Når livet og opgaven overvælder os

Prædiken til seksagesima søndag, 2026. Holdt i Onsbjerg Kirke.

Dette hellige evangelium fra Markusevangeliet fra Det Nye Testamente, læses til seksagesima søndag, anden tekstrække: Jesus sagde: »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.« Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.«  Amen.

Kristendommen diskuteres som aldrig før. Ikke mærkeligt, når vi har nye ritualer oppe at vende. Når en ny bibeloversættelse er på vej. Når forskellighederne i forståelsen af dåben og kristendommen for alvor kommer frem.

Nu er der intet nyt i, at kristendommen bliver diskuteret, det er den til alle tider blevet, og det ligger ikke mindst i protestantismens væsen. At være protestant er noget med at protestere.

Man kan dog godt stille spørgsmålet, om kristendommen kan blive diskuteret for meget. Eller sagt på en anden måde: Hvornår bliver diskussionen, og dermed – måske – kristendommen elitær?

Nu er det selvfølgelig vigtigt at diskutere dåben, men hos mange helt almindelige kirkegængere og dåbsforældre er det selve dåbshandlingen, de tre håndfulde vand, der betyder noget, ikke nødvendigvis alle ordene før og efter. Er det elitært at diskutere, hvornår man må bruge udtrykket Guds barn om et menneske? Må det bruges før eller efter dåben?

I Henrik Pontoppidans ”Det forjættede land” bliver der også diskuteret kristendom, og nogle gange giver det virkelig god mening, da der virkelig er forskel i opfattelserne. Går man i kirken eller i forsamlingshuset for at høre om kristendommen?

Men samtidig er der vel en grænse, hvor diskussionen bliver fremmedgørende.

Og man kan også være fræk at spørge, om den er nødvendig, hvis det hele kommer af sig selv, som dagens evangelielæsning lader antyde.

Det kan dog være svært at forstå dagens tekst, når vi lever i en tid, hvor det drejer sig om at handle, foretage de rigtige valg og leve derefter. Man får, så at sige, intet forærende. Intet kommer af sig selv.

Ikke desto mindre tror jeg mange af os kender til de gange, hvor vi ikke har synes, vi har gjort noget særligt for det, men hvor ting alligevel sker. På gammelt dansk bruger man udtrykket, at noget vederfares os.

Jeg tror muligvis, at vi kender det bedst fra naturoplevelser, hvor vi sjældent gør særligt meget for at opleve. Naturen er der jo, og gør det ved os, som den nu gør. Den kan overvælde os af mange forskellige grunde.

I virkeligheden er der mange ting, der sker, uden at vi gør noget. Naturen er et godt eksempel. Sommetider kan man også forundres over processen, hvor et barn bliver til.

Vores skabthed kan vi heller ikke gøre så meget ved. Om vi vælger at henføre skabtheden til Gud, er sikkert et spørgsmål om religiøsitet, og jeg har hørt folk tale om livet som en gave, samtidig med, at det bliver understreget, at de ikke er religiøse.

Måske er de bange for, at der følger for meget dogmatik med udtrykket, at være religiøs, jeg ved det ikke.

Man kan i samme ombæring også hævde, at opgaven overfor andre mennesker er dér, igennem vores skabthed, uanset om vi ønsker det eller ej.

I vores udleverethed til andre mennesker, altså det forhold, at vi omgås andre mennesker, har vi til enhver tid muligheden for at gøre dagen god eller mindre dårlig overfor det andet menneske. Og det modsatte, selvfølgelig. En tankegang, som ikke mindst K.E. Løgstrup er kendt for.

Der er altså mange ting, mange forhold, som er der automatisk, uden at vi mennesker har gjort noget for det eller har bedt om det.

Derfor er de fleste af vores tanker om kristendommen dybest et en måde at forsøge at forstå, hvad vi taler om. Selve dåben i den treenige Guds navn er der jo som den er, uanset, hvad vi vælger at sige før og efter. Vi kan have lange samtaler om det, men i sidste ende, er det jo kun Gud, som ved, hvad det handler om.

Og fordi Gud er suverænen i det hele, når det gælder kærligheden, er der også god grund til at tro, at det hele ender godt.

Guds fremtid kommer af sig selv. Det kan være, at man aktivt kan gøre noget for at opleve Guds fremtid, glimtvis i vores jordiske liv. I dåben fx

Men uanset, så kommer Guds fremtid af sig selv. Dette forudsætter selvfølgelig, at man er overbevist om, at vi alle ender foran Jesus på et tidspunkt, og overgiver os betingelsesløst til ham, fordi det er umuligt at gøre andet, når man står overfor kærligheden selv, hvor billedligt talt det end måtte skulle forstås.

Det mindste frø giver de største planter, og giver alt levende ro, læ og skygge.

Og ja, vi mennesker er så tilpas nysgerrige, at vi ikke kan lade være at diskutere hvorfor og hvordan og om det nu også kan være rigtigt.

Men pga. vores skabthed og det at vi er til, og pga. Guds kærlighed til os alle som skabte væsener, er der faktisk meget der giver sig selv, som kommer og vokser af sig selv, selv når vi allermindst venter det og ikke havde troet eller set det komme.

Amen.

Prædiken til Kærlighedens Højsang, Paulus' første brev til menigheden i Korinth (Grækenland), kapitel 13. Holdt den 14. februar 2026 i Tranebjerg Kirke.

Vanen har en helt utrolig magt over os. Det kan i nogen tilfælde betyde, at vi slet ikke kan se andet for os, end det vi plejer at se. Nogle gange er det ganske uskyldigt, og betyder ikke det store. Andre gange kan det skygge for livsmuligheder og nye opdagelser.

Søren Kierkegaard skrev engang, at vanen er det mest glubske rovdyr, da det kan æde en helt op uden vi opdager det.

Hvis vi skal tage nogle eksempler, som er ganske uskyldige, men stadig interessante og tankevækkende, så har vi flere store salmer, som har flere melodier, vi aldrig bruger. Og af delvis gode grunde.

Måske vil det overraske nogen, at store salmer som ”Op al den ting”, ”Hil dig frelser og forsoner”, ”Se nu stiger solen” og ”Et barn er født i Betlehem” alle sammen har mere end en melodi, som man endda kan læse af salmebogen.

Det er melodier, som vi aldrig bruger – næsten aldrig bruger – dels fordi, at folk af samme grund ikke kender dem, og dels fordi, at den eller de andre melodier kan lyde utroligt fremmede, da de kendte melodier sidder så selvfølgeligt i vores krop og sind. Vi kender alle melodien til ”Et barn er født i Betlehem”, og tænker aldrig eller sjældent over, at der også findes en anden melodi end den kendte.

Nogen af jer bemærkede måske, at præludiet i dag, det første stykke musik, vi hørte, var melodien til Johannes Møllehaves ”Nåden er din dagligdag”. I hvert fald den melodi, der mig bekendt oftest bruges. Den er en kende melankolsk, hvilket kan have sin berettigelse, teksten taget i betragtning.

Men I lagde muligvis også mærke til, at det ikke var den melodi, vi brugte, da vi faktisk sang salmen. Den melodi, vi sang til, står ikke engang i salmebogen, men er skrevet af Erling Kusk, og sammenlignet med den mere melankolske af Elmquist, er denne melodi nærmest lidt højskoleagtig, ja nærmest munter. Og det kan også have sin berettigelse.

Og hvad vil jeg sige med alt dette?

Jo, man kan også spørge: Hvordan synger man om kærlighed?

Det er faktisk interessant at overveje, hvilke sange, der bliver valgt til et bryllup. Her bliver Jens Rosendals ”Du kom med alt” oftere og oftere valgt, selvom jeg faktisk også har brugt sangen til begravelse og alle helgen.

Og så har jeg en enkelt gang haft ”Altid frejdig” til et bryllup, også. En sang med en melodi, alle kender, selvom sangteksten faktisk ikke har sin egen melodi, og i øvrigt er meget anvendt til begravelser.

Hvordan synger man om kærlighed?

Når man synger Møllehaves ”Nåden er din dagligdag”, som vi gjorde, mærker man, at man er i hopla, at man er i godt humør. Det er muntert, og nogle vil sikkert kunne sige, at melodien ikke passer til teksten.

Ligesom man kan synes, det lyder forkert, hvis man synger en af førnævnte store salmer til de ukendte alternative melodier. Så kan det hele lyde helt forkert. Men på den anden side, måske også åbne op for teksten.

Hvordan synger man om kærlighed?

Nu er det faktisk tiende år i træk, at jeg holder gudstjeneste om kærlighed på dette tidspunkt på året, og man skulle tro, man ikke kan blive ved at føje noget til talen om kærlighed, men det kan man.

Bare tænk på mellemmenneskelige relationer. Hvad er kærlighed her? Det kan være omsorg, det kan være gode råd. Det kan måske endda være en kærlig skideballe, hvilket det fx kan være overfor børn. Det kan være at give den anden ro.

Kærligheden kan være både magisk og dagligdags.

Og fremfor alt, kan man ikke i en kristen sammenhæng tale og synge om kærlighed, uden at nævne Guds nåde. Derfor er Møllehaves tekst også en lille perle. Nåden er din dagligdag.

Med nåden som fundament, kan alt lade sig gøre. Med nåden som fundament, kan man ikke føle sig uelsket. Med nåden som fundament, kan man godt få følelsen af, at få alt tilbage, selv når man har mistet. Med nåden som fundament, kan man føle, at man svømmer i kærlighed.

Derfor er nåden også fundamentet for den kærlighed, vi viser andre mennesker, om det så er ægtefællen, vennen eller den fremmede, man møder på sin vej.

Derfor kan jeg godt være fristet til at sige, størst af alt er nåden i stedet for størst af alt er kærligheden. Selvom det på den anden side er en slags dobbeltkonfekt, da nåden netop er kærlighed. Du kan umuligt have nåde uden kærlighed.

Hvordan synger man om kærlighed?

Tro og håb og kærlighed, får vi kun af nåde.

Amen.