Demokratiets tilstand?
Det er tankevækkende, at demokratiet synes at fungere bedst - eller mindst dårligt - i de lande, der er rundet af kristendommen i den protestantiske version. Sverige, Norge, Danmark og Tyskland er de klareste eksempler. Mens afstanden mellem borger og præsident synes større, hvor den katolske version har været den dominerende - her er Italien og Spanien, og måske Frankrig gode eksempler, selvom sidstnævnte er principielt verdslig.
"Danmark kan med sin lange tradition for fredelighed, sin lidenhed, velstand og relativt homogene befolkning betragtes som et eksperiment på demokratiets fremtidsmuligheder. Længere end her er demokratiet ikke ført mange steder og større muligheder for at forny sig har det næppe end her". Således skriver Ulrich Horst Petersen i 1996 i Krogerups Demokrati (s.150). Og det er måske rigtigt. Den første lakmusprøve, den første føler for, om et lands styreform kan karakteriseres som demokratisk, må være, hvordan det ser ud med ytrings- og pressefriheden, og om der er frie valg til parlament/folketing.
Hertil kan lægges forsamlingsfriheden, overholdelse af FNs menneskerettighedskonventioner. Her er det værd at notere, at Grundloven endnu ikke har nogen henvisning til FN og menneskerettighederne. Det er trivielt at konstatere, at den demokratiske tradition og tankegang uden sammenligning er mere rodfæstet i Danmark, end den er i fx. Nordafrika/Mellemøsten, hvor der som bekendt siden december 2010 har været folkelige oprør.
At spørgsmålet om demokratiets tilstand alligevel er yderst vedkommende skyldes flere aspekter. Dels har spørgsmålet om, hvordan det vil sige at have ytringsfrihed raset i Danmark siden Muhammed-krisen i 2006. Dels har politiets anvendelse af præventive frihedsberøvelser under klimatopmødet december 2009, hvis lovlighed siden er blevet underkendt af en domstol, sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt forsamlingsfriheden her har været sat under pres. Dels er der en (voksende) del af den danske befolkning, som både er myndige og taler dansk, men som ikke har stemmeret til de frie valg i Danmark. Og dels har Danmark siden 2001 haft en noget tvivlsom administration af nogle af de menneskerettighedskonventioner, som vi ellers er bundet af.
Disse forhold er væsentlige at nævne, da vi ofte uden blu kritiserer andre lande for ikke at forholde sig til disse aspekter på rette vis. Jeg er klar over, at Danmark er en from nation, sammenlignet med Kina. Men det kan aldrig blive nogen undskyldning for ikke selv, konsekvent, at overholde konventioner, vi selv har skrevet under på.
Demokratiske problemer i Danmark?
Da demokrati i høj grad er defineret ved, eller burde være defineret ved, - samtale, og ikke mindst kritisk dialog, vil jeg her tillade mig at rette et kritisk blik mod følgende punkter. For selv vestlige demokratier er skruet forskelligt sammen.
Punkterne lyder:
1) Hvem kan stemme? Udgangspunktet er alle myndige statsborgere over 18 år, som er bosat i Danmark. Det er dog under hundrede år siden, at kvinder fik stemmeret. Og i dag er situationen den, at mange nytilkomne, også kaldet nydanskere, ikke har stemmeret, da det i dag forudsætter både permanent opholdstilladelse og bestået indfødsretsprøve for at få dansk statsborgerskab. Man vil som nydansker kunne leve mange år i Danmark, og kunne perfekt dansk, men ikke have stemmeret. Det er et demokratisk problem, og gælder ikke kun, men især nydanskere ankommet efter 1. juli 2006.
2) Valg til folketinget. Hvad er det mest demokratiske - en fast fireårig periode, eller muligheden for at udskrive nyvalg, enten af pragmatiske grunde, eller hvis man får et flertal imod sig? En fast periode - som i Sverige - forhindrer et Gallup-demokrati. Det er efter min mening et kæmpe demokratisk problem, når/hvis en statsminister, når en valgperriode er ved at udløbe, lader meningsmålinger vejlede ham i det rette tidspunkt at udskrive valg på. På den måde, vil det øjeblikkelige stemningleje blandt folket kunne afgøre, hvem der sidder ved magten de næste op til fire år.
Derfor er det også velkomment, at Per Stig Møller i en samtalebog har foreslået at genindføre Landstinget, - som blev afskaffet ved grundlovsændringen i 1953 -, for at forebygge et stemningsdemokrati, også under en valgperiode. Det vil sikre lidt mere eftertanke. Om hans forslag er det rigtige, ved jeg ikke, men debatten er nødvendig. I USA vælges man til Senatet for en 6 års periode; det gør det nemmere at træffe beslutninger, der ikke er baseret på folkestemninger (i Repræsentanternes Hus er det derimod kun for 2 år, og Senatet er tænkt som en modvægt hertil).
3) Spærregrænsen. Hvor nemt skal det være at komme i folketinget? I Danmark er den på 2 procent. I Sverige og Norge, 4 pct. Og i Tyskland 5 pct.
4) At blive opstillingsberettiget. Hvor svært skal det være at kunne stå på stemmesedlen til folketingsvalg? I dag skal der underskrifter svarende til 1/175 af de gyldige stemmer, der blev afgivet ved sidste valg. Ved valget 15. sept. 2011 blev der afgivet 3.546.434 gyldige stemmer. Derfor skal et nyt parti samle mindst 20.266 underskrifter. Bør det være nemmere at stille op? I Sverige kan alle i princippet stille op. Til gengæld skal partier, der har fået mindre end 1% ved sidste valg, selv betale for at trykke stemmesedlerne, og spærregrænsen er dobbelt så høj.
5) Økonomi. Markant forskellige muligheder for at komme i medierne, og komme til udtryk med sine synspunkter. Det er også dette forhold, der har fået mig til at stille spørgsmål ved USA som demokratisk nation. For selvom den demokratiske tankegang faktisk gennemsyrer USA som nation, så er det jo rigtigt som Mads Fuglede skriver: "Penge er nøglen til amerikansk politik på grund af landets størrelse (...). For at opbygge en politisk organisation, der er gearet til at starte en valgkamp, kræves mellem 25 og 35 mio. dollars!" ("USA - Den Universelle Nation", s. 92).
Det er formentlig dette forhold, der har fået Mogens Lykketoft til at spørge, om USA er ved at forvandle sig til et oligarki. Forudsætningen for at kunne blive præsident, er, at man er blandt de få i USA som selv har, eller har adgang til betydelige summer.
6) Partistøtten (penge det enkelte parti får i forhold til deres størrelse). I forlængelse af ovenstående kunne man spørge, om ikke netop partistøtten kunne være en måde at regulere den økonomiske uligevægt. Man kunne vende det system, vi har i dag, på hovedet. De penge, det største parti, efter nuværende regler, skulle have, skulle gå til det mindste parti, osv. Så vil der være en fordeligsmekaniske iboende i selve det demokratiske system, som ville være genialt.
7) Bør simpelt flertal i folketinget altid være nok? Fx. kan man indvende, at det ikke bør være tilfældet, når det drejer sig om at sende danske soldater i krig. Eller alternativt: Uden et klart FN-mandat, bør man kræve et kvalificeret flertal?
8) Respekt for magtens tredeling. Folketinget laver lovene, regeringen og kongehuset (formelt set) udøver dem (bl.a. via den offentlige forvaltning og politiet), og domstolene dømmer efter dem. Det betyder også, at love, der angiver minimumsstraffe er en uting i et sundt demokrati, ligesom politiet skal agere som om en sigtet/anholdt person netop ikke er dømt. Præventive anholdelser og administrativ frihedsberøvelse er derfor problematiske i et sundt demokrati. Herunder de administrative udvisninger. Det er således glædeligt, at politiets præventive anholdelser af demonstranter under klimatopmødet i Danmark 2009 blev kendt ulovlige af byretten, og at den administrative udvisning af en tuneser er blevet underkendt af Højesteret juni 2011.
9) Hvad sker der, hvis et folketingsmedlem stopper sin karriere, træder ud pga sygdom, eller dør? Skal sædet overtages af en suppleant inden for det pågældende parti, så den parlamentariske situation er uændret. Eller skal folk til stemmeboksen for at foretage valg af nyt medlem til sædet? Hvad er mest demokratisk? I Danmark er det første tilfældet. I USA er det andet tilfældet. Efter demokraten Edward Kennedys død, tabte demokraterne ved et suppleringsvalg hans sæde i Senatet til en republikaner, et tab, som kunne have fået store konsekvenser for Obamas sundhedsreform, hvis ikke han havde brugt en 'reconciliation bill', så han kun skal bruge simpelt flertal og ikke superflertal (teknisk set bliver den en del af det årlige budget, som der ikke er risiko for bliver talt ned). Men det er ikke en populær metode.
10) Hvis en minister ikke udfører sit erhverv korrekt, er der et demokratisk problem. Hvis samme politiker, uanset tidspunktet, og uanset ministerpost, får tildelt en næse af folketinget tre gange, bør denne politiker ikke længere kunne blive minister. Kan man ikke stole på en minister, er der et alvorligt demokratisk problem. Desuden bør det være enhver ministers pligt at svare på alle spørgsmål i et samråd, åbent som lukket. Uanset hvor irriterende og unødvendige den enkelte minister måtte finde disse spørgsmål.