Gudsriget kommer altid bag på os

Prædiken til seksagesima søndag, 2020. Holdt i Handrup Kirke og i Ebeltoft Kirke og i Trige Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Jesus sagde: »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.« Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.«

 


Hvad vil det egentlig sige at være rigtig kristen?

 

Det er unægtelig et af de mest klassiske spørgsmål, som præster, teologer, lægfolk – ja, kirken i almindelighed, har stillet sig selv på forskellig måde igennem hele kristendommens historie.

 

På et tidspunkt blev der skelnet mellem Ordets hørere og Ordets gørere. Altså en skelnen mellem dem, der mente, at kirkens opgave var at forkynde Ordet, så det kunne høres, og dermed punktum. Og så dem, der satte den såkaldte kirkelige aktivisme højt. Altså dem, der mente, at det ikke var nok at lytte til Ordet, for at være på den rigtige side. Man skulle også omsætte Ordet i praksis, om man så kan sige.

 

Nogle gange kan man fornemme i den offentlige debat, at vi kan være lidt bange for at tale om praksis. Uanset om det handler om praktisk næstekærlighed i forhold til trængende medmennesker, uanset deres nationalitet eller baggrund. Eller det handler om, hvor direkte kirken skal blande sig i klimakampen. Det handler jo også om praksis.

 

Det er helt sikkert en arv fra Luther, der som bekendt gjorde et stort nummer ud af, at det hele afhænger af troen. Troen alene, som han sagde.

 

Og når vi i kirken taler om praksis, taler om at skabe det vi lidt højstemt kalder for en bedre verden, så taler vi om det, som teologer sommetider kalder for gudsriget. Gudsriget er jo den perfekte verden. Den verden, man som lutheraner anerkender, at vi først kan opleve fuldt ud, hinsides.

 

Er man grundtvigianer, vil man sikkert sige, at vi kan opleve gudsriget glimtvis, i ny og næ, i denne verden, når vi møder vores medmennesker med kærlighed, uanset om vi møder en ven eller en fjende.

 

Og tankevækkende er det, at dagens tekst ikke er særlig tydeligt på dette område. Ganske vist taler Jesus om, at Gudsriget vokser af sig selv. Det er uden for vores evne og vilje, eller mangel på samme, at skabe gudsriget.  

 

Men kan det virkelig passe, at vi slet ikke skal gøre noget for at få Gudsriget til at vokse?

 

Og her er svaret, at nej, selve væksten er der helt automatisk.  

 

Men der er dog den tvist i lignelsen, at det er en mand, der har tilsået jorden. For at citere en nyere salme: "Livets Gud har dine hænder, derfor er det dig han sender, når din næste lider nød".

 

Paulus taler jo også om, at den kristne frihed handler om - frivilligt - at tjene næsten i kærlighed.

 

Tro og gerninger hænger derfor uløseligt sammen. Reformationen pillede så at sige frygten og angsten ud af kristendommen. Man skal ikke gå at være bange for, at man ikke er god nok. Vi bæres igennem livet af Guds nåde.

 

Men det første og største bud, det dobbelte kærlighedsbud, er der jo til stadighed som en fordring til os fra Jesus. Den er der altid allerede, når vi er blandt mennesker. Den fordrer vores handling og vores gerning i forhold til den næste, vi kan se har behov for hjælp.

 

Og det lyder jo meget aktivistisk, meget handlingsorienteret. Vi skal faktisk elske vores næste. Eller for at udtrykke det samme på en anden måde. Vi skal handle til fordel for vores næste.

 

Det, der gør sagen ekstra speget, er, at vi aldrig kan vide med sikkerhed, hvornår det faktisk sker. Vi har sikkert alle sammen en god fornemmelse, når vi mener, vi har gjort noget godt. Om det så er en donation til et velgørende formål, eller vi – tilsyneladende åbenlyst – synes vi selv, har hjulpet et andet menneske.

 

Men vi ved det faktisk ikke. Det ved kun Gud. Vi skal selvfølgelig stadig gøre vores bedste. Hjælpe når vi synes, at det er det rigtige at gøre. Se på andre mennesker som værdige mennesker, alene fordi de er skabte i Guds billede.

 

Og så lade os overrumple, når magien opstår. Når vi bliver overrumplet af et uventet smil fra en person, vi ikke kender. Eller når vi hjælper i en situation, hvor vi normalt ikke gør det.

 

Vi bliver netop altid overrumplet af Gudsriget, når vi møder det, når vi opdager det. Det kan vi aldrig sige os selv. Når vi frivilligt er der for vores næste, vokser Gudsriget glimtvis, det rene kærlighedens fællesskab, hvor Jesus er konge, og hvor vi kun kan lade os overrumple, og tilbede Gud, som vi møder ham i Kristus, og håbe på vor synders nådige forladelse, igen og igen, indtil vi bliver til evig tid salige, og vi til sidst bæres over i Gudsriget, hinsides.

 

”Og når du har brugt din dag / til det sidste åndedrag, / standser Gud din gråd og klage, / tar en misbrugt dag tilbage, / nådig skjult i evighed”

 

Amen.