Jesus som holdepunktet i en brydningstid

Prædiken til nytårsaften, 2025. Holdt i Tranebjerg Kirke.

Dette hellige evangelium er fra Matthæusevangeliet: Da de vise mænd var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel.« Og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: »Fra Egypten kaldte jeg min søn.« Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd. Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias, der siger:

I Rama høres råb,
gråd og megen klage;
Rakel græder over sine børn,
hun vil ikke lade sig trøste,
for de er ikke mere. 

Da Herodes var død, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef i Egypten og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og drag til Israels land. For de, der stræbte barnet efter livet, er døde.« Og han stod op, tog barnet og dets mor med sig og kom til Israels land. Da han hørte, at Arkelaos var blevet konge i Judæa efter sin far Herodes, turde han ikke tage dertil. Men han fik i drømme en åbenbaring om at rejse til Galilæa, og dér bosatte han sig i en by, der hedder Nazaret, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer. Amen.

I år blev jeg færdig med at læse Jan Guillous ti-binds værk om det tyvende århundredes historie fra omkring år 1900 og frem til dagen før Nine-Eleven.

Jeg synes altid, det er interessant at mærke historiens vingesus, når man læser bøger på den måde. Men når man læser om sidste århundrede, bliver man også utrolig opmærksom på, hvordan historien sommetider gentager sig selv. Eller i hvert fald rimer på sig selv.

Vi er nu 25 år inde i dette århundrede, og vi har allerede haft både en finanskrise og en pandemi. Ja, vi har tilmed fået krig i Europa igen. Oveni hatten er verden vidne til endnu et folkemord, som vi dog ikke interesserer os særlig meget for, da det ikke har nogen geopolitisk interesse, nemlig det i Sudan. Det er næsten et år siden, at USA benævnte det som sådan.

Tilmed er et land, som mange i Danmark normalt betragter som en ven, både anklaget for krigsforbrydelser og folkemord, og til trods for en formel våbenhvile mellem Israel og palæstinenserne, har Israel før jul godkendt 19 nye ulovlige bosættelser på Vestbredden. Og som om det ikke skulle være rigeligt, så har vores nærmeste allierede, USA, først på året, truet kongeriget med militærmagt.

Verden er på mange måder vendt på hovedet. En klog mand sagde i år, at Europa havde vænnet sig til at få sin energi fra Rusland, sine produkter fra Kina og sin sikkerhed fra USA, og nu kan vi ikke længere stole på nogen af dem mere, hvis vi da for alvor har kunnet det tidligere.

Alt er oppe i luften, og det kan virkelig være svært at finde nogle rigtige holdepunkter. Lokalvalgene i november viste også, at det danske politiske system måske også er i opbrud. Venstre er splittet i tre – Moderaterne, Venstre og Danmarksdemokraterne. Det samme har Radikale faktisk været et stykke tid, med Alternativet, Radikale og Liberal Alliance. Det kan godt være svært at finde nogle holdepunkter i en brydningstid.

Og så er der samtalen om kød, nationalitet og køn. I min barndom blev menuen benævnt efter kødet, man fik. Det var normalt at svare ”frikadeller”, ”karbonade” eller ”medister” når man spurgte, hvad der var på menuen til aftensmaden, selvom der fulgte både kartofler og sovs med. Menuen blev benævnt efter kødet. I dag er det ikke helt uproblematisk at spise kød, som vi har lyst til, da vores kødforbrug er alt for stort ud fra et klimaperspektiv. Nationalitet er også en mere flydende størrelse, især for os, der ikke er født i Danmark, og mange er i dag bindestregsdanskere. Her er Danmark også delt, med nationalkonservatismen i Vestjylland og pragmatisk socialisme i Østdanmark, særligt det københavnske og måske Århus. Og selvom vi jo fødes som to køn, er der ikke desto mindre ulykkelige skæbner, som føler sig født i den forkerte krop. Det er der egentlig ikke noget nyt i, men i dag taler vi om det, selvom den samtale også kan blive både skinger og ophidset, og skiller vandene.

Det kan være svært at finde holdepunkter i en brydningstid.

Spørger man kristendommen, vil den tilmed sige, at disse holdepunkter aldrig rigtigt har været der. Og tidligere nævnte forfatter, Jan Guillou, synes også at mene, at vi faktisk ikke lærer af historien.

Faktisk er det mit postulat, at en væsentlig kristen pointe er, at livet er usikkert.

Men som det lød især i tekstlæsningen fra alteret, så kan man komme langt med trøst og tro. Eller kærlighed og forsoning.

Eller for at sige det samme på en mere direkte måde: Kærligheden betyder det hele, også selvom det kan være uhyre abstrakt at tale om kærligheden.

At være elsket, betyder det hele. Uanset usikre tider, og som bekendt var det bestemt også usikre tider, da Jesus kom til verden. Men uanset usikre tider, er det altid en trøst, enten at bede fadervor, at sige højt, at Jesus er vores eneste dommer, eller at sige, at alle guddommelige profetier, lovninger og forjættelser har taget bolig i netop Jesus. Jesus fra Nazareth, i Galilæa.

Og det er bestemt ikke tilfældigt, at det er Galilæa. Byen har stor symbolsk betydning, blandt andet fordi, byen også var hedensk, det vil sige ikke-jødisk. Jesus af Nazareth kommer altså fra et sted, hvor man ikke uden videre skulle forvente at møde gode retfærdige jøder eller potentielle gode Kristus-tilhængere.

Jesus startede sin forkyndelse og sluttede sin forkyndelse i Galilæa, i en broget og mangfoldig verden, en kaotisk verden.

Verden kan godt synes særlig kaotisk for tiden, i hvert fald hvis vi ser ud over Samsø, som må være en af de mest fredelige øer i verden, men ser man ud over Samsø, kan verden godt synes særlig kaotisk for tiden.

Vort personlige liv kan jo også være i kaos. Det er derfor, at det hele drejer sig om roen, troen, kærligheden og forsoningen. At være elsket på trods. At vide sig elsket, er det vigtigste i verden, så kan man klare meget.

Det er utvivlsomt også derfor, at Jesus har ophøjet kærlighedsbuddet til det første og største bud. Omsorgen for alt levende må være det hele. Bære det hele.

Bære det hele kan vi dog ikke selv. Måske kan vi slet ikke bære noget -  men husk, vi er stadig elsket på trods. Jesus elsker os ikke for vores godhed, men fordi han er kærlighed.

Dét er vores holdepunkt i en til tider urolig verden, i en brydningstid, at Jesus er kærlighed.

”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød”.

Godt Nytår!

Amen.

Prædiken til nytårsdag, 2026. Holdt i Besser Kirke

Dette hellige evangelium fra Matthæusevangeliet fra Det Nye Testamente, læses til nytårsdag, anden tekstrække: Jesus sagde: »Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det. Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.« Amen.

Der er noget pudsigt over tiden fra og med 1. december og til og med i dag.

Og ikke mindst noget pudsigt over forholdet mellem julen og nytåret.

Eller advent og nytår.

Dels er der det spøjse med to forskellige begyndelser. Advent starter kirkeåret, mens nytåret starter kalenderåret. Sådan vil det jo være, når to forskellige kalendersystemer støder sammen. Som kuriøsum kan jeg nævne, at det først var i 1622, at den katolske kirke gik over og anerkendte 1. januar som borgerligt nytår. Indtil da havde det været 25. marts, der blev fejret nytår. Også både 25. december og påsken har tidligere været anset som begyndelsen på et nyt år. Men fra midten af 1700-tallet har den vestlige verden været enige om 1. januar som nytårsdag. Nok om det.

Bare for at sige, at kalendere og datoer jo er menneskelige konstruktioner, der forsøger at fange en vis logik i tidens gang. Og husk, jorden er ikke et år om at dreje rundt. Det er omvendt: Det er os, der kalder en jordomdrejning for et år, har defineret det, som et år.

Det er noget mærkeligt noget med tiden, og måden vi sommetider forsøger at fange den på, forstå den på, markere den på.

Og ikke mindst måden vi forsøger at markere overgangene på. Overgangene fra en tid, eller en epoke, til en anden tid eller en anden epoke. Både verdsligt og religiøst. Og hvad tiden gør ved vores opfattelser af forskellige ting, og gør os til dem vi er, på godt og ondt. 

På Jesu tid – og ikke mindst i jødedommen – var det helt naturligt otte dage efter hans fødsel, at omskære ham. Jesus var blandt meget andet, barn af sin tid. Han var forankret i jødedommen, også selvom han senere i sit virke som forkynder gjorde op med centrale dele af Moseloven. Det er teksten om omskærelsen af Jesus, vi har som læsning hvert andet år, altså i ulige år. I år handler teksten om Fadervor.

Og det interessante ved Fadervor, ud over at man kan fascineres af, at bønnen stadig holder to tusinde år efter, at Jesus første gang lærte disciplene at bede den, det interessante ved Fadervor er, at den næsten er en lille magi-terning. Måske også en magisk terning, men jeg sagde dog magi-terning.

Den har det hele, og den har også den fordel, at kan man Fadervor, så har man været igennem alle faser af en religiøs tilgang til livet, hvis man følger de enkelte linjer i bønnen.

Fadervor er så at sige den ægte vare, det er ikke menneskeværk ligesom trosbekendelsen. Derfor bliver det også utrolig interessant at se den kommende prøveoversættelse af Matthæusevangeliet, da oversætterne har varslet, at selve Fadervor sandsynligvis kommer i en ny oversættelse.

Og vi må huske, at den kommende oversættelse hverken er mere rigtig eller mere forkert, end den vi kender i dag. Den er blot anderledes. Jeg kan i den forbindelse anbefale en podcast, flere forskellige interviews, på Bibelselskabets hjemmeside om alle disse oversættelser frem mod år 2036, hvor vi får en ny oversat dansk bibel. Det er nemt at finde disse udsendelser via luther2036.dk

Ikke desto mindre skal den nok vække debat, når den kommer, da Fadervor unægtelig er arvesølvet, når det gælder kristen tradition og kristen livs- og bønspraksis.

Nogle af os kan virkelig godt lide, at der sker noget nyt, i nogle tilfælde skriger vi på fornyelse, andre af os har en mere konservativ tilgang, og kan ikke overskue for mange nye måder at gøre tingene på. Sådan lidt firkantet sagt, selvfølgelig.

Men uanset hvor evigt gyldigt Fadervor er og bliver, så vil ordene jo altid skulle passe ind i den tid, den skal bruges i. Den er jo oprindeligt skrevet på græsk og ikke dansk, så den skal jo oversættes.

På den måde er der, lidt firkantet sagt, det timelige, og det evige. Det timelige er alt det, som ændrer sig, fordi vi som mennesker og som borgere i Danmark ændrer os, og ændrer måden vi taler og skriver på. Noget giver meget mening, andre ting mindre mening, det er ikke altid særligt rationelt.

Og så er der det evige perspektiv, som kom til os julenat, da vor Herre blev født og tændte lyset i mørkets skød. Altså, at det er Jesus, selveste Guds søn, der har lært os at bede netop Fadervor, gør bønnen til noget helt særligt. Det er ikke menneskeværk.

På den måde kan netop nytårsdag minde os om, at vi har et urokkeligt fundament i Jesus og Fadervor. Samtidig med, at vores liv udspiller sig i en meget konkret timelig virkelighed.

Og så skal vi forsøge, det bedste vi kan, at leve her og nu, i den virkelighed vi kender for os her i dag, i vores hverdag i Danmark, anno 2026.

Derfor tænker jeg, at både Fadervor og nytåret kan få os til at stoppe op, og tænke på, hvordan et nyt år måske kan bruges. På den ene side er det jo bare et nyt år. Ligesom det gamle. Måske. På den anden side er det helt ukendt. Selvom vi hver især kan have vores formodninger og forventninger, så ved vi faktisk ikke, hvad der præcist kommer til at ske i dette nye år, 2026.

Men jeg vil påstå, at kristendommen kan give det åbne perspektiv. Vi er alle lige meget skabt i Guds billede. Det må nødvendigvis give os en åben tilgang til andre mennesker som ligeværdige, og en åbenhed overfor livets muligheder. Ja, som skænket af Gud.

Det nye og ukendte er lige nu vores virkelighed, da vi endnu ikke kender 2026. Og troen kan måske give os en indre ro, i troen på miraklet julenat. Og gøre os klar til at leve det nye år det bedste vi kan. Godt nytår til jer allesammen!

Amen.