efter Trinitatis, 2013 (Mark. kap. 2, v. 1-12). Holdt i Grathe Kirke, og i Thorning Kirke
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:
Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme. Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.« Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« – siger han til den lamme: »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!« Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!«
[prædiken-manus, men det talte ord tæller]
Harry Potter bøgerne handler frem for alt om menneskelige relationer. Det er nok det, jeg synes J.K.Rowling – forfatteren til bøgerne – er allerbedst til. OM det så er relationerne intern i de forskellige familier, om det er mellem venner, om det er parforhold, eller relationen mellem de gode og de onde, så er det forrygende beskrevet. Og helt centralt står det magiske fænomen, den største magi, der tænkes kan, hvis man spørger rektoren på skolen. Nemlig, kærligheden. Et centralt element er faktisk, at grunden til, at den onde Voldemort ikke forstår Harrys styrke, skyldes, at han pga. sin opvækst ikke har noget rigtigt begreb om, hvad kærlighed egentlig er, som det også blev antydet i tekstlæsningen.
Men, som antydet, er forfatteren J.K. Rowling også fuldt bevidst om, at vi mennesker ikke bare er gode eller onde, selvom der jo også findes ekstremer. Harry er bestemt ingen engel, og har ikke nogen problemer med at ønske det værste for sine plageånder, selvom han også i situationer udviser fjendekærlighed.
At netop Harry Potter er en tvetydig person, fremgik også af tekstlæsningen. Harry er som alle andre førsteårsstuderende meget spændt på, hvilket kollegie, han bliver placeret i. Fordelingen sker via magi, så skolen sikrer sig, at de forskellige elever bliver placeret i præcis det kollegie, hvor de hører hjemme. Da Harry så inderligt ønsker at blive placeret i de godes kollegie, blandt andet fordi hans afdøde far og mor var placeret der, nærmest tigger han fordeleren om at blive placeret i de godes kollegie. Fordeleren – en magisk hat er det – gør det klart for Harry, at han ville passe perfekt i de ondes kollegie. Han har alle evnerne til at gøre en fortræffelig karriere her. Det lykkes dog at få fordeleren overbevist om, at han skal placeres i de godes kollegie.
At Harry faktisk ville passe i de ondes kollegie, er dog noget, der virkelig går ham på, og han har det dårligt med tanken om, at han faktisk kunne gøre god karriere som ond troldmand. Ja, han tænker så meget over det, og bliver så meget i tvivl om sig selv, at han begynder at tro på, at han er blevet placeret forkert. At fordeleren for en gangs skyld har lavet en fejl.
Derfor opsøger han senere fordeleren på rektorens kontor. Her bliver det bekræftet, at han ville passe perfekt i de ondes kollegie. Men selvom det ligger lidt i kortene, at placeringen i de forskellige kollegier er næsten skæbnebestemt, at man bliver placeret i forhold til den person, man faktisk er, så spiller valget også en central rolle. Harry blev nemlig placeret i de godes kollegie, fordi han tiggede om det. Han traf et meget konkret valg. Så selvom han har de samme kvalifikationer som den onde Voldemort, så adskiller Harry sig markant fra ham ved at han aktivt har valgt de godes side.
Og det er en uhyre central pointe i Harry Potter-bøgerne.
For nu at udtrykke det med traditionel kristen sprogbrug. Vi er alle syndere for Vor Herre, vi har alle lidt ondskab i os. For at tale med Paulus: "Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg."
Men det helt afgørende er, hvordan vi faktisk vælger at leve vores liv, uanset de kampe, der måtte møde os på vores vej i livet. Tager vi det dobbelte kærlighedsbud, som Jesus kalder det første og største, til os, eller gør vi ikke.
Derfor er sindelaget, holdningen, indstillingen, helt afgørende, hvis man skal prøve at sætte ord på, hvad det vil sige at være kristen. Og det er dagens evangelietekst også en godt eksempel på. Jesus suger folk til sig (et meget markant element i Markusevangeliet), og nogle skriftkloge forarges over, at Jesus tilgiver synder, som om han var Gud selv. En uhyre blasfemisk tankegang i jødisk tradition. De ser jo, at Jesus handler med en hidtil uset og uhørt autoritet, som de ikke rigtigt ved, hvad de skal stille op med. Og for at cementere sin autoritet, stiller han det åbenlyse, men derfor også provokerende spørgsmål: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå?” – hvorefter han netop beder den lamme om at tage sin båre og gå.
Havde de skriftkloge haft det rette sindelag, den rette indstilling – været kristustroende som vi ville sige i dag – havde de ikke stillet spørgsmål ved Jesu autoritet til at tilgive synder. Og for at vise, at det handler om krop og sjæl, det hele menneske, går Jesus hele vejen, og lader den lamme blive hel, og derfor i stand til at gå igen. Jesu autoritet er derfor uhyre svært at afvise, og menneskemængden bliver da også helt slået ud af begivenheden.
Som antydet minder denne autoritet meget om rektorens på Harrys skole. Og han tilgiver også blandt andet Harrys synder og mange brud på reglerne, i et væk. Sommetider undrer man sig næsten over rektorens rummelighed og forståelse, selvom der sidst i serien viser sig at være en dybere mening med det hele. Desuden har rektoren adgang til helbredende kræfter, også når elevernes magi ikke længere slår til.
Det rette sindelag, den rette indstilling, var også helt centralt i tekstlæsningen. Skolen har afholdt en stor turnering, hvor andre lande også har været inviteret, så det er en større forsamling, som rektoren taler til. Og det sker på et tidspunkt, hvor den onde Voldemort er ved at få sin magt tilbage, og ønsker at indføre et fascistisk styre, hvor alle dem, der ikke har rent blod i årene, skal være en slags undersåtter, nogen slås ihjel, i hvert fald være andenrangsborgere. Det er hvad, der venter dem, når Voldemort får sin magt igen.
I denne kamp, kampen mod Voldemort, kampen mod det onde, i denne kamp er det derfor altafgørende for rektoren at prædike sammenhold. Han er fuldt bevidst om, at folk er meget forskellige. Et andet sted i serien gør Harry Potters gudfar i øvrigt opmærksom på, at verden ikke er så enkel. Der findes ikke bare dem, der er tilhængere af den onde Voldemort, og så alle de andre. En opdeling, som Harry og hans venner ellers er fristet af. Men så enkelt er det ikke.
Man kan derfor sige, at rektorens opfordring er en opfordring til sammenhold, en opfordring til at forenes om sandheden, på trods af alle forskelligheder. Idéen med at fordele eleverne i de fire kollegier ved skolens start er nemlig ikke, at der skal opstå splid, ej heller at nogen skal synes, de er mere eller bedre end andre. Hele meningen er, at de skal lære af, og bruge hinandens forskelligheder. Med et mere traditionelt kristent sprogbrug, så har vi alle fået tildelt vore særlige talenter hver især, som i høj grad er bestemmende for, hvor vi hver især ender i livet. Om det så er som professionel fodboldspiller, revisor, landmand eller præst, eller hvad det nu kan være.
Men vore talenter skulle gerne bruges til noget positivt, skulle gerne bruges til fællesskabets bedste, hvilket også er en central pointe i Harry Potter-bøgerne. Det gælder om det rette sindelag, den rette indstilling, og det får som bekendt meget forskellige udtryk. Vi må huske, at for Luther var dette at gå på arbejde, også en gudstjeneste, en tjeneste for gud. Således kunne man tjene penge, så der var ressourcer at give videre til den fattige næste. Alt med næsten, medmennesket, for øje.
Og det er jo også det, der sker, når vi samles til gudstjeneste. At vi, som de meget forskellige mennesker vi er, med forskellige baggrunde, og forskellige opfattelser, mødes i troen på den samme Kristus. Og det er det, der bekræftes, når vi i trosbekendelsen bekender troen på én hellig almindelig kirke, og i både fadervor og trosbekendelsen udtrykker troen på syndernes forladelse. OGSÅ selvom vi ikke har set en helbredelse, som den Jesus foretager for øjnene af de skriftkloge og folkemængden.
At Jesu budskab har givet genlyd er åbenlyst, og jeg håber, at jeg i dag har illustreret, at kristne tanker også har fundet vej ind i den bogserie, som i antal solgte eksemplarer på verdensplan ikke ligger mange pladser under biblen, nemlig J.K. Rowlings bøger om Harry Potter.
Amen.
