At have døden bag sig

Prædiken til påskesøndag, 2026. Holdt i Nordby Kirke.

Dette hellige evangelium fra Matthæusevangeliet fra Det Nye Testamente, læses til påskesøndag i lige år, anden tekstrække:Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Amen.

Noget af det mest fantastiske jeg ved af, er når kunsten afbilder opstandelsen, livet efter livet, det evige liv, hvordan vi ellers formulerer os, på en troværdig og givende måde.

I Narnia-serien er der nogle beskrivelser, hvor man næsten kan fornemme det levende liv, der aldrig ophører.

Sangeren Tobias Rahim synger et sted, at han er i live, indtil han ikke er det her. Det vil sige, at han så er i livet et andet sted end her. Hinsides, må man formode.

Og i HBO-serien ”Six feet under”, som faktisk er en serie om en bedemandsfamilie, altså en familie, der driver en bedemandsforretning, spiller både døden og livet og de afdøde en ret stor rolle. Der er et dødsfald i hvert afsnit, da handlingen som sagt foregår omkring en bedemandsforretning, men ellers handler serien om alt det, livet handler om, på godt og ondt: Seksualitet, familiebånd, pligtfølelse, adoption, ære, omsorg, sorg, savn, psykisk sygdom, svigt, livet, døden, traumer, kunsten, ensomheden, selvforståelsen, religion og kirke, osv.

Det særlige ved serien er også, at døde personer dukker op undervejs som samtalepartnere. Ikke som spøgelser eller genfærd, men i nogle af personernes fantasi. Nogle gange for at rådgive, andre gange for at provokere, eller bare for en kort chat.

Det virker overraskende godt, også fordi, at det gøres så levende - og dermed troværdigt -, at man ikke kan undgå at overveje, også sådan en helt almindelig hverdagsaften, om ikke der er et liv efter døden. I en ret fantastisk drømmescene er der en af hovedpersonerne, som faktisk er død, der udbryder til en anden afdød person ”Var det ikke fantastisk, da du opdagede, at døden slet ikke findes?”.

Og ja, det er bare fiktion, og i serien foregår disse scener med døde personer endda i andre folks fantasi. Men det slår mig, hvor levende og glædelige disse scener virker. De bruser af liv, og man kan virkelig mærke helt ned i maven, hvor meningsfuldt det er at tale om livet efter livet.

Altså, når vi har døden bag os, lige som Jesus.

Så når vi taler om døden og opstandelsen, så taler vi både om noget af det mest tragiske og traumatiske og ufattelige, vi mennesker kan opleve, nemlig døden. Samtidig med at vi i samme åndedrag taler om noget af det mest spektakulære og vilde, man kan forestille sig, nemlig opstandelsen.

Derfor er tiden fra langfredag til påskesøndag også en af de mest dramatiske fortællinger i verdenshistorien. Ja, vi kunne tage hele Jesu Kristi lidelseshistorie, som den normalt kaldes.

Det starter med en triumf af et indtog i Jerusalem palmesøndag, hvor det virker cool at følge Jesus, at hilse ham velkommen som den store befrier.

Så begynder fornægtelserne og forråelsen i løbet af påskeugen, hvilket dog ikke hindrer Jesus i at dele et sidste måltid med disciplene. Og så vender det hele for alvor langfredag, hvor Jesus bliver helt alene.

Og man kan levende forestille sig, hvilket chok disciplene må være i, da de faktisk ser Jesus hænge på korset. Var det bare det? De må have opfattet det som et gigantisk antiklimaks.

Og så kommer jordskælvet påskesøndag. Jordskælvet er tilsyneladende meget konkret i fortællingen, men det er også nemt at forestille sig, at der har været et indre jordskælv, da det går op for de to Maria’er, hvad der er sket.

Ikke så mærkeligt at de skynder sig bort fra graven med både frygt og glæde.

Og dette er vel evangeliet i en nøddeskal. Som nogen vil vide, betyder evangelium glædeligt budskab. Og det er jo først og sidst, hvad evangeliet er.

Men der er ikke noget at sige til, hvis man kan få lidt angst i kroppen, når man bliver bevidst om, hvad et kristent liv også handler om, når vi læser evangelierne. Omsorg for alt levende. Du skal tilgive 77 gange. Give din formue væk. Være fuldkommen, som Gud er fuldkommen. Osv. I et kristent lys giver det alt sammen – selvsagt – virkelig god mening.

Derfor er udsagnet, frygt ikke!, også så vigtigt. For det er Guds nåde vi lever af. Så er det alligevel muligt at være menneske, leve vores liv med nogenlunde god samvittighed, alt på trods. Frygt ikke!

Opstandelsen viser os, at vi altid kan læne os op ad Jesus. Jesus som Guds søn er blevet formuleret på mange måder. Teologen Lars Sandbeck har skrevet, at for de kristne på Jesu samtid ”var han ikke bare en from mand, en profet eller en enestående spirituelt begavet person. Nej, sagde de kristne, han var nærmere Gud end noget andet menneske. Faktisk var han Gud så nær, at han måtte siges selv at være Gud” (citat slut). Jeg kan godt lide formuleringen, da den er så udogmatisk. Og jeg kan levende forestille mig, at har man været helt tæt på Jesus, har man ikke været i tvivl om, at noget helt nyt var på færde. Jesus var ikke bare et nyt forbillede, han var meget mere end det.

At det var så nyt, at selve opstandelsen også blev en del af den ny virkelighed, havde de færreste set komme, selvom han havde fortalt det.

Men alle disse store ting er også på en og samme tid angstprovokerende, for hvad betyder det for vores liv?

Det er opstandelsestanken, der giver saft og kraft og liv til livet selv. Altså vort nuværende jordiske liv. De år vi lever, trækker ikke fra, men lægger til. Livet er en lang vandring, tættere og tættere på Gud. Livet bliver kun større, selvom det er rigtigt, at det ofte druknes i vores eget mørke, vores egoisme, vores iver efter at få så meget ud af livet, så vi glemmer vores medmennesker og måske også os selv, druknes i vores misundelse og jalousi, vores manglende evne til at sige nej til mørket; billedligt talt, vores manglende evne til at forsage Djævelen og alle hans gerninger og al hans væsen.

Opstandelseshåbet leder mod fuldbyrdet lys og liv, ren kærlighed, ren glæde, og det er når håbet rammer os rent, om så blot for et kort øjeblik, at vi oplever, at døden dør, mister sin magt over livet, et liv, som kun bliver større og større indtil vi pludselig ender hos Gud i Jesu favn og for alvor har døden bag os.

Derfor er det med frygt og stor glæde, at vi i dag kan sige:

Jesus er opstanden, ja, han er sandelig opstanden.

Glædelig påske. Amen.

Prædiken til 5. søndag efter påske, 2026. Holdt i Besser Kirke.

Johannesevangeliet fra Det Nye Testamente, læses til 5. søndag efter påske i lige år, anden tekstrække: Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.« Amen.

Man skal være opmærksom på, at den bibel vi sidder med er en oversættelse. Taler vi om Det Nye Testamente, så er det en oversættelse fra græsk, og det oprindelige græske dokument eksisterer ikke længere, så det er en kopi af en kopi af en kopi, - og så videre - som der er brugt i oversættelsen til dansk.

Desuden er det en banal konstatering, at der er fire evangelier, som ikke fortæller helt den samme historie. Især Johannesevangeliet skiller sig markant ud, og dette evangelium er - i modsætning til det sprogligt noget ubehjælpsomme Markusevangelium - noget nær et litterært mesterværk.

Det handler med andre ord i høj grad om teologi, hvad man vælger at lægge vægt på, når man læser teksterne. Jeg kan huske, da jeg første gang læste Johannesevangeliet på græsk, hvordan jeg næsten var ved at gå ud af mit gode skin af begejstring, så fantastisk det var at læse. Det var lige før, jeg mente, at dette evangelium var alt nok. Men, det er det selvfølgelig ikke. Man kan fx. svært forestille sig kristendommen uden Bjergprædiken fra Mattæusevangeliet, eller historien om den barmhjertige samaritaner fra Lukasevangeliet.

Ikke desto mindre er vægtlægningen vigtig, og den vil altid være der. Når man i debatter diskuterer spørgsmålet om frelse og fortabelse, ja, så er der steder i Det Nye Testamente, hvor man kan tolke, at det handler om både frelse og fortabelse, og andre steder, hvor der tales om alles frelse. Det er altså ikke entydigt, man bliver nødt til at tage teologisk stilling.

Nogle gange giver teologiske refleksioner så megen genlyd, at de skaber nye retninger. Da Martin Luther i 1500-tallet protesterede mod afladshandel og gerningsretfærdighed, gav det genlyd så meget, at vi i dag - blandt andet i folkekirken - mener, at gode gerninger ikke giver point hos Gud, selvom vi naturligvis stadig skal gøre dem som en naturlig del af levet kristendom.

Og det gav genlyd i Danmark i 1800-tallet, da Grundtvig opdagede - ved at læse skrifter af Irenæus - opdagede, at kirken var før biblen, og at det måtte få betydning for sin læsning af biblen. For Grundtvig endte det med, at trosbekendelsen reelt blev vigtigere end det skrevne ord i biblen. Det levende ord frem for det døde bogstav, for at sige det både poetisk og polemisk.

Og Løgstrup forsøgte i 1956 at tale om kristendommen på en såkaldt humanistisk måde, hvor det dobbelte kærlighedsbud blev til den etiske fordring, og hvor en væsentlig pointe var, at biblen ikke kunne fortælle os, hvordan vi skulle leve vort liv, forstået på den måde, at den etiske fordring - kærlighedsbuddet - var tavst, det fortalte os, at vi skal elske vor næste, men intet om, hvordan vi faktisk i den konkrete situation skal gøre det. Det må vi selv finde ud af.

Og hvad med det evige liv? Tilbage i 1952 skabte teologen P. G. Lindhardt røre, da han i et foredrag på Askov Højskole aflyste det evige liv. Han sagde blandt andet: "Den kristne tro er et håb til Gud, men den indeholder ikke løfter af nogen art om en fremtidig tilværelsesform. alle forventninger derom er drømme, som må stå for ens egen regning. (...) evigt liv er nutid og ikke fremtid og (...) fremtidsdrømme ikke er kristendom".

Hans pointe var vist nok, at vi ingenlunde har krav på noget evigt liv. Og en overfokus på livet hinsides vil uvægerligt fjerne fokus fra at leve livet med næsten i det liv, vi har for os, her og nu.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at når der tales om evigt liv i Det Nye Testamente, så er det også noget hinsides.

Men dagens evangelietekst er et fremragende eksempel på, at evigt liv i Johannesevangeliet overvejende forstås som noget, der finder sted lige nu og her: "Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus". Det er jo næsten en trosbekendelse. At kende Faderen er at have evigt liv. Man kan selvfølgelig indvende, at man først kender Faderen fuldt ud, hinsides, men det er ikke det, som står i selve teksten.

Hvordan vi lærer Ham at kende, er nok forskelligt fra person til person. Måske vi i begyndelsen lærer om Ham, når far eller mor læser fra en børnebibel. Måske man gør det under konfirmationsforberedelsen. Måske bliver man inspireret på en højskole.

Johannes Møllehave skriver et sted, at Søren Kierkegaard har skrevet om at stå i evigheden, og høre stueuret slå.

Man kunne måske kalde evigheden, dén evighed, vi kan opleve nu, for oplevelsen af livsfylde, meningsfuldhed, måske ligefrem lykke. Men i hvert fald en oplevelse af, at være en del af et større fællesskab, ultimativt, fællesskabet med Gud og næsten, ja, alt levende.

Jeg har tidligere nævnt syv områder, hvor vi kan opleve et strejf af evighed og dermed gudsnærvær, oplevelsen af, at komme tættere på Gud: Ud over dette kærlige møde med næsten, er det dåben og nadveren, naturoplevelser, bøn til Gud, Ordets forkyndelse og velsignelsen.

At vi så i vores selvfokus ofte bevæger os bort fra denne oplevelse af evigheden i nuet, er helt sikkert et eksistensvilkår, og så er det altid værd at huske på, at når det kommer til stykket – i sidste ende – så er det Jesus, der er vores eneste dommer.

Guds kærlighed, som vi møder den i Jesus, vil altid indhente os til sidst, om ikke før.

Amen.