Time-out: Jesus som det sande lys

Meditationer over teksten til sidste søndag efter helligtrekonger, 2020  Holdt i Spørring Kirke.


Læseren kan jo passende selv holde de angivne tre minutters stilhed.

 


Tekst til meditation:

Timen er kommet, siger Jesus. Vi kan sige det samme julenat og ved påske, og vi kan sige noget lignende ved kyndelmisse, hvor vi er halvvejs i vinterhalvåret efter gammel målestok. Kyndelmisse kan være med til at minde os om, at det sande lys kommer fra Jesus Kristus. Hvilken forskel gør det, at vi jævnligt bliver mindet om, at Jesus er det sande lys?

 

Stilhed (3 minutter)


 

Tekst til meditation:

Ritualer og fejringer som kyndelmisse kan skærpe vores bevidsthed om Jesus som vores lys i mørket og hans betydning for vores liv. Her siger Jesus ligefrem, at hvis vi fokuserer for meget på vores eget liv, mister vi det faktisk. Vi skal være, hvor Jesus er. Hvor er Jesus mest nærværende - i bøn, sang eller gode gerninger? Sommetider i stilheden?

 

Stilhed (3 minutter)


 

Tekst til meditation:

Jesus spørger endda, om han skal bede Faderen frelse sig fra denne time. Til det siger Jesus selvfølgelig nej, og han liver dermed vores forbillede. Den ro vi kan opleve i forbindelse med lysets tilbagekomst, og ikke mindst i billedet af Jesus som vores lys, kan også minde os om, at Jesus også er vores nådige dommer. Hvilken ro giver det at vide, at Jesus elsker os på trods?

 

Stilhed (3 minutter)

Kærlighedsgudstjeneste: Kærligheden overvinder alt?

Prædiken til Kærlighedens Højsang, Paulus' første brev til korintherne, kapitel 13. Holdt den 14. februar 2020 i Ebeltoft Kirke.


Læs Kærlighedens Højsang her.



Hvad er kærligheden egentlig for en størrelse? Hvad er det, vi forelsker os i?


Ja, jeg kunne starte med at drille og sige, at det er os selv. En psykolog ville sikkert kalde det en selv-projektion. Tager vi fat i selve ordet kærlighed, og deler det op, siger det jo også, kær-lighed. Kær lighed.


Det er helt sikkert ikke hele sandheden, da vi jo også har udtrykket: Modsætninger mødes, og sød musik opstår. På engelsk, opposite attracts.


En jungianer ville kombinere de to ting, og sige, at vi forelsker os i vores egen modsat-kønnethed.


Det er i øvrigt ikke noget vi kan tænke os frem til, da projektioner altid er ubevidste, uanset hvor meget vi forsøger at italesætte dem.


Udseendet spiller helt sikkert også en rolle, selvom det ikke kan bære et livslangt forhold. Udtrykket, at det er det ydre, der tænder, men det indre, der tæller, giver god mening i den sammenhæng.


Og så kan det muligvis også betyde noget med alderen. Har man prøvet at være i et forhold tidligere, er man måske mere tilbøjelig til at kæmpe lidt ekstra for det nye forhold. Måske.


Og det kendetegnende ved et nyt forhold er vel fremfor alt, at vi netop ikke stiller alle disse spørgsmål. I den første tid føles det meste meget umiddelbart. Det er det, vi sommetider kalder at flyve på en lyserød sky, være forelsket, eller måske endda at kærlighed gør blind. Vi er så meget i symbiose med den anden, at vi mangler noget, når vi er væk fra hinanden. Tænk bare på udtrykket, min bedre halvdel.


Men hvad så, når man har haft sit første rigtige skænderi. Eller hvis der har indsneget sig for mange vane-agtige momenter. Og spændingen glider lidt i baggrunden. Hvad så?


Er vi også vilde med kærestens eller ægtefællens ”irriterende” sider, eller ville vi i virkeligheden ønske, at han/hun ændrede sig lidt for vores skyld?


Det er unægtelig nogle meget klassiske spørgsmål. I filmen, ”Marriage Story” (historien om et ægteskab), som også kan ses på netflix, synges der en sang, der hedder beeing alive, hvor det blandt andet lyder. Her i min danske oversættelse. Der synges om den anden, den elskede. Nemlig,


En, der holder lidt for meget om dig

En, der kan såre dig alt for dybt

En, der kan sidde i din stol, ødelægge din søvn, vise dig, at du er i live

En, der har alt for meget behov for dig.

En, der kender dig alt for godt

En, der kan skubbe dig frem, og som kan trække dig igennem helvede

Som kan give dig støtte til at være i live, være i live

Osv.


Jeg gentager: Er vi også vilde med kærestens eller ægtefællens ”irriterende” sider? Umiddelbart vil vi nok svare nej, ellers ville vi jo ikke være irriteret, hvis det faktisk er det, vi er.


Jeg vil så påstå, at det handler om kærlighedens karakter. Vi kan nok have et skjult ønske om, at den anden ændrer sig til det bedre – samtidig med, at vi glemmer at gøre det samme selv – men jeg tror virkelig, at det i de fleste tilfælde er en illusion, med mindre den anden faktisk har et problem, vedkommende skal hjælpes af med.


Som nogen måske kunne høre, så hørte vi til at starte med organisten spille melodien til Anne Linnets ”Barndommens gade”. Den sang handler i den grad om, at vi jo netop er præget af vores opvækst, mønstre fra fortiden, som det kan være svært at gøre sig fri af, og som ikke altid er charmerende.


I Anne Linnets sangtekst (baseret på Tove Ditlevsens digt) lyder det ligefrem ”Det er dig [altså barndommens gade], der har lært mig at hade”. Et meget meget stærkt udsagn, og hvis vi skal læse det symbolsk, fremfor konkret, handler det netop om, at vi er så præget af vores historie, da det ubevidst er blevet en så stor del af os selv, at vi ikke kan gøre os fri af den, fra dag til dag. Måske overhovedet ikke.


Og her er det så fristende at spørge, om det mon er sådan, at kærligheden overvinder alt?


Det nemme svar vil være et, ja, så længe kærligheden faktisk er til stede. Det gælder jo også kærligheden til vores næste. Som en teolog – Knud Hansen var det – har sagt: Næsten elsker vi jo kun, når vi faktisk gør det. Vi kan ikke lave love og regler om kærligheden.


Når vi taler om at elske i medgang og modgang, handler det jo ikke mindst om, at vi ikke skal give op efter de første par skænderier. Måske heller ikke efter tiende skænderi. Hvis kærligheden faktisk er der.


Så det er endda meget muligt, at barndommens gade holder os ubehjælpsomt fast i nogle gamle mønstre fra fortiden, som det nærmest er umuligt at komme ud af, jo ældre man bliver. Men det er ægtefællen eller kæresten, der kan holde om dig, mere end du anede, og som kan såre dig dybere end nogen anden.


I virkeligheden gælder det samme, som jeg plejer at sige om næstekærligheden, og vi hørte før fra alteret, tre udgaver af næstekærlighedsbuddet – nemlig, at buddet om kærlighed til næsten, altid allerede er til stede, selvom vi sjældent kan overholde det konsekvent.


Og når vi under vielsen lover at elske og ære hinanden i medgang og modgang, betyder det sjælendt 50 års konstant forelskelse, men ord om, at vi hver især vil forsøge at finde den bedste version af os selv frem. Det er som bekendt ikke altid det lykkes. Men hvis kærligheden faktisk er til stede, bære over med hinanden, og bære hinandens byrder.


Så kan den ægteskabelige kærlighed både favne barndommens gade, og de perioder, hvor man ligger søvnløs, fordi livet spiller os et puds.

Hvis kærligheden faktisk er der, overvinder den alt.


Amen.