Sammenligningens forbandelse
Prædiken til septuagesima søndag, 2023. Holdt i Tranebjerg Kirke.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.«
Jeg har været meget fascineret af den danske filosof, Søren Kierkegaard, og hans tanker om sammenligningens forbandelse.
Hvad er sammenligningens forbandelse?
Jo, det er når man sammenligner, uden sans for situation, kontekst eller sammenhæng.
Allerede meget små børn har lært det. Hvis de får stillet en slikskål foran dem, bruger de først tid på at sondere de forskellige størrelser, for det skulle jo nødig ske, at man valgte en af de små slik, så de andre børn risikerer at få noget, der er større.
Eller lad os bare tage manden, der har købt en fin ny bil, men bliver ærgerlig over, at naboen et halvt år senere køber en, der er større og flottere. Det er først der, at førstnævnte bliver ærgerlig. Indtil da har han være fuldt tilfreds med sin nye bil.
Vi ser det også i den offentlige debat. Selvom man måske selv i bund og grund er godt tilfreds med sit eget job og sine egne arbejdsvilkår, så skaber det altid debat, hvis man pludselig hører om nogen, der tjener rigtigt mange penge. Og selvom der kan være en særlig situation på arbejdsmarkedet – udbuddet er måske relativt lille – der kan forklare den meget høje løn, så er fokus på følelsen af uretfærdighed, fremfor tilfredshed med sin egen situation.
Vi sammenligner konstant og hele tiden. Hele tiden vil vi noget andet og mere, når vi ser, hvad andre kan eller har mulighed for eller får. Jan Lindhardt skrev engang, at vores markedsbaserede kapitalistiske system forudsætter en vis ærgerrighed, en vis trang til at købe nyt, så vi ikke føler os bagud i forhold til dem, vi sammenligner os med. Også selvom vi som sådan har det fint.
Men denne følelse af uretfærdighed sidder dybt i mange af os, og det er sikkert også derfor, vi er mange, der stejler, når vi læser dagens evangelietekst.
For de forskellige vinarbejdere bliver jo tilsyneladende behandlet helt urimeligt.
Men det er værd at bemærke, at der ikke er nogen, der bliver snydt. De får alle som aftalt. Og på den baggrund kan man jo undre sig over utilfredsheden.
Men som antydet før – hvis vi synes nogen ikke har fortjent, hvad de får udbetalt, da vi ikke mener, at arbejdsindsatsen berettiger til det, så stejler vi, fordi vores retfærdighedssans bliver vækket og krænket.
Og det er her sammenligningens forbandelse bliver tydelig. Som sagt får alle arbejderne som aftalt. Ingen bliver snydt. Alle burde være tilfredse. Det er først, da de begynder at sammenligne, at utilfredsheden begynder.
Og det er i grunden interessant, at vi stadigvæk har det sådan. Martin Luther, der som bekendt igangsatte reformationen i 1500-tallet, har jo ellers forsøgt at lære os, frit oversat, at det er nok at være menneske. Det er nok at være troende – som dengang var det samme – troen alene er nok.
Jeg har sommetider sagt, at kristendommen i Danmark har sejret ad helvede til, vel at mærke i misforstået form. Altså, at tanken om næstekærlighed sådan set gennemstrømmer vores samfund, og at man deraf skulle kunne udlede, at vi i den grad lever i et kristent samfund. Problemet er blot, at vi har glemt nåden. Vi har glemt hvor absolut kærlighedsbuddet er, og derfor er det i virkeligheden en flad ateistisk version af næstekærlighed, der gennemstrømmer vores samfund.
Og man kan da også – med Christians Hjortkærs ord – hævde, at det faktisk er tankevækkende så lidt, reformationen i praksis har slået rod i vores kultur.
Et præstationssamfund som det danske burde næsten ikke være en mulighed, hvis reformationens tanker havde slået rod i os. For det danske præstationssamfund handler jo ikke om, at det er nok at være menneske. Nej, tværtimod. Som det hedder helt underforstået i ønsket om at afskaffe en helligdag: Arbejd, arbejd. Du skal præstere.
Og, underforstået: Når du præsterer, - hvis da ikke du som ungt menneske går ned med stress som følge af følelsen af utilstrækkelighed i vores præstationssamfund, - når du præsterer, så vil du selvfølgelig også efter din præstation have en retfærdig og fair belønning. Og har du præsteret mere end din nabo, vil du selvfølgelig have mere, også selvom du isoleret set skulle være tilfreds med den løn, du faktisk får.
Sådan fungerer Guds perspektiv dog ikke. Den er nærmest lige omvendt. Der er for så vidt ikke noget galt i at præstere – det er snarere perfekthedskulturen, der er problemet – du skal bare ikke forvente at få ekstra point hos Gud for det.
I Guds øjne er vi nemlig alle sammen lige meget værd, uanset hvor meget vi knokler.
Og derfor må vi finde os i, at vi alle får samme løn fra Gud, uanset vores arbejdsindsats.
Men det er jo også kun sammenligningens forbandelse, der gør udslaget for os. For hvis vi ser isoleret på den uendelige nåde, der bliver os til del fra Gud, burde vi jo være mere end godt tilfreds.
I virkeligheden burde vi være glade for, at vores nabo er lige så elsket af Gud, som vi selv er, uanset hvor dum vi synes, naboen kan være. Og lære at sige tak, og sætte pris på, at i Guds øjne er det nok at være menneske. Vi skal med andre ord lære at acceptere, at vi er accepteret af Gud.
Amen.
At forkynde Jesus som Kristus
Prædiken til seksagesima søndag, 2023. Holdt i Tranebjerg Kirke.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem: »Hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.« Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!« Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse. Og han sagde til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser? Sædemanden sår ordet. Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem. De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.«
I lignelsen hører vi om de forskellige måder, ordet kan blive sået på – hvordan vi forkynder i forskellige sammenhænge – og hvilken betydning det kan have for modtagelsen af ordet.
Hovedformålet i kirken er jo at forkynde Jesus som Kristus. Og hvordan gør vi egentlig det?
En væsentlig del af værktøjet til at forkynde Jesus som Kristus, er faktisk kirkeårets gang. I gamle dage, da befolkningen ikke kunne læse, udgjorde kirkeårsfortællingen et slags femte evangelium. Den fortælling, man hørte, var den fortælling, kirken serverede hver søndag. Altså kirkeårsfortællingen. Og det er netop kirkeårsfortællingen, vi får del i, når kirken prædiker på søn- og helligdage. Det betyder for resten også, at en del af kirkeårsfortællingen bliver skåret væk, hvis man afskaffer en helligdag.
Men hvad er det, kirkeårsfortællingen fortæller os? Hvad fortæller den egentlig om Jesus?
Jo, den starter jo ved kirkeårets start, som er advent. Siden kirkeårets start i advent, har vi fået udfoldet længslen efter noget nyt, vi har fået miraklet, Jesu komme til verden. Vi har i helligtrekongerperioden hørt om Jesu forhold til magten, og vi skal snart høre om Jesus ophold i ørkenen i fyrre dage, da det faktisk er selve temaet i fasteperioden. At Jesus blev fristet af djævelen i ørkenen, men ikke lod sig friste. I praksis, i modsætning til os andre.
At Jesu er den, der ikke lader sig friste, vises jo også i påskeugen. Han gør alt det, man ikke forventer. Både måden han ankommer til Jerusalem på. Hans kærlighedspagt med disciplene skærtorsdag aften, selvom han godt ved, at det ikke er guds bedste børn, han sidder sammen med. Hans insisteren på at gå hele vejen langfredag, og selvfølgelig triumfen påskesøndag, da Gud oprejser ham fra de døde. Fyrre dage senere har vi afskedsreceptionen for Jesus, også kaldet Kristi Himmelfart. Efter min mening kunne vi godt have Store Bededag dagen efter Kristi Himmelfart. Her ville der være al muligt grundlag for at reflektere over Jesu tid på jorden. Ti dage senere, altså halvtreds dage efter påske, har vi pinsen, hvor treenigheden, fader, søn og helligånd bliver fuldbyrdet og kirken fødes med helligåndens komme.
Vi har altså fået fortalt, hvem og hvad, Jesus egentlig er. Jesu forhold til magten, og hvad det vil sige, at Jesus er Guds søn. Hvad vil det sige, at Jesus er menneske, og hvad vil det sige, at han er guddommelig, altså Guds søn. Og hvad det vil sige at forholde sig til, at Jesus ikke er blandt os mere, rent fysisk.
Herefter handler kirkeårets tekster grundlæggende om hverdagen – i hele den periode, vi kalder trinitatis. Dog, jo mere vi nærmer os kirkeårets slutning, jo mener handler teksterne om dom og forløsning.
Og hvad vil jeg sige med alt dette?
Jo, kirkeårsfortællingen er afgørende for forståelse af, hvem Jesus var og er, og hvilken betydning det kan have for vores hverdag og vores forhold til alle levende skabninger. Dagens evangelietekst minder os om, at kirkeårsfortællingen er en af kirkens vigtigste måder at forkynde Jesus som Kristus på. Og hertil kommer udlægningen, fortolkningen. Hvordan sikrer vi, at ordet ikke går hen over hovedet på folk, men rent faktisk bliver forstået og slår rod. Bliver forstået på rette vis.
Den periode, vi snart er på vej ind i, kan for eksempel snyde. Den hedder fasten, og starter onsdagen efter fastelavnssøndag.
Normalt forbinder vi faste med afholdenhed. De fleste gør i hvert fald.
Det kan dog godt være en misforståelse. Esajas omtaler Herrens ønske meget tydelig. Han skriver: ”Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg; ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne".
Derfor er det mit postulat, at fasten skal forstås anderledes, end man normalt er tilbøjelig til. Man kan måske også næsten høre det komiske i en faste, hvor man undlader søde sager eller alkohol. Man hører det for sig, lettere karrikeret: ”Jeg var sulten, og du undlod at spise slik, jeg var tørstig, og du undlod at drikke alkohol”. Man kan godt høre, at det lyder lidt komisk. Derfor handler fasten i virkeligheden om en skærpet bevidsthed om omsorgen for sine medmennesker.
På denne måde bliver begrebet om fasten ændret for altid, hvis man følger Esajas.
Og det er jo i virkeligheden lutheranismen i en nøddeskal: Det er ikke gode gerninger, særlige bodsøvelser, asketisk levevis, mv., der sikrer vejen til frelsen og Guds kærlighed. Nej, når du ikke længere skal bruge dine gode gerninger til din egen frelses skyld, så kan du i stedet bruge dem overfor næsten for næstens egen skyld.
Det er en af kristendommens hovedbudskaber. Du skal acceptere, at du er accepteret af Gud.
Amen.